Flot dame med muskler, men absolut ikke Hitlers kvindeideal, for det var og blev den ydmyge og tjenstivrige kvinde, der passede til det gamle, patriarkalske "Kinder, Küche, Kirche". I en tale på partidagen i Nüremberg den 8. september 1934 sagde han: "Kvindefrigørelse er blot et ord, der er opfundet af det jødiske intellekt." I samme tale satte han kvinden op på den historiske, dobbeltbundede piedestal, hvor hun på én gang tilbedes og samtidig undertrykkes, fordi de egenskaber, hun fremhæves for, også er dem der holder hende fast i en bestemt underdanig samfundsrolle. Smart, og det har virket i århundreder, så det må have faldet ham let at indsylte kvinden i de gamle floskler, hvis løgne han formentlig ikke engang selv har gennemskuet, men har set som udtryk for "naturens orden".
Nu var der bare det ved det, at den krigsindsats, som han forventede fra mændene, betød, at industrien blev tømt for arbejdere. Ergo: Lige med ét blev kvinder fyldt med propaganda om deres betydning i både hjemmet og på arbejdsmarkedet, hvor de skulle erstatte mændene. Pludselig ikke bare kunne, men også skulle kvinderne forlade Kinder, Küche, Kirche-sfæren for at hjælpe Tyskland til sejr ved bl.a. at producere de våben, der var brug for til Hitlers erobringstogt. Dette betød imidlertid også, at de nu færdedes alene uden for hjemmet på akavede tidspunkter, der gjorde dem sårbare over for alle mulige volds- og sexforbrydere. Mange af disse kvinder benyttede tog-systemet til at komme frem og tilbage til deres arbejde, og fordi de jo var nyttige samfundsborgere i denne ekstreme historiske periode, var det dobbelt uheldigt, at der pludselig begyndte at ske kvindemord rundt omkring Berlins S-Bahn. Kvinder blev overfaldet, nogle blev også voldtaget, og mindst otte blev myrdet.
Den fremragende kriminalmand, SS-Hauptsturmfuhrer Wilhelm Lüdtke (1898-1966 = ?), der var leder af Berlins afdeling for alvorlige forbrydelser, knoklede løs med sagen, men blev ikke ligefrem støttet af nazi-partiet.
Wilhelm Lüdtke
På den ene side forlangte de, at han fandt morderen, og at han blev dømt som den undergravende krigsforbryder, han blev set som, fordi han forhindrede kvinderne i at komme frem og tilbage på arbejde, på den anden side skulle kriminalmanden nødig finde en morder, der ikke passede til propagandaminister Goebbels billede af skurken. Tanken om at han kunne være en arbejdssom tysker med parti-bogen i orden var uacceptabelt for nazi-spidserne, der i begyndelsen bortforklarede forbrydelserne, men som derpå automatisk fremstillede overfaldsmanden som en ikke-tysker af jødisk afstamning.
Ifølge den nazistiske ideologi gjorde ægte, gode tyskere bare ikke "sådan noget", og det var farligt at komme med den slags teorier. Stakkels Wilhelm Lüdtke måtte balancere som på æggeskaller, for han var efterhånden sikker på, at forbryderen netop var en tysk jernbanearbejder. Kun en mand i en sådan stilling kunne snige sig ind på kvinderne, når de færdedes med tog. Efter store anstrengelser lykkedes det ham at pågribe en mand, som han anså for at være den skyldige, nemlig jernbanearbejderen Paul Ogorzow (1912–1941), der imidlertid forsøgte at dække sig ind under sit partimedlemsskab. Det lykkedes nu ikke, selv om han faktisk havde ladet sig tilmelde på et meget tidligt tidspunkt, nemlig som 18-årig, sådan at han tilsyneladende virkelig gik ind for nazismen.
Paul Ogorzow
Den seje kriminalmand Lüdtke knækkede ham dog ved at vise ham kranier, der angiveligt tilhørte nogle af de myrdede, men hans afhøringer af ham blev lettet af, at hans assistent, George Heuser (1913-1989), tilsyneladende var på bølgelængde med ham. De var jævnaldrende og snakkede godt sammen, sådan at Ogorzov betroede sig til ham, bl.a. vedr. sit kvindehad og "behovet" for at myrde kvinder. Dette hjalp kriminalfolkene, men ikke Ogorzow, der blev dømt til døden og guillotineret dagen efter. Som et bizart træk i nazi-ideologien modtog hans kone en regning for hans henrettelse dagen efter.
At den flittige kriminalmand Lüdtke fik bugt med denne forbryder må man tage hatten af for, da det ikke har været nemt for ham at arbejde under de omstændigheder, nazi-regimet afstak for ham. Måske det ville have været en trøst for ham at vide, at rundt omkring i verden var der andre mordere, der nød godt af krigens kaos og lovløshed. Det var ikke bare hans Berlin, der var blevet hjemsøgt af en seriemorder, for de fandtes tilsyneladende overalt.
Som sagt, fik Lüdtke god hjælp af sin assistent, Georg Heuser, men netop derfor er der en stor ironi i, at denne kriminalmand, der var med til at fælde en seriemorder med mindst otte mord + en masse overfald på samvittigheden, selv myrdede mange tusinde mennesker. Hans bedrifter i forbindelse med opklaringsarbejdet var formentlig med til, at han i 1944 blev indrullet i en af de Einzatsgruppen, hvis opgave det var at deportere og myrde de jøder, der stadig befandt sig i Slovakiet, og dette hverv gik han op i med liv og sjæl.
https://second.wiki/wiki/georg_heuser
https://www.berlinexperiences.com/s-bahn-murderer-a-serial-killer-in-nazi-berlin/
https://www.berlingske.dk/kultur/hitlers-kvinder
https://historyofyesterday.com/women-of-the-third-reich-3e16c329cf43
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar