Boobytrap: Huset Stuart

En speget affære, så lad os begynde i midten med en tilgiftet Stuart, der egentlig var en fransk prinsesse, der blev dronning af England og Skotland, da hun som 15-årig blev gift med den halshuggede skotske dronning Mary Stuarts (1542–1587) barnebarn, nemlig kong Charles I/Charles VI (1600-1649) af Skotland og England. Hendes navn var Henrietta Maria (1609-1669), og hun var det yngste af den franske kong Henrik IV's børn med hans anden hustru, Maria af Medici. Som den engelske kong Charles I's hustru er hun en vigtig brik i Stuart-spillet, for hun blev mor til de to efterfølgende konger: 1) Charles II (1630-1685) og 2) James II (1633-1701).

Mary Stuarts dødsmaske

Beklageligvis, var henrettelser noget, der ligesom gik i familien, da ikke bare stammoderen Mary Stuart, der jo aldrig kom på den engelske, men "kun" den skotske trone, men også hendes sønnesøn, Charles I, endte med at blive halshugget. Da det skete, blev Henrietta Maria selvfølgelig enke samt havnede i en langt mere usikker position, bl.a. økonomisk, men som så ofte før vendte billedet, og huset Stuart fik nyt fodfæste. Det nåede at herske i 336 år i Skotland og fra 1603-1707 i det, der nu kaldes Storbritannien.

Van Dycks maleri af Henrietta Maria, hendes mand, Charles I, og to af deres børn

Fordi Henrietta Maria var romersk katolsk, blev hun ikke populær i sit nye fædreland. Det betød også, at nok blev hun dronning, men hun blev aldrig kronet. Noget, der dog virker som småting i forhold til det, der overgik hende i 1644, hvor hun var nødt til at flygte til Frankrig på grund af borgerkrigen i England, der bl.a. skyldtes udgivelsen af en ny papistisk bønnebog i 1638, som hendes mand, kongen, havde stået for. Parlamentet stod over for royalisterne, og anklagen imod kongen lød sådan: ".... uphold in himself an unlimited and tyrannical power to rule according to his will, and to overthrow the rights and liberties of the people." Det, kongen havde forsøgt, var en form for et religiøst statskup, der gav kronen større magt, men den gik altså ikke, selv om stridighederne fortsatte i flere generationer, og katolicismen ikke blev fordrevet så let, som man nok havde troet.

Tilbage i sit fødeland Frankrig opbyggede Henrietta Maria en ny tilværelse, men i 1649 forværredes hendes situation betydeligt, da hendes mand, kong Charles I, blev henrettet, og hun sad tilbage, ribbet for alle værdier. Hendes meget forværrede økonomi begrænsede hendes tilværelse, men hun klarede sig og oplevede tilmed den triumf, at hendes søn, Charles II, vendte tilbage til England som konge i 1660 efter at have måttet leve i landflygtighed siden 1646, fordi Oliver Cromwell kom til magten. Prisen for generobringen af kronen var underskrivningen af en erklæring, hvor kongen støttede Parlamentet og frasagde sig den katolske tro, men det var afgjort mere et "show for galleriet" .....

Charles II

Den nye konge, Charles II, var en livsglad fyr, der fik et hav af såkaldt "uægte" børn med sine mange elskerinder, men ingen med sin hustru, den portugisiske prinsesse, Katarina af Braganza. Også denne dronning var katolik, så heller ikke hun opnåede at blive kronet, og tvangs-protestantiseringen af Charles II virkede heller ikke længere, end til han lå på sit dødsleje, for så konverterede han til den katolicisme, han ellers havde fraskrevet sig ved tronbestigelsen i 1660.

Hvad Henrietta Maria angik, så oplevede hun altså at se den ene af sine sønner følge sin henrettede far på tronen, og det må have glædet hende, selv om det skete på nogle nye betingelser, der ikke før var blevet brugt i forbindelse med kongehuset. Lige den side af sagen må have været forvirrende for både hende og de af hendes sønner, der blev konger i England. Hun besluttede sig dog for ikke at blive i England, men at vende tilbage til Paris i 1665, hvor hun døde fire år senere. Hvis hun havde levet til 1685, ville hun have oplevet, hvordan hendes anden søn, James, fulgte sin bror, Charles på tronen, men det opnåede hun altså ikke. Måske godt det samme, da hans kongemagt sluttede med en skandale, hvor han blev beskyldt for at have forsøgt at udgive et tilfældigt barn for at være hans og hans dronnings ægte søn og dermed den rette tronarving. Nogle år før havde han skuffet hende ved at gifte sig med en ikke-kongelig, som hun ikke kunne lide, nemlig Anne Hyde, der var datter af en af Charles' hofmænd.

Anne Hyde

At denne nye svigerdatter var gravid ved brylluppet, gjorde hende ikke mildere stemt. Hvordan ville hun have haft det, hvis hun havde vidst, at de overlevende døtre, de to fik, og som var opdraget som protestanter, begge blev dronninger samt de endelige punktummer i Stuart-kongerækken? Det ville sikkert have forfærdet hende, så det var nok godt, at hun ikke vidste, at hendes søn, James II, simpelthen måtte opgive sin trone på grund af rygterne om den falske, mandlige arving, og at begge hans døtre ville følge ham, men dø uden efterkommere ....

De kongelige brødre, Charles II og James II

Hvad den påståede falske arving angik, så sagde rygterne, at en fra hoffet, der var loyal over for kongeparret, havde smuglet et ikke-kongeligt drengebarn ind på slottet med påstand om, at det var den nyfødte, legitime tronarving. Passer det? Når det gælder spillet om magten er der faktisk intet, der kommer bag på mig, men lige netop dette rygte er nu aldrig blevet bevist hinsides al tvivl. Måske er anklagerne sande, måske ikke - rygtet består, men beviset mangler ....

James II blev fordrevet med samt sin ikke-kongelige dronning, medens døtrene, Mary og Anne, blev tronarvinger. Den ældste, Mary, og hendes mand, William, regerede sammen fra 1689 efter at have indgået et politisk kompromis, der så at sige forseglede "The Bill of Rights" og dermed blev det endelige resultat af borgerkrigen. Et af de vigtigste punkter var den totale afvisning af katolske monarker: "... it hath been found by experience that it is inconsistent with the safety and welfare of this Protestant kingdom to be governed by a papist Prince." Slut med katolikker, og Marys far, James II, der var flygtet til Frankrig, kunne så sidde og skumle i det land, hvor hans mor, Henrietta Maria, var født, og hvor hans slægtning, Ludvig XIV, bl.a. gav ham en pension og i det hele taget tog sig af ham.

Mary II sammen med sin mand og medregent, William

Hvad enten James II's såkaldte søn var ægte eller ej, så var der én bestemt grund til, at parlamentet og landet som sådant foretrak hans datter, Mary (1662-1694), som regerende dronning: hun var ægte protestant og ikke en hemmelig katolik.

Dronning Anne og hendes mand, den danske prins Jørgen/George

Mary blev gravid og fødte flere børn, men ingen af dem overlevede, så hun fulgtes på tronen af sin yngre søster, den ligeledes protestantiske Anne (1665-1714), der var gift med den danske prins Jørgen/George. De fik en enorm børneflok på 17 eller 18 børn, men kun et af disse mange børn, nemlig en søn, levede længe nok til at nærme sig teenage-alderen, indtil han døde af ukendte årsager som 11-årig. Dronning Anne var det meste af livet plaget af forskellige sygdomme og er blevet beskyldt for hysteri, hvilket virker uretfærdigt. Hun var virkelig ikke rask, og de mange forgæves graviditeter må have forøget hendes fysiske og psykiske byrder i en utrolig grad. Da hun døde som 49-årig, uddøde også huset Stuart og blev erstattet af et nyt kongehus, nemlig huset Hannover, der angiveligt nedstammede fra Henrik Løve. George I blev den første hannoveranske regent i England, og dette kongehus regerede indtil dronning Victorias død i 1901.

George I

OK, de skotske Stuarter erobrede så at sige England, som de ofte havde kæmpet med, indefra via arvefølgen. Spørgsmålet er dog, om de ikke allerede fra begyndelsen af, stod for et bedrageri, der ligner det, James II måske udførte. Startede den engelske Stuart-kongerække med en falsk tronarving? Det lyder vildt, for hvordan skulle det dog ske? Jo, mange år efter Mary Stuarts henrettelse i 1587 har man fundet et lille barneskelet skjult i et af de rum, hvor hun blev holdt i fangenskab, og dette fund passer som fod i hose med visse rygter om hendes søn, nemlig James I. Sladderen gik, og man sagde, at han døde som spæd og blev udskiftet med et falsk Mary Stuart-barn, der blev hendes arving, og konge over Skotland og England samt stamfader til hele rækken af Stuarter.

James I

Langt ude? Måske, men han lignede afgjort hverken sin mor, Mary, eller sin far, Henry Stuart (1745-1567), og han var bemærkelsesværdigt kølig over for alle forsøg på at redde moderen fra henrettelsen. Han var først og fremmest interesseret i at bevare sin egen magt som skotsk konge, hvilket han ikke lagde skjul på. Da hun var død, viste han heller ingen sorg. Nok var deres veje skilt, da han var baby, men alligevel ......