onsdag den 15. september 2021

Magikeren, der forsvandt

Når man ikke bare er en dygtig bugtaler, men også kan de mest utrolige ting, der synes at bryde den tyngdelov, vi andre er underlagt, så kan man vel også forsvinde helt og aldeles? Den tanke har sikkert mange gange meldt sig, når man har diskuteret William B. Wood (c.1862-1908), der var en berømt tryllekunstner og bugtaler, og som havde stor succes med sin optræden i både Europa og Amerika. 

Da Wood og hans medarbejder, nemlig hans 20-årige datter Bertha, pludselig forsvandt under vejs med skib fra Mexico til Yucatan under en voldsom storm, (som nogen dog tvivler på fandt sted, da den er uregistreret af alle myndigheder), virkede det som trylleri. Havde han udført sit bedste nummer hidtil? Kort sagt, var der tale om trolddom, eller var han og Bertha omkommet til søs på grund af det påståede uvejr, eller var de blevet myrdet af pirater eller skibets besætning? Nok var der angiveligt opstået uvejr, hvilket naturligvis ville have sat skibet i fare, men da ingen af besætningsmedlemmerne omkom eller kom til skade, var det nu alligevel mystisk. At Woods og Berthas bagage samt fire bugtaler-dukker, som han brugte ved sine numre, flød i land, men hverken faderens eller hans datters lig, gav det anledning til mange gætterier, og det gør det såmænd også den dag i dag. Der var faktisk flere fans, der ønskede, at præsidenten skulle give befaling om, at der blev indledt en decideret politi-efterforskning vedr. "foul play", men det skete nu ikke.


Dukkerne var lavet af træ, hvilket selvfølgelig har været grunden til, at de kunne flyde

Wood og hans datter var de eneste passagerer om bord på skibet, hvilket skabte rygte på rygte. Man mistænkte således også, at skibsbesætningen havde haft lange fingre og var blevet afsløret, da de stod på hovedet i deres passagereres ejendele. Rygtet gik, og nogle mente, at der opstod en kamp, og at den var endt med mord på Wood og Bertha. Selv hælder jeg mest til teorien om, at parret blev myrdet på skibet på grund af de mange penge - $20,000 - som Wood havde med sig, og derpå smidt i havet, hvor deres lig forsvandt. At deres bagage drev i land, men ikke de selv er dog sært ....

Rejsen foregik i 1908, og da de ikke havde kunnet finde et passagerskib til Sydamerika, tog de med en nedslidt bugserbåd ved navn "Cuneto Bulnes". De havde afgjort foretrukket en god, regelret og garanteret sødygtig passagerbåd, men havde ikke haft noget valg. Det betød dog også, at de skulle sejle med sømænd, der ikke var vant til at have passagerere med, hvilket nok heller ikke har været så rart for dem.

Ak ja, hvis bare dukkerne virkelig havde kunnet tale, men det kunne de selvfølgelig kun med Woods eller en anden bugtalers hjælp. Derfor forbliver forløbet om bord på skibet en gåde, men gætterierne er blevet ved, og også mange i vor tid har en mening om, hvad der skete. Noget, der bl.a. skyldes, at Wood og hans evner som bugtaler, etc. var meget berømte, både i Europa og Amerika.

Selv om Wood kunne mange ting og bl.a. var berømt for et pistol-og-forsvindings-nummer, var det hans evner som bugtaler, der skabte hans største berømmelse. Modsat alle andre inden for bugtaler-faget arbejdede han med flere dukker på én gang, hvilket tyder på en stor koncentrationsevne, da han jo hele tiden skulle skifte stemme, så den passede med hver enkelt dukke. 


Er den kvindelige assistent, man ser på billedet, Bertha? Det er der vist ingen, der ved, men det kan det sagtens være. Faktisk håber jeg, at det er hende, for jeg har ikke kunnet finde hendes portræt nogen steder, men føler, at hun også bør have et par ord med på vejen. Hun mistede jo (formentlig) livet i en meget ung alder, og det er altid sørgeligt.

Jeg forestiller mig, at hun kan være den høje, smækre dame i baggrunden af denne plakat, men ved det ikke. Hun afløste i øvrigt Woods oprindelige assistent, nemlig hans kone, der var hendes mor, for hun havde været nødt til at holde op af helbredsgrunde.


https://ventriloquistcentralblog.com/william-wood-worlds-greatest-ventriloquist-circa-1900-1910/

 

https://www.ventriloquistcentral.com/ventriloquism-tribute/vaudeville-ventriloquists/ 

 

https://geniimagazine.com/wiki/index.php?title=Will_B._Wood 

 

Wikipedia 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar