"Luderen" og "Madonnaen" - to bibelske Maria'er

Min interesse i religion går først og fremmest på den virkning, de forskellige trosretningeer har haft på samfundet. Foreløbig har der vist været omkring 4.000 guder i verden, og det tal tror jeg er sat lavt, sådan at der i virkeligheden har været mange flere. 

 

Man kan undre sig over, hvordan folkeslag, der gennem mange generationer har tilbedt kraftfulde og farverige guder som de nordiske Odin, Freja, Thor, etc., kan skifte over og blive kristne. Det viser nogle interessante ting om den menneskelige natur, som vi burde studere indgående. Noget andet, man må studse over, er forandringerne i tolkninger af de enkelte gudeskikkelser: "gode" bliver "onde" - eller omvendt. Nogle får større betydning, andre mindre, selv om de måske startede med at være almægtige. Alt dette spejler efter min mening samfundsændringer, som vi måske endnu ikke helt har kortlagt, bl.a. fordi vi er forblændet af det, vi tror, er "naturligt" eller "historisk berettiget". Dette forekommer mig særlig interessant i forbindelse med kvindelige guder, profeter eller apostle, for her kan man bare ikke se bort fra, at ideologien omkring dem afspejler radikale samfundsændringer, der måske har været længe undervejs.

 

 

Denne duo kender vi, for i vor kultur er vi blevet præsenteret for utallige billeder af Jomfru Maria, der fødte Jesus, angiveligt efter et besøg af den såkaldte Helligånd, men hvad med de andre Maria'er, der omgav ham som voksen i tiden lige inden korsfæstelsen? Ud over hans mor er der jo trods alt tre andre i Det Nye Testamente, nemlig 1) Maria Magdalene, 2) Maria Salomé og 3) Lazarus' søster, Maria Betania. Den mest interessante af disse Maria'er er afgjort Maria Magdalene, der lader til at have stået Jesus virkelig nær. Hun har ligefrem sit eget evangelium, der dog ikke er blevet optaget i den Bibel, vi kender i dag. Evangeliet regnes nemlig for et af de apokryfe skrifter på græsk, der blev udeladt i den samlede bibel, fordi de ikke passede til de kristne doktriner, der blev udviklet gennem tiden. (Der er imidlertid kommet en oversættelse af den oprindelige, koptiske 400-tals-tekst ved danskeren Marianne Aagaard Skovmand, der f.eks. kan fås på SAXO. Her skal man så huske på, at evangeliet ikke er komplet, da der mangler forskellige passager samt indledningen).

Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er sket en tidlig patriarkalsk funderet social status- og værdi-ansættelse gennem religionen. Faktisk tror jeg, at en af de monoteistiske religioners hovedfunktion har været at definere mænd og kvinder som samfundsvæsener, bl.a. gennem de roller, de tildeles i forbindelse med Guden, dvs. i dette tilfælde Jesus. Derfor overrasker det mig heller ikke, at der fortælles om stridigheder mellem apostlen Simon Peter - den senere Sankt Peter - og en kvindelig discipel, nemlig Maria Magdalene. Apostlen er simpelthen jaloux over den status, Maria Magdalene har, men bliver irettesat af Jesus. Hun er da også en meget betydningsfuld person i hans følge, idet hun tager med rundt omkring ligesom de mandlige disciple.

Hendes navn nævnes ialt 12 gange i Biblen, men interessant nok aldrig - som ofte med andre kvinder - i forbindelse med deres far, bror, mand eller søn. Hun er sig selv, og træder frem i sit eget navn som et æret individ med sin egen historie og betydning. Ikke nok med at hun bliver nævnt alle disse gange, men hun deltager også i det, man kunne kalde "top-begivenhederne". Således befinder hun sig ifølge alle fire evangelier på Golgatha langfredag. Desuden er hun beskrevet i Matthæusevangeliet som den sidste, der forlader den korsfæstede. Ud over dette, er hun også den første ved graven påskemorgen. 

 

 

Den allerførste gang, Maria Magdalene nævnes, er i Lukasevangeliet kap. 8,2, idet hun er en af de kvinder, som Jesus helbreder for onde ånder. Således fortælles det, at Jesus drev syv dæmoner ud af Maria Magdalene, og det er såmænd de syv dæmoner, der i middelalderen bliver til de syv dødssynder. Mere interessant er det dog, at hun ifølge den senere slutning på Markusevangeliet, nemlig kapitel 16,9, er den første, der møder den genopstandne Jesus. Det er hun også i Lukasevangeliet kap. 20,1-18. I de synoptiske evangelier og i Første Korintherbrev kap. 15 tildeles denne vigtige rolle til gengæld hendes "rival", den mandlige discipel, Peter. 

 

 

Hvilken tolkning kom først? Tjaaahhh, man kan jo gætte, og jeg gad nok vide, om Maria Magdalenes besynderlige sammenblanding med den i virkeligheden navnløse "skøge", der ifølge Lukasevangeliet kapitel 7,36-50 grædende vasker Jesu fødder, salver dem og tørrer dem med sit hår, har forvirret begreberne og forvrænget beretningen, så der er gået kuk i persongalleriet, for det kan vel ikke tænkes, at den patriarkalske samfundsorden bevidst har valgt at dele kvindekønnet op i de bekvemme "luderen og madonnaen"-grupperinger? Dermed er den fremtrædende Jesus-discipel Maria Magdalene i hvert fald blevet forvandlet til noget helt andet, end det hun ellers fremstilles som i de forskellige evangelier. Kirkefaderen Augustin (død 430) kaldte hende således "Apostlenes Apostel" uden antydning af referencer til den såkaldt "syndige kvinde", der vasker Jesu fødder. Det er også interessant, at Østkirken tolker hendes skikkelse helt anderledes end Vestkirken, der går ind for luder-/madonna-symbolikken.

 

I ciklen: denne kvindelige - eller meget kvindagtige - figur i Leonardo DaVincis "Den Sidste Nadver" bliver af nogle anset for at være Maria Magdalene, der sidder ved siden af Jesus. Det er da også en position, hun er berettiget til som enhver anden fremtrædende discipel og apostel, der er med til at udbrede hans lære.

 

De fleste forestiller sig nok Biblen som et oldgammelt samlet skrift, der er nedarvet gennem mange generationer, men det er ikke rigtigt. Tværtimod kan man sige: MANGE har ført pennen, da den blev til, og det bærer den så sandelig også præg af både i holdninger og skrivestil ...

 

Er Biblen fiktion eller faktion? Ifølge myten blev Det Gamle Testamente skrevet af Moses, men dér kommer man så ud for det problem, at der ikke er håndfaste beviser på, at han nogensinde har eksisteret, men - sat på spidsen - gælder dette jo stort set ALLE bibelske personer, inklusiv Jesus. Vi ved, at den er en antologi af forskellige religiøse tekster fra det fjerde århundrede, der oprindelig blev skrevet mellem det tiende århundrede f.Kr. og det første e.Kr.. Inden det fjerde århundrede bestod det, vi forstår ved Biblen, af løse dokumenter, der blev samlet og ordnet som et enkelt bind, der blev kendt som Biblen.

Rembrandt van Rijn, painting of Moses Breaking the Tablets of the Law, 1659

 

Modsat de kristnes hellige skrift, Biblen, blev Koranen angiveligt åbenbaret for Muhammed af ærkeenglen Gabriel gennem et forløb på ialt 22 år og derpå nedskrevet som én samlet bog i 114 kapitler. En vigtig pointe her er, at Muhammed var analfabet og derfor ikke var i stand til selv at "finde på" teksten, hvilket man må indrømme giver Koranen en større historisk troværdighed end Biblen. Hvordan den end er blevet skabt, så udgør den ikke et sammensurium af såkaldt "hellige", men redigerede tekster.

Ingen "retter" eller udvider altså Koranen, men Biblen er et stort kludetæppe af rettelser og ændringer gennem mange århundreder. Går man til den ældste samlede udgave af Biblen, "Codex Sinaiticus", mangler der f.eks. en meget vigtig detalje, der ellers er totalt afgørende for kristendommen og den kristne tro, nemlig Jesu genopstandelse. Den mangler såmænd også i Markus-evangeliet, og det giver anledning til mange bekymringer for troende, for kom dette evangelium før Matthæus-evangeliet, hvor genopstandelses-episoden er? Hvis det kom først - dvs. i forhold til Biblens anerkendte evangelier - så sættes der unægtelig spørgsmålstegn ved selve genopstandelsestanken, ligesom det sker ved sammenligninger med Codex Sinaiticus. 

Den ældste skrift tæller nemlig som den originale, ikke-redigerede og må derfor ses som den, der kommer sandheden om de forskellige begivenheder nærmest. Det lader til, at de fleste forskere nu regner Markus-evangeliet for det ældste, så ikke bare Codex Sinaiticus, men også Biblen, som vi kender den, har altså en beretning om Jesu død, der ikke omfatter en genopstandelse.

Desuden er de "engle", der optræder som en vigtig detalje i vores nutidige opfattelse af begivenhederne omkring korsfæstelsen, her bare ukendte mænd ved graven, der skræmmer kvinderne, der er kommet for at salve Jesu lig, så de flygter. Der er altså masser af indbyrdes forskelle mellem de fire evangelier, og det er tydeligt, at historien er blevet revideret og udbygget op igennem århundrederne. For mig at se er der tale om en (social) fantasi over det, der udgjorde kristendommens fundament: Jesu død. Dvs. at beretningen tog farve af samfundet og de love, der gjaldt dér. Dette kender vi også fra andre religioner verden over.

Noget andet, der efterhånden er blevet mytologiseret, er Jesu forhold til Maria Magdalene. Ifølge nogle middelalder-legender var de gift og fik i hvert fald ét barn, nemlig en datter, der måske endda vandt indpas i det franske kongehus. Ideen om dette giver i hvert fald de franske konger en legitimitet som ingen andre. Hvordan det nu end forholder sig, så er der rigtig meget, der tyder på, at hun sammen med de mandlige disciple har haft en fremtrædende rolle og tillige lederposition i den ældste kirke. I de apokryfe skrifter fortælles der om hendes lange, fortrolige samtaler med Jesus. Hun fremstilles som en legitim leder og fortolker på linje med de mandlige disciple.

 

 

https://www.biblicalarchaeology.org/daily/biblical-topics/bible-versions-and-translations/absent-from-codex-sinaiticus-oldest-new-testament/ 

 

 

 

https://allthatsinteresting.com/who-wrote-the-bible 

 

https://codexsinaiticus.org/en/project/translation.aspx

https://codexsinaiticus.org/en/manuscript.aspx?dir=prev&folioNo=3&lid=en&quireNo=3&side=v&zoomSlider=0

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/

 


https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/maria-magdalene-og-mariaevangeliet

 

 

 

https://www.discoverwalks.com/blog/rome/top-10-facts-about-mary-magdalene/ 

 

 

 

Wikipedia

 

Strøtanker omkring visse uønskede gaver

OK, din højt elskede og meget forkælede kat har bragt dig lidt "føde", som den forventer, at du bliver mægtig begejstret for. Det gør du ikke, og den er meget forbavset, men også forarget. Hvad gør man så? Et sådan situation er faktisk sværere, end man skulle tro, for dette er en kærlighedsgave, og dem bør man ikke afvise med væmmelse, for det er meget sårende for den, der giver gaven. Desuden får du jo altså disse to afdøde mus af en person, som du elsker, og som du ikke vil fornærme, da nu den er så stolt af sin fangst. 

Man vil nødig skuffe katten, men det bliver man selvfølgelig nødt til, medmindre man er parat til at sætte tænderne i en rå muse-steg. Noget, de færreste af os ønsker, selv om der har været perioder i menneskets historie, hvor mus, rotter og andet af samme skuffe var velkomne madvarer, for der var simpelthen ikke andet at få ....  

Sagen er den, at katte er og bliver rovdyr. De er jægere og har et naturligt jagtinstinkt, som man ikke kan få ud af dem. Hvis man selv er vegetar + dyreelsker, er det dog hårdt at blive præsenteret for det ene myrdede byttedyr efter det andet, så hvad gør man? Man kan selvfølgelig tale dunder til den firbenede morder, men hvad hjælper det? Ikke det mindste, så den taktik er og bliver håbløs, selv om man kan se på mange kæledyr, at de forstår, hvad ord som "Fy!!!" betyder - de er bare ligeglade og/eller forvirrede over denne reaktion på noget, de selv opfatter som en bedrift, der fortjener ros. 

Alle former for kommunikation kan være enormt svært. Den ene part kommer med ytringer, der bare ikke passer ind i det sprog, den anden kender.

Somme tider er det helt håbløst, og man må opgive, men til andre tider kan situationen føre til opfindelsen af nye sprogformer: nød lærer kælen opfinder at morse - osv, osv. .... Det er smart, og man kan let forestille sig, hvordan de to har udvekslet hede kærlighedsord, omgivet af formentlig snerpede familiemedlemmer. Hvis man skal sammenligne med katte-sproget, så skulle det bestå af en hel række aftalte signal-ord, hvor dobbelte budskaber som f.eks. "dygtig kat, men nej tak, ikke til mig" kom ind på førstepladsen. Desværre er det nok umuligt, selv om jeg altså mener, at katte forstår påbud og henstillinger, men at de bare er totalt ligeglade. 

Byttet er der, og det er hårdt at se det så tæt på, når man er en kat. Al den rappen og skræppen virker tilmed som en hån, så fristelsen er svær at modstå for en rask jæger. At forklare katten, at disse fjerklædte væsener kan flyve, at de napper, og at de desuden befinder sig i et vådt, katte-fjendtligt element, er umuligt. Måske et par dårlige erfaringer er det eneste, der trænger igennem til sådan en jæger, men ikke engang det er sikkert. 

Eftersom katten altså er en jæger og bliver vild af jagtbegær, når den ser noget, den kan nedlægge, så er der formentlig kun én sikker måde at stimulere den på en sikker måde, nemlig via legetøj. Selv synes jeg, at laserstrålen, der tager form som en rød plet, er alletiders. Den kan underholde katten i timevis, og den giver god motion til den firbenede jæger.

Nu er der så det ved det, at katte er intelligente væsener, så denne røde plet fungerer ikke altid efter hensigten, og virkningen varer måske ikke så længe, som man kunne ønske. 

Afsløret: ikke pletten, men den, der styrer den .... 

Jeg har set forslag til katte-legetøj, der består af fjer fra vilde fugle. Det er mentalt stimulerende med lidt pseudo-jagt, hvor byttet allerede er dødt og/eller ikke længere har brug for sine fjer. At det ikke er det samme for et rovdyr som et levende bytte, siger sig selv, men det giver os blødsødne anti-smådyrsmordere fred i sjælen. 

 

https://www.thesprucepets.com/cat-hunting-gifts-553946 

 

Wikipedia

 

Fornemhed og dårlige ægteskaber

 

Hadede Ludvig XIV's kusine, Marguerite Louise d'Orléans (1645-1721), sin mand, Storhertug Cosimo III de' Medici af Toskana (1642-1723) fra første sekund, hun så ham, eller kom hadet lidt efter lidt? De fik jo trods alt tre børn, tilmed selv om de kun mødtes til intimt samvær én gang om ugen - selvfølgelig efter aftale, for sådan var det jo i de finere kredse. Pligten drev dem i armene på hinanden, for arvinger skulle der til.

Storhertug Cosimo III de'Medici

Én ting var, at Marguerite Louise ikke var tiltrukket af den kunst-interesserede og forholdsvis kultiverede, men ikke særlig smukke storhertug, men hun sydede også af raseri over, at hun ikke fik ham, hun virkelig nærede følelser for, nemlig hendes fætter Charles of Lorraine. Han var blevet hendes elsker kort før afrejsen til Toskana og var både flottere og mere dynamisk end Cosimo. Noget, der bl.a. viste sig ved, at han fik adskillige børn uden for ægteskab. Hvor Cosimo regerede i 53 år og gjorde, hvad han kunne for afgrænsede områder som prostitution og maj-festligheder, foruden af han engagerede sig i mindre pæne ting som jøde-forfølgelser, så var der tydeligvis mere fut i Charles. Begge havde dog en uvane med at forfølge andre trosretninger. Hvor Cosimo forfulgte jøderne, var det protestanterne, Charles gik efter og udsatte dem for noget, der kun kan kaldes massakrer. Af de tre børn, Marguerite Louise fik, elskede hun det ældste, sønnen Ferdinand højest, og det er fristende at forestille sig, at han ikke var Cosimos, men Charles' søn. Også fordi Cosimo havde det svært med netop denne søn. Hvorom alting er, så var Ferdinand jo født som tronarving, men han arvede nu aldrig Cosimos trone, da han døde ung.

Charles of Lorraine 

Oprindelig ville Marguerite Louise have haft hertugen af Savoyen, Charles Emmanuel II, men der gik kuk i forhandlingerne, og hendes yngre søster løb af med ham. Sørgede hun over ikke at få den mand, der blev hendes svoger? Næh, der er der vist ikke noget, der tyder på, men hun ærgrede sig over en spildt mulighed, for giftes skulle hun jo, og det må have været surt for hende, at se sin yngre søster løbe af med en mand hvis titel og hertugdømme, hun havde været interesseret i. Da hun giftede sig med Cosimo i 1661 blev hun ellers modtaget på fornemste vis i sit nye fædreland, men brylluppet var foregået med stedfortrædere, hvilket betød, at de to ægtefæller gik ind i ægteskabet uden at kende hinanden: det var ikke to personer, der giftede sig med hinanden, men to fornemme huse. Den slags var ganske almindeligt i adelige og kongelige kredse, men det må nu have været en meget underlig situation at blive ført sammen på den måde og så tilmed med forventninger om fødslen af arvinger. Meget gerne mange arvinger, hvilket kan oversættes med "masser af pligt-sex" .....

Marguerite Louise satte straks tonen ved det toskanske hof, for hun var knap kommet inden for døren, før hun forlangte at få kronjuvelerne udleveret. Hendes svigerfar, Storhertug Ferdinando, havde givet hende en perle på størrelse med et dueæg, men det var ikke nok. De juveler, det rent faktisk lykkedes hende at få fra sin mand, forsøgte hun at smugle ud af landet, men det lykkedes ikke, for hun blev opdaget. Hun havnede også hurtigt i store stridigheder med sin svigermor vedr. forrang: hvem var fornemst, og hvem skulle f.eks. gå forrest ved offentlige begivenheder? Der var ingen ende på alle de trakasserier, Marguerite Louise udsatte snart sagt alle i sine omgivelser for, så da hun og Cosimo blev skilt i 1675, og hun flyttede tilbage til Frankrig, må det have været en lettelse for alle ved hoffet. Lige siden sin ankomst havde hun tydeligvis gjort alt, hvad hun kunne for at ydmyge den mand, hun dog havde indvilliget i at gifte sig med. Jeg har faktisk ondt af stakkels Cosimo, der kæmpede en ulige kamp for at holde sammen på stumperne af sit rige, der af uvisse årsager blev fattigere og fattigere under hans styre. Var det Marguerite Louises skyld? Måske ikke, men man kunne fristes til at tro det, for hun var som en ond ånd, der gjorde alt for at genere alt og alle. En af hendes eskapader var en flirt med en kok, som hun kildede på en meget uciviliseret måde, der også involverede et skin-angreb med en pude. Meget lidt damet, og det vakte opmærksomhed, også fordi hverken Cosimo eller hendes franske fætter, Ludvig XIV, kunne styre hende. Hun gjorde, hvad hun ville, og det var sjældent til gavn eller glæde for hendes omgivelser.

Da det toskanske hof blev fri for Marguerite Louise, gik hendes meritter til gengæld ud over Montmartre-klosteret, hvor hun slog sig ned i nogle år. Priorinden blev forfærdet over hende, da hun både havde elskere, dyrkede kortspil og festede på livet løs. Da hun bebrejdede hende dette, blev Marguerite Louise rasende og forfulgte hende gennem klostret med en håndøkse i den ene hånd og en pistol i den anden. Efter nogle år faldt hun dog mere til ro, og det fortælles, at hun fik en ganske god og fredelig alderdom i den lejlighed, hun senere fik sig i Paris. Noget, der formodentlig hang sammen med hendes forskellige alderdomsrelaterede helbredsproblemer: energien var ikke, hvad den havde været.

Hverken hendes yndlingsbarn, sønnen Ferdinand, eller hans søskende, broderen Gian Gastone og søsteren Anna Maria Louisa, fik efterkommere, så Cosimos og Marguerite Louises ægteskabelige anstrengelser med pligt-sex var faktisk nytteløs. Der blev ikke skabt et dynasti, sådan som tanken ellers havde været. Hertugdømmet endte med at blive slået sammen med Lorraine, men det var ikke Marguerite Louises tidligere elsker, Charles, der arvede det, men derimod Francis I, der efter sit bryllup med Maria Theresa af Østrig blev kejser. Alt sammen mægtig fornemt og langt mere regelret end i den balstyrige franske prinsesse Marguerite Louises dage.

http://www.themedicifamily.com/Cosimo-III-de-Medici.html

 

 

https://www.gutenberg.org/files/3859/3859-h/3859-h.htm 

Wikipedia

Den handicappede hushjælp Marie Lacoste versus kvindemorderen Henri Landru

Den franske seriemorder Henri Landru (1869-1922) lignede det, han var, nemlig en slimet svindler og kvindemorder. Hans udtalte kvindehad blev en del af hans image, da han endelig langt om længe kom for retten for at have myrdet flere kvinder, som han havde lokket til med falske ægteskabsannoncer. Det er også en fremtrædende del af det billede, Charlie Chaplin gav af ham i sin "komedie", "Monsieur Verdoux", selv om jeg er forbløffet over, hvordan filmen i mindst lige så høj grad er en udlevering af de kvindelige ofre end af morderen. 

For Landru var kvinder i et og alt "det svage køn", og der er dem, der mener, at hans forbrydelser ikke bare var udtryk for ønsket om økonomisk gevinst, men også byggede på hans specielle sex-fantasier om dominans. Altså det, vi har set så ofte i senere tiders seriemordere. Dengang Landru huserede, havde man dog ikke rigtig blik for disse dybder i det mandlige sind, så formålet med mordene blev automatisk regnet for at være af økonomisk art.

Hvorom alting var, så optrådte han som en opblæst nar, når han beskrev de kvindelige vidner imod ham som "kaglende høns". Kvindeforagt er ikke noget, han har opfundet, for det har beklageligvis en lang og ofte blodig historie bag sig, men i dette sammenhæng virkede det mildt sagt malplaceret. Når hans forskellige forsøg på at miskreditere kvinderne som "utroværdige" vidner, fordi de var "det svage køn", ikke blev standset, skyldtes det formentlig ene og alene stemningen i retssalen og den gængse holdning til kvinder, også i juryen. Både aviser og dommeren henviste til dem og deres skæbne som noget, der skyldtes deres påståede naivitet og kvindelige dumhed. Det var virkelig "victim-blaming" for fuld skrue, men det er først nu, vi kan se, hvad der egentlig foregik i den retssal, hvor den afskyelige morder og svindler Henri Landru sad anklaget for talrige forbrydelser, som han havde begået under alle mulige navne og identitet, som han havde jongleret med!

Jurymedlemmerne, der jo alle var mænd, og hvoraf kun én syntes ikke at tilhøre middelklassen, havde altså til opgave at dømme en kønsfælle. Her ses de i færd med at putte deres individuelle stemme i en valgkrukke.

Retssalen vrimlede med kvinder af forskellig art, men også med notabiliteter som f.eks. forfatterne Colette og Rudyard Kipling, varietéstjernen Mistinguett, sangeren Maurice Chevalier og filmstjernen Sacha Guitry. Hvad ville disse mennesker dér? Ønskede de at se Landru blive kanøflet, eller nærede de bare en ulækker interesse i grusomme kriminalsager? Aviserne harcellerede i hvert fald over de mange kvinder, der mødte op, men også over mordofrene, hvilket jo er totalt grotesk.

Landru havde levet af forskellige former for svindel i mange år, men hans mordlyst går måske også længere tilbage, end man skulle tro. Faktisk kan han have myrdet langt flere, end han blev dømt for. Måske han på andre tidspunkter har brugt flere forskellige former for taktik end den, der lokkede netop disse stakkels kvinder til, nemlig en ægteskabsannonce i en avis. 

Det blev både indirekte og direkte regnet kvinderne til last, at de overhovedet var interesseret i at finde en mand, hvilket er tåbeligt, da det var kvinders eneste socialt anerkendte avancement-mulighed dengang. Giftermål betød forsørgelse, og de fleste af Landrus ofre var midaldrende, ofte krigsenker. At finde en god mand var, hvad de var blevet oplært til, og jo ældre de blev, desto vigtigere blev det. Hvis man endelig skal bebrejde dem noget, så er det, at de faldt for Landrus løgne om hans civilstand og formueforhold.

Fernande Segret med sin elsker, Henri Landru 

Han var aldeles ikke single, men gift og havde fire børn, der ligesom hans kone hjalp ham med svindlerierne. Derudover havde han en ung elskerinde, skuespillerinden Fernande Segret, som han boede sammen med, men som senere vidnede imod ham.  

Fernande Segret som vidne

Et par af de andre vidner som f.eks. mordofret Jeanne Cuchets veninde Louise Bazire gengældte Landrus forsøg på at intimidere hende ved at stirre fast på hende ved at se lige så fast på ham. Det hævdes, at han var den, der veg først og sænkede blikket. Denne stirre-teknik over for kvindelige vidner benyttede han i øvrigt under hele retssagen, og nogle lod sig faktisk skræmme.

 

Andre af vidnerne brugte langt mere subtile midler til at give deres foragt til kende. Det gjaldt f.eks. ofret Annette Pascal’s niece, Marie-Jeanne, der her ses i sit fineste puds. Hendes bemærkning var tydeligvis et angreb på hans maskulinitet: "The monsieur was so gentle in bed with my aunt," som hun udtrykte det.

Et andet vidne var Juliette Auger, der blev beskrevet som "genert" og "grim". Det må nu være, hvad det være vil, for hendes vidnesbyrd bestod i et verbalt angreb, ingen vist havde ventet, netop fordi hun ikke levede op til de gængse opfattelser om den kvindelige skønhed, der var kvindes eneste anerkendte nøgle til magt og respekt.

Noget af det sørgeligste i sagen var, at der var flere kvinder, der i temmelig lang tid havde forsøgt at råbe myndighederne op vedr. deres mistanke i forbindelse med, at deres kære og nære var forsvundet efter mødet med den mand, de opfattede som deres forlovede. Detektiver, betjente, etc., etc. afviste dem og nægtede at se nærmere på den promiskuøse Landru, der konstant hævdede sin maskuline ret til at få sit privatliv respekteret. Et krav, man altså ikke afviste som uberettiget i forbindelse med flere konkrete forsvindingssager. Ret sært og dybt diskriminerende. Den, der til sidst formåede at trænge igennem dette netværk af over-tolerante mandfolk, der indirekte støttede morderen, var en kvinde ved navn Marie Lacoste, hvis halvsøster, Célestine Buisson, var et af hans ofre.

Da Celestine præsenterede "sin forlovede" for sin yngre søster kunne denne slet ikke lide ham. Hun mistænkte ham lige fra begyndelsen for at være ægteskabssvindler og advarede sin søster imod ham, men denne nægtede at lytte til hende. Ikke desto mindre blev det den handicappede hushjælp, Marie Lacoste, der i sidste ende fældede Landru. Søndag den 12. januar 1919 skrev hun til borgmesteren i den by, hvor Landru  havde et hus. Hun fortalte om sin mistanke, som hun argumenterede så godt for, at han, lidt efter lidt, fik sat gang i en undersøgelse. Et af hendes mange indsamlede beviser var postkort, der angiveligt var sendt til hende for at bevise, at Celestine skam levede og havde det godt. Da skriften på disse kort ikke tilhørte hendes søster, da de var skrevet af Landrus kone, tjente de som det modsatte af, hvad den snu morder havde forestillet sig: de blev til beviser på, at Maries søster ikke levede. 

Senere kom der mere og mere til, ligesom Landru havde forsøgt at trænge ind hos hende i noget, der formentlig var optakten til et mordforsøg. Marie Lacoste samlede og samlede beviser, og til sidst kunne man ikke afvise hende "som en hysterisk kvinde" mere: der var noget helt galt, og den 12. april 1919 blev Landru anholdt. Også denne gang forsøgte han sig med en stirre-konkurrence, men Marie veg ikke. Hun gjorde et virkelig godt stykke arbejde, som også er blevet anerkendt i nutiden, først med de indsamlede beviser og dernæst med sin klare og nøgterne fremlæggelse i retssalen. Det er dog først nu, hendes indsats er blevet kendt, hvilket jo desværre er typisk ....

Marie Lacoste i vidneskranken

Landrus advokat havde kæmpet en brav kamp for i det mindste at redde sin utiltalende klient fra guillotinen, men den gik ikke. Det kom nok bag på både ham og den anklagede seriemorder, at hans mange mord på medlemmer af "det svage køn" endte med en dødsdom.

Den opblæste morder blev dømt til døden, og den 25. februar 1922 blev han halshugget i guillotinen. Det afhuggede hoved fandt sin sidste hvileplads i "The Museum of Death, i Hollywood, Californien", selv om hans eneste tilknytning til USA formentlig var den inspiration, Charlie Chaplin fandt i hans livshistorie til at skabe filmen "Monsieur Verdoux". 

Der er dog dem, der mener, at hans "sjæl" stadig befinder sig i Frankrig og lever videre som spøgelse i det hus, hvor han begik mange af sine forbrydelser.

 

https://www.theatlantic.com/science/archive/2016/10/the-psychology-of-victim-blaming/502661/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-6511793/Hidden-100-years-untold-story-serial-killer-preyed-lonely-war-widows.html 

 

http://www.sirwilliamorpen.com/the-black-cap-by-sir-william-orpen-and-the-mass-murderer-henri-landru/ 

 

https://www.rfi.fr/en/france/20181124-new-evidence-shines-light-france-s-most-notorious-serial-killer 

 

Wikipedia

 

Den morderiske bondedreng

 

En sød fyr? Ja, at se på, og han blev i høj grad bedømt på sit sunde og nærmest utroligt "god-dreng-ydre", men hans indre viste sig nu at være fuldt af lede og modbydelige tilbøjeligheder. Hans navn er Cody Alan Legebokoff (født den 21. januar 1990), og han er en canadisk seriemorder, hvis jagtmark bl.a. bestod af Internettet. Da han myrdede de fire unge kvinder, han er dømt for at have berøvet livet, (og der kan sagtens være flere), var han en populær teenager med en kæreste, som han regnede med at blive gift med.

Han kom af en god familie, passede sit job uden problemer, var god til sport og var på mange måder den perfekte, amerikanske teenage-dreng, alle elsker, bortset fra at han altså var canadier - foruden seriemorder. Desuden var han en form for "catfish", da han lokkede en purung pige, nemlig Loren Leslie, til sig gennem dating-siden Nexopia, hvor han brugte pseudonymet "1CountryBoy". Hans andre ofre havde angiveligt ekstra-jobs som prostituerede, og det var deres erhverv, der beklageligvis bragte dem sammen.

Jill Stuchenko

De to første af hans ofre, Jill Stuchenko og Cynthia Maas, var begge 35 år gamle. Jill var mor til fem børn og forsvandt i 2009. Hendes lig blev fundet fire dage senere. Hvad Cynthia Maas angår, så var det tydeligt, at hun var blevet udsat for meget omfattende vold, idet morderen bl.a. havde trampet hende på halsen. 

Cynthia Maas

Det tredie offer, 23-årige Natasha Montgomery, er stadig forsvundet, idet man aldrig har fundet hende eller hendes lig efter mødet med Cody. Sagen imod ham for mordet på hende bygger på fundet af hendes DNA i hans lejlighed. Der er ingen tvivl om, at dette afslørende DNA er der, men han har hele tiden forsøgt at sno sig uden om mordanklagen ved henvisninger til det beklagelige faktum, at liget er forsvundet.

Natasha Montgomery

Disse tre kvinder var altså påståede sex-arbejdere, og de havde desuden muligvis en bi-beskæftigelse som narko-pushere. Cody har hævdet, at det var på grund af salget af narko, han kontaktede dem, og at mordene følgelig skyldes handler, der gik i skuddermudder. Faktisk var det ifølge ham slet ikke ham, der myrdede kvinderne, men nogle onde og skumle narko-fyre, hvis navne han ikke kender. Selv var han bare til stede, men deltog ikke i mordene. Den forklaring fungerede dog ikke for ham: han har utvivlsomt disse kvinders blod på sine hænder. Hvad den fjerde, Loren Leslie, angår, så var hun atypisk for hans ofre, også fordi hun ikke var mere end 15 år gammel. Hun var synshandicappet, idet hun intet kunne se med det ene øje, og kun havde 50% syn på det andet. Desuden var hun hverken sex-arbejder eller påstået narko-handler.

Loren Leslie

At de to nogensinde mødtes, skyldtes hendes naivitet samt ønsket om at møde en sød fyr, og sådan virkede Cody jo desværre. Hans mishandling og mord på hende førte imidlertid til hans pågribelse og senere dom, for da han forlod hendes maltrakterede lig i en skov, blev han standset af en betjent for en mindre trafik-forseelse. Da betjenten så nærmere på ham, var han smurt ind i Lorens blod og havde desuden forskelligt suspekt værktøj i bilen. Cody forsøgte at bortforklare blodet som "dyre-blod", da han jo var jæger og "bare" havde dræbt en hjort. Betjenten troede ham ikke og fik arrangeret, at man fulgte hans spor hen til det sted, hvor han angiveligt havde dræbt hjorten. Her fandt man så Loren, myrdet med overmåde stor brutalitet.

På grund af mordet på Loren sporede man Cody som Jills, Cynthias og Natashas morder via DNA. Løbet var kørt for ham, hvilket han vist ikke rigtig forstod, for under afhøringerne fortalte han med glæde om den pige, han skulle giftes med. Dvs. at han tog for givet, at han slap for videre tiltale efter at have myrdet fire kvinder. Ret utroligt, men ikke desto mindre ikke ualmindeligt, når det gælder disse absurde kvinde-mordere. Det er, som om de mentalt set trækker på skuldrene ad mord på kvinder uden for den sfære, de regner for deres, og som følgelig er "gode og pæne piger". Alle uden for sfæren er til gengæld "lovligt bytte" og har på en eller anden måde "selv fortjent det" .....

 

https://nationalpost.com/opinion/christie-blatchford-canadas-youngest-serial-killer-was-moved-to-medium-security-as-usual-officials-wont-say-why

 

https://globalnews.ca/news/167103/who-is-cody-alan-legebokoff/ 

 

http://thetroublewithjustice.com/2014/09/16/cody-legebokoff-serial-killer-but-thank-god-hes-a-countryboy/ 

 

Wikipedia