Romantisk fremstilling af Richard Løvehjertes dronning Berengaria
Her ovenfor
ses en sværmerisk gengivelse af Richard Løvehjertes dronning,
Berengaria, der ser længselsfuldt ud for sig. Billedet giver indtryk af, at hun længes efter noget, og det skal formentlig antages at være hendes forfløjne mand, eftersom han jo sjældent var ved hendes side. Hvis man skal tro på
gravbilledet af dronning Berengaria (ca. 1163-1230), så havde hun i virkeligheden en
noget anderledes udstråling end på billedet. Hun fremstilles nemlig som en smuk, statuarisk
kvinde, der som type synes at passe godt med det billede af hendes korsridder-mand,
som vi først og fremmest har fra Walter Scotts heltedyrkende roman,
"Ivanhoe".
Denne engelske konge omtales for det meste som "Richard Løvehjerte"
(1157-1199), der jo i sig selv er et navn, der fremstiller ham som en
tapper mand, ja, en helt. Ikke nok med det, men hans krigeriske bedrifter, der
nok forekommer de fleste moderne mennesker højst besynderlige og som et
totalt unødvendigt spild af menneskeliv og ressourcer, har tilmed skaffet
ham en blivende popularitet. Desuden: at det i virkeligheden var Saladin (1137-1193) og
muslimerne, der vandt, er ligesom gået i glemmebogen, sådan at "helten"
Richard automatisk opfattes af mange som den tapre sejrherre.
Saladin
Jo
mere jeg tænker over det, desto mere besynderligt er det, at
englænderne elsker og beundrer netop denne konge den dag i dag, for han
var for det meste væk fra det land, hvis kronede regent han var, men
hvor han kun tilbragte ialt seks måneder som konge. Det tredie korstog efter
Saladins erobring af Jerusalem trak simpelthen langt mere i ham end England,
hvis sprog han ikke engang mestrede. Umiddelbart virker han som en
komplet uduelig regent, der svigtede sit land for at søge skæg og
ballade - samt såkaldt hæder - i udlandet som korsridder. Inden han tog afsted,
havde han skaffet sig penge til rejsen, våben, osv. ved at sælge embeder
i det land, hvis konge han var. DET lyder ikke godt i moderne ører, men
det har åbenbart ikke trukket fra i hans popularitet.
Errol Flynn som titelpersonen i "The Adventures of Robin Hood" (1938)
En
del af Richards underlige - og for mig at se - ufortjente popularitet
skyldes afgjort den kendsgerning, at
hans navn er blevet knyttet til en elsket folkehelt, bl.a. via "Ivanhoe".
Denne, der måske/måske ikke er en
fiktiv skikkelse, nemlig Robin Hood, er også stadig højt elsket og
fremstilles gerne som helt i film og bøger. Man kan sige, at hvis ikke
Robin Hood
eksisterede i virkeligheden, så har han i hvert fald fået sig et liv i
filmens og litteraturens verdener.
Richard Løvehjerte
Under sit korstogseventyr mødte Richard en passende gemalinde i kongen af Navarras datter, Berengaria (født mellem 1163 og 1170; død i 1230). Ægteskabet var arrangeret, og hendes medgift lokkede den pengetrængende konge, men det er dog positivt, at
han mødte denne prinsesse, før han giftede sig med hende den 12. maj 1191. Det virker umiddelbart som en
lovende start på et royalt ægteskab, da så mange blev gift uden at mødes, men de sås i virkeligheden meget
lidt og fik selvfølgelig heller ingen børn. Noget, der kunne tyde på, at
ægteskabet aldrig blev til det, som kongelige parforhold i den grad byggede
på, nemlig børneavl. At hans familie senere nægtede at lade hende begrave ved siden af ham virker også ret suspekt, for hvad havde hun gjort for at blive kasseret på den måde, når hun jo faktisk var kronet som dronning? Det eneste, jeg kan forestille mig er, at parterne måske aldrig var i seng sammen, for
hvis ikke ægteskabet blev "konsumeret", så regnedes det ikke for
legalt. Det kunne i hvert fald forklare, hvorfor Berengaria gjorde sig så mange anstrengelser for at slutte sig til sin mand under hans korstogseventyr: hun ville opfylde reglerne ved at gå i seng med ham og måske tilmed blive gravid, helst med en søn ....
Berengaria og hendes svigermor, Eleanor af
Aquitanien (1122-1204),
mødtes hos hendes far for sammen at følges ad på jagten efter hendes
forfløjne ægtemage. Det var en overmåde vanskelig tur, og intet tyder
på, at det rent faktisk lykkedes dem at støde til Richard og hans
soldater. At han ikke gjorde noget for at fremme et reelt - og børnerigt - forhold mellem dem virker sært, så jeg spekulerer da på, om han overhovedet var til kvinder, eller om han i virkeligheden foretrak mænd. For min skyld ingen alarm, men det ville ikke stemme med hans image som beundret korsridder-helt ....
Det, der kørte rundt i knolden på denne sære konge, var og blev åbenbart krige og kampe, selv om han faktisk indgik en aftale med Saladin. Noget,
der heller ikke virkede befordrende på ægteparrets ikke-eksisterende
anstrengelser for at starte en produktion af små tronarvinger var, at
Richard på et tidspunkt blev taget til fange i Italien og derpå holdt
fanget af den tyske kejser, Henrik VI, der forlangte en dengang
astronomisk løsesum på 150,000 mark
for ham. Noget, der med møge og besvær samt mange afsavn lykkedes at
skrabe sammen. Straks efter løsladelsen vendte han tilbage til England
for at lade sig krone én gang til for at styrke sin stilling i landet.
Yderst snedigt, men denne begivenhed
blev ikke en af dem, der bragte ægteparret sammen, for kort efter kroningen fortsatte Richard sit
liv som kriger, idet hans sidste fem år blev tilbragt i krig med Frankrigs Filip II August (1165-1223). Dvs. at hans ægteskab med Berengaria var og blev mere af navn end af gavn.
Efter Richards død i kamp den 6. april 1199, blev Berengaria forvandlet fra mere eller mindre forladt dronning til enkedronning uden nogensinde at have sat sin fod i England. Den næste konge, Richards yngste bror, John (på dansk kaldt "Johan uden land": 1166-1216), havde i årevis lagt alle mulige lumske planer om at vælte ham og hans ikke-regentskab af deres fælles fædreland. Måske det var derfor, han ikke var vild med tanken om at skulle forsørge hans enke, men hun stod fast og krævede sin ret.
Efter Richards død kunne Berengaria se frem til 30 års enkestand, hvor hun skulle forsørges af sin modvillige svoger, John. Hun boede vist nok først hos sin yngre søster, Bianca, der var blevet grevinde af Champagne, men flyttede derefter til Le Mans, hvor hun grundlagde klostret L'Épau og ellers tilbragte sin tid med kævlerier med diverse kirkelige og verdslige instanser. Desværre var hun også kendt som jøde-hader og beskattede denne forfulgte samfundsgruppe voldsomt.
Hun har efterladt sig en brevsamling, Epistolae: Medieval Women's Latin Letters, der er bevaret den dag i dag. Derudover er hun en del af Richard Løvehjerte-mytologien - med tryk på mytologi ....
https://historienet.dk/krig/korstog/hvorfor-blev-richard-kaldt-loevehjerte
https://www.theguardian.com/world/2020/aug/03/berengaria-of-navarre-cursed-tomb-restored-france
https://www.britannica.com/biography/Richard-I-king-of-England
Wikipedia
