tirsdag den 14. september 2021

Kvinden, der elsker kvindemordere

Nogle kvinders fascination af "slemme drenge" er altså ret grotesk, og når det går galt, så må man sige, at det var så sandelig deres egen skyld. Dette gælder ikke mindst for skuespillerinden og forfatteren Veronica Lynn Compton (født 1956), der nu hedder Veronica Lynn Compton Wallace. Af en eller anden sær grund var hun mægtig optaget af seriemordere og kom temmelig tæt på et par af dem. En af dem, der interesserede hende mest, var den ene af de såkaldte "Hillside Stranglers", Kenneth Bianchi (født den 22. maj, 1951), som hun sendte manuskriptet til sit skuespil "The Mutilated Cutter", der handlede om en kvindelig seriemorder. 

Angelo Buono

Hvorfor valgte hun nu ham i stedet for hans fætter og morder-"kollega", Angelo Buono (1934-2002)? Tjah, mon ikke det hang sammen med den kendsgerning, at Bianchi så langt bedre ud end Buono? Det er næsten den eneste brugbare forklaring, eftersom hun også faldt for sin fængslede "penneven".

Kenneth Bianchi

Det var Veronicas håb, at Bianchi ville optræde som en art "redaktør" på hendes skuespil, medens han straks fik andre ideer af en langt mere håndfast art end hendes forfatterdrømme: han fik smuglet en gummihandske med sin sæd ud til hende og bad hende om at hjælpe sig med at fabrikere falske spor, der kunne få ham løsladt. Noget, der krævede, at hun skulle myrde en kvinde på samme måde, som "The Strangler" var kendt for at gøre, placere den udsmuglede sæd i hende og så ellers lade politiet finde ofret. Med DNA-spor i form af sæd fra den fængslede Bianchi var det klart, at The Strangler måtte være en anden. Ret udspekuleret for en fyr, der havde forsøgt at påberåbe sig alt lige fra ægte sindssyge til en hjerneskade fra hans barndom. Under hans retssag havde Veronica vidnet for forsvaret med forvrøvlede og misvisende oplysninger, der mest bestod af løgne, så han vidste, at han kunne stole på hende: hun var en ægte fan og groupie.

Bianchi havde en hård opvækst på den måde, at han var født af en prostitueret kvinde, der havde bortadopteret ham som nyfødt. I hans skøre knold har denne "forkastelse" måske givet ham en undskyldning for at myrde den ene prostituerede kvinde efter den anden, men der var nu også andre, der blev ofre for hans og fætterens mordlyst. Selv om Bianchi altså påberåbte sig sindssyge så vel som hjerneskade, havde han faktisk en højere intelligens end gennemsnittet, og hans psykiske symptomer viste sig at være falske: han spillede skør, men var det ikke i almindelig forstand. Han var ganske enkelt et ondt og modbydeligt menneske, men sådan så Veronica ham ikke, selv om han havde forklaret hende præcis, hvordan hun skulle begå et "copy-cat-mord", der lignede hans egne mest muligt. Dermed havde han selvfølgelig afsløret, at han var skyldig, men hun opførte sig, som om det da var helt OK. Man spørger sig selv, om hun var sindssyg eller "bare" kynisk, men det var nu nok mere de stoffer, hun tog, der styrede hendes vanvittige, men heldigvis mislykkede forsøg, på at myrde en ung mor til 2-3 børn, så Bianchi kunne blive løsladt.

Dette skrupskøre mordforsøg sendte hende i fængsel, hvor hun minsandten optog forbindelsen med en anden kvindemorder, som hun prompte forelskede sig i, nemlig Doug Clark (født den 10. marts, 1948). Bianchi og hans fætter havde myrdet ialt 12 kvinder, men denne nye l'amour havde "kun" halshugget syv kvinder sammen med sin kone og medskyldige, Carol M. Bundy (1942-2003). 

Indledningen til Clarks og Veronicas "fængselsromance" var det kort han sendte hende sammen med fotografiet af et hovedløst kvindelig. Som man siger: der skal specielle effekter til specielle personer, og det havde de to åbenbart helt styr på.

Et af Veronicas senere kunstværker skal nok indikere, at hun har født sig selv, og det har hun på en måde ret i, for efter sin løsladelse i 2003, har hun gjort sig på nettet som en art "celebrity", hvilket jo er helt grotesk. Kvinden er dømt for et vanvittigt og totalt uprovokeret mordforsøg, hvilket ud fra omstændighederne så at sige tegner hendes meget lidt positive karaktertræk. Det lykkedes hende ikke, men hun forsøgte, og hun har flirtet med mord og mordere siden sin ungdom, så hvad rumsterer der egentlig i knolden på hende? Noget af det kan man danne sig et indtryk af gennem hendes udgivelser som f.eks. denne:

Hun maler og skriver samt hjemsøger internettet med både det ene og det andet, hvilket er underligt at tænke på for én, der ikke finder det spor "naturligt" - eller bare acceptabelt!!! - at bruge medmennesker som statister i ens eget liv. Jeg konstaterer, at hun altså er, som hun er, men jeg er mildt sagt ikke vild med det, hun står for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar