Strøtanker omkring et gammelt fotografi

 

To små, nøgne fødder på en madras af en eller anden slags under bordet, kort sagt: et mindreårigt barn, der ligger på gulvet foran en fuldstændig udmattet, ung kvinde, som jeg antager er hans/hendes formentlig ugifte mor. Tilhører fødderne et levende barn - og er kvinden stadig i live? Det vil jeg tro, men det liv, disse to deler, er hårdt og opslidende, og der er ikke plads til ret meget andet end det slid og slæb, som kvinden er underlagt for at skaffe husly og mad på bordet. Á propos "bord", så vil jeg tro, at de små æsker, man ser i baggrunden, er det, der skaber det økonomiske grundlag for dette par. De ligner i hvert fald en gammel type tændstikæsker, og de kunne eventuelt se sådan ud:

Den unge kvinde forsørger formentlig sig selv og de små fødders ejermand/-kvinde ved et hjemmearbejde som æske-mager, og her er det mest nærliggende vel at tænke på den type, der var hårdt brug for blandt rygere, inden lighteren kom til, eller hva'? Til min forundring, var det faktisk lighteren, der kom først, nemlig i 1816, men de har nok været meget dyre, før Zippo masseproducerede de første. Tændstikkernes spædeste start går tilbage til det syttende århundredes opdagelse af fosfor, men det var først i 1827, at man fandt ud af kombinationen af tændstikker og tændstikæsker, der skulle gnides imod hinanden for at skabe ild. 

Teoretisk set kunne de æsker, kvinden sidder med, være af træ og se sådan ud, men det tror jeg ikke er tilfældet. De er simpelthen ikke store nok, men passer ganske godt i form og størrelse som tændstikæsker. At sidde dér med dem i det sparsomme lys - og måske med en tom mave - må have været hårdt, men hun forsøger altså at få det til at løbe rundt for sig selv og sit barn. Altså en tapper sjæl, der knokler, hvor andre har opgivet for i stedet at søge "lette penge" ved hårdt arbejde: prostitution.
 

De ser ikke underernærede eller dybt deprimerede ud, men det kan umuligt have været rart at skulle tage imod en samling kunder, hvoraf mange både så ned på dem og måske var meget krævende. Om ikke andet så havde de tag over hovedet og forhåbentlig noget på bankbogen efter deres slid ....

Reklame eller advarsel, og hvornår blev det sat op? Ikke på det tidspunkt hvor den unge, forslidte æskemagerske knoklede for at skaffe til dagen og vejen for sig selv og sit barn. 

Umiddelbart virker det, som om der kun er to muligheder for en ung, ugift mor - en såkaldt "falden kvinde", som de blev kaldt på dette tidspunkt, men paradoksalt nok skabte krigen også andre muligheder. Hvis den trætte tændstikmagerske havde et godt bagland med en mor eller nogle hjælpsomme søstre, så ville hun have mulighed for at finde arbejde uden for hjemmet. Ellers skal hun bare fortsætte sit æskesamleri og være glad til, så længe der er arbejde til hende ....

 

https://lingualeo.com/en/jungle/the-cigarette-lighter-was-invented-before-the-match-277079

Wikipedia

De to Sankt Katharinaer

 

Katharina af Alexandria 

Også i protestantiske lande vrimler det med helgener som en art "katolsk efterslæb". Nogle kender man formentlig af navn, selv om man ikke er katolik. Her har vi f.eks. Sankt Katharina af Alexandria, der blev henrettet som martyr af den grumme kejser Maximus den 24. eller 25. november 305, 17-18 år gammel. Inden da havde hun, der var en lærd bibelfortolker, selv om hun altså var purung, angiveligt fået omvendt 50 hedenske filosoffer og 200 soldater foruden selveste kejserinden til kristendommen. Det "beviser" så, at hun var en stærk og kyndig kvinde, der fuldt fortjent æres den dag i dag, selv om de "undere", der er knyttet til hendes navn, virker som de rene eventyrfortællinger. Fablerne er vokset frem omkring hende, ligesom det er sket med mange andre helgener - foruden mange personer fra Biblen. Det er ofte det rene ævl, men det indgår i en myte og bliver til en "sandhed" for de troende .....

