"Livet som lig": Kristeligt Dagblad, 2014

Det sker, at jeg gennemgår nogle af mine gamle udgivelser, som jeg derefter "genopliver" ved at poste dem her på det, der har været min blog i adskillige år. Nu er tiden kommet til en kronik fra 2014: "Livet som lig", Kristeligt Dagblad, den 14. november. Noget af stoffet fra denne kronik er før indgået i andre artikler, men her er den samlet:

Et ordentligt bump mod ruden og en meget død due satte tankerne i gang hos dagens kronikør. For hvad er det lige, der sker, når døden indtræffer? Sært nok tildeles man som død et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv.
ORLEDEN MORGEN da jeg sad og hyggede mig med min morgenkaffe, lød der et ordentligt bump, fordi en due fløj direkte ind i ruden over for mig. Selvom lyden var skræmmende, var det dog værre at se den afsjælede fugl ligesom glide ned ad ruden for derefter at ende i buskadset nedenfor.

Det værste var afgjort det pludselige og ganske uventede i selve dødsfaldet. Nok ved man, at døden kan komme som lyn fra en klar himmel, men én ting er at vide det, noget andet at se det bevist på en så håndfast måde. Da jeg gik ned for at tjekke, om duen nu også var rigtig død, kom jeg igennem gården, der denne morgen var fyldt op med et helt møblement. Ups, tænkte jeg, der er vist en, der har sluppet håndtaget, og nu bliver lejligheden ryddet. Alt dette udgjorde for kort tid siden et medmenneskes hjem, men var nu skrald. På en vis måde ligesom afdøde selv, idet vedkommende nu befandt sig i den mellemtilstand, hvor man er et ”lig”, og hvor ens allersidste opgave består i at lade sig skaffe af vejen én gang for alle. Cirklen sluttes så at sige, idet man bevæger sig fra ufødt til født og derpå til ”lig”. Sært nok tildeles man som død imidlertid et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, ”mit/dit lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv. 

Nå, men duen viste sig (heldigvis?) at være stendød og lod sig derfor skaffe af vejen som skrald. På vejen tilbage gennem gården så jeg, at de første ”ådselsgribbe” allerede var mødt op. Jeg genkendte dem på min egen reaktion, da mit blik automatisk zoomede ind på blandt andet en pæn standerlampe, der nu var blevet til affald. MINE MED-GRIBBE OG JEG udvekslede et par mistroiske og griske øjekast, idet vi tvang os selv til et høfligt ”god morgen, dejligt vejr i dag!”. Ingen af os sagde mere, men da der dukkede endnu en interesseret ”grib” op, spurgte jeg, om han vidste, hvem der var død. Det gjorde han ikke, men en af de først ankomne ”gribbe” kom med et muntert ”ja, hér finder man ham i hvert fald ikke, for vi har været det hele igennem - ha, ha, ha!”.

Nej, tænkte jeg på vej op, det gør man vel ikke, for nu er han/hun på vej videre i processen med at få forvandlet sit lig til en pæn og acceptabel, det vil sige usynlig eksborger. Noget, der paradoksalt nok giver liv til en hel industri, hvor der beskæftiges alt fra læger, patologer, bedemænd, balsamører/sminkører, gravere, kirkegårdsbetjente, blomsterhandlere, præster og politifolk. Når det går rigtig hedt til, giver et dødsfald også nyt liv til pressen, men så skal det også være noget særligt, hvor ”(grav-)jord” rimer på ”mord”.

Visse steder, hvor man går meget op i at bevare liget bedst muligt, får folk, der kender balsameringens kunst, til dagen og vejen ved at opretholde en illusion af evigt liv. Det skete for eksempel i tilfældet med Eva Pern, men inden da blev også andre prominente lig bearbejdet efter alle kunstens regler. Således er der velbevarede mumier både i og uden for Egypten, men også fint dekorerede skeletter som de 19 juvelklædte ukanoniserede ”helgener”/”martyrer” fra Sankt Deodatus (Rheinau, Schweiz).

MAN SPØRGER sig selv, hvordan nogen kan få den skøre idé at overdænge disse for længst afdøde og tilmed tvivlsomme kirkelige dignitarer med kostbare juveler i en verden, hvor levende mennesker sulter. En ting er, at den lille, italienske pige Rosalia Lombardo (1918-1920), blev mumificeret, da hun døde af lungebetændelse, så hun den dag i dag ser forbløffende levende ud, noget ganske andet at udstyre en flok skeletter med kroner og sceptre, guldkæder og så videre.

Hvad Rosalia Lombardo angår, så blev hun balsameret af en af datidens fremragende balsamører, nemlig Alfredo Salafia, og derpå lagt i gravkapellet på Sicilien, hvor hun stadig ligger, men ikke i den oprindelige kiste. Sagen er nemlig den, at man for nogle år siden opdagede, at det snart 100-årige lig var ved at blive indhentet af tidens tand. Den gik jo ikke, for hvad enten hun er i live eller ej, så er hun nu blevet en turistattraktion. Himmel og hav blev sat i bevægelse for at redde den afdøde tumling, hvis to-årige jordeliv var blevet forlænget af balsameringskunsten.

Efter at man har set billeder fra nazisternes koncentrationslejre er det nu, som om det én gang for alle er blevet gjort klart for moderne mennesker, at død er død, og at intet kan gøre den ugjort. Sagen er bare den, at hver enkelt afdøde person kan betyde virkelig meget for de efterladte. På den ene side ved de, at der reelt set er tale om det, den omkomne due blev for mig, nemlig skrald, på den anden side vil de naturligvis til enhver tid nægte at behandle deres døde slægtninge eller venner som noget sådant. Liget både er og er ikke den person, det var i levende live, og man ønsker at behandle det ud fra en følelse af, at det eksisterer som individ - selv i død tilstand.

Når man står ved dødslejet og betragter det, der måske for et kort øjeblik siden var det vigtigste i ens liv, er det da også umuligt at se dette øjeblik som det første i en proces, hvor afdøde går fra en elsket og levende person til et anonymt skelet eller en dynge aske. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, også hvad os selv angår, hvilket nok er det allersværeste at forstå.

Mange sproglige udtryk narrer os også til en bagatellisering af dødsprocessen. Det gælder sådan noget som ”det bliver min død”, for det handler jo ikke om døden. Man misbruger udtrykket til at forstærke en erklæring om noget helt andet. Sådan er det også med ”dødlækker”, hvilket er et grotesk begreb, når man tænker på modsætningen mellem noget reelt lækkert og et lig, der jo ikke bevarer charmen ret længe.

Når man taler om selve dødsfaldet, bruger man ofte udtryk som for eksempel: ”han/hun tabte kampen”, der giver et falsk indtryk af, at hvis bare man kæmper længe og ihærdigt nok, så kan man besejre døden. Noget, der som bekendt og ifølge traditionen kun er lykkedes for én, nemlig Kristus ...

DØDSTRADITIONER er centrale i de fleste religioner, men er ofte bizarre eller direkte stødende for anderledes tænkende. Jeg kan for eksempel ikke lide at se knogler og hele skeletter, der bruges som udsmykning. Kapucinerkirken Santa Maria delle Concezione i Rom er måske den kendteste med knogleopstillinger. Her finder man resterne af cirka 4000 afdøde gejstlige, men der er andre kirker med endnu flere.

Jeg reagerer også imod kunstneriske galninge som Günther von Hagen og hans plastinerede lig. Det er mig umuligt at acceptere, at døde mennesker forvandles til brikker i et kunstnerisk puslespil. Engang var de hr., fru eller frk. X, og nu er de blevet til plastik-kødtrofæer eller til klodser.

Her må jeg dog indrømme. at når jeg går imod knogleopstillinger og plastinerede lig, så skyldes det nok, at jeg inderst inde har en forventning om at genfinde individet, men at disse ”kunstværker” beviser for mig, at det virkelig er udslettet. Hr., fru eller frk. X findes ikke mere, for de er blevet til tavse, manøvrérbare brikker i et religiøst eller kunstnerisk puslespil.

H.C. Andersen er lige så død som hr., fru eller frk. X, men hvis man halede ham op af graven og puttede ham i en benpyramide sammen med Søren Kierkegaard, Herman Bang, Karen Blixen og Tove Ditlevsen, så ville det næppe gå stille af. Assistens Kirkegård slap godt fra at bryde gravfreden og flytte et stort antal lig for at give plads til metroen, men den gik nok ikke med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

De fine, fornemme eller berømte afdøde beskyttes nemlig i deres grave, men der er dog undtagelser. For eksempel blev Henrik V's dronning, Katherine af Valois (1401-1437), udsat for en noget ureglementeret behandling efter sin død. Hendes barnebarn, Henrik VII, der foretog forskellige forandringer af Westminster Abbey, anbragte nemlig hendes balsamerede lig i en primitiv kiste og overlod det til almen beskuelse i over 200 år.

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/2014-11-14/livet-som-lig 

 

Det gør så dejligt ondt .....

 

Det dér med masokisme, hvor folk synes, det er noget så dejligt, når det gør ondt, har jeg svært ved at forstå, men sådan er det altså for nogen. Ligesom, der også findes andre, der nyder at få det til at gøre ondt på andre, hvilket jeg hverken forstår eller har nogen form for billigelse af. At nogle mennesker selv ofte opsøger dem, der får det til at gøre ondt på dem, accepterer jeg, men med en skuldertrækning, for det er mig dybest set ubegribeligt om end ikke forkasteligt. Dvs. at jeg forkaster sadisme som noget, man oftes møder i forbindelse med horrible forbrydelser, og som har haft forfærdelige konsekvenser for mennesker, der ikke deltager frivilligt. Er det en del af et erotisk spil, hvor begge parter er enige, accepterer jeg det som noget meget underligt, men dog ikke forkasteligt. Hvad masokisme angår, så accepterer jeg det som noget meget mærkeligt og mig komplet fremmed. Jeg indrømmer altså, at jeg ikke forstår nogen af delene fuldt ud, og at jeg derfor har visse forbehold.

Hvad begreberne angår, så er modsætningen til "masokisme" altså "sadisme", og det er knyttet til den franske adelsmand Donatien Alphonse Francois Sade (1740-1814). Han havde tydeligvis en vildtvoksende psyke og søgte seksuel tilfredsstillelse gennem det, der er opkaldt efter ham, og som vi forstår ved "sadisme". Man må sige, at han på alle måder var en meget interessant mand, der gjorde sig som filosof, politiker og forfatter. Nogle af hans mange værker udkom under hans eget navn, men andre kom anonymt, og mange af disse benægtede han - mere eller mindre forgæves - at have skrevet. 

Hans krav om total erotisk frihed for individet virker naivt på mig, for det er nu engang sådan, at det, der er den enes "frihed", meget ofte er den andens fængsel. Dette ses bl.a. i hans teorier om "statsbordeller", hvor man(-den) kunne føre sine mere eller mindre absurde lyster og lidenskaber ud i livet, tilmed gratis, nemlig på statens regning. At man ikke kan gøre dette uden samtidig at undertrykke eller mishandle de personer (: kvinder!!!), der er tilknyttet bordellerne, faldt ham åbenbart ikke ind: altså en typisk aristokratisk og mandschauvenistisk tankegang, hvor nogle mennesker angiveligt eksisterer for at tjene andre, men ikke selv har nogen virkelig eksistens. Det, han håbede på/regnede med, var nok, at "unaturligt dydige", men seksuelt tiltrækkende kvinder ville "se lyset" og blive forvandlet til ikke bare villige, men også smask-liderlige deltagere i de orgier, han drømte om.

Marki de Sade tilbragte ialt omkring 32 år i fængsler og på sindssygehospitaler, og mange af hans værker blev skrevet, medens han var indsat. Man kan dog undre sig over, at han, der jo var adelsmand på et tidspunkt, hvor dette kunne betale sig for magtgriske personer, blev straffet på denne måde for noget, der så vidt vides aldrig blev til andet end fantasier om det, han kunne tænke sig at gøre, og som han syntes, andre burde tage del i. Når jeg læser om ham veksler jeg mellem forargede fnys og vilde latterkramper, for basalt set er hans drømme om det, der vel er "evige orgasmer", umulige at realisere fysisk for en mand. Teoretisk set ville en kvinde være i stand til at føre hans drømme ud i livet, men med flere mandlige partnere, efterhånden som potensen svigter de enkelte mænd. Mon han har tænkt på dette, eller har han været frustreret over det?

Masokismens besynger var Leopold Ritter von Sacher-Masoch (1836-1895), altså en fyr, der blev født omkring 100 år senere end Marki de Sade. Også han var adelsmand, men østriger og ikke franskmand. I sin levetid udgav han mange værker af forskellig art - bl.a. anti-antisemitiske, idet han støttede jøderne og deres stilling i det, der jo blev jødehaderen Hitlers fødested. Mange af Leopolds værker er ikke blevet oversat, f.eks. til engelsk, så hans berømmelse hviler på ret få værker, selv om han var en flittig skribent. Skyldes dette, at tanken om masokisme forekommer de fleste endnu mere fremmed end tanken om sadisme? At udlevere sig selv til en andens sex-tortur er i hvert fald næppe de flestes foretrukne stil ....

Denne roman, der afgjort er den berømteste af hans værker i og uden for Østrig, er oversat, og i 2015 blev den fulgt af "Die Gottesmutter", men den er vist ikke så kendt endnu. Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst den, men at jeg har en stærk mistanke om, at den ville kunne være umagen værd for kvinder fra vor tid.

Hvad "Venus im Pelz" angår, så blev den udgivet i 1870. Den bygger på Leopolds specielle fantasier om stærke kvinder i pels, der åbenbart var en fetich for ham og noget, han forsøgte at udleve med sine forskellige koner og kærester. Her ses han med sin anden kone, Hulda Meister, der også havde været hans assistent gennem nogle år. 

Som helt ung var Leopold blevet dybt berørt af Peter Paul Rubens' maleri af en buttet, nøgen kvinde i pels. Det var formentlig dette billede, der først vakte hans fetich til live.

Peter Paul Rubens

 

Dette berømte maleri var dog kun begyndelsen på hans fetich, og den kvinde, der inspirerede ham til "Venus im Pelz", var den litterære skribent Fanny Pistor, der opsøgte ham incognito i december 1869 for at få hans råd mht hendes egne skriverier. Ved dette møde kaldte hun sig "Baroness Bogdanoff", og den 8. december 1869 - dvs. meget hurtigt efter deres første møde - oprettede de en kontrakt, hvor han skrev under på at være hendes slave i seks måneder, medens hun lovede at bære pelsværk så ofte som muligt, især når hun var i humør til grusomheder ....

 

Fanny Pistor i pelsværk og med pisk samt Leopold, der sidder ydmygt for hendes fødder

 

De to rejste hemmeligt til Italien, hun på første klasse og han på tredie. Som et led i rollespillet spillede han hendes tjener, "Gregor". I "Venus im Pelz" optræder hun som den forførende "Wanda". Iøvrigt får bogen gjort klart, at der er en stor forhindring for et ægte, jævnbyrdigt forhold mellem mand og kvinde, for det kræver et samfundsmæssigt ligeværd. Således falder den fiktive "Wanda" for en sexet Byron-type, der undertrykker hende og ydmyger "Gregor". Leopolds konklusion er, at kvinden kun kan være enten slave eller herskerinde, fordi hun ikke besidder en ægte frihed i samfundet.

Aurora "Wanda" von Sacher-Masoch (1845-1906)

Fanny Pistor var ikke den eneste "Venus" for Leopold. I 1873 giftede han sig med Aurora von Rümelin, og hun hævder i sin bog, "The Confessions of Wanda von Sacher-Masoch", at hun var hans ægte "venus im pelz" gennem deres tretten år lange ægteskab: 1873-1886. For at få et harmonisk samliv, også for sine børn, udførte hun rollen som hans idealkvinde. Samtidig brugte hun dette skuespil til at opnå en dybere selvforståelse samt en analyse af kærlighedens væsen.

Leopold var vist noget af en sart sjæl, for han endte på sindssygehospital, hvor han tilbragte sine sidste år. Der er imidlertid forskellige angivelser vedr. dette, hvilket passer meget godt med det slør af hemmelighedsfuldhed, der hviler over store dele af hans liv. Ligesom Marki de Sade skilte han sig ud, og begge blev på en vis måde ofre for deres specielle lyster, der brød med den gængse moral, men som ingen af dem vist rigtig fik forløst.

 

Leopold gør sig tanker og skriver ned .... 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2881705/Descendants-notorious-19th-Century-writer-Marquis-Sade-reclaim-title-200-years-disowning-novelist.html 

 

https://en.wikipedia.org/wiki/Leopold_von_Sacher-Masoch_bibliography 

 

https://artsandculture.google.com/entity/m04ny4?hl=hu 

 

https://headstuff.org/culture/literature/leopold-von-sacher-masoch-poet-of-masochism/

 

Wikipedia

 

Strøtanker omkring begrebet "ordentlige mennesker"

 

Dette er jeg totalt enig i, og jeg mener, at vejen frem for menneskeheden ligger i en psykisk forædling, der kommer indefra, fordi man selv ønsker den. Mange mener, at vi fra naturens hånd er nogle egoistiske vildbasser, der bare ønsker at rage til sig, men det tror jeg faktisk ikke er rigtigt. Også fordi fred, fordragelighed og altruisme har sine fordele frem for mord, røverier og krig: ligene hober sig ikke op, og der kan skabes kontakter, der giver mange fordele til begge parter. Et bestemt begreb samler dette ikke-krigeriske eller ikke-kriminelle system, nemlig HANDEL. Hånden, der rækkes frem som en hjælp, kan senere blive hånden, der selv modtager hjælp ....

Handel antager mange forskellige former, lige fra varer, der sælges fra dør til dør, eller som falbydes på det nærmeste gadehjørne, til verdensomspændende udvekslinger af varer og valuta. Mange mener, at krige skaber - og udbreder - kultur, og det er da også tilfældet i nogle tilfælde, men det er ikke en sikker vej, ofrene er for mange, og der opbygges had og hævntørst. (Bare tænk på WWI, der gav nazierne muligheden for at sætte gang i WWII ved at appellere til folkets bitterhed og hævntørst).  

Jeg tror f.eks., at sådan noget som Silkevejen, der skabte en positiv kontakt mellem Vesten og Østen via handel, har været langt mere betydningsfuld, end alle former for krige, og i hvert fald langt mere, end man måske gør sig klart. Arkæologiske udgravninger har påvist en udveksling af genstande langs denne rute helt fra 6. årtusind f.Kr., og ikke før det 14. århundrede mistede det sin oprindelige store betydning. Handlen førte folk fra flere nationer sammen og udbredte kendskabet til kulturer og viden, de ellers ikke ville have fået. En del af det at være et ordentligt menneske betyder for mig at udveksle viden og respekt uden brug af magt og tåbelige overgreb. Uden disse karakteristika bliver der ingen handel, og ligene hober sig op på en meget sørgelig og unødvendig måde.

Hvad sker der dog her? Det, man ser, er såmænd et ægte MIRAKEL: mennesker udveksler menneskelighed, for dette er en flok amerikanske soldater, der gør deres bedste for at redde to alvorligt sårede tyske soldater i 1945. Tyskerne er kørt fast, men amerikanerne skubber deres vogn fri. Jeg håber, at redningsaktionen lykkedes, selv om jeg jo altså ikke ligefrem er nazi-elsker. Sagen er nemlig den, at også disse to er en del af den menneskelige race, hvilket gør deres redning vigtig og betydningsfuld for både venner og fjender.

Og hvad er nu dette? Tydeligvis en hospitals-scene, hvor der sker endnu et MIRAKEL: en raceforstyrret KKK'er bliver behandlet af sorte læger, der gør deres bedste for at redde ham på operationsbordet. Har de så meget som overvejet at aflive denne patient - eller bare nægte at behandle ham? Det tror jeg ikke, men det er unægtelig et sært syn at se KKK'eren ligge dér i halvdød tilstand, men i fuldt "ornat", medens dem, han så uretfærdigt angriber for den fiktive betegnelse "race", kæmper for hans liv. Dette hospitalspersonale er virkelig det, jeg forstår ved ordentlige mennesker, og det er patienten måske også inde bag den latterlige KKK-uniform.

Silkevejen = Wikipedia

Tarzan, helt og utyske

Johnny Weissmuller as Tarzan

For mig er Tarzan ikke ham, man møder i Edgar Rice Burroughs' romaner, men filmfyren, der gjorde sig med dyr + en affære med en junglefrisk skønhed ved navn Jane. Alt sammen totalt forløjet, men det gjorde ikke noget, dengang man så det med barnets øjne. Tarzan var en imponerende og totalt hæderværdig fyr i lændeklæde og med muskler de rigtige steder. Det vigtigste var dog, at han havde dyretække, og det havde han, især når det gjaldt aberne i den tætte skov, hvor han svingede sig i lianerne og bedrev forskellige imponerende heltegerninger. At disse byggede på en overbevisning om, at nedarvede gode, Anglo-Saxiske gener gjorde Tarzan til dette pragteksemplar af et "overmenneske", opfattede man ikke som barn. Senere har den litterær forskning afsløret både racisme og andet slemt i helten, for det har smittet af på filmens Tarzan, at hans litterære skaber, Edgar Rice Burroughs, havde en fast overbevisning om noget, der kun kan kaldes forestillinger om et naturligt "hvidt herredømme".

Var helten så brutal imod en abe i filmene? Ikke som jeg husker det, og hvis det var tilfældet, så er det på en eller anden måde blevet udlagt som en retfærdig kamp imod en bestemt "slem og dårlig abe", der måtte bekæmpes, fordi den var en ond og forbryderisk menneskedræber. Helten Tarzan kunne nemlig ikke fejle i moralsk forstand, for så brød magien sammen og blev afsløret som den løgn, den er. Dermed minder hans liv i junglen som nobel vildmand en hel del om de europæiske "helte", der besejrede indianerne i det, man i sin tid kaldte "cowboy-film". Indianernes forudgivne rolle i denne type film var at blive nedkæmpet, selv om enkelte af dem også kunne blive fremstillet som "ædle vilde". 

Jeg kan ikke huske, at jeg har set denne heltedyrkende film, men jeg genkender både titlen og den skuespiller, der har en af hovedrollerne, nemlig Lex Barker (1919–1973), der for mig var den sande Tarzan, selv om den kendteste fremstiller af helten så afgjort er den tidligere svømmestjerne, Johnny Weissmuller. 

Her ser vi, hvordan Johnny Weissmuller slæber af sted med Jane på en specielt ædel, maskulin måde, der dog til forveksling ligner noget andet, som vi kender fra vore dage, nemlig kidnapning- evt. med påfølgende voldtægt og mord.

Hvorom alting er, lianerne klæder den tidligere svømmehelt ....

I Winnetou-filmene om det gamle Vilde Vesten er der selvfølgelig hverken aber eller lændeklæder, men Lex Barkers rollefigur, Old Shatterhand, fremstilles som en tapper og hæderlig mand, der får et tæt venskabsforhold til en af de "ædle vilde", nemlig en indianer. På en vis måde bliver denne "vilde mand" brugt i Winnetou-filmene på samme måde som de gode, menneskevenlige aber i Tarzan-filmene. Det er svært at forlige sig med nu, men dengang, for rigtig mange år siden, var det ikke noget, man reagerede på med forargelse. Derfor er der nok ingen tvivl om, at denne romanticering af forholdet mellem racerne har præget mange, der nød filmene som børn.

Eftersom jeg hverken har læst tyskeren Karl May's (1842-1912) tre romaner om Winnetou eller har set filmen(-e) over dem, så er jeg lidt på "Herrens mark", som man siger. Jeg bemærker dog, at titelpersonen, Winnetou, ikke er en hvid mand som i Tarzan-filmene, men en indianer af Apache-stammen, og det finder jeg forfriskende. Han tillægges, så vidt jeg har forstået, stor tapperhed og livsklogskab, hvilket gør det hele endnu bedre, selv om jeg er betænkelig ved det anstrøg af vist nærmest medfødt kristentro, der også antydes i beskrivelsen af ham. Nå, når det gælder disse gamle helteeposser, så kan man vel ikke forlange, at hverken cowboys, indianere eller junglens dyr fremstilles på en naturalistisk måde, for de tilhører en anden og på mange måder meget anderledes tid end den, vi lever i nu. At Karl Mays indianerbøger også havde nazisternes bevågenhed, selv om helten altså var "farvet" - og dermed defineret som et "undermenneske" - skyldes nok, at Winnetou ikke egentlig præsenteres som en ægte indianer, men snarere som en lidt mørklødet, germansk helt fra den glorværdige fortid, man i Tyskland tillagde landet og det tyske folk. 

Eftersom helten i begge disse heltedyrkende sagaer altså bl.a. blev spillet af Lex Barker, er det interessant, at se på, hvem og hvad han egentlig var for en person uden for Det Hvide Lærred. Som skuespiller dukkede han op i den ene eventyrfilm baseret på pulp-fictionværker efter den anden, men på scenen havde han kun én mindre rolle som seriøs skuespiller i et Shakespeare-stykke. Han fik sin film-debut i "Doll Face" (1945), men inden da havde han gjort sig fortjent til to Purple Hearts, efter at han havde meldt sig til hæren allerede inden Pearl Harbor. Under krigen opnåede han titlen af major, hvilket må betyde, at han havde bevist et reelt mod i virkelighedens verden.  

Han så godt ud, både med og uden lændeklæde, og en af hans koner - nemlig i årene 1953-1957 - var filmstjernen Lana Turner, der her ses med sin datter, Cheryl Crane. Trist nok spillede helten Tarzan/Old Shatterhand en meget lidt heroisk rolle i denne mors og datters liv, og ifølge Cheryl Crane endte ægteskabet med, at Lana Turner drev ham ud af hjemmet med våbenmagt. Hvorfor dog det??? Tjah, som sagen er beskrevet af Cheryl i "Detour: A Hollywood Tragedy - My Life With Lana Turner, My Mother" (1988), så havde denne stedfar voldtaget hende fra hun var 10 til 13, og da hun fortalte sin mor om hans overgreb, greb Lana til våben, hvilket jeg i hvert fald godt kan forstå.  

Efter 1957 fik Lex Barker pludselig svært ved at få roller i Hollywood, hvilket formentlig hang sammen med hans ægteskabelige fadæse. Hvis de rette folk har vidst noget om hans pædofile tilbøjeligheder - og det har Lana vel sørget for, at de fik besked om - så er det forståeligt, at han blev til en art "varm kartoffel" i Hollywood. Han fandt imidlertid nye græsgange, idet han flyttede til Europa, hvor han minsandten indspillede omkring 40 nye film. Især tyskerne gav ham gode muligheder ....

Hvad Cheryl Crane angår, så skabte hun sig sit eget ry som tapper og heltemodig, da hun som teenager dræbte sin mors daværende kæreste, gangsteren Johnny Stompanato, fordi han truede med at skamfere den smukke Lana, hvis største aktiv altid havde været hendes kønne ansigt. Det fik Cheryl sat en effektiv stopper for med en hel serie knivstik. Sådan kan virkeligheden altså også se ud uden for kunstige Wild West-kulisser eller falske junglescenerier ....

 

https://www.imdb.com/name/nm0000851/bio

 

https://people.com/celebrity/actors-whove-played-tarzan-throughout-the-years/ 

 

Wikipedia

Det skandaløse sceneliv

 

Det er mærkeligt, at nogle erhverv anses som mindre "fine" end andre, og at nogle nærmest opfattes som "nedværdigende" for dem, der udfører dem. I forskellige artikler, jeg har læst, hvor den engelske skuespillerinde Lydia Foote (1843–1892), nævnes, er der én ting, der ofte bliver fremhævet: hun var en pæn pige. Hun levede ikke op til datidens fordomme om andre mindre pæne kvinder inden for hendes erhverv. Dengang hun gjorde sig bemærket som skuespiller på de skrå brædder på de hæderkronede engelske teatre "The Lyceum Theatre", "The Olympic Theatre", "The Prince of Wales Theatre" og "The Adelphi Theatre", lå det ellers i luften, at "damer af hendes profession" - samt sørme også balletdanserinder og operasangerinder - blev regnet for at være usædelige og promiskuøse. En bedømmelse, der "naturligvis" kun gjaldt kvinder, da mænd ikke behøvede den samme grad af ærbarhed for at have et godt rygte.

Hvis det stik imod beretningerne fra hendes tidsalder også gjaldt Lydia, og at hun alligevel var "en værre en", må hun være gået overmåde stille med dørene, for der klæber ingen skandaler til hendes navn, hverken under pigenavnet "Legg" eller giftenavnet "Foote".  Da jeg første gang stødte på hendes biografi, blev jeg virkelig forbavset: tænk, en skuespillerinde, der blev bedømt som det, hun var og ikke bare som et stykke kød, der var legetøj for prinser og hertuger, og som havnede i den ene spændende skandale efter den anden. Mon det er derfor, hun ikke er så kendt i vore dage, hvor man stadig ligesom forventer, at skuespillere lever et vildt og usædeligt liv, der er de fleste af os andre beskåret?

Skandalernes dronning, Elizabeth Taylor, er kendt som "hende med de otte ægtemænd", men det er jo altså kun én side af sagen. Hun var nemlig også en god skuespiller, der fuldt ud fortjente de to Oscars, hun fik. Ikke desto mindre husker man hende først og fremmest for de mange mænd, hun fik fordrejet hovedet på. 

Lige nu står de muslimske kvinder i (bl.a.???) Afghanistan over for radikale ændringer af deres muligheder for en bestemt type offentlig fremtræden, nemlig som skuespillere: kvinder skal væk fra scenen, og det skal faktisk være helt og aldeles slut med kvindelige skuespillere. For mig er det et tegn på, at netop den offentlige fremtræden, hvad enten det er for at give udtryk for deres egne eller en skuespilforfatters ord, har en særlig status af oprør imod en vanvittig og kvindefjendsk verden. I nogle samfund er kvinder dybest set ikke andet end brugsgenstande, og det første tegn på, at det anerkender de ikke selv, er nok til at mandssamfundet gør, hvad det kan for at lukke munden på dem, nemlig ved at gøre dem usynlige via klædedragten eller ved at tage ordet fra dem. Usynlig er jo ikke noget, en skuespiller er, så kvindelige skuespillere må selvfølgelig virke yderst provokerende på opretholderne af disse mandssamfund.
 

Ja, det er også sket i vores ende af verden, at man lukker munden på kvinder, og når det gælder skuespillererhvervet, så foregik det bl.a. ved at sværte kvindernes ry. Noget, der kunne ske enten ved at drive dem ud i en lønsom "usædelighed", der samtidig blev deres eneste udvej, eller ved at tilskrive dem denne som et brud på samfundslovene omkring begrebet "ærbar".

Hvad Lydia Foote angår, så var hun virkelig en pæn og ærbar kvinde, selv om hun altså optrådte på scenen. I artiklerne, hvor hun nævnes, antydes det, at hun havde succes med at holde sig uden for faldgruberne, både de reelle og de antydede og/eller forventede for unge skuespillerinder, fordi hun kom fra en pæn familie. Hendes far var karetmager, og hun havde en tante, Mary Anne Keeley, der var en anerkendt skuespillerinde, så professionen var en del af familiens image allerede inden Lydias debut. Dermed har hun haft en baggrund, der beskyttede hende imod rygter om standens påståede usædelighed og har ikke været oversvømmet af de ofte slibrige tilbud, der blev "underklassens" kvinder til del, hvad de end beskæftigede sig med.

https://www.dr.dk/nyheder/udland/talibans-nye-retningslinjer-forbyder-kvindelige-skuespillere

^{https://wblog.wiki/da/Thomas_Betterton} 

 

 ^{https://www.marieclaire.com/culture/g19140822/most-scandalous-celebrity-affairs/} 

 

^{https://soundvenue.com/internettet/2021/01/fra-slibrigt-utroskab-til-kannibalsex-virale-rygter-er-ude-af-kontrol-men-kan-de-overhovedet-stoppes-437825}

 

^Wikipedia

 

Short story about dogs, cats and rats by Else Cederborg: "Poison" (previously published)

 POISON by Else Cederborg

(Previously published)

 

Sometimes it pays off to have a chat with one's dinner. Especially if you're a cat about to set teeth in a poisoned mouse or rat. An everyday event, one may say, but not to the ones who are to be eaten ot to die from eating something unhealthy.

This time the main characters of this everyday drama was Greg the mouse who was about to be eaten by Beauty, the cat. At the exact moment her teeth were about to dig into poor Greg he said in a very polite tone of voice: "Eh', excuse me, but that's not good for you, Madame Cat."

Never before had Beauty's dinner talked to her except by excessive cursings or prayers for mercy so she was very, very surprised as this happened. Also she was surprised by the polite tone in this small, but tasty treat. She looked at him in amazement when he once more began to speak: "Yes, I'm dangerous to anybody who eats me because I had the misfortune to mistake some rat poison for food the other day."

"Rat poison?!!" Beauty exclaimed. "Had you eaten rat poison you would be dead by now."

"I don't feel all too well so I'm sure to die soon, maybe in a few minutes. No matter when I die, even as a corpse I shall be a lethal meal. Yes, even for your strong stomach, Madame Cat."

"What nonsense is this?" Beauty exclaimed, "It can't have been rat poison or you would sure have been dead long ago ..."

"Everybody else who had it died," Greg said, starting to wipe his eyes with his long tail and with a woeful expression on his face. "Oh, such pain they suffered before dying. It was all so very sad, you would not want to experience anything like that. Especially not when you have all those bright and pretty young ones to look after ..."

"What do you know about my children? How did you know they are pretty and bright?"

"I'm sure they take after you, Madame Cat," Greg said with a sneaky smirk on his face.

Like all cats Beauty always succumbed to flattery of all kinds. If somebody told her that she was pretty she looooved that person no matter what. Still, the sly expression on the small mousy face made her distrust him. - Even though he is small he is a master of flattery, she thought to herself, and I bet he is an expert liar too.

"You, sir," she said, looking at him with a stern glance, "you are a most disdainful liar. Just because you don't want to be eaten you take to lying and that's the truth." Having said this she - oh horror of horrors - grabbed him and ate him, tail, ears, whiskers and the rest, in one gulp. After having done so she at once started to feel a little worried because didn't her stomach behave somewhat strangely? Wasn't it upset in some way and hadn't she better lie down? Maybe Greg had been right so that by now she had been poisened? Feeling more and more nauseated she decided to lie down . Unfortunately, she felt so worried and insecure of herself and her own judgment that she didn't even hear the actually not all that soft patterings of paws behind her until she felt the teeth of the Jones-family's dog, Tarzan, in her neck.

"Help!" she screamt at the top of her voice, but nobody seemed to hear her or came to her rescue. A fact which made Tarzan laugh out loudly and triumphantly.

"You stupid and ugly, old cat, you homeless bag of fleas, that's for lying down and not staying alert to dogs."

"I had to lie down," she yelled, "I'm sick!"

"Sick? Ha! I don't believe you."

"I've just eaten Greg the Mouse even though he was contaminated by rat poison and now my stomach is very upset."

"Oh, my God!" Tarzan exclaimed. "That's awful." He at once let go of her neck, but still pinned her down with one of his large paws.

"Yeeees," she whined, "and I feel so sick. Everything is getting black right before my eyes and I'm awfully dizzy ..."

"Not good, no, not good, especially as you're a mother of young ones. Maybe I better snap your neck to bring you out of your misery ...."

"What?!!! No, no, and besides, that would contaminate your teeth or your tongue would rot - it may already have started - so that you too may die in agony."

"Hmmmm," he said, "you may have a point, but as I didn't bite you until you bled I think I shall be all right."

"Do you mind removing your paw from my back, it makes me even more nausated to be pinned down like that? I may even come to be sick on your beautiful paw."

"If I did you would run and that wouldn't be right to either you or the little ones now that I know that you're poisonous. When nursing them your milk would kill them and you yourself would suffer a most painful death so I think I had better snap your neck right away ..."

In one flash of a moment Beauty realized that this stupid dog might actually kill her so she decided to fight the only way she could, i.e. by crying for help. "Help! Help!" she wailed and this time one of the two legged ones came running. It turned out to be the owner of Tarzan and she grabbed him by his collar and lifted him off her.

"Oh no, you poor, homeless thing," she said letting go of Tarzan and taking Beauty into her protective arms. Tarzan was very upset at this new development in the otherwise so nice dog-eats-cat drama, especially as he soon after this incident saw Beauty and her boisterous brood sitting in HIS sitting-room with HIS human being and eating HIS food while she was being petted by everyone in HIS house. To his dismay she looked fit as a fiddle, also whenever anybody mentioned Greg to her in the days to come. However, when that happened she frowned and said, full of disgust:

"Such a liar! He hadn't eaten poison at all, only wanted to scare me. I'm glad I ate him."

As to Tarzan then he was beyond himself with regret that he hadn't eaten the damn cat, this ugly criminal, such a lying mothball, who took over HIS family, HIS house and HIS favorite sleeping place: The lap of his beloved Mistress.

 

© Else Cederborg

 

Af med knoppen!!!!

Sikke en fast og bestemt kvinde med mord i sinde og tydeligvis også det rette håndelag til at gennemføre mordet! Motivet, nemlig Judiths mord på Holofernes, er velkendt, for det er blevet brugt i kunsten om og om igen, men den der har lavet netop dette billede fra omkring 1300 er ukendt. Var det en mandlig eller en kvindelig kunstner, der førte penslen, da han/hun malede den israelske heltinde i færd med at halshugge den syriske general efter en forræderisk elskovsstund, som han troede byggede på ægte følelser fra hendes side? Den fuldkomne hengivelse til opgaven, der ikke giver plads til nogen tøven, får mig til at tænke på den måde, motivet er blevet brugt af senere tiders kvindelige malere, men det beviser selvfølgelig ikke, at denne tidlige kunstner var kvinde. Det samme gælder nedenstående og ligeledes anonyme gengivelse af det kendte motiv, der stammer fra begyndelsen af det sekstende århundrede. Opgaven er fuldført, og den mægtige syriske general Holofernes er blevet slagtet af sin svigefulde elskerinde, den fine israelske dame, Judith:

Hovedet er sejrstrofæet, og resten af den førhen så mægtige general er ikke andet end dødt kød, der udspyr blod, uden at hun så meget som løfter et øjenbryn eller kaster et eneste medlidende blik på hans nydelige, men halshuggede krop. 

Sandro Botticelli (billedet er fra ca. 1470) viser en pinupagtig morderske med løsthængende hår og en flagrende klædning. Det afhuggede hoved ligner noget, der mest er en rekvisit, og intet i billedet emmer af det lidenskabelige had, det har krævet at gennemføre drabet i virkelighedens verden.
 

Har denne fine og fornemme dame med den flotte og klædelige hat - her foreviget af Lucas Cranach den Ældre (c. 1472–1553) - virkelig hugget hovedet af den mægtige syriske general? Ligesom Botticelli har også denne mandlige kunstner efter min mening fortabt sig i en skønhedsdyrkelse, der forbigår motivet og dets inderste kerne: had og mordlyst.

Mordet er overstået, og hovedet kan løftes op, men hvor er blodet i Jacopo Robusti Tintorettis (1518-1594) mordscene fra ca. 1577? Den lidenskabelige Holofernes kan umuligt have været så blodløs, som hans halshuggede lig antyder.  

Agostino Carracci (1557-1602) har ikke vist Judith som en skønhedsdronning med morderiske tilbøjeligheder, men dog stadig sexet. Hos ham ligner hun nærmest en sur og tvær husmor, medens Holofernes har fået et Jesus-agtigt præg. Man ved, at han brugte et par velkendte, levende modeller og spørger uvilkårligt sig selv, om der er et specielt budskab i hans gengivelse af situationen. Havde han f.eks. et horn i siden på sin Judith, Olimpia Luna? 

En nydelig dame i en ganske flot dragt med masser af flot gult stof, men Christofani Allori (1577-1621) har ikke forløst dramaet i Judiths heroiske - og meget farlige - handling. Hans Judith er køn, men virker også lidt dum, medens Holofernes har et vist Jesus-agtigt præg: det hoved kunne have hængt på korset, og ingen ville have gættet, at dette ikke var Jesus, men israelernes fjende, Holofernes.

Ortezio Gentileschi (1563-1639) fremstiller mordet som en fordækt handling, hvad det selvfølgelig også er, men det er dog ikke motivets kerne. Både Judith og hendes trofaste tjenestepige, Abra, ser ud, som om de er stivnet i frygten for at blive fanget og stillet for retten, medens deres gerning udviser et nærmest overvældende mod. Jeg vil mene, at først Ortezios datter, Artemisia Gentileschi (1593-1653), formår at give dette klassiske motiv en tolkning, der virkelig forløser det. 

Artimisia er ikke den eneste kvinde, der maler dette berømte bibelske motiv. Her er det f.eks. Elisabetta Sirani (1638-1665), der viser sin Judith-version. Det afhuggede hoved ligger der bare, og Judiths flotte tøj samt hendes bortvendte blik går efter min mening imod motivets sande indhold. Var Judiths rigdom og fornemhed det centrale i mordet? Næh, det var en del af det, der udgjorde hendes status i det israelske samfund, men det var modet og hendes beslutsomhed, der gjorde hende speciel.

Dette motiv har tydeligvis haft en særlig betydning for Artimisia Gentileschi, for hun har malet det flere gange. Her ser man således Judith og hendes tjenestepige, Abra, med det afhuggede hoved, og nok er de vagtsomme, men det hævede våben viser, at de ikke er lammet af frygt som i hendes fars, Ortezio Gentileschis, gengivelse. Tværtimod er Judith parat til at forsvare sig selv og Abra. 

Den nok kendteste version af motivet er efterhånden blevet denne, hvor Artimisia Gentileschi lader sin Judith foretage en brutal, ubesmykket aflivning af den kæmpende general. Han forsøger at afværge mordet, men holdes nede af de to kvinder, idet Abra her får tildelt en langt mere aktiv rolle. Judiths sammenbidte og nøgterne udtryk, hvor blikket ikke vendes væk, men hviler på hendes offer uden at vige, viser med al ønskelig tydelighed, hvad dette går ud på, nemlig MORD og hævn for den forsmædelse, han har udsat hende for som kvinde. Som kunstner var Artimisia bl.a. influeret af både sin far og Caravaggio, men hun er ikke bare en stor kunstner, men har også helt sin egen stil, der måske bunder i hendes særlige oplevelser som kvinde, nemlig i forbindelse med den voldtægt, maleren Agostino Tassi udsatte den dengang 17-årige pige for. En langvarig retssag, hvor hun, men ikke Tassi, blev tortureret, endte med, at han slap for videre tiltale. Det må have været en traumatisk oplevelse for den unge pige, og mordet på Holofernes kan være hendes hævn over ham, idet han muligvis optræder i billedet i skikkelse af den myrdede hærfører. Dermed må man sige, at voldtægtsmanden Tassi har fået et eftermæle, der ikke lader sig ryste af. Det har det datidige italienske retssystem også, men det vidste man nok ikke dengang .....

https://www.rct.uk/collection/404989/judith-with-the-head-of-holofernes

 

https://www.historytoday.com/archive/foundations/judith-and-holofernes 

https://www.currentaffairs.org/2018/09/ranked-10-paintings-of-judith-beheading-holofernes

 

https://www.khanacademy.org/humanities/renaissance-reformation/baroque-art1/baroque-italy/a/gentileschi-judith-slaying-holofernes 

 

Wikipedia