Tanker omkring børn, kæledyr, gamle forældre og hjerteslag

Nå ja, hun vidste jo, hvor hendes mor havde lagt guffet, så det var "uden for rækkevidde" - HA!!! En smart unge - eller et snu kæledyr - vil i hvert fald forsøge at komme til godterne, og sådan bliver det ved, indtil de bliver gamle og skræmmer livet af voksne børn eller ejere ved andre tossestreger. Den skræk, de indgyder, er faktisk det normale for dem, der er være tæt på nogen, de føler et vist ansvar for, hvad enten det er børn, dyr eller gamle i familien. 

INGEN bad denne vovse om at vikle sig ind i stolen, men det skete, fordi dyr nu engang er dyr og meget nysgerrige. Jeg tvivler på, at hunden forestillede sig, at denne manøvre kunne bringe goder for dagen som flere gåture, godter eller kæl og klap, men spændende var det. Og en udfordring, så det er ikke utænkeligt, at den er direkte stolt af sin dåd ....

Herligt, hvis man er hjemme, og naboerne ikke kan se ind, men ret uheldigt, hvis den strippende mand er ens far, søn eller ægtemand, og man frygter samfundets dom over ham og resten af familien.

                                            Et sekund fra en hånd-skade af de grimme .... 

Man kan ikke være alle vegne, og man kan heller ikke holde øje med alle i ens omgivelser, som man føler et ansvar for. Til gengæld kan man bekymre sig så meget, at det ender med stress, mavesår og måske ligefrem et hjerteslag. Spørgsmålet er så, hvad man stiller op med sådan en situation, som mange - eller de fleste af os? - kommer ud for. Tjah, man kan fortælle sig selv, at man ikke har ansvaret for alle i ens omgivelser, men på det punkt er man ofte døv for ens egne argumenter, for selv om logikken omkring det evige ansvar er mangelfuld, så er følelsen der, og den fortsætter langt ud over yngel-tiden, dyreholdet eller voksen-barns-situationen. Kort sagt, jeg ser ingen løsning, for det ligger i de fleste af os at føle ansvar og bekymre os for vore nærmeste, inklusiv naboer, som man måske kun kender af udseende. I visse situationer og tidsaldre har det faktisk været det, der har reddet både mennesker og dyr fra død og lemlæstelse ....

Hvem er hun? Det vides ikke, men ud fra holdningen og den krumme ryg vil jeg bedømme hende til at være en bedstemor, der gør sit bedste for at redde familiens yngste skud. Lykkedes det? Aner det ikke, og ud fra det, man har hørt om krige og de vilkår, de har skabt, vil jeg ikke engang gætte, men jeg håber, at hun fik reddet sig selv og familiens børn. Hun gjorde i hvert fald, hvad hun kunne og har fortjent, at det lykkedes ende .....