Der er måske trods alt en lille kerne af sandhed i fortællingerne om Katharina af Alexandria, men umiddelbart ser jeg dem som "falsk reklame" for den katolske tro. De får mig skiftevis til at grine mig flad og stejle af forargelse, for de har været et af de midler, der har holdt styr på befolkningen og ikke mindst undertrykt kvinderne. Hvad Katharina angår, så var hendes hellighed så stor, at det piggede hjul, som den onde og vrede kejser Maximus, havde lagt hende på, så hun rigtig kunne lide under den henrettelsen, han havde dømt hende til, splintredes. Det reddede hende dog ikke, for oven på denne mislykkede henrettelse, lod han hende dræbe med sværd, hvilket også skete for mange/de fleste af dem, hun havde omvendt. Altså alt i alt en sørgelig historie, men også mægtig hellig ....

 

Et ungt liv blev altså stoppet meget tidligt, men det var selvfølgelig et led i helliggørelsen. Hvis hun havde levet et langt, produktivt "hverdagsliv", så ville hun ikke være blevet kanoniseret. Det er som regel blandingen af offerrollen og styrke - foruden naturligvis en urokkelig tro - der skaber en helgen. Sankt Katherina var en af de helgener, som Joan d'Arc tilbad, og som hun mente rådgav hende. Den katolske kirke anser hende for at være en af de såkaldt "14 hellige hjælpere", hvilket lyder præcis lige så fornemt, som det formentlig er. Hun regnes for skytshelgen for keramikere, spindere, bibliotekarer, sekretærer, jurister, lærere og skolebørn.

Katharina af Siena 

Denne helgeninde, nemlig Katharina af Siena (25. marts 1347 - 29. april 1380), var ikke så super-hellig som en martyr. Hun døde af en selvpåført faste, hvor hun sultede sig selv, til hun døde af ren hellighed. Inden da fik hun sig noget af en karriere inden for kirken, men hun influerede også den italienske litteratur. Hendes rolle er defineret af hendes mysticisme, der omfattede mange Kristus-visioner, hvor hun følte, at hun blev Kristi brud. 

Angiveligt fik hun også stigmata, hvilket står for noget meget helligt i den katolske kirke. Hun gjorde meget for fattige og syge, men huskes mest for sine (mislykkede) forsøg på at få startet et nyt korstog. Da pave Gregory IX og kurien vendte tilbage fra Avignon til Rom i 1376 skete dette bl.a. ved hendes mellemkomst. Hun havde således en stor, personlig indflydelse på denne pave.

Sankt Katharina skrev omkring 400 breve til konger, kejsere, adelsfolk og ædle personer af forskellig art og stand for at få dem til at støtte den nye pave, Urban VI, der fulgte Gregory IX, da han døde i 1378. Da hun selv døde, blev hun nærmest overdænget med hæder og ære gennem flere århundreder. Bl.a. blev hun kanoniseret i 1461, derudover blev hun udnævnt til skytshelgen for Rom i 1866. Knapt 100 år senere blev hun også skytshelgen for Italien, og i 1999 udvidedes hendes område til at omfatte hele Europa, hvilket jeg formoder betyder, at hun er vores alle sammens skytshelgen, hvad enten vi er katolikker eller ej. Inden da, var hun - som den anden kvindelige helgen - blevet udnævnt til "kirkelig doktor", hvilket lyder flot og sikkert også er det, men samtidig virker som en tom titel på en ikke-katolik. 

 

https://www.catholic.org/saints/saint.php?saint_id=341 

 

https://denstoredanske.lex.dk/Katarina_fra_Siena 

 

https://www.britannica.com/biography/Saint-Catherine-of-Siena 

 

https://www.ncregister.com/blog/8-things-to-know-and-share-about-st-catherine-of-siena 

 

https://www.christianitytoday.com/history/people/innertravelers/catherine-of-siena.html 

 

Wikipedia

Et noget nær ukendt, forfulgt, europæisk folkeslag

Det, der har gjort mest indtryk på mig, er helt sikkert Holocaust, og bare tanken om det kan til enhver tid få mig op i det røde hjørne. At f.eks. denne lille, fine piges liv blev afsluttet, og at sådan en sød og uskyldig guldklump blev kasseret som "skrald" ved den forbryderiske udvælgelse i kz-lejren Auschwitz er og bliver mig komplet uforståeligt. 

