mandag den 20. september 2021

Manden, der altid følte sig udenfor

Ung og flot med et vist eksotisk anstrøg? Tjah, men ikke hvad billedet lader formode, da dette ikke er en kvinde, men en mand, der elskede sin rolle som drag-queen. Hans succes blev imidlertid ikke af lang varighed, hvilket faktisk var hans egen skyld, da han havde en skrækkelig uvane med at myrde ældre damer. Han troede længe, at han ville slippe godt fra sine forbrydelser, men dér tog han dog fejl .....

Der er ikke meget "femme fatale" over Thierry Paulin (1963-1989) i denne mundering, men den signalerer omgivelsernes dilemma med hensyn til ham: han var ikke, hvad han så ud som, hverken i drag eller i jakkesæt. Lige siden sin fødsel havde han været "ved siden af", for han var af blandet race, født af en enlig teenage-mor og med en far, der gjorde, hvad han kunne for at flygte fra forpligtelserne. Hans allertidligste barndom tilbragte han hos sin farmor, der havde en restaurant på Martinique, men hun tog sig ikke meget af ham, så som 10-årig ønskede han at flytte hen til sin mor, der på det tidspunkt boede i Paris, var blevet gift og havde fået flere børn, der ikke var af blandet herkomst. Thierry kunne dog slet ikke tilpasse sig livet med sin mor og sine hvide halvsøskende, og hun bad derfor hans far om at tage ham til sig. Det gik faderen med til, fordi han så blev fri for at betale børnepenge. Dvs. at kærligheden mellem de to var til at overse, selv om Thierry higede efter accept ....

Hvornår fandt hans omgivelser ud af, at han var bøsse? Det er ikke til at sige med bestemthed, men det skete nok ret tidligt i hans liv, og det gjorde ham ensom nogle af de steder, hvor han sikkert havde troet, at han ville finde kammeratskab og måske også mere. Et af disse steder var hæren, som han søgte ind i allerede som 17-årig for at få den lovpligtige militærtjeneste overstået. Desværre for ham gik det ham ikke bedre her end i skolen, hvor han både klarede sig dårligt bogligt og blev holdt udenfor på grund af sin blandede herkomst. Han må have følt sig kasseret af alt og alle, men derfor var der nu ingen grund til at overfalde og røve en ældre kvinde i 1982. Straffen blev en betinget dom, og hans liv fortsatte åbenbart som før.

Da hans mor og halvsøskende flyttede til Nanterre-bydelen i Paris i 1984, flyttede han med, selv om deres forhold var giftigt. Han passede stadig ikke ind i hverken den ene eller den anden del af sin familie, men fandt et job, der gav ham mulighed for at stråle, som han ønskede: han blev tjener på natklubben Paradis Latin, der var berømt for sin specielle atmosfære og sine flotte drag-shows. 

Her fik han mulighed for at optræde i drag til sange af sin yndlingssangerinde, Eartha Kitt, men må have følt det som endnu en afvisning, da hans mor besøgte stedet, men kun holdt til få sekunder af hans optræden. Eftersom han jo selv har været stolt af det, han gjorde på scenen i kvindetøj, må dette have været som et slag i ansigtet. 

Eartha Kitt

Det må dog have været en trøst for alle fortrædelighederne, at han fandt en kæreste, nemlig den 19-årige junkie, Jean-Thierry Mathurin, der kom fra Fransk Guinea. De to festede på livet løs, men Thierry var ikke lige så afhængig af stoffer som kæresten. 

Nu er det jo bare sådan, at fester af alskens slags ikke er gratis, men det problem klarede de på en meget speciel og særdeles ubehagelig måde: de overfaldt og myrdede ældre kvinder, som de så røvede. I slutningen af 1984 gik det ud over otte ældre kvinder, som de udvalgte efter deres fornemmelse for deres fysiske svaghed. Nogle dræbte de ved hjælp af en pude for munden eller en plastikpose over hovedet, andre tævede de ihjel, og en enkelt blev tvunget til at drikke et rensemiddel.

De to unge mænd festede og tog for sig af både champagne og kokain i store mængder, medens antallet af myrdede, ældre kvinder tog til. I tidsrummet december 1985 til juni 1986 blev yderligere otte ældre kvinder berøvet liv. Politiet manglede både beviser og ideer om, hvem morderen/morderne var, men de konstaterede, at han nu brugte hurtigere og mindre grusomme metoder end tidligere. Dvs. at det var udbyttet og ikke selve mordet, der trak. De var altså ikke deciderede sadister, selv om de ind imellem brugte sadistiske metoder ....

Thierrys far og hans familie

Efter at være flyttet hen til Thierrys far og hans familie brød de to unge mænd med hinanden. Faderen kunne nemlig ikke forlige sig med sin søns kæreste, og det udviklede sig til vilde skænderier og formentlig mere end det. Bruddet med Jean-Thierry førte formentlig til en ny plan: Thierry ville forsøge sig som forretningsmand og startede sit eget firma med trans-artikler af forskellig art, "Transforme Star". Ideen var god, men desværre blev det ikke en succes, og firmaet gik fallit i efteråret 1985. 

I 1986 angreb Thierry en af sine kokain-pushere med en baseball-kølle. Den angrebne anmeldte ham, og han blev arresteret. Hans dom lød på 16 måneder i fængsel, og medens han sad inde, fandt han ud af, at han var HIV-smittet. Dengang var HIV jo nærmest en dødsdom, og han vidste, at hans liv ville blive kort, så han besluttede sig for at skrue op for festerne ved hjælp af de kreditkort, han stjal fra sine ældre mordofre. Kvinderne var jo uskyldige i hans sygdom, men det var dem, det gik ud over, og han nåede at myrde 18 ældre damer, selv om han dog selv påstod, at det nøjagtige tal var 21. Dette fortalte han politiet, da han blev afsløret og fængslet i 1987. Han nåede dog aldrig at komme for retten, da hans sygdom udviklede sig, og han døde på fængselshospitalet den 16. april 1989.

Jean-Thierry Mathurin, 55 år gammel

Den eneste, der blev dømt - og det kun for sin medvirken ved de første otte mord - var Jean-Thierry. Han fik en livstidsdom, men blev løsladt i 2009.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar