Den 3. januar 1649 blev den engelske konge Charles I (1600-1649) halshugget offentligt i London. Øjenvidner fortæller, at scenerierne omkring denne blodige henrettelse var ret vilde, for flere af de mange tilskuere kæmpede om at nå helt frem i forreste linje. Det var ikke bare nysgerrighed, der drev dem, men også ren og skær blodtørst, for folk dyppede fingre, lommetørklæder eller medbragte klude i kongens blod. Ret sært i vore dage, hvor vi ikke forbinder blodet med de magiske kræfter, man tillagde det før i tiden. Livskraften var noget, man virkelig troede på, og det var denne tro, der ifølge folketroen udgjorde en vigtig del af vampyrernes vandringer blandt de levende.
Mon alle disse overtroiske personer - dvs. kongens undersåtter!!!!!!!! - ville have ædt ham, hvis de havde fået mulighed for det? Måske ikke, men blodet ville de have, og nogle skaffede sig det så ..... Faktisk kunne kan sige, at disse (dengang) levende mennesker gjorde det, de beskyldte vampyrer for, nemlig at stjæle andres "livskraft" via blodet.
Har dette jernbur været stærkt nok til at holde den formodede vampyr i tømme? Højst sandsynligt, eftersom myterne om vampyrer ikke er andet end lige præcis det: myter og legender. Mærkeligt nok fandtes denne tro på de vandrende og livskraft-stjælende lig dog ikke kun i østeuropæiske, ikke-så-sofistikerede lande, men også i det angiveligt civiliserede og oplyste England, hvor den holdt sig til engang i 1800-tallet. Således har man fundet en eller flere grave med lig, der holdes fast af plovskær, der er hamret ned i brystet på dem: så kan de lære det, kan de, ikke noget fremmed blod til disse balstyrige kadavere!
De besynderlige modsætninger i vor behandling af afdøde personer har altid fascineret mig. I død tilstand forvandles den allerfornemste person til en "dukke" uden egen vilje. De efterladte kan gøre med ham eller hende, som deres følelser dikterer dem, for dybest set er der ingen beskyttelse for disse nu døde medborgere. Således er der et spring fra undersåtternes udnyttelse af det kongelige lig ved Charles I's henrettelse til dyrkelsen af de døde, bl.a. gennem fotografikunsten, men på en måde er det det samme: du er død, så du tilhører os! Forestiller tegningen ovenfor et lig? Tjah, det er jeg ikke 100% sikker på, selv om manden står op ad et af de stativer, man ofte forbinder med fotografier af afdøde. Dvs. at dette er et måske-/måske ikke-billede af en situation, som mange før i tiden oplevede på nærmeste hold, når en af deres kære døde, og de bare måtte have et billede til minde om ham eller hende. Velhavende mennesker havde selvfølgelig altid kunnet få foreviget deres kære via malerier, men med fotografikunsten åbnede der sig helt nye muligheder, og dem benyttede mange sig af, selv om resultaterne ofte var uhyggelige. Jeg synes f.eks., at nedenstående billede af et lig i en kiste, der holdes kunstigt oppe, er forstemmende og ikke spor rart. Så hellere huske afdøde, som han lever i ens erindring, end at se ham uden liv og sjæl. Denne døde mand er ret ung, men han har levet et liv, der nu er slut, og det er altså det, man bør mindes, og ikke denne opstablede gengivelse af ham.
Det mærkelige er, at nok er de fleste ikke-forrådnede døde mennesker til at genkende, men der mangler noget - eller er føjet noget til, der forandrer dem. Hvordan det er gået til, hvis liget altså ikke får make-up på, er mig en gåde. Her i landet bruger vi ikke make-up, for vi har ikke åbne kister, men det har de i f.eks. USA, og jeg har hørt, at det vækker sorg og megen bekymring, hvis familien bliver nødt til at lukke kisten, fordi den døde er gået i forrådnelse eller er blevet skadet, så han/hun ikke længere er "pæn". Mit bud på en forklaring er, at så bliver situationen alt for tydelig og kan ikke bortforklares: Mr. XY eller Ms. XX er virkelig død og ser nu ud på en måde, der gør dette tydeligt, hvilket åbenbart opleves som pinligt. Synet overskrider nogle grænser for, hvordan vi - eller vore kære - vil se ud: det er, som det er, men det skal ikke kunne ses, så man pådutter den døde et liv, der rent faktisk er slut ....
Et bevidst uhyggeligt billede, eller var der virkelig nogen, der poserede sådan med et ikke frisk lig af en baby? Når det gælder post mortem-billeder, så er der ikke noget, der kommer bag på mig, for nogle af dem, man ser, er virkelig både makabre og ubegribelige samt - på en vis måde - direkte pinlige.
Der skal en virkelig stærk kærlighed og indbildningskraft til for at se denne døde kvinde (tv) som den højt elskede søster, man har mistet. Lugt og udseende ville gøre dette umuligt for de fleste nulevende, og hun ville afgjort ikke komme i den "åbne kiste", amerikanerne er så glade for. Den levende søster lader imidlertid til at have accepteret hende som den, hun var i levende live. Kjolen er tydeligvis ny og fin, og hun er vel blevet klædt på af sin søster, så hun kan være præsentabel. At tage dette fotografi frem og mindes den døde i denne tilstand forekommer mig at være en gru uden lige, men også en spot af hende og det, hun er blevet til, selv om billedet formentlig er et udtryk for en smuk og dyb kærlighed, der når ud over døden. Denne type fotografier af døde var især populære i viktoriatiden, og de fungerede som et minde om afdøde, så man gjorde som regel, hvad man kunne for at skabe livagtige scenerier. Det var ikke døden, man ønskede afbildet, men identiteten - sjælen så at sige - på den døde.
I
de fleste lig-billeder af både nutidig og fortidig art har man forsøgt at skjule, at det drejer sig om
en død person. Billedet ovenfor forestiller en ung mand, der døde for ca. 10-20-30 år siden, og hvis mor dengang har fået hans lig opstillet, som han så ud i levende live, når han gjorde det, han elskede mest, nemlig at spille et bestemt spil. For mig er det en parodi på livet, hvor han fastholdes i en rolle og ikke andet. Det minder mig om en morsom og også perspektivrig film, hvor hovedpersonen Phil Connors (spillet af den herlige Bill Murray) fanges i en form for "tidssløjfe", hvor den samme dag gentager sig om og om igen: "Groundhog Day". Ligegyldigt hvad han gør, så kommer han ikke ud af stedet, og det er sjovt, men samtidig helt igennem forfærdeligt. Den døde, unge mand ved bordet holdes fast i en lignende "tidssløjfe", men uden virkelig at deltage, hvilket Bill Murray som Phil Connors dog kunne og gjorde.
Denne mand ligner formentlig sig selv, som han så ud, da han var i live, for hvis der er en forrådnelse, så kan jeg i hvert fald ikke se det. Hans stive positur og de stirrende øjne kan dog umuligt være det, man ønsker at huske, når man tænker på ham og hans liv. De viser nemlig meget tydeligt, at der er tale om et lig.
Dér sidder de, to levende og én død. Formentlig en familietragedie, hvor den unge, nu afdøde pige stod på tærsklen til den voksne alder, men aldrig kom længere end som så. Meget trist at se den dag i dag, for man fornemmer, hvilket tab dette dødsfald må have været. Forældrene virker stoiske, men der er en vis rørende stemning over billedet, for den døde sidder omfavnet af dem, der holder af hende. Man ville dog ønske, at de havde tænkt på at få et fotografi før deres datters død, hvor hun lignede, hvad hun var i levende live.
Endnu et elsket kæledyr, der er blevet foreviget. Her sker det uden det middel, man ellers ofte har benyttet sig af: udstopning. Hunden ligger på siden, hvilket disse dyr da vist sjældent gør på denne måde. Den hverken er, eller ser levende ud, og det er ikke et minde, der er værd at bevare. Næh, dér foretrækker jeg langt et øjebliksbillede af livsglæde. En hund i denne situation udtrykker virkelig sin personlighed, og det gør de opstablede post mortem-billeder altså ikke.
Når man tænker på krigsbilleder af døde soldater, civilpersoner eller som i Anden Verdenskrig kz-lejrfanger, så er og bliver det rystende. Man er ikke menneskelig, hvis man ikke påvirkes af det, for hvad enten det er fjender eller venner, så er dette mennesker som én selv, og de er blevet udsat for noget komplet uacceptabelt. Jeg føler det samme for mishandlede eller døde dyr, for også det er en hån imod et livsprincip, der bør holdes helligt. Manglen på respekt for døde, der forvandles til "dukker" for vore luner og sære ideer er og bliver en mangel på respekt for livet.
http://www.mdolla.com/2012/05/stiff-pose-victorian-postmortem.html
https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-gor-doden-ved-kroppen
Wikipedia