Nu har jeg så opdaget, at ikke bare jøderne, men også et mig hidtil ukendt folkeslag i det nordlige Spanien og det vestlige Frankrig, "The Cagots", er blevet forfulgt og undertrykt gennem de sidste 1000 år eller mere. Hvorfor? Vel dybest set af de samme grunde, som jøderne blev udsat for forfølgelse, vold og mord: de så anderledes ud og levede på en anden måde end den omgivende befolkning. At de ikke truede denne, men passede sig selv og arbejdede med det, de var gode til, talte ligesom ikke. Det allersæreste er dog, at ingen rigtig ved noget om dem, deres oprindelse eller historie, men åbenbart kun er gået frem efter deres ydre. 

De blev bogstavelig talt forfulgt i århundreder på grund af deres måske nok lidt aparte udseende, der af nogle blev opfattet som et tegn på, at de var en art under-mennesker, farlige og i hvert fald ikke nogen, man kunne lade gøre kur til sin datter. For at man skulle kende forskel på dem og "rigtige mennesker", skulle de bære en gåsefod af stof eller filt på et synligt sted. (Altså noget à la jødernes gule Davidsstjerne). De skulle også have bjælder, så "normale mennesker" kunne høre dem komme og undgå dem.

I beskrivelser af dem fremhæves deres grove ansigtstræk, muskuløse lemmer og en ikke ringe fysiske styrke. De kunne også have en vis fysisk lighed med sigøjnere, men de lignede i hvert fald ikke de spaniere og franskmænd, de levede sammen med. Nogle har tilmed sammenlignet dem med maleren Albrecht Dürers portrætter af nogle af sine mindre kønne samtidige.

Albrecht Dürer-stik

Ifølge beskrivelser af dem var de fredelige, hårdtarbejdende, gode håndværkere og med evne eller interesse for poesi og musik. Der var dog grænser for, hvilke erhverv, de måtte have, samt for de steder, hvor de måtte bo. Også deres begravelse, etc. var omgivet af mange forbud. Alle restriktioner blev håndhævet på det strengeste, formentlig til engang i det nittende århundrede.
 

Det plejer ikke ligefrem at være forbudt at se en anelse "under" ud, men det var det i dette tilfælde. Måske det hang sammen med nogle gamle myter om, at de stammede fra spedalske og andre smittebærere, at de var evnesvage og helt igennem uegnede til at leve i et mere sokaldt "civiliseret" samfund. En af de ting, folketroen beskyldte dem for, var, at de havde hale, hvilket jo får én til at mistænke, at man anså dem for enten dyriske eller sataniske.

OK, han er måske ikke den flotteste fyr, man kan forestille sig, men med tiden har han formentlig blandet gener med almindelige franskmænd og spaniere. Den sidste, der regnes for en "ren Cagot", er i hvert fald en nydelig dame og mor til tre børn: Marie-Pierre Manet-Beauzac. De DNA-tests, man har foretaget på hele eller "halve" cagotter, har i øvrigt ikke afsløret noget særligt: de er som os andre og er hverken trolde, nisser eller Satans yngel ....

 

https://www.thenationalnews.com/uae/science/meet-marie-pierre-she-claims-to-be-from-one-of-history-s-most-persecuted-peoples-the-moors-1.230454

 

https://rennesgroupblog.wordpress.com/tag/cagots/ 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-1285450/The-untouchables-FRANCE-How-swarthy-Pyrenean-race-persecuted-centuries-abused-today.html

 

https://www.independent.co.uk/news/world/europe/the-last-untouchable-in-europe-878705.html 

 

Wikipedia

Elize - mord for viderekomne .....

Dette er en del af en vidopoptagelse af den japanskfødte rigmand Marcos Matsunaga med en pizza, han har været ude at købe til sig selv og sin hustru, den 38-årige Elize Matsunaga. Som det ses, befinder han sig i en elevator, og næste gang det sker, er han ikke bare myrdet, men ligger også i parteret tilstand i et par kufferter, som Elize bakser med at fjerne fra deres fælles lejlighed den 19/20 maj 2012. 

Marcos Matsunaga ligger altså død i de kufferter, som Elize kæmper med at få ind i elevatoren, der bare nogle timer før kørte hendes mand op til lejligheden, som parret bebor sammen med deres lille datter. At hun var i stand til dette chokerede vist de jurister, der førte sagen imod hende, da ligdelene var blevet fundet, for den beslutsomhed og fysiske styrke, hun besad, selv om hun er lille og spinkel, gik imod deres forestillinger om ægte kvindelighed. Denne overbevisning førte til en ikke-succesfuld søgen efter en mandlig hjælper, der efter deres mening måtte have udført den grusomme partering. Da de ikke fandt en sådan hjælper, chokerede det dem, og der er stadig dem, der tager for givet, at han bare har gemt sig godt, sådan at han alligevel findes et sted i kulisserne, for "kvinder gør da ikke den slags, vel?" 

I første omgang fortalte Elize, at Marcos var væk, og at han sandsynligvis var sammen med sin elskerinde. Det var unægtelig en sort løgn, da hun jo udmærket vidste, at han var død, og at hans parterede legeme lå spredt ud i et skovareal, hun havde valgt til formålet. Han blev i øvrigt fundet ret hurtigt, ligesom Elize ikke ventede længe med at gå til bekendelse. Mange af sagens hidtil ukendte detaljer kom imidlertid som en meget stor overraskelse for rigtig mange mennesker som bl.a. hendes svigerforældre, der forlangte en DNA-test af hendes og Marcos lille datter. Noget, der forøvrigt beviste, at barnet var hans datter, og at hun ikke stammede fra et af de seksuelle forhold Elize havde haft til forskellige mænd i de år, hun arbejdede som escort.

Sådan havde hun i øvrigt truffet den på det tidspunkt gifte, japanske milliardær, der elskede de løse forhold til prostituerede og derfor brugte masser af penge på dem. Elize var hans yndling-escortpige, og efter et tre år langt sex-forhold forlod han sin første kone og deres lille datter for at gifte sig med hende. I begyndelsen virkede alt OK, men så begyndte det at gå galt, for Marcos kunne bare ikke opgive sine sex-vaner, men begyndte igen at dyrke prostituerede. En af dem fik formentlig nogenlunde samme stilling, som Eliza havde haft, da hun var hans yndlingselskerinde, og det førte til store stridigheder med et mønster af brud, forsoninger og løfter om troskab, som han ikke overholdt. Det gode forhold, de havde haft, forsvandt, og Elize har sikkert følt sig truet på samme måde, som hans første kone var det inden skilsmissen fra Marcos. 

Med sin fattige baggrund og det tidligere job som escort havde hun slet ikke hans muligheder for at føre og vinde en sag om hverken forældremyndighed eller hustrubidrag, og det har hun selvfølgelig vidst. Var det derfor, hun myrdede ham, eller var hun - som nogen hævdede - en god digger, der bare ville sikre den plads i solen, ægteskabet med rigmanden havde givet hende? Mange udtalte sig, og det fløj med anklager og fordomme om kvinder og deres gøren og laden. Elizes forklaringer fik ikke megen plads i sagen, men det gjorde hendes tidligere erhverv, der afgjort blev set som noget, der trak fra i hendes troværdighed.  

Retssagen vakte som ventet enorm interesse, men Elizes påstande om selvforsvar blev ikke taget for gode varer af alle. Pengespørgsmålet var centralt for anklageren, da Marcos blev myrdet på et tidspunkt, hvor han var ved at gennemføre en handel, der ville gøre denne ultra-rige mand endnu rigere. Gold digger-motivet blev luftet ved enhver lejlighed, så jeg vil da sige, det er overraskende, at Elize i første omgang kun fik knap 20 års fængsel. Det skyldtes nok, at hendes påstand om selvforsvar endte med at vinde genklang, og hun desuden indrømmede, hvad hun havde gjort. Senere blev straffen sat ned fra 20 til 18½ års fængsel, og i 2019 blev den sat yderligere 2 år ned. Det varer dog helt til 2035, før hun vil blive løsladt. 

Det mest interessante i denne sag var noget, man kunne have forventet: chokket og forargelsen over mordet, parteringen og bortskaffelsen af liget. Dette mord stemmer ikke med det gængse billede af forholdet mellem kønnene, og mange er sikkert blevet direkte forskrækkede over Elizes handling. Der er imidlertid noget i dette mord, der gør det ekstra interessant: mordraten i Brasilien, hvor mordet fandt sted, er faldet, men samtidig er der sket en forøgelse af mord, etc., på kvinder. Jeg mistænker, at det er et verdensomspændende mønster, og at det er værd at tænkte over i forbindelse med en mordsag, hvor en trofæ-hustru myrder "gasen, der lægger guldæg" ....

 

https://www.newsweek.com/elize-matsunaga-once-upon-crime-netflix-today-marcos-matsunaga-death-1607620

 

https://www.statista.com/statistics/867725/homicide-rate-brazil/ 

 

https://womensmediacenter.com/women-under-siege/while-murder-rates-fall-in-brazil-femicide-remains-on-the-rise

 

 https://thecinemaholic.com/where-is-elize-matsunagas-daughter-now/

 

https://www.dailymail.co.uk/femail/article-9781643/Woman-murdered-husband-dreams-severed-head-talking-her.html 

 

Wikipedia

 

Det påtænkte mordoffer, der dræbte morderen

Ja, hun dræbte et menneske, men er hun en skurk eller en heltinde? Efter MIN mening helt sikkert en forrygende heltinde og dermed også et godt forbillede for sine medsøstre, der har måttet læse om det ene meningsløse mord på kvinder efter det andet. Tilmed særdeles ofte fordi de havnede i kløerne på en eller anden sex-forstyrret mandsperson, som de aldrig selv ville have valgt at have noget at gøre med af nogen som helst art. Da den 51-årige sygeplejerske Susan Kuhnhausen blev overfaldet af en fremmed i sit eget hjem gjaldt det dog ikke sex, men hendes liv: hendes eksmand gennem 17 år, Mike Kuhnhausen, havde bestilt en lejemorder, der skulle udføre hans hævnmord på hende, fordi hun var blevet træt af hans evindelige drikkeri og derfor havde smidt ham ud.

Susan og Mike Kuhnhausen i lykkeligere tider

Ægteparret havde mødt hinanden, efter at Susans mor og en veninde havde sat en annonce i avisen på hendes vegne. 

OK, som annoncen siger, så var hun overvægtig, men en god del af det var nu muskler. Som sygeplejerske havde hun gang på gang været nødt til at tackle genstridige og omtågede patienter, og det havde udviklet hendes muskelkraft, så hun var blevet særdeles stærk. Det vidste den hyrede 59-årige morder, Ed Haffey, ikke, da han angreb hende med en hammer, men da hun i sit selvforsvar kvalte ham til døde med sine bare hænder, udbrød han forbløffet: "Du er sørme stærk!!!"
 

Susan havde intet personligt udestående med Ed Haffey og ville ikke have gjort ham noget under normale omstændigheder, men hun følte sig fuldt berettiget til at forsvare sig og slå igen med fuld styrke, da det gjaldt hendes liv. Noget, jeg bestemt giver hende ret i, også fordi jeg ville ønske, at kvinder oftere, end tilfældet er, gjorde noget lignende - eller i hvert fald ikke bare lod sig voldtage eller dræbe som forsvarsløse slagtedyr. 

Lejemorderen Ed Haffey

 

Hvad Susans eksmand, Mike Kuhnhausen, angår, så døde han af såkaldt "naturlige årsager" i fængslet, medens Susan bare fortsatte sit liv. 

 

 

https://www.wweek.com/news/2016/08/17/a-hit-man-came-to-kill-susan-kuhnhausen-she-survived-he-didnt/  

 

https://medium.datadriveninvestor.com/an-assassin-tried-to-kill-susan-kuhnhausen-it-went-poorly-for-him-f3b02fef5221 

 

Wikipedia

 

"Karen Blixen, Allegorical Animals and Racism": Ezine article by Else Cederborg, formerly published

 

Karen Blixen

The famous, Danish writer Karen Blixen had her fame boosted by the movie "Out of Africa" about her years as a farmer in Kenya. She was born on the 17th March of 1885 and she was the second daughter of a well-to-do and well-connected family in Denmark, the Dinesens. That means that from the very first start of her life she belonged to high society, but not the most elevated part of it, i.e. one of the noble families which may count their ancestors far back in time. Her family tree could boast nobility on her father's side, but not in a direct hereditary line, making her and her siblings Sirs and Ladies. However, when she married her Swedish relative, Baron Bror von Blixen-Finecke she obtained the coveted title of Baroness.
Very early on the life style of the families of the large Danish and Swedish noble houses had a tremendous appeal to her. A snob she was, no one can deny it, but the snobbery was more for a special kind of nobility of character than for the sheer hereditary distinction. With her it's not enough to be born a nobleman to become one of those noble characters whom she admired, some of them actually belonged to the poorest of the poor or were revolutionaries like some of the heroes of The French Revolution.
Her mother's family consisted of well-to-do merchants which weren't among her favorite class of people. When her father committed suicide in her childhood (1895) and her mother's family raised her as well as her brothers and sisters she felt exposed to the bourgeois and religious ideals which they represented. She came to resent most of what they stood for - or rather, she came to resent them for the ideas she attributed to them: Prudish, puritan, pragmatic, unimaginative, non-idealistic, materialistic and not in accord with their own inner-most instincts. With her instincts mean something exalted like "connected to God or fate by one's very soul" and she purports the idea that in reality it takes a wild animal to have the perfect form of this instinctual and divine connectedness. Or as it's put by the young man, Peter, who has an inherited drive (i.e. his God-given instinct) to become a sailor, but is being urged to be something he has no inner drift for ("Peter and Rosa" from "Winter's Tales"):

"I saw a fox the other day," he took up his theme, after a long silence, "by the brook in the birch-wood. He looked at me, and moved his tail a little. I reflected, as I looked back at him, that he does excellenctly well at being a fox, such as God meant him to be. All that he makes or thinks is just foxlike; there is nothing in him, from his ears to his brush, which God did not wish to be there, and he will not interfere with the plan of God. If a fox were not so, a beautiful and perfect thing, God would not be beautiful and perfect either."

In the writings of Karen Blixen the nobleman - or the one in the other end of the social scales, the destitute and according to her thus totally free man - is considered an equal to the wild, untamed and instinctual animal who lives in accordance with God's plans for him. To be compared to e.g. a wild animal is a real compliment with her. In the other end of the scales the domestic animals equal the bourgeois of her mother's family. If one is compared to these animals one is not living by one's inherent instincts, or put in another way, the direct connection to God has been broken or at least twisted: Man doesn't live like he was meant to, but like he finds fit to in order to obtain the non-instinctual, social security of e.g. farm animals.
You may ask, now what has all that to do with racism? Well, in her beautiful book on her time in Kenya, "Out of Africa", Karen Blixen compared everyone to animals, but most certainly not in a derogatory way, but simply to mark them for their inner qualities as she saw them. She herself was very proud that she was being called "Lioness" because that spoke of bravery and fortitude which were ideals with her. Her best friends, young noblemen and great huntsmen from England and Scandinavia, belonged naturally in this group and so did some of the natives: Both the devout and very strict Muslim Somalis and the warlike Masai whom she saw as free in body and spirit because they have never been slaves are compared to birds of prey. The Masai are being her absolute favorites because they simply can't survive slavery ("Out of Africa"): "This stark inability to keep alive under the yoke has given the Masai, alone amongst all the Native tribes, rank with the immigrant aristocracy."
The Kikuyus who have been enslaved, and who have reputedly hunted down and sold each other, are being compared to farm animals, but more to describe their relationship with each other than anything else. One must admit that the Somalis and Masai are her favourites, yes, even human ideals with her, but still she has a soft spot for the Kikuyus and she is not derogatory of them when she compares them to rodents which just are another kind of free animals. In their tribe relationship she sees the Somalis as faithful sheepdogs guarding the valuable sheep, i.e. the Kikuyu.
The use of animal categories to describe people go very far back in time. We meet gods as animals and animals as gods all over the world and this tradition of comparing humans to animals live on in fairy tales and fables, but also in Heraldry. In the noble families of Scandinavia many have animals in their Coat of Arms. The heraldic animals were accepted as valid names for members of these families in their addressing each other so it hasn't been unnatural to Karen Blixen to think along these lines with the natives of Kenya and with herself and her friends. First and foremost it hasn't been derogatory to talk of someone being like a "sheepdog", guarding "sheep" and others being "birds of prey".

