Boobytrap: En lidt vel mørklødet præsidentfrue?

Hvis nutidsmennesker i Europa tænker på Syden i Amerika, så er det som regel den fiktive sydstats-heltinde Scarlett O'Hara, de ser for deres indre blik. Jeg forestiller mig denne sagnomspundne kvindeskikkelse i den engelske skuespillerinde Vivien Leighs skikkelse. Selv om jeg har læst Margaret Mitchells roman, så er det afgjort filmen, jeg husker bedst, hvilket måske hænger sammen med den fantastiske rollebesætning.

Mentalt set burde jeg bevæge mig fra den forkælede sydstatsskønhed Scarlett og over til et par af dem, der danner den historiske baggrund for handlingen, nemlig slavinden Mamie, spillet af den formidable Hattie McDonald, der - som den første sorte skuespiller i USA - fik en Oscar for rollen, og Butterfly McQueen, der har rollen som hendes dumme og naive datter, Prissy. At Clark Gable kæmpede for disse to fantastiske, men sorte skuespillerinders ret til at deltage i højtidelighederne omkring filmens premiere varmer mit hjerte. Tanken om, at netop de to skulle udelukkes på grund af deres hudfarve, er i hvert fald komplet grotesk.

Baggrunden for handlingen er Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), hvor Syden kæmpede for at bevare det slaveri, de hvide havde levet højt på i generation efter generation. En række sydstater løsrev sig fra føderationen (De forenede Stater) og kæmpede som konføderalister imod Nordstaternes unionister. Sydens præsident var Jefferson Davis (1808-1889), der efter krigen blev anklaget for forræderi imod Unionen samt - i lighed med mange andre sydstatsfolk - fik frataget sit amerikanske statsborgerskab. I 1978 fik han det dog tilbage posthumt, dvs. næsten 100 år efter sin død. Af statur ligner Jefferson Davis sin politiske modstander - samt samtidlige præsident-kollega - Abraham Lincoln meget, men står selvfølgelig for de modsatrettede ideologier.

Den Amerikanske Borgerkrig endte altså med Nordstaternes sejr og slaveriets ophør, idet omkring 4 millioner slaver blev frigivet. Disse fire krigsår havde desværre kostet 600.000 mennesker livet, og den resulterede i Sydens tilbagevenden til Unionen (De Forenede Stater). Den dag i dag hersker der en vis bitterhed over disse begivenheder, der bl.a. giver sig udtryk i meget sørgelige racekonflikter.

Jefferson Davis's anden kone var den 20 år yngre Varina Anne Banks Howell Davis (1826–1906), der af flere blev mistænkt for at være noget så sært for landets første og eneste konføderale præsident som mulat. Billedet ovenfor, hvor hun bærer en smuk broche, er således blevet bespottet som en retoucheret "forfalskning", der skal få hende til at se hvidere ud, end hun var.

Underteksten på dette bryllupsbillede påstår også, at Varina var mulat, hvilket Jefferson jo altså ikke var. Dengang må det have været en grov fornærmelse imod præsidentfruen, medens vi europæere i nutiden højst finder det lidt pikant. I vore øjne var Varina afgjort en smuk, ung pige, hvis lidt mystiske familiebaggrund bare gør hende ekstra interessant. Sagen er den, at hendes oldeforældre eller tipoldeforældre, (hvoraf den mandlige part kom fra Skotland), aldrig giftede sig. Nutidsmennesket vil udbryde et dybtfølt "Og hvad så???!!!!!!!", men i hendes tid var det anderledes, og det er da meget muligt, at hendes oldemor eller tipoldemor var sort eller måske indianer, sådan som det også er blevet foreslået af race-fanatikere.

Smuk og statuarisk, men barnløs i 6-7 år. Da hun endelig blev gravid, døde barnet som lille. Hun fik ialt fem børn, hvoraf de fire sønner alle døde tidligt. Den eneste, der overlevede, var hendes datter, Margaret, og gennem hende blev hun mormor, men altså aldrig farmor, selv om hun jo oprindelig fik fire sønner.

Fire af de ialt fem Davis-børn

Som person var hun heldigvis ikke en, der bare levede for sine børn, da hun var meget selvstændig i tanke og handling. F.eks. gav hun åbent udtryk for sin modvilje imod slaveriet og gik ikke helhjertet ind for borgerkrigen. Senere gjorde hun imidlertid, hvad hun kunne for at genoprette sin mands ære og værdighed gennem forskellige skriverier. Bl.a. færdiggjorde hun hans memoirer.

Under krigen havde hun boet i Richmond, som hun ikke brød sig om, men som ældre flyttede hun til New York efter sin mands død i 1889, og her hun boede til sin egen død i 1906.Tiden som enke gik bl.a. med at skrive. Et problem ved arbejdet med materialet omkring Jeffersons regeringstid samt hans dispositioner under krigen var, at noget nær alt skriftligt materiale var blevet brændt, da Syden tabte krigen, men hun gjorde, hvad hun kunne.