Hævn - og penisser .....

 

En nydelig, men besk dame, hvilket kan ses af hendes smil + blik: hun er ikke til at spøge med, og især ikke hvis hendes ægtemand, brandmand Frank Boronda, søger andre græsgange end dem, hun har udstukket for ham. At han ikke holdt sig på måtten kom ham dyrt at stå, da hun i 1907 skar hans penis af med et enkelt hug, fordi hun mistænkte, at han havde været utro og ville forlade hende. Altså temmelig langt ud med hensyn til bevis og anledning til denne mishandling.

Nok er der ingen tvivl om, at den penis-myrdende Bertha Boronda (1877-1950) gik langt over stregen, men det er der rigtig mange mænd, der også har gjort, bare med andre typer lemlæstelser. For eksempel har denne yndige, unge kvinde fået ødelagt sit ansigt, fordi hun ikke ville have en fyr, hun ikke syntes om. Afslaget ramte hans ego, og han hævnede sig.

Og hvad med denne kvinde, der bliver slæbt afsted af en forklædt mand, formentlig til voldtægt og død? Dette sceneri har vi set beskrevet om og om igen, for også det er en del af virkeligheden, tilmed som noget, der figurerer i mange referater over uopklarede forbrydelser. Det mænd har gjort imod kvinder er nærmest "normaliseret" via film og bøger, men jeg mindes ikke at have set kvinders håndfaste hævn imod mænd fremstillet i andet end tilslørede avisartikler. Beretningen om Bertha Borondas overgreb er dukket op hist og pist på internettet, og der er helt sikkert de kvinder, der gasser sig ved historien. En anden penis-afskærings-sag blev således mødt med glad latter i et TV-program mad mange kvindelige deltagere. Sagt med det samme: jeg er imod forbrydelsen, men jeg forstår til fulde, at kvinder kan føle, som adskillige åbenbart gør ved at høre om den, for vi er ærlig talt trætte af mænds vold imod kvinder.

Efter at have overfaldet og lemlæstet sin mand stak Bertha af, for hun var godt klar over, at den var gal. Tegningen er dog ikke helt korrekt, da hun forklædte sig som mand. Alligevel blev hun fanget og idømt fem års fængsel, hvoraf hun dog kun afsonede to år i San Quentin. Billigt sluppet? Ja, i lyse og klarhovede øjeblikke synes jeg faktisk, at hun slap for billigt både med de fem år og med afsoningen af de to. Ifølge loven dengang kunne hun være blevet dømt meget hårdere, og jeg gad nok vide, om det var sagens pinlige elementer, der styrede juryen og dommeren, der jo alle må have været mænd. 

Berthas ansigtsudtryk viser ingen anger, men kun spotten og ironi, hvilket formentlig hænger sammen med hendes overbevisning om hendes mands forsyndelser. Efter hendes mening fik han, hvad han fortjente, når nu han (måske!!!) var hende utro. Ifølge Frank Borondas vidnesmål var han blevet overfaldet uprovokeret, for "han havde ikke gjort noget ..." Selv om Frank næppe har kunnet deltage i almindelige seksuelle handlinger, blev han imidlertid gift efter sin skilsmisse fra Bertha. Det gjorde den hævngerrige furie, Bertha, mærkeligt nok også, men dette nye ægteskab endte dog også i en skilsmisse.

Den kendteste af penis-afskæringssagerne er formentlig Bobbitt-overgrebet: i 1993 angreb Lorena Bobbitt (født 1969) sin mand, John Bobbitt (født 1967), der lå og sov, efter at han angiveligt havde voldtaget og mishandlet hende. Uden at tøve skar hun hans penis af og smed den væk, men på det punkt havde hun nu forregnet sig, for den blev fundet og sat på igen. Lægeregningerne tårnede sig op og fik John i gang med forskellige hasarderede projekter, der desværre for ham ikke var så profitable, som ventet. Dels startede han et band, "The Severed Parts", dels blev han porno-skuespiller, selv om heller ikke den karriere førte til så meget andet, end at den formentlig boostede hans mandlige ego ved at bevise, at han "skam kunne stadigvæk". Hvad Lorena angår, så slap hun med noget, der ikke engang kan kaldes "et rap over fingrene", for hendes handlinger blev set som selvforsvar, så der skete hende intet. I 1997 blev Lorena imidlertid arresteret for vold imod sin mor, men hun blev frikendt. Nogle år senere kom John alvorligt til skade i en bilulykke.

I 2013 var den gal igen, for da overfaldt Catherine Kieu Becker (født 1962 eller 1963), mishandlede og skar penissen af sin mand, som hun også havde givet sovepiller samt bundet til sengen. Mandens navn er holdt hemmeligt, og han er kun kendt som "John Doe", der er det navn, man altid bruger om ukendte eller anonymiserede mænd i USA.

Hr. "John Doe" var omkring 60 år, da overfaldet fandt sted, hvilket måske har spillet ind, da man besluttede at ikke forsøge en transplantere en ny afskårne penis i stedet for den afhuggede, som Catherine havde smidt i en mekanisk himstregims til knusning af skrald. Dvs. at resultatet af hendes forbryderiske anstrengelser bestod i en lemlæstelse, der gjorde det umuligt for ham at dyrke sex på almindelig vis, men han formåede dog stadig at kunne lade vandet.

Jeg synes altså ikke, det er i orden at gribe til så drastiske hævnmetoder, men samtidig er jeg godt træt af at læse om mænd, der dræber og maltrakterer kvinder. Det er ikke på nogen måde i orden, men jeg forstår glimrende, at nogen kvinder kan føle som disse tre hævntørstige furier. 

https://livetimesng.com/lady-cuts-off-boyfriends-pnis-as-a-punishment-for-cheating-on-her-video-as-viewers-discretion-advised/

https://www.bostonherald.com/2011/07/14/woman-cut-off-husbands-penis-after-fight-over-friends-prosecutors-say/

https://latimesblogs.latimes.com/lanow/2011/07/new-details-emerge-in-case-of-woman-charged-with-cutting-off-husbands-penis.html

https://www.historybyzim.com/2017/08/mug-shots-bertha-boronda/ 

 

https://woldcnews.com/916562/cops-woman-put-mans-penis-through-garbage-disposal/ 

 

https://findery.com/Chung123/notes/ouch reminded me of John and Lorena Bobbitt. 

 

https://www.wikiwand.com/en/Catherine_Kieu 

 

https://medium.com/skeptikai/the-domestic-abuse-double-standard-part-2-a-mans-worth-294005fb28fb 

 

Wikipedia

 

Else Cederborg-short story (formerly published)

This long, winding staircase was more than she could climb. She stood looking up at it and felt her heart sink into her shoes, already brim full with her swollen feet that always made her waddle like a seasick duck. - Oh, she exclaimed, turning around and looking appealingly at her son.

- All right, he said, a little annoyance in his voice, I shall get it for you. Then he started to climb the stairs, his big frame making it creak at each step. She felt exited, hopeful and at the same time resigned to the message she expected to have from up there where he was now, looking at all the binders with papers, pictures and clippings.

- Here it is, he exclaimed and started back down to her. Three binders. How heavy they are, he said, annoyance in his well moduled voice. His civilization-organ she had called it as it was such a polite and schooled voice, trained to impress voters and journalists.

- Come, she said, pulling his sleeve, let's go to the table and have a look. They cleared a corner of the large table, now littered with papers and scraps of papers. - This is so exciting.

He smiled at her eager face and hurriedly opened one of the binders. - Hm, strange, a lot of envelopes, closed and sealed ... It looks very private indeed.

- Never mind, she said merrily, never mind, he is dead now and all of it belongs to us. She started to tear at the lock of one of the other binders. It was obviously old, but the lock looked new. Like our marriage, she thought. Old meets young ...

The lock gave way and she saw a lot of closed envelopes. - There are some here too, she said, very surprised and a little annoyed. - Well, let's open them.

He didn't look happy at the thouoght. - I think we should bring them to Mr. Caribbean, after all he was his lawyer.

- Mr. Caribbean is a good lawyer, but I was married to your father and night after night I saw him sitting there, browsing his binders without ever telling me what they were about. I want to open those envelopes.

- And if we find something you'll not like?

- I never found anything in that relationship I did like ...

He looked sad and hurt when she said it. - Except you, of course. You were the gem he gave me. But now I want to see those envelopes.

- OK, let's open one each ... He tore at the paper, and then turned the envelope upside-down. Out fell 4-5 photoes, a small tape and a few other objects. She dashed for the photoes, but had to turn them over several times on the table before she realized what they were. Then she let out a sigh and fell to a sloping posture in her chair. He took the photoes from her hand and at first glance he let out a: "Damn creature. How I hate him!"

Her eyes filled with tears, but then she started to tear at another envelope. When it gave way, out fell a small heap of photoes, a tape and a lady's wristwatch. This time she didn't reveal any emotions, just slammed the emptied envelope down on the table with its former contents.

Mother and son sat back, their eyes locking across the binders, the full envelopes and the emptied ones. - And this you wanted to give to the lawyer .... Oh, what are we to do?

Her son's eyes had grown narrow, but also very thoughtful. - I shall never accept to let anyone in on this secret, he said, I have a family and I have a career ...

- Yes, and so had he, she said bitterly. She raised her hand when she saw him ready to talk. He was my husband, our marriage wasn't easy which you know, but I loved him when we married. What he felt I have no idea of, but I honor my own young love. Also, he was your father, from seeing these photoes I wish he wasn't, but that's neither here nor there.

- What do you suggest?

- To destroy all this ...

- But what about the families of these young, missing girls? Shouldn't they know that they are dead and that the murderer is known?

- No, and as you said, you've a family now, should your kids know what kind of a man their grandfather was?

He sat silent for a while. - What about opening all these envelopes, collect the photoes that tell of their death and get them to the police?

She didn't answer, but sat back in her chair and let her eye wander over all the shelves of the library. Suddenly she caught sight of the large full body painting of him in a riding dress, whip in hand. She rose to her feet and went over to have a closer look. His beautiful eyes stared at her from the painting, his handsome looks always made an impression on her, and this time it annoyed her. She bent forward so her face was close to his and then she let herself sink into his eyes. Darkness was what she saw, darkness beyond brown which were the true colour of those eyes. It engulfed her and when she lifted her head, tearing herself away from him, she knew her son was right.

- Yes, she said, they should know, but how?

- I fear they shall find out from the furniture where the torture is, but it must be done. If my Sophie disappeared for years I would want to know ...

- The furniture? Oh, it's gone, the weekend cottage burnt down five years ago, when he wasn't as agile as he had been.

They started to open and browse all the envelopes, then they chose all those that were of the final moments in many, many young women's lives. After doing that they put them into one large envelope, sealed it and then they found a London police station on the map. - This one, she said, turning once more to look at the painting. She felt that those eyes had changed from the darkest black into the colour of the sea when it mirrors the approaching storm.

ALL rights reserved
© EC
 

Den fiktive perser, der var jøde

Svineriet - også kaldt Anden Verdenskrig - er da gudskelov slut. Alligevel lever begivenheder og mere eller mindre frivillige deltagere videre i vor fantasi. Vi har bestemt ikke glemt hr. Hitler og hans forbrydelser, der diskuteres ivrigt i mange forskellige sammenhæng. I nogle tilfælde samler fiktionen visse tråde og gengiver stemninger og situationer, der bare føles så rigtige, så sande: sådan var det - og så alligevel ikke, for det er jo altså fiktion bygget på historiske begivenheder ..... 

Gilles spilles af den argentinske skuespiller Nahuel Pérez Biscayart

Sådan har jeg det med den ukrainsk-amerikanske Instruktør Vadim Perelmans film "Persiske lektioner", der handler om en ung jødisk mand ved navn Gilles, der redder livet ved at bilde den tyske lejr-køkkenchef, Hauptsturmführer Klaus Koch, ind, at han er perser og kan lære ham det sprog, der kan hjælpe ham i hans planer om at forlade Tyskland efter krigen. Denne nazistiske tjenestemand har tilsyneladende ingen kvababbelser over at lade andre og mindre fantasifulde eller bare gennem-frække jødiske fanger henrette, men Gilles har han brug for til at få opfyldt sine karriereønsker. Når krigen er slut, ("selvfølgelig efter tysk sejr"), vil han, der også i sit borgerlige liv er kok, nemlig slå sig ned i Iran og åbne en restaurant dér. Denne plan hænger sammen med savnet af den bror, der brød med ham, da han sluttede sig til nazisterne, men som han ved har skabt sig et nyt liv i Teheran. Dvs. at Kochs planer også bygger på et ønske om en genforening med denne mistede bror, der altså har forkastet ham på grund af hans nazistiske holdninger. At blive genforenet med ham virker som et stærkt, men måske ikke erkendt ønske om at vende tilbage til normale tilstande, nemlig fortiden før Hitler, krig og myrdede jøder i den uhyrlige lejr, hvor han altså administrerer køkkenet.

Gilles påstande om, at han ikke er jøde, men perser bygger på hans ejerskab af en persisk grammatik. Uden den ville Koch ikke have troet på ham, og så ville han have fået samme skæbne som de andre jøder, der kom til lejren samtidig med ham. Det er altså udelukkende hans løgne om sin nationalitet, der frelser ham fra henrettelsen, og som gør, at han får en særstatus som sproglærer for Koch. Et sært arrangement, der dog ikke er uden farer, da nogle af både de andre fanger og nazister reagerer imod "kæledæggen Gilles".

Klaus Koch spilles af Lars Eidinger

Hvor Koch først fremtræder som en 100% følelseskold skiderik, forvandles indtrykket af ham i filmens forløb. Man forstår, hvad der driver ham og fatter faktisk en vis sympati for hans bestræbelser på at få sig en ny tilværelse i Teheran. Forbindelsen med Gilles ligner også efterhånden noget, der kan ses som et (forskruet) venskab - og så alligevel ikke rigtig. 

 

Gilles formår at skabe en art fiktivt persisk, der virker som den ægte vare, men ikke er det. Medens nazisterne forsøger at ikke bare udslette jøderne, men også beviserne på deres mord på dem, så bruger Gilles sproget til at fastholde erindringen om navne og begivenheder. Hans "persiske" er nemlig opbygget omkring ofrenes navne, og fordi han husker ord, grammatik, etc., som han altså selv har konstrueret, bliver det ikke opdaget, at det, han lærer Koch, er et selvopfundet erindrings-system. Han gør, hvad han kan for st huske det, tyskerne gør alt for at glemme og skjule for de allierede, der nærmer sig.

 

Koch var ikke nær så vaks, som han selv troede, og det er først, da han befinder sig i Iran under falsk navn og forsøger at gøre sig forståelig på det sprog, Gilles har undervist ham i, at han forstår, at han er blevet narret af den unge jøde. Det er faktisk lige før, man får ondt af ham - i hvert fald til en vis grad, for han er jo nazist og frelste kun Gilles af egoistiske grunde. Man ender med at beklage, at ikke flere jøder var så smarte som denne fiktive "sproglærer". Det ville have pyntet på det grusomme "spil" mellem bødler og ofre i kz-lejrene at klæde nazisterne af på denne måde ....

 

 

 

 https://ww2-movie-characters.fandom.com/wiki/Klaus_Koch

  http://writingstudio.co.za/persian-lessons-a-profoundly-powerful-story-of-hope-and-friendship-among-the-unlikeliest-in-the-unlikeliest-circumstances/   https://theartsdesk.com/film/persian-lessons-review-confusing-holocaust-drama   

Kvinder, der komponerer

Clara Schumann

Ja, også før i tiden fandtes der kvinder, der komponerede, men som i musikhistorien typisk nok samles i en ikke-statusgivende særgruppe: "Kvindelige komponister". Ligesom det er tilfældet med de andre grupperinger af kvinder, der skriver eller maler, er også denne selvfølgelig med til at opretholde teorien om, at kvinder, der "gør den slags", er meget specielle og slet ikke spor feminine. I virkeligheden er de - ligesom deres mandlige kolleger - kunstnere inden for et felt, hvor de skaber en form for kunst, samtidig med, at de tilfældigvis er kvinder. Deres specielle erfaringer som kvinder kan have givet dem inspiration, ligesom det sker med kunstnere, der er mænd. Lister over en vis tidsalders forfattere, malere, komponister og musikere bør imidlertid omfatte begge køn samlet og ikke bare det mandlige som en repræsentant for det "normale", medens kvinderne sendes til separate kvindelister. Hvis en person skaber kunst, så er vedkommende kunstnere, ligegyldigt hvilket køn han/hun har.

Forbindelsen mellem kvinder og musik var noget, man kendte langt tilbage i tiden, for antikke vaser viser ikke bare mænd, der musicerer, men også kvinder. Man spørger sig selv, hvad det er for et musikstykke, kvinden spiller? Er det noget, hun kender fra andre, eller har hun selv komponeret det? Vi kan se, at der sker noget i Antikken, men ved desværre ikke, hvad de dybere omstændigheder er. Nok er der tale om en kunstart, der er dokumenteret gennem bl.a. disse vasemotiver, men ellers er den hyllet i glemsel. Noget, der såmænd også gælder de første århundreder efter Kristi fødsel. Kvindebevægelsen i 1970erne fik imidlertid sat fokus på mange af de ting, der var med til at usynliggøre kunstnere af kvindekøn, og i den forbindelse har man fundet flere kvinder tilbage i tiden, der var komponister, men som bare er blevet glemt. (Retfærdigvis må det siges, at det var en skæbne, der også overgik mange mænd). Senere tiders musikere og komponister af kvindekøn er ikke blevet udraderet af den menneskelige erindring på helt samme måde, for de bliver "bare" ignoreret eller skubbet til side som en anomalitet.

At der fandtes kvinder, der ikke bare musicerede, men også komponerede meget langt tilbage i tiden, ved man faktisk udmærket. Formentlig den allerførste kvinde, man har bevarede musikstykker af, er den byzantinske nonne Kassia (810-865). Hun skrev en hel række hymner, der er indgået i den græsk-ortodokse kirkes liturgi. Dvs. at hun har et vist ry som komponist og ikke bare regnes for en mere eller mindre ligegyldig "kuriositet".

Hildegard von Bingen (1098-1179) 

Kirken skabte gode muligheder for kunstnerisk udfoldelse for mange talentfulde kvinder. Det var den tyske abbedisse og mystiker Hildegard von Bingens held, for hun både skrev og komponerede, - når hun da ikke var optaget af sine mange religiøse syner. Blandt Hildegards kompositioner var musikdramaet "Ordo virtutum", men hun var enormt flittig og skrev også bøger om teologi, botanik og medicin. Ud over musikken og alle disse skriverier gjorde hun også sit for at rådgive forskellige folk - høj og lav - pr. brev. Efter sin død blev hun kanoniseret som helgen, hvilket nok mest hænger sammen med hendes mange religiøse visioner, der startede, allerede da hun var tre år gammel.

 Hildegard modtager et syn

Typisk nok var hun næsten totalt glemt, før 800 års-jubilæet for hendes død fik halet hende ud af glemslen i 1979. Pludselig blev hun ikke bare kendt, men også direkte populær, således er der kommet adskillige indspilninger af hendes musik siden da, og hendes liv er blevet studeret og analyseret af mange eksperter. 

Beatrice de Dia

Nogenlunde samtidig med Hildegard von Bingen levede den provencalske grevinde, Beatrice de Dia (1140-1175/1160-1212), der komponerede til sine egne såkaldt høviske digte. Hun er blevet kaldt en "trubadur", formentlig fordi hun  ikke kun skrev kirkelige hymner. Interessant nok lader hun til kun at have været én ud af flere af sin slags inden for samme tidsrum. Dvs. at hvor klostrene gav kvinder gode muligheder for at skabe musik, så kunne særligt begunstigede også gøre det inden for deres eget miljø, nemlig de velhavende, der tilhørte adelstanden ....

Gracia Baptista (ca. 1530-1557) var en spansk nonne, der opnåede den store ære at få en af sine kompositioner for orgel udgivet i 1557. Det var hun formentlig den første, der fik, og hendes eksempel er endnu et bevis på de muligheder, kirken gav kvinder, der udøvede kunst. At være katolik og dermed have mulighed for en klostertilværelse i stedet for ægteskab og børnefødsler har bestemt ikke været det dårligste alternativ for talentfulde kvinder. 

Barbara Strozzi

Da operamusik blev populært i anden halvdel af 1500-tallet, blev der brug for kvindelige sangere, idet disse dog fik skarp konkurrence fra kastratsangerne, der dukkede op i det 16. århundrede, men som senere blev forbudt. Samtidig komponerede kvinder som f.eks. Maddalena Casulana (ca. 1540-83), Francesca Caccini (1587-ca. 1640), nonnen Isabella Leonardo (ca. 1620-1704) og Barbara Strozzi (1620-ca. 1664/1619-1677) også vokalmusik. Noget, der virkelig spillede en rolle mht at gøre en komponist kendt, var udviklingen af trykte noder, der udbredte musikken til andre end de snævre kredse omkring den enkelte kunstner. Desuden opstod der et specielt koncertliv, der også gav komponister mange muligheder.

 Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre 

Konger og adelige stormænd omgav sig med talentfulde folk, fordi disse kunne gøre dem ære. Det gjaldt også Ludvig XIV, hvis protegé, Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre (1664-1729), blev anset for noget helt specielt, ja, nærmest et unikum. Han opmuntrede hende på alle måder, og hun brillerede med kompositioner såvel som musiceren. Det lader til, at hun som musiker især havde et talent for improvisationer, bl.a. på orgel. Som komponist skrev hun musikken til en opera, en ballet, foruden meget andet. 

P. Klæstrups Visekælling. Tegning fra 1800-tallet

 

De fleste kvinder optrådte som sangere og ikke som komponister af de symfonier og koncerter, mændene brillerede med. Det gav imidlertid også arbejde til andre samfundsklasser end dem, man fandt ved hoffet, sådan som det kan ses af ovenstående tegning af en "visekælling". Har hun selv skrevet ord og musik, eller er det noget nedarvet, hun har taget op? Det er der vist ingen, der ved, men det har forhåbentlig givet hende til dagen og vejen.

Man kan spørge sig selv, "hvor var den kvindelige Mozart?", og hun fandtes åbenbart ikke, men der var dog et par stykker, der komponerede klaverkoncerter og vokalværker for solister, kor og orkester. En af dem var den østrigske Marianne Martinez (1744-1812), der har fået flere af sine værker indspillet i nutiden. En anden var den nok mere kendte Maria Theresia von Paradis (1759-1824), der var blind fra sin tidligste barndom. Hun var beundret af mange og direkte populær i samtiden. Man mener, at Mozart har skrevet et af sine musikstykker til hende, men hun komponerede også selv.

 

Maria Theresia von Paradis

 

Den franske Louise Farrenc (1804-75) var en super-flittig komponist, der gjorde sig gældende inden for de fleste musikgenrer, men det var mest hendes kammer- og klavermusik, der var kendt. I Frankrig var hun beundret, men i Tyskland mødte hun den specielle modstand, der bunder i den misofyni, som mange kunstnere af kvindekøn blev ofre for. Man anså det for "ukvindeligt" samt grænseoverskridende på en unaturlig og dermed forkastelig måde. De samme problemer kom en anden komponist, nemlig Louise Adolpha Farrenc (1850-1927) ud for, og denne holdning løber faktisk som en rød tråd gennem den samlede historie om kvinder og kunst.

Kvindelige komponister i Danmark: udvalg (gengivet fra Den Store Danske)

• Maria Theresia Ahlefeldt (født prinsesse af Thurn und Taxis), 1755-1810
• Emma Hartmann (født Zinn), 1807-51
• Cora Petersen (født Nyegaard), 1812-91
• Caroline Recke-Madsen (født Lumbye), 1833-1901
• Johanne Fenger, 1839-1913
• Sigrid Henriette Wiencke (født Stadfeldt), 1819-1907
• Nanna Liebmann (født Lehmann), 1849-1935
• Tekla Griebel Wandall (født Griebel), 1865-1940
• Hilda Sehested, 1858-1936
• Nancy Dalberg (født Hansen), 1881-1949
• Benna Moe, 1897-1983
• Irene Osiander, 1903-80
• Else Marie Pade, 1924-2016
• Gudrun Lund, f. 1930
• Birgitte Alsted, f. 1942
• Helle Norup, f. 1947
• Hanne Rømer, f. 1949
• Anne Linnet, f. 1953
• Christina Wagner Engberg (født Wagner Smitt), f. 1960
• Eva Noer Kondrup, f. 1964
• Bodil Heister, f. 1952

 

https://nordicwomensliterature.net/da/2011/01/04/hvorledes-jeg-kvaeder-visen-frem/ 

 

http://oboeclassics.com/~oboe3583/ambache/wGuerre.htm

 

https://www.telegraph.co.uk/news/2018/01/26/bbc-revives-works-lost-women-composers-help-redress-historic/ 

 

https://denstoredanske.lex.dk/kvindelige_komponister 

 

https://sciodoo.de/kassia-vikings/# 

 

https://www.capradio.org/classical/classical-music/2021/03/01/classical-music-030121/?__cf_chl_jschl_tk__=pmd_Ss8yoRkx9dB8xqNLDrllKGATYqj4xAAm5GHjLU9sna8-1635011165-0-gqNtZGzNApCjcnBszQhl

https://theo.kuleuven.be/apps/press/theologyresearchnews/2020/08/17/manuscripts-hildegard-von-bingens-visions-in-the-dendermonde-codex/

 

Wikipedia

 

"Du er altså HELT FORKERT dernede ...."

Lige for tiden er det moderne med en stor bagdel. Jeg tror, at det er reality-stjernen Kim Kardashian, der har været forbillede på området på samme måde, som Audrey Hepburn i sin tid fik skabt tynd-som-et-kosteskaft-trenden. Før det tynde look, var begrebet "en smuk pige" lig med en kvinde med tydelige ottetals-kurver, der måske nu vil blive set som "deller". Sådan en anerkendt og beundret skønhed fra tidligere tider vil nemlig muligvis blive anset for "buttet" eller direkte "tyk" af nutiden, for hun bliver bedømt ud fra modedirektiver, der ville have været hende og hendes samtidige fremmede. Meget uretfærdigt faktisk ....

Annoncerne svinger med moden, og vi lader os ofte rive med af deres lokketoner. At få opmærksomhed af det modsatte køn regnes jo for "livets salt" af de fleste. I virkeligheden er modens levetid af ret begrænset varighed, og inden længe kan trenden svinge fra numser til barme, sådan som det var før de supertynde modellers tid.

Én ting er den synlige del af kroppen og dens former, noget andet det, der stadig gemmes bag tøjet af såkaldte "anstændighedsgrunde". Mænd kan drømme om at få en større penis, og der er formentlig også "kure" og teknikker, der foregøgler dem, at der er midler, der kan give dem lige præcis det, de ønsker. Baggrunden for dette ønske er, at en sådan stor legemsdel repræsenterer en høj grad af "maskulinitet". Disse mænds ideal er måske pornostjernen John Holmes, hvis organ med sine 38 cm blev regnet for enormt. Denne naturens gavmildhed gav ham imidlertid problemer med tyngdekraften, selv om han nåede at indspille mange porno-film, før organet skvattede endeligt sammen.

John Holmes  

Hvad kvinders nedre dele angår, så er der kulturer, hvor hymen regnes for et must: jomfrudom er vejen frem for en ærgerrig pige, og er den mistet før brylluppet, så er gode råd dyre. Faktisk i bogstaveligste forstand, da kun velhavende kvinder har råd til en hymen-rekonstruktion, der kan give dem den tabte mødom tilbage. I vores vesterlandske kultur har en hymen ikke den store betydning, men det har den som sagt nogle andre steder på vor fælles planet, så nogle speciallæger lever fedt af at rekonstruere den hos bekymrede piger af anden etnisk oprindelse. 

Alt det der med "hymens lænker" er for os at se noget fortidigt vrøvl, og der er såmænd også visse diskussioner, om hvorvidt der overhovedet findes sådan et indre fysisk "låg", der sladrer om tidligere erfaringer ved ikke at reagere, som myten foreskriver, nemlig ved at bløde. Eftersom det drejer sig om noget indvendigt, kan der sikkert snydes med tilstedeværelsen på både den ene og den anden måde, da ingen umiddelbart har set den. For mig at se skaber dette en naturlig forskel på det synlige og det usynlige, idet det gør hymen-rekonstruktioner til en unik operation.

Hvad det ydre angår, så kan ALT tilsyneladende "forskønnes", så de forskellige legemsdele lever op til modens krav. Fjern fedt, få fedt - nemlig i form af Botox - stram eller løs op, men gør noget, for ellers forbliver du "grim". Egentlig en ret grov påstand om noget, der reelt set dikteres af moden i stedet for af funktionen. 

Jeg er f.eks. ikke vild med de tatoveringer, der er blevet moderne til alle køn, selv om nogle af dem kan være virkelig flotte. De er skabt som følge af en modedille, og om nogle år forkastes de såmænd nok for en ny bølge af skønhedsdiller, for så skal man nok være glat uden "kruseduller" af nogen art. Når/hvis det sker, vil der være mange, der forsøger at få dem fjernet, hvilket er lettere sagt end gjort, især når det gælder de tatoveringer, hvor der er rigtig mange farver ....

Jep, mere intimt end dette kan det næsten ikke blive, for her fokuseres der på synlige, men - af "anstændighedsgrunde" - skjulte områder. Ikke bare den stort set usynlige vagina med hymen kan få en omgang under kirurgens kniv, men også de ydre dele af kvindens kønsorganer, nemlig det, man kalder vulva. 

Nogenlunde sådan ser en kvindes vulva ud. Det er den, manden møder, og som mange har farverige og ikke altid smigrende navne for. Ét af disse går på, at vulva ligner "en dårlig østers", og at den "lugter af fisk". Til det kan jeg kun sige, at hvis dette er tilfældet, så ville den naturlige reaktion fra manden være et begejstret udbrud, for begge dele har afgjort den naturgivne funktion at lokke ham til. 

Desværre er der mange mænd, der udbreder sig om, "hvor ulækker og ildelugtende" dette fantastiske organ er, vel at mærke uden at vedkende sig homoseksuelle tendenser. For mig er det et bevis på, hvor forkvaklet både de samt kønslivet i patriarkatet er. Det triste er, at det er kvinders selvopfattelse også. Mange opfatter deres kønsorganer som meget problematiske, fordi de ikke er tro kopier af venindernes. Det, der støder dem - og formentlig også deres mand eller kæreste (?) - er ofte "hængende skamlæber", hvilket selvfølgelig er lige præcis det, de specialiserede kirurger står parat til at fixe for en pæn sum penge. 

Det stødende objekt er de indre skamlæber, der omkranser indgangen til skeden/vagina. Mange kvinder føler, at netop deres er grimme og frastødende, fordi de forekommer dem alt for store. Kirurgerne vil gerne have sådanne patienter, hvilket dog ikke beviser, at de anstødelige læber er "forkerte" på nogen måde. Det er trist, at kvinder evig og altid skal præpareres med forestillinger om, at de ikke slår til, er grimme eller "forkerte", for det er en løgn, der er med til at fastholde et system, der burde have været styrtet for længe siden. Ergo, damer, det er noget fis, og det burde ikke influere jer og påvirke jeres dømmekraft. 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/nyt-projekt-kvinder-faar-maalt-skamlaeberne

https://www.self.com/story/labia-surgery-facts

from-current-premisesand-needs-your-help 

 

https://www.nhs.uk/conditions/cosmetic-procedures/labiaplasty/ 

 

https://www.mycme.com/courses/breast-implant-illness-whats-the-evidence-7558?utm

 

https://politiken.dk/kultur/art4899128/35-cm-i-frit-fald 

 

https://mylooks.dk/behandlinger/ny-m%C3%B8dom-hymenrekonstruktion/ 

 

Wikipedia

 

Psykiatri som forsvar

Peter Sutcliffe alias "The Yorkshire Ripper" 

Da den infame, engelske kvindemorder Peter Sutcliffe (1946-2020) endelig blev fanget i 1981 efter at elendigt politiarbejde, var der flere, der udtrykte forbavselse over, at han faktisk var en ganske flot fyr. Senere "gik glansen af Sankt Gertrud", som man siger, for efter flere overfald røg det gode udseende, men oprindelig var han flot, og det undrede dem, der mente, at kvindemord hænger sammen med frustrationer over ikke at kunne få damer. I Sutcliffes tilfælde var der tilmed en hengiven kone inde i billedet, så hvad rendte han til prostituerede for? Og hvad lignede det at myrde dem????

Peter og Sonia Sutcliffe

Både Sutcliffe og hans kone, Sonia, var outsidere. Hun var bare 15 år, da hun mødte ham på en bar, hvor hun ellers ikke forventedes at komme på grund af sin unge alder. I sin barndom og tidlige ungdom havde Sutcliffe ikke formået at "score" alle de kvinder, som hans udseende lagde op til, for han blev anset for sær, var indadvendt og havde svært ved at holde en samtale i gang. Også Sonia havde problemer med en almindelig kommunikation, da hun talte med en stærk østeuropæisk accent, så på det punkt lignede de hinanden. Senere kom der mere til, da hun efter en tid fik den besked, at hun ikke kunne få børn, og at hun desuden led af skizzofreni. Hendes mand støttede hende imidlertid, ligesom hun senere støttede ham, da han blev fanget og - vupti!!! - sørme også fik en skizzofreni-diagnose, der i hvert fald frelste ham fra en ubehagelig fængselscelle. 

Mange begræd det faktum, at dødsstraffen i England var blevet afskaffet i 1965, for var der nogen, der havde fortjent et møde med bødlen, så var det Sutcliffe. Han havde nemlig myrdet 13 kvinder og overfaldet 7 i tidsrummet 1975-1980, tilmed med det syge påskud, at "Gud havde pålagt ham at dræbe prostituerede", hvilket nogle af, men ikke alle, hans ofre var.

Straffen blev 2 livstidsdomme, idet der skulle gå mindst 30 år, inden der overhovedet kunne så meget som overvejes at bevilge en prøveløsladelse. Han blev sendt i det ordinære Parkhurst Fængsel, men efter et par år, hvor han bl.a. var blevet overfaldet, overflyttedes han til Broadmoor Hospital på grund af den alvorlige skizzofreni, han angiveligt led af. At der var tale om en fupdiagnose er vi mange (inklusiv mig!), der tror, for som mentalpatient havde han mange fordele og ligefrem lettelser i  afsoningen. Noget, der helt sikkert må have virket tillokkende på en manipulerende mand som netop Sutcliffe.

En medfange i Parkhurst knuste en kop og kørte den rundt i ansigtet på Sutcliffe

Som dømt for alvorlige forbrydelser var han kun i stand til at indrette sig bedst muligt i fangenskab, og det foregik gennem psykiatriske diagnoser. Han "var ikke ond, led eller morderisk, men SYG", og han skulle derfor behandles i stedet for at straffes, og det blev han så, nemlig gennem 30 år, indtil der var en fornuftig person, der sørgede for, at han blev overflyttet til et almindeligt fængsel. 

Sonia forlod sin mand i 1982 og blev endeligt skilt fra ham i 1984

I årenes løb kom Sutcliffe ud for flere alvorlige overfald, således også i Broadmoor, hvor han bl.a. mistede synet på det venstre øje og fik det højre skadet. En anden gang blev han forsøgt kvalt med en ledning. Da han endelig døde af Covid-19 i 2020, var han i en elendig fysisk forfatning. Det flotte ydre var væk, og han lignede, hvad han hele tiden havde været: et uhyre!

Det interessante ved tilfældet Peter Sutcliffe er hans evne til at manipulere eksperterne og her især læger og psykiatere. Da han blev arresteret, var han iklædt en form for "voldtægts- og mordkostume" i form af en sweater med V-hals under bukserne, idet ærmerne var trukket op over benene, således at V-halsen på sweateren lod hans skridt være udækket. Albuerne var forstærket, således at de beskyttede hans knæ, til når han knælede ned over sit offer. Dvs. at man må sige, at han var enormt velforberedt til "at følge Guds stemme og udføre hans bud" - eller simpelthen til at gennemføre det, han nød, nemlig at myrde og skænde kvinder. Kort sagt: han snød både med motiv og senere også med den diagnose, der gav ham flest mulige fordele. Da han blev overflyttet til et ordinært fængsel efter at have nydt tilværelsen som mental-patient på Broadmoor, brokkede han sig da også over at have mistet en masse af de goder, han havde haft.

En morder, der næsten med det samme blev udråbt til at være et klart psykisk tilfælde er Peter Madsen, der i 2018 myrdede og skændede den svenske journalist Kim Wall. At han er narcissist gør ham imidlertid ikke automatisk til skizzofren, hvilket åbenbart er det, der skal til, for at en psykisk diagnose direkte kan betale sig. Derfor fik han ikke en behandlingsdom, men blev idømt livstid, hvilket en italiensk avis misforstod, for de troede nemlig, at han fik en dødsdom. Efter et udspekuleret flugtforsøg, der med al ønskelig tydelighed beviser, at knoppen fungerer på ham, og at han er forskruet, men ikke gal, blev straffen skærpet, men ikke forlænget. Den kan dog spille ind, hvis han en dag får den ide at søge om at blive prøveløsladt. Noget, han efter min mening ikke bør have bevilget, også fordi der er tegn på, at han også ligger bag mordet på en anden unge kvinde, hvis sag endnu ikke er blevet opklaret.

På fri fod havde han haft et interessant liv som en meget populær opfinder, men alt det satte han over styr, da han overfaldt og myrdede den intetanende svenske journalist. Der er sikkert dem, der forsøger at finde huller i systemet, der kan forvandle hans dom fra fængsel til psykiatri - og derfra til løsladelse som "helbredt". Inden for retspsykiatrien kæmper man for reformer, der - så vidt jeg kan se - alle lægger op til lettelser for de kriminelle med psykiske diagnoser. Vildt! siger jeg, for én ting er, at forbrydere, der måske i virkeligheden burde have behandlingsdomme, bliver sendt i fængsel, noget andet at glemme eller undskylde de forbrydelser, de har begået. Jeg forstår godt, at Peter Sutcliffe protesterede imod at blive indsat i et almindeligt fængsel efter i 30 år at have ført et hav at psykiatere rundt i manegen, så han kunne få de fordele, en behandlingsdom gav ham. Det var smart, men det var også noget, vi skal gøre, hvad vi kan for at beskytte os imod.

https://www.nzherald.co.nz/world/covid-19-coronavirus-yorkshire-ripper-serial-killer-peter-sutcliffe-dies-aged-74-after-refusing-covid-treatment/EBCWZFKDFFTIE4VWCSA5SSPHLU/ 

 

https://www.execulink.com/~kbrannen/attackps.htm 

 

https://www.thetimes.co.uk/article/peter-sutcliffe-i-knew-she-was-no-prostitute-but-wasnt-bothered-i-just-wanted-to-kill-a-woman-3m6rj5nmz 

 

https://www.islandecho.co.uk/former-parkhurst-prisoner-peter-sutcliffe-dies-aged-74/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-3340330/Yorkshire-Ripper-set-transfer-ordinary-prison-Killer-deemed-no-longer-mentally-ill-31-years-Broadmoor.html 

 

https://www.thesun.co.uk/news/13194939/yorkshire-ripper-supportive-wife/ 

 

https://www.historyextra.com/period/modern/a-brief-history-of-capital-punishment-in-britain/ 

 

https://www.seoghoer.dk/krimi/chok-afsloering-i-dokumentar-er-peter-madsen-mulig-gerningsmand-i-emilie-meng-drabet 

 

https://menneskeret.dk/nyheder/psykisk-syge-faar-lange-domme-retspsykiatrien

 

https://www.bbc.com/news/uk-england-leeds-56593918 

 

Wikipedia

 

"Det sker kun for andre ...."

Anna Marie Hahn var en led kælling, der myrdede den ene gamle og mere eller mindre hjælpeløse mand efter den anden. Antallet kommer ikke op i de astronomiske højder som mange mandlige morderes kvindemord, men de (mindst) fem mænd, hun dræbte med gift for at kunne stjæle deres egendele, blev dobbelt forrådt af hende: hun spillede venligsindet, og de anså hende for at være en ven, der ville lette deres tilværelse i alderdommen. Lettet blev den, men kun for værdier og liv, så hun havde ingen rimelig grund til sine vilde protester imod den dødsdom, hun fik, for den var velfortjent, siden den nu var den højeste straf, dér hvor hun boede, og hun havde myrdet den ene gang efter den anden. 

At dødsstraf i sig selv er noget, man kan diskutere for og imod, er en anden ting, for her gælder det noget andet: selve den kendsgerning, at ingen kommer herfra i levende live, og at vi alle "skylder Vorherre vor død". Det gjaldt også Anna Marie Hahn, selv om det tydeligvis kom bag på hende. Efter hendes begreber var den slag kun noget, der overgik andre, og ikke hende.

Man kan sige, at nogle lægger op til voldsomheder på grund af deres erhverv eller meget upopulære ideer, men de fleste har næppe forventet, at de ville blive myrdet. Mange af dem har sikkert heller ikke kunnet forestille sig, at de døde. De kan selv have dømt andre til døden eller nægtet at bevilge dem den benådning, der kunne have reddet deres liv, men at de selv stod for tur er nok kommet bag på de fleste, der ender livet på denne måde. Jeg vil tro, at denne overbevisning hænger sammen med denne type menneskers tendens til at se alt ud fra deres egne behov. Ud fra deres egen overbevisning er de, så at sige, "fredhellige".

Skuespillerinden Sharon Tate, glad og smuk, formentlig flere år før hun mødte Charles Mansons vanvittige tilhængere og mistede livet under deres mord-orgie. En mulighed, der sikkert slet ikke var faldet hende ind. Tværtimod har hun som gravid måske været så optaget af at skabe liv, at hun har følt, at hun i sin krop har repræsenteret livet som sådant. Noget, der formentlig kan give enhver en stærk fornemmelse af udødelighed.

En mig ubekendt myrdet kvinde ligger dér, bukket sammen og svinebundet. Retfærdigt???? Hvad havde hun gjort, for at ende sådan?????? Sagen er den, at der ikke er nogen retfærdighed i denne verden, kun en masse tilfældigheder, hvoraf nogle er gode for den enkelte - og andre ikke. Det svinebundne offer her er virkelig et offer, og tilfældet har ikke været hende nådig, men morderen har haft "en god dag" ... 

I flere af de programmer, jeg har set om mordofre og deres familier, er der én bestemt replik, der går igen: "Jeg fatter ikke, at det kan ske for os. Den slags sker ellers kun for andre ...." Sagen er den, at de fleste af os nok har den forkerte opfattelse af os selv og den rolle, vi spiller her på jorden, at vi på en eller anden måde er fredet. På en vis måde opfatter vi os selv som jordens centrum, og det er der altså ingen af os, der er. Dybest set er vi alle - lige fra den mindste myre til Albert Einstein - lige og uden nogen form for fortrinsret: naturen holder lige så meget med rovdyret som med det dyr, der bliver dets bytte, medens vi som mennesker ofte reagerer imod f.eks. "den stygge ulv", der dræber den søde, bløde og uskyldige kanin.

OK, der sker måske slemme ting for os, men egentlig opfatter vi det som en "fejltagelse" fra skæbnens side: den slags bør ikke ske for os, selv om det sker for andre. Det er interessant at høre og læse om mordere som f.eks. Anna Hahn, der på vej til deres velfortjente henrettelse, protesterer og kæmper imod noget, de ikke troede kunne ramme dem - eller som f.eks. den afskyelige Ted Bundy - forsøger at forlænge sin fængsling, da han jo er i sikkerhed i fængslet. Det, han lokker med, er nye oplysninger om forbrydelser, han har begået, men som efterforskerne mangler for at få et fuldt overblik. Afgjort en sølle, men forståelig taktik, der imidlertid ikke virkede i Bundys tilfælde, for den 24. januar 1989 oplevede han det, han havde forsvoret ville kunne ske for ham: henrettelsen!

Ja, slut-prut med den infame Ted!!! 

At han også kommer ind i rummet med den elektriske stol, hvid som et lagen og overhovedet ikke så fræk og kæphøj som ellers er også et tegn på hans afvisning af det, der nu også sker for ham: han - ligesom de mindst 36 unge kvinder, han har voldtaget og myrdet - skal dø, for han er hverken udødelig eller "Skæbnens yndling", selv om han troede det.

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2001-5/sygeplejerskers-deltagelse-i-henrettelser

 

http://www.annalsofcrime.com/01-03-2col.htm 

 

https://thecinetalk.com/2021/06/08/diana-lovejoys-life-after-her-imprisonment-what-is-she-doing-now/ 

 

Wikipedia