Fornemhed og dårlige ægteskaber

 

Hadede Ludvig XIV's kusine, Marguerite Louise d'Orléans (1645-1721), sin mand, Storhertug Cosimo III de' Medici af Toskana (1642-1723) fra første sekund, hun så ham, eller kom hadet lidt efter lidt? De fik jo trods alt tre børn, tilmed selv om de kun mødtes til intimt samvær én gang om ugen - selvfølgelig efter aftale, for sådan var det jo i de finere kredse. Pligten drev dem i armene på hinanden, for arvinger skulle der til.

Storhertug Cosimo III de'Medici

Én ting var, at Marguerite Louise ikke var tiltrukket af den kunst-interesserede og forholdsvis kultiverede, men ikke særlig smukke storhertug, men hun sydede også af raseri over, at hun ikke fik ham, hun virkelig nærede følelser for, nemlig hendes fætter Charles of Lorraine. Han var blevet hendes elsker kort før afrejsen til Toskana og var både flottere og mere dynamisk end Cosimo. Noget, der bl.a. viste sig ved, at han fik adskillige børn uden for ægteskab. Hvor Cosimo regerede i 53 år og gjorde, hvad han kunne for afgrænsede områder som prostitution og maj-festligheder, foruden af han engagerede sig i mindre pæne ting som jøde-forfølgelser, så var der tydeligvis mere fut i Charles. Begge havde dog en uvane med at forfølge andre trosretninger. Hvor Cosimo forfulgte jøderne, var det protestanterne, Charles gik efter og udsatte dem for noget, der kun kan kaldes massakrer. Af de tre børn, Marguerite Louise fik, elskede hun det ældste, sønnen Ferdinand højest, og det er fristende at forestille sig, at han ikke var Cosimos, men Charles' søn. Også fordi Cosimo havde det svært med netop denne søn. Hvorom alting er, så var Ferdinand jo født som tronarving, men han arvede nu aldrig Cosimos trone, da han døde ung.

Charles of Lorraine 

Oprindelig ville Marguerite Louise have haft hertugen af Savoyen, Charles Emmanuel II, men der gik kuk i forhandlingerne, og hendes yngre søster løb af med ham. Sørgede hun over ikke at få den mand, der blev hendes svoger? Næh, der er der vist ikke noget, der tyder på, men hun ærgrede sig over en spildt mulighed, for giftes skulle hun jo, og det må have været surt for hende, at se sin yngre søster løbe af med en mand hvis titel og hertugdømme, hun havde været interesseret i. Da hun giftede sig med Cosimo i 1661 blev hun ellers modtaget på fornemste vis i sit nye fædreland, men brylluppet var foregået med stedfortrædere, hvilket betød, at de to ægtefæller gik ind i ægteskabet uden at kende hinanden: det var ikke to personer, der giftede sig med hinanden, men to fornemme huse. Den slags var ganske almindeligt i adelige og kongelige kredse, men det må nu have været en meget underlig situation at blive ført sammen på den måde og så tilmed med forventninger om fødslen af arvinger. Meget gerne mange arvinger, hvilket kan oversættes med "masser af pligt-sex" .....

Marguerite Louise satte straks tonen ved det toskanske hof, for hun var knap kommet inden for døren, før hun forlangte at få kronjuvelerne udleveret. Hendes svigerfar, Storhertug Ferdinando, havde givet hende en perle på størrelse med et dueæg, men det var ikke nok. De juveler, det rent faktisk lykkedes hende at få fra sin mand, forsøgte hun at smugle ud af landet, men det lykkedes ikke, for hun blev opdaget. Hun havnede også hurtigt i store stridigheder med sin svigermor vedr. forrang: hvem var fornemst, og hvem skulle f.eks. gå forrest ved offentlige begivenheder? Der var ingen ende på alle de trakasserier, Marguerite Louise udsatte snart sagt alle i sine omgivelser for, så da hun og Cosimo blev skilt i 1675, og hun flyttede tilbage til Frankrig, må det have været en lettelse for alle ved hoffet. Lige siden sin ankomst havde hun tydeligvis gjort alt, hvad hun kunne for at ydmyge den mand, hun dog havde indvilliget i at gifte sig med. Jeg har faktisk ondt af stakkels Cosimo, der kæmpede en ulige kamp for at holde sammen på stumperne af sit rige, der af uvisse årsager blev fattigere og fattigere under hans styre. Var det Marguerite Louises skyld? Måske ikke, men man kunne fristes til at tro det, for hun var som en ond ånd, der gjorde alt for at genere alt og alle. En af hendes eskapader var en flirt med en kok, som hun kildede på en meget uciviliseret måde, der også involverede et skin-angreb med en pude. Meget lidt damet, og det vakte opmærksomhed, også fordi hverken Cosimo eller hendes franske fætter, Ludvig XIV, kunne styre hende. Hun gjorde, hvad hun ville, og det var sjældent til gavn eller glæde for hendes omgivelser.

Da det toskanske hof blev fri for Marguerite Louise, gik hendes meritter til gengæld ud over Montmartre-klosteret, hvor hun slog sig ned i nogle år. Priorinden blev forfærdet over hende, da hun både havde elskere, dyrkede kortspil og festede på livet løs. Da hun bebrejdede hende dette, blev Marguerite Louise rasende og forfulgte hende gennem klostret med en håndøkse i den ene hånd og en pistol i den anden. Efter nogle år faldt hun dog mere til ro, og det fortælles, at hun fik en ganske god og fredelig alderdom i den lejlighed, hun senere fik sig i Paris. Noget, der formodentlig hang sammen med hendes forskellige alderdomsrelaterede helbredsproblemer: energien var ikke, hvad den havde været.

Hverken hendes yndlingsbarn, sønnen Ferdinand, eller hans søskende, broderen Gian Gastone og søsteren Anna Maria Louisa, fik efterkommere, så Cosimos og Marguerite Louises ægteskabelige anstrengelser med pligt-sex var faktisk nytteløs. Der blev ikke skabt et dynasti, sådan som tanken ellers havde været. Hertugdømmet endte med at blive slået sammen med Lorraine, men det var ikke Marguerite Louises tidligere elsker, Charles, der arvede det, men derimod Francis I, der efter sit bryllup med Maria Theresa af Østrig blev kejser. Alt sammen mægtig fornemt og langt mere regelret end i den balstyrige franske prinsesse Marguerite Louises dage.

http://www.themedicifamily.com/Cosimo-III-de-Medici.html

 

 

https://www.gutenberg.org/files/3859/3859-h/3859-h.htm 

Wikipedia