En ting er et fængsel med en dør, som fangen bliver ført ind ad, hvorefter den bliver lukket bag ham eller hende. Det er sikkert hårdt at sidde indespærret dag ud og dag ind, selv under rimeligt humane vilkår med en vis menneskelig kontakt, mad, gårdture og måske tilmed mulighed for at telefonere i ny og næ, men nogle moderne fængselsceller ligner faktisk mere hotelværelser end noget som helst andet. Hvad enten man bor i et rottebefængt fangehul eller en luksussuite, så fungerer et fængsel dog altid som en frihedsberøvelse af den alvorlige slags.
Straffesystemer har vekslet alt efter kultur og historisk periode. F.eks. er jeg glad for, at vi ikke længere brænder folk levende, sender dem på hjul og stejle eller gør andre gruopvækkende ting ved dem her i landet. Det er dog kun nogle hundrede år siden, at det også skete her, hvilket er en rystende tanke, for vi er da de humane, ikke? Andre kulturer langt herfra gør/har gjort skrækkelige ting ved de borgere, der bryder loven på en eller anden måde, men det har vi da aldrig gjort, vel?
Dette billede viser f.eks. en mongolsk kvinde, der er blevet "sat i fængsel" på grund af utroskab. Man korser sig ved tanken om hendes lidelser, og fantasien løber måske løbsk, når man forestiller sig, hvor længe hun skal være indespærret på denne måde, uden mad og drikke, og med døden som eneste udgang på denne grumme "fængsling". Ifølge vore begreber overgår en sådan umenneskelig straf langt noget, vi kan forestille os er sket i vor ende af verden, men det er det faktisk, nemlig via en fængsels-form, der blev kaldt "oubliette". Ordet betyder helt konkret et "glemmested", og det er da også den bedste og mest korrekte betegnelse for disse skrækkelige steder, som der dog heldigvis er færre af, end myterne giver udtryk for. Nogle mener desuden, at de ikke er historisk korrekte fremstillinger af denne type fængselsceller, og det skulle da glæde mig, om de havde ret .....
Hvorom alting er, så hører oublietterne til den del af fængselsformerne, der normalt kaldes "fangehul", og de befinder sig som regel under jordens overflade, hvor der ikke kommer så meget som et solstrejf eller vindpust ind. Nogle er meget små og holdes uoplyste, sådan at fangen sidder i totalt mørke eller i hvert fald uden ret meget lys. Som fangehul betragtet er oublietterne ekstra grusomme ved kun at have én indgang, nemlig gennem en faldlem oppe i loftet, som fangen ikke selv kan nå. Dette har fået nogle formentlig rystede historikere til at betvivle, at disse rum blev brugt til mennesker, men snarere til opbevaring af forskellige former for madvarer som f.eks. korn. Desværre er denne teori ikke for alvor blevet underbygget, men hænger tværtimod og flagrer i et arkæologisk tomrum, der ikke uden videre frikender fortiden for brugen af oublietter som fangehuller. Mange forfattere af spændingsromaner eller historiske romaner har elsket ideen om disse skrækkelige steder, så de har gjort flittigt brug af dem i bøger som f.eks. Walter Scotts populære og ofte filmatiserede "Ivanhoe" fra 1819, her med Elizabeth Taylor og Robert Taylor.
Én ting er at blive holdt indespærret i et fangehul langt nede i jorden og kun at få mad, når en eller anden måske husker ens eksistens, noget andet at blive sendt til et torturkammer à la dem, man rent faktisk finder i visse gamle borge. Hér sad man ikke fanget som i fangehullet, men man blev ført derhen, når en eller anden grum person fandt det nødvendigt.
Rekonstruktion af torturkammer
I en obliette behøver man hverken pinebænk, gloende tænger eller andet af samme skuffe, for den er i sig selv en snedigt udtænkt tortur. Fangen bliver placeret et sted, som der ikke er nogen udgang fra, og han/hun får ikke mad eller vand, for formålet med indespærringen er, at han/hun dør uden at blive sendt til en egentlig henrettelse. Det minder unægtelig en hel del om den skrækkelige død, der blev den utro, mongolske kvinde til del, og det er så umenneskeligt, at jeg håber virkelig, at den fængselsform mere er en myte end en realitet. Foreløbig tror jeg dog mere på de historikere, der fortæller, at det skam skete - f.eks. i Bastillen i Frankrig - men ikke så ofte, som antaget.
Det siges dog, at denne specielle, franske oubliette i Bastillen ikke var beregnet til mennesker, men til opbevaring af is. Sandt? Tjah, den tidligste brug af ordet "oubliette" i Frankrig går helt tilbage til 1374, hvilket efter min mening tyder på, at vore ønsker om, at det ikke er sandt, at man pinte fanger på denne måde, nok alligevel er det. Desuden blev det efterhånden mere og mere almindeligt med fangehuller, der var en del af adelens borge efter det tolvte århundrede, sådan at der er en historisk tradition for den slags og også for torturkamre.
Noget meget sært og også ret foruroligende er nutidens interesse for historiske steder, hvor der skete mord, eller hvor folk blev holdt fanget og tortureret. Faktisk lader det til, at visse gamle herresæder rundt omkring i verden har lokket mange turister til hvert år med beretninger om alt det skrækkelige, der angiveligt skete på netop deres gård, fordi mange ønsker at gyse over disse begivenheder. Noget, der selvfølgelig har fristet ejerne til at udnævne alle mulige skumle rum i deres huse til fangehuller, oublietter eller torturkamre. Dette er på én gang sørgeligt og samtidig urkomisk.
https://en.wikipedia.org/wiki/Dungeon
https://www.exploring-castles.com/castle_designs/castle_dungeon/
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar