torsdag den 28. oktober 2021

Tanker omkring lig og dem, der hersker over dem

 

Den 3. januar 1649 blev den engelske konge Charles I (1600-1649) halshugget offentligt i London. Øjenvidner fortæller, at scenerierne omkring denne blodige henrettelse var ret vilde, for flere af de mange tilskuere kæmpede om at nå helt frem i forreste linje. Det var ikke bare nysgerrighed, der drev dem, men også ren og skær blodtørst, for folk dyppede fingre, lommetørklæder eller medbragte klude i kongens blod. Ret sært i vore dage, hvor vi ikke forbinder blodet med de magiske kræfter, man tillagde det før i tiden. Livskraften var noget, man virkelig troede på, og det var denne tro, der ifølge folketroen udgjorde en vigtig del af vampyrernes vandringer blandt de levende. 


Mon alle disse overtroiske personer - dvs. kongens undersåtter!!!!!!!! - ville have ædt ham, hvis de havde fået mulighed for det? Måske ikke, men blodet ville de have, og nogle skaffede sig det så ..... Faktisk kunne kan sige, at disse (dengang) levende mennesker gjorde det, de beskyldte vampyrer for, nemlig at stjæle andres "livskraft" via blodet.


Har dette jernbur været stærkt nok til at holde den formodede vampyr i tømme? Højst sandsynligt, eftersom myterne om vampyrer ikke er andet end lige præcis det: myter og legender. Mærkeligt nok fandtes denne tro på de vandrende og livskraft-stjælende lig dog ikke kun i østeuropæiske, ikke-så-sofistikerede lande, men også i det angiveligt civiliserede og oplyste England, hvor den holdt sig til engang i 1800-tallet. Således har man fundet en eller flere grave med lig, der holdes fast af plovskær, der er hamret ned i brystet på dem: så kan de lære det, kan de, ikke noget fremmed blod til disse balstyrige kadavere!

 

De besynderlige modsætninger i vor behandling af afdøde personer har altid fascineret mig. I død tilstand forvandles den allerfornemste person til en "dukke" uden egen vilje. De efterladte kan gøre med ham eller hende, som deres følelser dikterer dem, for dybest set er der ingen beskyttelse for disse nu døde medborgere. Således er der et spring fra undersåtternes udnyttelse af det kongelige lig ved Charles I's henrettelse til dyrkelsen af de døde, bl.a. gennem fotografikunsten, men på en måde er det det samme: du er død, så du tilhører os! Forestiller tegningen ovenfor et lig? Tjah, det er jeg ikke 100% sikker på, selv om manden står op ad et af de stativer, man ofte forbinder med fotografier af afdøde. Dvs. at dette er et måske-/måske ikke-billede af en situation, som mange før i tiden oplevede på nærmeste hold, når en af deres kære døde, og de bare måtte have et billede til minde om ham eller hende. Velhavende mennesker havde selvfølgelig altid kunnet få foreviget deres kære via malerier, men med fotografikunsten åbnede der sig helt nye muligheder, og dem benyttede mange sig af, selv om resultaterne ofte var uhyggelige. Jeg synes f.eks., at nedenstående billede af et lig i en kiste, der holdes kunstigt oppe, er forstemmende og ikke spor rart. Så hellere huske afdøde, som han lever i ens erindring, end at se ham uden liv og sjæl. Denne døde mand er ret ung, men han har levet et liv, der nu er slut, og det er altså det, man bør mindes, og ikke denne opstablede gengivelse af ham.

Det mærkelige er, at nok er de fleste ikke-forrådnede døde mennesker til at genkende, men der mangler noget - eller er føjet noget til, der forandrer dem. Hvordan det er gået til, hvis liget altså ikke får make-up på, er mig en gåde. Her i landet bruger vi ikke make-up, for vi har ikke åbne kister, men det har de i f.eks. USA, og jeg har hørt, at det vækker sorg og megen bekymring, hvis familien bliver nødt til at lukke kisten, fordi den døde er gået i forrådnelse eller er blevet skadet, så han/hun ikke længere er "pæn". Mit bud på en forklaring er, at så bliver situationen alt for tydelig og kan ikke bortforklares: Mr. XY eller Ms. XX er virkelig død og ser nu ud på en måde, der gør dette tydeligt, hvilket åbenbart opleves som pinligt. Synet overskrider nogle grænser for, hvordan vi - eller vore kære - vil se ud: det er, som det er, men det skal ikke kunne ses, så man pådutter den døde et liv, der rent faktisk er slut ....

Et bevidst uhyggeligt billede, eller var der virkelig nogen, der poserede sådan med et ikke frisk lig af en baby? Når det gælder post mortem-billeder, så er der ikke noget, der kommer bag på mig, for nogle af dem, man ser, er virkelig både makabre og ubegribelige samt - på en vis måde - direkte pinlige. 

Der skal en virkelig stærk kærlighed og indbildningskraft til for at se denne døde kvinde (tv) som den højt elskede søster, man har mistet. Lugt og udseende ville gøre dette umuligt for de fleste nulevende, og hun ville afgjort ikke komme i den "åbne kiste", amerikanerne er så glade for. Den levende søster lader imidlertid til at have accepteret hende som den, hun var i levende live. Kjolen er tydeligvis ny og fin, og hun er vel blevet klædt på af sin søster, så hun kan være præsentabel. At tage dette fotografi frem og mindes den døde i denne tilstand forekommer mig at være en gru uden lige, men også en spot af hende og det, hun er blevet til, selv om billedet formentlig er et udtryk for en smuk og dyb kærlighed, der når ud over døden. Denne type fotografier af døde var især populære i viktoriatiden, og de fungerede som et minde om afdøde, så man gjorde som regel, hvad man kunne for at skabe livagtige scenerier. Det var ikke døden, man ønskede afbildet, men identiteten - sjælen så at sige - på den døde.

I de fleste lig-billeder af både nutidig og fortidig art har man forsøgt at skjule, at det drejer sig om en død person. Billedet ovenfor forestiller en ung mand, der døde for ca. 10-20-30 år siden, og hvis mor dengang har fået hans lig opstillet, som han så ud i levende live, når han gjorde det, han elskede mest, nemlig at spille et bestemt spil. For mig er det en parodi på livet, hvor han fastholdes i en rolle og ikke andet. Det minder mig om en morsom og også perspektivrig film, hvor hovedpersonen Phil Connors (spillet af den herlige Bill Murray) fanges i en form for "tidssløjfe", hvor den samme dag gentager sig om og om igen: "Groundhog Day". Ligegyldigt hvad han gør, så kommer han ikke ud af stedet, og det er sjovt, men samtidig helt igennem forfærdeligt. Den døde, unge mand ved bordet holdes fast i en lignende "tidssløjfe", men uden virkelig at deltage, hvilket Bill Murray som Phil Connors dog kunne og gjorde.

Denne mand ligner formentlig sig selv, som han så ud, da han var i live, for hvis der er en forrådnelse, så kan jeg i hvert fald ikke se det. Hans stive positur og de stirrende øjne kan dog umuligt være det, man ønsker at huske, når man tænker på ham og hans liv. De viser nemlig meget tydeligt, at der er tale om et lig.

Dér sidder de, to levende og én død. Formentlig en familietragedie, hvor den unge, nu afdøde pige stod på tærsklen til den voksne alder, men aldrig kom længere end som så. Meget trist at se den dag i dag, for man fornemmer, hvilket tab dette dødsfald må have været. Forældrene virker stoiske, men der er en vis rørende stemning over billedet, for den døde sidder omfavnet af dem, der holder af hende. Man ville dog ønske, at de havde tænkt på at få et fotografi før deres datters død, hvor hun lignede, hvad hun var i levende live.

Et dødt dyr, der måske mistede livet ved ikke at blive budt ordentlige levevilkår som kæledyr. Den slags har sin egen form for tristhed, for var det uvidenhed eller ligegyldighed, der dræbte dette lille, uskyldige væsen?


Endnu et elsket kæledyr, der er blevet foreviget. Her sker det uden det middel, man ellers ofte har benyttet sig af: udstopning. Hunden ligger på siden, hvilket disse dyr da vist sjældent gør på denne måde. Den hverken er, eller ser levende ud, og det er ikke et minde, der er værd at bevare. Næh, dér foretrækker jeg langt et øjebliksbillede af livsglæde. En hund i denne situation udtrykker virkelig sin personlighed, og det gør de opstablede post mortem-billeder altså ikke.

Når man tænker på krigsbilleder af døde soldater, civilpersoner eller som i Anden Verdenskrig kz-lejrfanger, så er og bliver det rystende. Man er ikke menneskelig, hvis man ikke påvirkes af det, for hvad enten det er fjender eller venner, så er dette mennesker som én selv, og de er blevet udsat for noget komplet uacceptabelt. Jeg føler det samme for mishandlede eller døde dyr, for også det er en hån imod et livsprincip, der bør holdes helligt. Manglen på respekt for døde, der forvandles til "dukker" for vore luner og sære ideer er og bliver en mangel på respekt for livet.


http://www.mdolla.com/2012/05/stiff-pose-victorian-postmortem.html



https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-gor-doden-ved-kroppen 

 

Wikipedia

 

Syndebuk eller skyldig?

 

Kathleen Zellner

For nylig læste jeg noget om, at man regner med, at 4% af alle indsatte i amerikanske fængsler i virkeligheden er uskyldige. Dvs. at ca. 90.000 fanger i USA er havnet i fængsel uden at have gjort noget af det, de er dømt for. En meget foruroligende tanke, og jeg håber virkelig, at det ikke passer, eller at tallet i hvert fald er sat alt for højt. Noget, der kunne tyde på, at der rent faktisk er noget om snakken, og at tallet ikke er sat for højt, er advokaten Kathleen Zellners succes med at få frigivet mennesker, der har været fængslet i flere år for alvorlige forbrydelser. Hun er ikke mindst kendt for sine (foreløbig ikke-succesfulde) anstrengelser for at få sat den morddømte Steven Avery (født den 9. juli 1962) fri, hvilket også hænger sammen med Netflix-dokumentaren "Making A Murderer", der netop handler om hans sag. Der har været skrevet rigtig meget om denne mordsag, fordi der er visse ting inde i billedet, der vel nærmest automatisk vækker en vis mistro til politiets arbejde. Bl.a. en stor erstatning, der nu lader til at være blevet stillet i bero ....

Teresa Halbach
 
Denne sag starter med, at den unge fotograf Teresa Halbach (født den 22. marts 1980) bliver meldt savnet, efter at hun har været ude for at fotografere en bil ved Avery-familiens autoophug. Spørgsmålet er, hvor hun gik hen efter at have udført opgaven, for ingen har hørt fra hende siden da. Hun havde en vane med at påtage sig små-jobs med noget, der kaldes "hurtig-fotografering", hvilket betød, at hun ikke altid meldte tilbage til det bureau, hun var tilknyttet, og hun kan teoretisk set have taget imod en ikke-planlagt opgave, som ingen ved noget om. 


Steven Avery

Da hendes sidst kendte opgave foregik på Avery-familiens autoophug, var det selvfølgelig nærliggende at tro, der var sket noget i forbindelse med dette, så der kom hurtigt fokus på Steven Avery, der boede i en husvogn på grunden. Selv hævdede han, at han havde forladt husvognen for at gå hen til hendes bil og betale hende for hendes service som fotograf, og at hun ikke havde været der, men hans nevø, den 16-årige, noget mentalt tilbagestående Brendan Dassey (født den 19. oktober 1989), satte for alvor gang i kriminalsagen ved at påstå, at hun var blevet kidnappet, voldtaget og myrdet af ham og hans onkel, nemlig bemeldte Steven. En påstand, der understøttedes af den kendsgerning, at resterne af Teresas brændte lig blev fundet på Avery-grundens bålplads. Derfor blev Steven Avery og hans nevø, Brendan Dassey, arresteret i november 2005.


Ingen af de to er ligefrem åndsfyrster, men Brendan har beviseligt en meget lav intelligens, selv om han dog gik i high school. Han er indelukket, virker "sær" og er uden nogen venner, medens hans onkel Steven nærmest virker "bondsk" og meget snu, hvilket også gælder andre i Avery-familien. Én ting er, hvordan de virker, noget andet, hvordan de er, nemlig ikke-rige arbejdere, der klarer sig ved hårdt manuelt arbejde, og hvilket præger dem, også fysisk.


Steven med sine forældre

Sagen syntes klar, da man fandt Teresa Halbachs ligrester på Avery-grunden, men Steven nægter al skyld i forbindelse med hendes død. Det begynder Brendan også på, formentlig da det går op for ham, at hans "tilståelse" ikke betød, at han kunne tage hjem til sin mor og stedfar, og at han nu risikerer livsvarigt fængsel. Videoer af flere rystende forhør af den 16-årige udviklingshæmmede teenager viser, hvordan han blev groft manipuleret af politiet og tilmed også sin egen advokat. Det er betegnende for politiarbejdet omkring denne sag, at sliddet med at finde en anden skyldig slutter, nu hvor man udelukkende fokuserer på Steven og Brendan. Der er dog mange ting, der tyder på, at hverken Brendans påstande eller tilståelse holder vand, for Stevens husvogn - hvor voldtægten og mordet angiveligt fandt sted - bærer ikke præg af sådanne voldsomme forbrydelser. Den burde sejle i blod, men er bare rodet og nusset, uden blodspor.

Dommen sendte både onklen og nevøen i fængsel, Steven på livstid uden mulighed for prøveløsladelse og Brendan med mulighed for en løsladelse som 58-årig. Brendans forsikringer om, at hans påstande kom fra en bog, der vist nok hed "Kiss the girls", og at hverken han eller Steven voldtog og myrdede Teresa, tilsidesættes som bortforklaringer, men der meldte sig dog ret hurtigt en vis tvivl hos diverse velmenende personer, der har fulgt sagen nøje. Man indsendte appel efter appel i begge de dømtes sager, men alle blev fejet af bordet, indtil Kathleen Zellner kom til. 

Hun har specialiseret sig i at efterprøve forkerte domme og har haft held med at få over 20 omstødt, bl.a. dommen over Kevin Fox, der blev anklaget for at have myrdet sin datter, men som blev frikendt og derpå løsladt fra fængslet. I årenes løb har hun indhentet erstatninger på omkring 90 millioner dollars til sine klienter, så hun er ikke en Ms. hvem-som-helst, men en respekteret og frygtet advokat. 

Mange har i årenes løb gjort virkelig meget for at få Steven, men især Brendan frikendt og løsladt, men det er nu heller ikke lykkedes for super-advokaten Kathleen Zellner. Man kan tro på deres uskyld eller lade være, men der er faktisk noget, der virker ENORMT lusket i denne sag, og det er det faktum, at den ligesom bygger på en tidligere sag imod Steven. 

I 1985 blev han fængslet og dømt for voldtægt og mordforsøg på en kvinde ved navn Penny Beerntsen, da hun var ude at jogge. Senere udpegede hun ham som den skyldige, og hans ydre passede godt med det, hun havde fortalt om overfaldsmanden, så ingen tog hans protester imod dommen på 32 års fængsel alvorligt. Sagen var bare den, at han rent faktisk var uskyldig, hvilket blev bevist 18 år senere ved hjælp af DNA-tests. Penny Beerntsen havde taget fejl af ham og en anden, der lignede ham meget i ydre, nemlig Gregory Allen.


Allen til venstre og Avery til højre 

Alle, undtagen politiet, der på et tidligere tidspunkt havde afvist muligheden af, at Gregory Allen havde begået overfaldet, jublede og ønskede Steven til lykke, da han blev løsladt i 2003 efter 18 års fængsel. Det kan heller ikke have glædet ordensmagten, at Steven indgav et krav om en erstatning på 36 millioner dollars for den forkerte dom samt den lange fængsling. Kan det være dette erstatningskrav, der ligger bag det, som efterhånden mange - deriblandt Kathleen Zellner - hævder ikke bare er dårligt politiarbejde i Teresas sag, men også et bevidst forsøg på at bruge Steven som syndebuk i mordsagen? Har politiet - sådan som mange påstår - manipuleret Brendan til at komme med en værre røverhistorie, der nu har sendt både ham og hans onkel i fængsel, og skyldes dette i sidste ende Stevens krav om de 36 millioner dollars i erstatning? 

Det bliver unægtelig spændende at følge Kathleen Zellners arbejde for Steven i den kommende tid, men jeg er såmænd slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at strække sig over flere år, for det er stærke kræfter, hun er oppe imod. Desuden kommer hun med påstande om andre, der kan have myrdet Teresa, der ikke er faldet i god jord, heller ikke i Avery-familien ....

 

https://globalnews.ca/news/2540054/steven-averys-cellmate-he-is-a-disgusting-human-being/

 

https://www.tyla.com/entertaining/53021-brendan-dassey-latest-news-update-20210511 

https://www.tyla.com/entertaining/tv-and-film-news-steven-avery-latest-news-update-20210412

 

https://www.theforgivenessproject.com/stories/penny-beernsten/  


https://eu.postcrescent.com/story/news/2021/08/04/making-murderer-steven-avery-lost-latest-appeal-what-happens-next/5480905001/ 

 

Wikipedia

 

onsdag den 27. oktober 2021

Hævn - og penisser .....

 

En nydelig, men besk dame, hvilket kan ses af hendes smil + blik: hun er ikke til at spøge med, og især ikke hvis hendes ægtemand, brandmand Frank Boronda, søger andre græsgange end dem, hun har udstukket for ham. At han ikke holdt sig på måtten kom ham dyrt at stå, da hun i 1907 skar hans penis af med et enkelt hug, fordi hun mistænkte, at han havde været utro og ville forlade hende. Altså temmelig langt ud med hensyn til bevis og anledning til denne mishandling.

Nok er der ingen tvivl om, at den penis-myrdende Bertha Boronda (1877-1950) gik langt over stregen, men det er der rigtig mange mænd, der også har gjort, bare med andre typer lemlæstelser. For eksempel har denne yndige, unge kvinde fået ødelagt sit ansigt, fordi hun ikke ville have en fyr, hun ikke syntes om. Afslaget ramte hans ego, og han hævnede sig.

Og hvad med denne kvinde, der bliver slæbt afsted af en forklædt mand, formentlig til voldtægt og død? Dette sceneri har vi set beskrevet om og om igen, for også det er en del af virkeligheden, tilmed som noget, der figurerer i mange referater over uopklarede forbrydelser. Det mænd har gjort imod kvinder er nærmest "normaliseret" via film og bøger, men jeg mindes ikke at have set kvinders håndfaste hævn imod mænd fremstillet i andet end tilslørede avisartikler. Beretningen om Bertha Borondas overgreb er dukket op hist og pist på internettet, og der er helt sikkert de kvinder, der gasser sig ved historien. En anden penis-afskærings-sag blev således mødt med glad latter i et TV-program mad mange kvindelige deltagere. Sagt med det samme: jeg er imod forbrydelsen, men jeg forstår til fulde, at kvinder kan føle, som adskillige åbenbart gør ved at høre om den, for vi er ærlig talt trætte af mænds vold imod kvinder.

Efter at have overfaldet og lemlæstet sin mand stak Bertha af, for hun var godt klar over, at den var gal. Tegningen er dog ikke helt korrekt, da hun forklædte sig som mand. Alligevel blev hun fanget og idømt fem års fængsel, hvoraf hun dog kun afsonede to år i San Quentin. Billigt sluppet? Ja, i lyse og klarhovede øjeblikke synes jeg faktisk, at hun slap for billigt både med de fem år og med afsoningen af de to. Ifølge loven dengang kunne hun være blevet dømt meget hårdere, og jeg gad nok vide, om det var sagens pinlige elementer, der styrede juryen og dommeren, der jo alle må have været mænd. 

Berthas ansigtsudtryk viser ingen anger, men kun spotten og ironi, hvilket formentlig hænger sammen med hendes overbevisning om hendes mands forsyndelser. Efter hendes mening fik han, hvad han fortjente, når nu han (måske!!!) var hende utro. Ifølge Frank Borondas vidnesmål var han blevet overfaldet uprovokeret, for "han havde ikke gjort noget ..." Selv om Frank næppe har kunnet deltage i almindelige seksuelle handlinger, blev han imidlertid gift efter sin skilsmisse fra Bertha. Det gjorde den hævngerrige furie, Bertha, mærkeligt nok også, men dette nye ægteskab endte dog også i en skilsmisse.

Den kendteste af penis-afskæringssagerne er formentlig Bobbitt-overgrebet: i 1993 angreb Lorena Bobbitt (født 1969) sin mand, John Bobbitt (født 1967), der lå og sov, efter at han angiveligt havde voldtaget og mishandlet hende. Uden at tøve skar hun hans penis af og smed den væk, men på det punkt havde hun nu forregnet sig, for den blev fundet og sat på igen. Lægeregningerne tårnede sig op og fik John i gang med forskellige hasarderede projekter, der desværre for ham ikke var så profitable, som ventet. Dels startede han et band, "The Severed Parts", dels blev han porno-skuespiller, selv om heller ikke den karriere førte til så meget andet, end at den formentlig boostede hans mandlige ego ved at bevise, at han "skam kunne stadigvæk". Hvad Lorena angår, så slap hun med noget, der ikke engang kan kaldes "et rap over fingrene", for hendes handlinger blev set som selvforsvar, så der skete hende intet. I 1997 blev Lorena imidlertid arresteret for vold imod sin mor, men hun blev frikendt. Nogle år senere kom John alvorligt til skade i en bilulykke.

I 2013 var den gal igen, for da overfaldt Catherine Kieu Becker (født 1962 eller 1963), mishandlede og skar penissen af sin mand, som hun også havde givet sovepiller samt bundet til sengen. Mandens navn er holdt hemmeligt, og han er kun kendt som "John Doe", der er det navn, man altid bruger om ukendte eller anonymiserede mænd i USA.

Hr. "John Doe" var omkring 60 år, da overfaldet fandt sted, hvilket måske har spillet ind, da man besluttede at ikke forsøge en transplantere en ny afskårne penis i stedet for den afhuggede, som Catherine havde smidt i en mekanisk himstregims til knusning af skrald. Dvs. at resultatet af hendes forbryderiske anstrengelser bestod i en lemlæstelse, der gjorde det umuligt for ham at dyrke sex på almindelig vis, men han formåede dog stadig at kunne lade vandet.

Jeg synes altså ikke, det er i orden at gribe til så drastiske hævnmetoder, men samtidig er jeg godt træt af at læse om mænd, der dræber og maltrakterer kvinder. Det er ikke på nogen måde i orden, men jeg forstår glimrende, at nogen kvinder kan føle som disse tre hævntørstige furier. 



https://livetimesng.com/lady-cuts-off-boyfriends-pnis-as-a-punishment-for-cheating-on-her-video-as-viewers-discretion-advised/


https://www.bostonherald.com/2011/07/14/woman-cut-off-husbands-penis-after-fight-over-friends-prosecutors-say/


https://latimesblogs.latimes.com/lanow/2011/07/new-details-emerge-in-case-of-woman-charged-with-cutting-off-husbands-penis.html


https://www.historybyzim.com/2017/08/mug-shots-bertha-boronda/ 

 

https://woldcnews.com/916562/cops-woman-put-mans-penis-through-garbage-disposal/ 

 

https://findery.com/Chung123/notes/ouch reminded me of John and Lorena Bobbitt. 

 

https://www.wikiwand.com/en/Catherine_Kieu 

 

https://medium.com/skeptikai/the-domestic-abuse-double-standard-part-2-a-mans-worth-294005fb28fb 

 

Wikipedia

 

tirsdag den 26. oktober 2021

Else Cederborg-short story (formerly published)

This long, winding staircase was more than she could climb. She stood looking up at it and felt her heart sink into her shoes, already brim full with her swollen feet that always made her waddle like a seasick duck. - Oh, she exclaimed, turning around and looking appealingly at her son.

- All right, he said, a little annoyance in his voice, I shall get it for you. Then he started to climb the stairs, his big frame making it creak at each step. She felt exited, hopeful and at the same time resigned to the message she expected to have from up there where he was now, looking at all the binders with papers, pictures and clippings.

- Here it is, he exclaimed and started back down to her. Three binders. How heavy they are, he said, annoyance in his well moduled voice. His civilization-organ she had called it as it was such a polite and schooled voice, trained to impress voters and journalists.

- Come, she said, pulling his sleeve, let's go to the table and have a look. They cleared a corner of the large table, now littered with papers and scraps of papers. - This is so exciting.

He smiled at her eager face and hurriedly opened one of the binders. - Hm, strange, a lot of envelopes, closed and sealed ... It looks very private indeed.

- Never mind, she said merrily, never mind, he is dead now and all of it belongs to us. She started to tear at the lock of one of the other binders. It was obviously old, but the lock looked new. Like our marriage, she thought. Old meets young ...

The lock gave way and she saw a lot of closed envelopes. - There are some here too, she said, very surprised and a little annoyed. - Well, let's open them.

He didn't look happy at the thouoght. - I think we should bring them to Mr. Caribbean, after all he was his lawyer.

- Mr. Caribbean is a good lawyer, but I was married to your father and night after night I saw him sitting there, browsing his binders without ever telling me what they were about. I want to open those envelopes.

- And if we find something you'll not like?

- I never found anything in that relationship I did like ...

He looked sad and hurt when she said it. - Except you, of course. You were the gem he gave me. But now I want to see those envelopes.

- OK, let's open one each ... He tore at the paper, and then turned the envelope upside-down. Out fell 4-5 photoes, a small tape and a few other objects. She dashed for the photoes, but had to turn them over several times on the table before she realized what they were. Then she let out a sigh and fell to a sloping posture in her chair. He took the photoes from her hand and at first glance he let out a: "Damn creature. How I hate him!"

Her eyes filled with tears, but then she started to tear at another envelope. When it gave way, out fell a small heap of photoes, a tape and a lady's wristwatch. This time she didn't reveal any emotions, just slammed the emptied envelope down on the table with its former contents.

Mother and son sat back, their eyes locking across the binders, the full envelopes and the emptied ones. - And this you wanted to give to the lawyer .... Oh, what are we to do?

Her son's eyes had grown narrow, but also very thoughtful. - I shall never accept to let anyone in on this secret, he said, I have a family and I have a career ...

- Yes, and so had he, she said bitterly. She raised her hand when she saw him ready to talk. He was my husband, our marriage wasn't easy which you know, but I loved him when we married. What he felt I have no idea of, but I honor my own young love. Also, he was your father, from seeing these photoes I wish he wasn't, but that's neither here nor there.

- What do you suggest?

- To destroy all this ...

- But what about the families of these young, missing girls? Shouldn't they know that they are dead and that the murderer is known?

- No, and as you said, you've a family now, should your kids know what kind of a man their grandfather was?

He sat silent for a while. - What about opening all these envelopes, collect the photoes that tell of their death and get them to the police?

She didn't answer, but sat back in her chair and let her eye wander over all the shelves of the library. Suddenly she caught sight of the large full body painting of him in a riding dress, whip in hand. She rose to her feet and went over to have a closer look. His beautiful eyes stared at her from the painting, his handsome looks always made an impression on her, and this time it annoyed her. She bent forward so her face was close to his and then she let herself sink into his eyes. Darkness was what she saw, darkness beyond brown which were the true colour of those eyes. It engulfed her and when she lifted her head, tearing herself away from him, she knew her son was right.

- Yes, she said, they should know, but how?

- I fear they shall find out from the furniture where the torture is, but it must be done. If my Sophie disappeared for years I would want to know ...

- The furniture? Oh, it's gone, the weekend cottage burnt down five years ago, when he wasn't as agile as he had been.

They started to open and browse all the envelopes, then they chose all those that were of the final moments in many, many young women's lives. After doing that they put them into one large envelope, sealed it and then they found a London police station on the map. - This one, she said, turning once more to look at the painting. She felt that those eyes had changed from the darkest black into the colour of the sea when it mirrors the approaching storm.

ALL rights reserved
© EC
 

søndag den 24. oktober 2021

Den fiktive perser, der var jøde

Svineriet - også kaldt Anden Verdenskrig - er da gudskelov slut. Alligevel lever begivenheder og mere eller mindre frivillige deltagere videre i vor fantasi. Vi har bestemt ikke glemt hr. Hitler og hans forbrydelser, der diskuteres ivrigt i mange forskellige sammenhæng. I nogle tilfælde samler fiktionen visse tråde og gengiver stemninger og situationer, der bare føles så rigtige, så sande: sådan var det - og så alligevel ikke, for det er jo altså fiktion bygget på historiske begivenheder ..... 

Gilles spilles af den argentinske skuespiller Nahuel Pérez Biscayart

Sådan har jeg det med den ukrainsk-amerikanske Instruktør Vadim Perelmans film "Persiske lektioner", der handler om en ung jødisk mand ved navn Gilles, der redder livet ved at bilde den tyske lejr-køkkenchef, Hauptsturmführer Klaus Koch, ind, at han er perser og kan lære ham det sprog, der kan hjælpe ham i hans planer om at forlade Tyskland efter krigen. Denne nazistiske tjenestemand har tilsyneladende ingen kvababbelser over at lade andre og mindre fantasifulde eller bare gennem-frække jødiske fanger henrette, men Gilles har han brug for til at få opfyldt sine karriereønsker. Når krigen er slut, ("selvfølgelig efter tysk sejr"), vil han, der også i sit borgerlige liv er kok, nemlig slå sig ned i Iran og åbne en restaurant dér. Denne plan hænger sammen med savnet af den bror, der brød med ham, da han sluttede sig til nazisterne, men som han ved har skabt sig et nyt liv i Teheran. Dvs. at Kochs planer også bygger på et ønske om en genforening med denne mistede bror, der altså har forkastet ham på grund af hans nazistiske holdninger. At blive genforenet med ham virker som et stærkt, men måske ikke erkendt ønske om at vende tilbage til normale tilstande, nemlig fortiden før Hitler, krig og myrdede jøder i den uhyrlige lejr, hvor han altså administrerer køkkenet.


Gilles påstande om, at han ikke er jøde, men perser bygger på hans ejerskab af en persisk grammatik. Uden den ville Koch ikke have troet på ham, og så ville han have fået samme skæbne som de andre jøder, der kom til lejren samtidig med ham. Det er altså udelukkende hans løgne om sin nationalitet, der frelser ham fra henrettelsen, og som gør, at han får en særstatus som sproglærer for Koch. Et sært arrangement, der dog ikke er uden farer, da nogle af både de andre fanger og nazister reagerer imod "kæledæggen Gilles".

Klaus Koch spilles af Lars Eidinger

Hvor Koch først fremtræder som en 100% følelseskold skiderik, forvandles indtrykket af ham i filmens forløb. Man forstår, hvad der driver ham og fatter faktisk en vis sympati for hans bestræbelser på at få sig en ny tilværelse i Teheran. Forbindelsen med Gilles ligner også efterhånden noget, der kan ses som et (forskruet) venskab - og så alligevel ikke rigtig. 
 

Gilles formår at skabe en art fiktivt persisk, der virker som den ægte vare, men ikke er det. Medens nazisterne forsøger at ikke bare udslette jøderne, men også beviserne på deres mord på dem, så bruger Gilles sproget til at fastholde erindringen om navne og begivenheder. Hans "persiske" er nemlig opbygget omkring ofrenes navne, og fordi han husker ord, grammatik, etc., som han altså selv har konstrueret, bliver det ikke opdaget, at det, han lærer Koch, er et selvopfundet erindrings-system. Han gør, hvad han kan for st huske det, tyskerne gør alt for at glemme og skjule for de allierede, der nærmer sig.
 

Koch var ikke nær så vaks, som han selv troede, og det er først, da han befinder sig i Iran under falsk navn og forsøger at gøre sig forståelig på det sprog, Gilles har undervist ham i, at han forstår, at han er blevet narret af den unge jøde. Det er faktisk lige før, man får ondt af ham - i hvert fald til en vis grad, for han er jo nazist og frelste kun Gilles af egoistiske grunde. Man ender med at beklage, at ikke flere jøder var så smarte som denne fiktive "sproglærer". Det ville have pyntet på det grusomme "spil" mellem bødler og ofre i kz-lejrene at klæde nazisterne af på denne måde ....
 
 
 

Kvinder, der komponerer

Clara Schumann

Ja, også før i tiden fandtes der kvinder, der komponerede, men som i musikhistorien typisk nok samles i en ikke-statusgivende særgruppe: "Kvindelige komponister". Ligesom det er tilfældet med de andre grupperinger af kvinder, der skriver eller maler, er også denne selvfølgelig med til at opretholde teorien om, at kvinder, der "gør den slags", er meget specielle og slet ikke spor feminine. I virkeligheden er de - ligesom deres mandlige kolleger - kunstnere inden for et felt, hvor de skaber en form for kunst, samtidig med, at de tilfældigvis er kvinder. Deres specielle erfaringer som kvinder kan have givet dem inspiration, ligesom det sker med kunstnere, der er mænd. Lister over en vis tidsalders forfattere, malere, komponister og musikere bør imidlertid omfatte begge køn samlet og ikke bare det mandlige som en repræsentant for det "normale", medens kvinderne sendes til separate kvindelister. Hvis en person skaber kunst, så er vedkommende kunstnere, ligegyldigt hvilket køn han/hun har.


Forbindelsen mellem kvinder og musik var noget, man kendte langt tilbage i tiden, for antikke vaser viser ikke bare mænd, der musicerer, men også kvinder. Man spørger sig selv, hvad det er for et musikstykke, kvinden spiller? Er det noget, hun kender fra andre, eller har hun selv komponeret det? Vi kan se, at der sker noget i Antikken, men ved desværre ikke, hvad de dybere omstændigheder er. Nok er der tale om en kunstart, der er dokumenteret gennem bl.a. disse vasemotiver, men ellers er den hyllet i glemsel. Noget, der såmænd også gælder de første århundreder efter Kristi fødsel. Kvindebevægelsen i 1970erne fik imidlertid sat fokus på mange af de ting, der var med til at usynliggøre kunstnere af kvindekøn, og i den forbindelse har man fundet flere kvinder tilbage i tiden, der var komponister, men som bare er blevet glemt. (Retfærdigvis må det siges, at det var en skæbne, der også overgik mange mænd). Senere tiders musikere og komponister af kvindekøn er ikke blevet udraderet af den menneskelige erindring på helt samme måde, for de bliver "bare" ignoreret eller skubbet til side som en anomalitet.

At der fandtes kvinder, der ikke bare musicerede, men også komponerede meget langt tilbage i tiden, ved man faktisk udmærket. Formentlig den allerførste kvinde, man har bevarede musikstykker af, er den byzantinske nonne Kassia (810-865). Hun skrev en hel række hymner, der er indgået i den græsk-ortodokse kirkes liturgi. Dvs. at hun har et vist ry som komponist og ikke bare regnes for en mere eller mindre ligegyldig "kuriositet".

Hildegard von Bingen (1098-1179) 

Kirken skabte gode muligheder for kunstnerisk udfoldelse for mange talentfulde kvinder. Det var den tyske abbedisse og mystiker Hildegard von Bingens held, for hun både skrev og komponerede, - når hun da ikke var optaget af sine mange religiøse syner. Blandt Hildegards kompositioner var musikdramaet "Ordo virtutum", men hun var enormt flittig og skrev også bøger om teologi, botanik og medicin. Ud over musikken og alle disse skriverier gjorde hun også sit for at rådgive forskellige folk - høj og lav - pr. brev. Efter sin død blev hun kanoniseret som helgen, hvilket nok mest hænger sammen med hendes mange religiøse visioner, der startede, allerede da hun var tre år gammel.

 Hildegard modtager et syn

Typisk nok var hun næsten totalt glemt, før 800 års-jubilæet for hendes død fik halet hende ud af glemslen i 1979. Pludselig blev hun ikke bare kendt, men også direkte populær, således er der kommet adskillige indspilninger af hendes musik siden da, og hendes liv er blevet studeret og analyseret af mange eksperter. 

Beatrice de Dia

Nogenlunde samtidig med Hildegard von Bingen levede den provencalske grevinde, Beatrice de Dia (1140-1175/1160-1212), der komponerede til sine egne såkaldt høviske digte. Hun er blevet kaldt en "trubadur", formentlig fordi hun  ikke kun skrev kirkelige hymner. Interessant nok lader hun til kun at have været én ud af flere af sin slags inden for samme tidsrum. Dvs. at hvor klostrene gav kvinder gode muligheder for at skabe musik, så kunne særligt begunstigede også gøre det inden for deres eget miljø, nemlig de velhavende, der tilhørte adelstanden ....

Gracia Baptista (ca. 1530-1557) var en spansk nonne, der opnåede den store ære at få en af sine kompositioner for orgel udgivet i 1557. Det var hun formentlig den første, der fik, og hendes eksempel er endnu et bevis på de muligheder, kirken gav kvinder, der udøvede kunst. At være katolik og dermed have mulighed for en klostertilværelse i stedet for ægteskab og børnefødsler har bestemt ikke været det dårligste alternativ for talentfulde kvinder. 

Barbara Strozzi

Da operamusik blev populært i anden halvdel af 1500-tallet, blev der brug for kvindelige sangere, idet disse dog fik skarp konkurrence fra kastratsangerne, der dukkede op i det 16. århundrede, men som senere blev forbudt. Samtidig komponerede kvinder som f.eks. Maddalena Casulana (ca. 1540-83), Francesca Caccini (1587-ca. 1640), nonnen Isabella Leonardo (ca. 1620-1704) og Barbara Strozzi (1620-ca. 1664/1619-1677) også vokalmusik. Noget, der virkelig spillede en rolle mht at gøre en komponist kendt, var udviklingen af trykte noder, der udbredte musikken til andre end de snævre kredse omkring den enkelte kunstner. Desuden opstod der et specielt koncertliv, der også gav komponister mange muligheder.

 Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre 

Konger og adelige stormænd omgav sig med talentfulde folk, fordi disse kunne gøre dem ære. Det gjaldt også Ludvig XIV, hvis protegé, Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre (1664-1729), blev anset for noget helt specielt, ja, nærmest et unikum. Han opmuntrede hende på alle måder, og hun brillerede med kompositioner såvel som musiceren. Det lader til, at hun som musiker især havde et talent for improvisationer, bl.a. på orgel. Som komponist skrev hun musikken til en opera, en ballet, foruden meget andet. 

P. Klæstrups Visekælling. Tegning fra 1800-tallet
 
De fleste kvinder optrådte som sangere og ikke som komponister af de symfonier og koncerter, mændene brillerede med. Det gav imidlertid også arbejde til andre samfundsklasser end dem, man fandt ved hoffet, sådan som det kan ses af ovenstående tegning af en "visekælling". Har hun selv skrevet ord og musik, eller er det noget nedarvet, hun har taget op? Det er der vist ingen, der ved, men det har forhåbentlig givet hende til dagen og vejen.


Man kan spørge sig selv, "hvor var den kvindelige Mozart?", og hun fandtes åbenbart ikke, men der var dog et par stykker, der komponerede klaverkoncerter og vokalværker for solister, kor og orkester. En af dem var den østrigske Marianne Martinez (1744-1812), der har fået flere af sine værker indspillet i nutiden. En anden var den nok mere kendte Maria Theresia von Paradis (1759-1824), der var blind fra sin tidligste barndom. Hun var beundret af mange og direkte populær i samtiden. Man mener, at Mozart har skrevet et af sine musikstykker til hende, men hun komponerede også selv.
 

Maria Theresia von Paradis
 
Den franske Louise Farrenc (1804-75) var en super-flittig komponist, der gjorde sig gældende inden for de fleste musikgenrer, men det var mest hendes kammer- og klavermusik, der var kendt. I Frankrig var hun beundret, men i Tyskland mødte hun den specielle modstand, der bunder i den misofyni, som mange kunstnere af kvindekøn blev ofre for. Man anså det for "ukvindeligt" samt grænseoverskridende på en unaturlig og dermed forkastelig måde. De samme problemer kom en anden komponist, nemlig Louise Adolpha Farrenc (1850-1927) ud for, og denne holdning løber faktisk som en rød tråd gennem den samlede historie om kvinder og kunst.


Kvindelige komponister i Danmark: udvalg (gengivet fra Den Store Danske)

  • Maria Theresia Ahlefeldt (født prinsesse af Thurn und Taxis), 1755-1810
  • Emma Hartmann (født Zinn), 1807-51
  • Cora Petersen (født Nyegaard), 1812-91
  • Caroline Recke-Madsen (født Lumbye), 1833-1901
  • Johanne Fenger, 1839-1913
  • Sigrid Henriette Wiencke (født Stadfeldt), 1819-1907
  • Nanna Liebmann (født Lehmann), 1849-1935
  • Tekla Griebel Wandall (født Griebel), 1865-1940
  • Hilda Sehested, 1858-1936
  • Nancy Dalberg (født Hansen), 1881-1949
  • Benna Moe, 1897-1983
  • Irene Osiander, 1903-80
  • Else Marie Pade, 1924-2016
  • Gudrun Lund, f. 1930
  • Birgitte Alsted, f. 1942
  • Helle Norup, f. 1947
  • Hanne Rømer, f. 1949
  • Anne Linnet, f. 1953
  • Christina Wagner Engberg (født Wagner Smitt), f. 1960
  • Eva Noer Kondrup, f. 1964
  • Bodil Heister, f. 1952

 

https://nordicwomensliterature.net/da/2011/01/04/hvorledes-jeg-kvaeder-visen-frem/ 

 

http://oboeclassics.com/~oboe3583/ambache/wGuerre.htm

 

https://www.telegraph.co.uk/news/2018/01/26/bbc-revives-works-lost-women-composers-help-redress-historic/ 

 

https://denstoredanske.lex.dk/kvindelige_komponister 

 

https://sciodoo.de/kassia-vikings/# 

 

https://www.capradio.org/classical/classical-music/2021/03/01/classical-music-030121/?__cf_chl_jschl_tk__=pmd_Ss8yoRkx9dB8xqNLDrllKGATYqj4xAAm5GHjLU9sna8-1635011165-0-gqNtZGzNApCjcnBszQhl


https://theo.kuleuven.be/apps/press/theologyresearchnews/2020/08/17/manuscripts-hildegard-von-bingens-visions-in-the-dendermonde-codex/

 

Wikipedia

 

lørdag den 23. oktober 2021

"Du er altså HELT FORKERT dernede ...."

Lige for tiden er det moderne med en stor bagdel. Jeg tror, at det er reality-stjernen Kim Kardashian, der har været forbillede på området på samme måde, som Audrey Hepburn i sin tid fik skabt tynd-som-et-kosteskaft-trenden. Før det tynde look, var begrebet "en smuk pige" lig med en kvinde med tydelige ottetals-kurver, der måske nu vil blive set som "deller". Sådan en anerkendt og beundret skønhed fra tidligere tider vil nemlig muligvis blive anset for "buttet" eller direkte "tyk" af nutiden, for hun bliver bedømt ud fra modedirektiver, der ville have været hende og hendes samtidige fremmede. Meget uretfærdigt faktisk ....

Annoncerne svinger med moden, og vi lader os ofte rive med af deres lokketoner. At få opmærksomhed af det modsatte køn regnes jo for "livets salt" af de fleste. I virkeligheden er modens levetid af ret begrænset varighed, og inden længe kan trenden svinge fra numser til barme, sådan som det var før de supertynde modellers tid.

Én ting er den synlige del af kroppen og dens former, noget andet det, der stadig gemmes bag tøjet af såkaldte "anstændighedsgrunde". Mænd kan drømme om at få en større penis, og der er formentlig også "kure" og teknikker, der foregøgler dem, at der er midler, der kan give dem lige præcis det, de ønsker. Baggrunden for dette ønske er, at en sådan stor legemsdel repræsenterer en høj grad af "maskulinitet". Disse mænds ideal er måske pornostjernen John Holmes, hvis organ med sine 38 cm blev regnet for enormt. Denne naturens gavmildhed gav ham imidlertid problemer med tyngdekraften, selv om han nåede at indspille mange porno-film, før organet skvattede endeligt sammen.

John Holmes  

Hvad kvinders nedre dele angår, så er der kulturer, hvor hymen regnes for et must: jomfrudom er vejen frem for en ærgerrig pige, og er den mistet før brylluppet, så er gode råd dyre. Faktisk i bogstaveligste forstand, da kun velhavende kvinder har råd til en hymen-rekonstruktion, der kan give dem den tabte mødom tilbage. I vores vesterlandske kultur har en hymen ikke den store betydning, men det har den som sagt nogle andre steder på vor fælles planet, så nogle speciallæger lever fedt af at rekonstruere den hos bekymrede piger af anden etnisk oprindelse. 

Alt det der med "hymens lænker" er for os at se noget fortidigt vrøvl, og der er såmænd også visse diskussioner, om hvorvidt der overhovedet findes sådan et indre fysisk "låg", der sladrer om tidligere erfaringer ved ikke at reagere, som myten foreskriver, nemlig ved at bløde. Eftersom det drejer sig om noget indvendigt, kan der sikkert snydes med tilstedeværelsen på både den ene og den anden måde, da ingen umiddelbart har set den. For mig at se skaber dette en naturlig forskel på det synlige og det usynlige, idet det gør hymen-rekonstruktioner til en unik operation.

Hvad det ydre angår, så kan ALT tilsyneladende "forskønnes", så de forskellige legemsdele lever op til modens krav. Fjern fedt, få fedt - nemlig i form af Botox - stram eller løs op, men gør noget, for ellers forbliver du "grim". Egentlig en ret grov påstand om noget, der reelt set dikteres af moden i stedet for af funktionen. 

Jeg er f.eks. ikke vild med de tatoveringer, der er blevet moderne til alle køn, selv om nogle af dem kan være virkelig flotte. De er skabt som følge af en modedille, og om nogle år forkastes de såmænd nok for en ny bølge af skønhedsdiller, for så skal man nok være glat uden "kruseduller" af nogen art. Når/hvis det sker, vil der være mange, der forsøger at få dem fjernet, hvilket er lettere sagt end gjort, især når det gælder de tatoveringer, hvor der er rigtig mange farver ....

Jep, mere intimt end dette kan det næsten ikke blive, for her fokuseres der på synlige, men - af "anstændighedsgrunde" - skjulte områder. Ikke bare den stort set usynlige vagina med hymen kan få en omgang under kirurgens kniv, men også de ydre dele af kvindens kønsorganer, nemlig det, man kalder vulva. 

Nogenlunde sådan ser en kvindes vulva ud. Det er den, manden møder, og som mange har farverige og ikke altid smigrende navne for. Ét af disse går på, at vulva ligner "en dårlig østers", og at den "lugter af fisk". Til det kan jeg kun sige, at hvis dette er tilfældet, så ville den naturlige reaktion fra manden være et begejstret udbrud, for begge dele har afgjort den naturgivne funktion at lokke ham til. 


Desværre er der mange mænd, der udbreder sig om, "hvor ulækker og ildelugtende" dette fantastiske organ er, vel at mærke uden at vedkende sig homoseksuelle tendenser. For mig er det et bevis på, hvor forkvaklet både de samt kønslivet i patriarkatet er. Det triste er, at det er kvinders selvopfattelse også. Mange opfatter deres kønsorganer som meget problematiske, fordi de ikke er tro kopier af venindernes. Det, der støder dem - og formentlig også deres mand eller kæreste (?) - er ofte "hængende skamlæber", hvilket selvfølgelig er lige præcis det, de specialiserede kirurger står parat til at fixe for en pæn sum penge. 

Det stødende objekt er de indre skamlæber, der omkranser indgangen til skeden/vagina. Mange kvinder føler, at netop deres er grimme og frastødende, fordi de forekommer dem alt for store. Kirurgerne vil gerne have sådanne patienter, hvilket dog ikke beviser, at de anstødelige læber er "forkerte" på nogen måde. Det er trist, at kvinder evig og altid skal præpareres med forestillinger om, at de ikke slår til, er grimme eller "forkerte", for det er en løgn, der er med til at fastholde et system, der burde have været styrtet for længe siden. Ergo, damer, det er noget fis, og det burde ikke influere jer og påvirke jeres dømmekraft. 



https://www.dr.dk/nyheder/indland/nyt-projekt-kvinder-faar-maalt-skamlaeberne


https://www.self.com/story/labia-surgery-facts


from-current-premisesand-needs-your-help 

 

https://www.nhs.uk/conditions/cosmetic-procedures/labiaplasty/ 

 

https://www.mycme.com/courses/breast-implant-illness-whats-the-evidence-7558?utm

 

https://politiken.dk/kultur/art4899128/35-cm-i-frit-fald 

 

https://mylooks.dk/behandlinger/ny-m%C3%B8dom-hymenrekonstruktion/ 

 

Wikipedia