"Winter's Tales" by Isak Dinesen (: Karen Blixen), Vintage Books Edition, Random House, New York (1961): page 261 "Out of Africa" (and "Shadows On The Grass") by Isak Dinesen (: Karen Blixen), Vintage Books, Random House, New York, 1985: page 156

ALL rights reserved © EC
 

Nakano Takeko - kvinden, der var samurai

 

Hun blev ikke så gammel, men hun opnåede stor hæder og ære inden for sit felt som kriger, i dette tilfælde samurai. Hendes navn var Nakano Takeko, og hun blev født i april 1847 og døde i 1868. Hendes karriere omfattede bl.a. en medvirken i Boshin-krigen 1868-69 som officer og leder af de kvindelige samuraier, også kaldt "joshitai". Hun brillerede især med sin brug af det specielle spyd eller sværd "naginata", der bedst kan sammenlignes med det gamle, europæiske våben hellebarden, der - set med nutidige øjne - ser meget uhåndterligt ud, men som hun mestrede.

Japansk samurai-rustning flankeret af "naginata" 

Lige fra helt lille havde hun været fascineret af de kvindelige samuraier, der altså kaldes "joshitai". Hun læste en masse om dem og deres kampteknik samt lagde planer om selv at uddanne sig til kriger. Noget, der også interesserede hende, var historiske skildringer af japanske generaler, kejsere og kejserinder, hvilket alt sammen tyder på, at hun levede i sin egen drømmeriske eventyrverden af store mænd, kvinder og deres bedrifter. 

Kvindelig samurai

Som 6-årig blev Nakano Takeko optaget på en skole for kvindelige samuraier, hvor hun gjorde sig godt, men den uro, hendes land blev ramt af på grund af forskellige grupperinger  af kejser-tro og det modsatte, gjorde, at hun vendte hjem og begyndte at træne andre piger som "joshitai". Det var hun sikkert ganske god til, for i sin tid havde hendes egen lærer været så imponeret af hende, at hun/han ansatte hende som hjælpelærer. Noget, der formentlig kun skete for de bedste i en klasse.

På dette tidspunkt sang samurai-traditionen på sit sidste vers, og Nakano Takeko blev en af de allersidste af sin slags. Den 16. oktober 1868 førte hun an i Aizu-slaget, hvor hun og en gruppe af "joshitai" gik til angreb på den overlegne kejserlige styrke under general Shagumas ledelse, selv om de faktisk havde fået forbud imod at deltage. Deres mandlige modstandere var forsynet med moderne våben i form af geværer, så de var kvinderne langt overlegne, både i antal og i bevæbning. Da Shaguma forstod, at han kæmpede imod kvindelige soldater, gav han ordre til ikke at dræbe dem, men det betød blot, at Nakano Takeko beordrede sin kvindehær til at kaste sig ud i et selvmordsangreb. Inden hun blev ramt i brystet, nåede hun efter sigende at dræbe en 5-6 fjendtlige soldater, men døde så også selv.

Inden hun døde, havde hun bedt sin søster, Yuku, om at skære hendes hoved af, så det ikke skulle falde i fjendens hænder og blive brugt som trofæ. Søsteren gjorde, som hun bad hende om, og det afhuggede hoved blev båret af sted til et tempel ikke så langt fra slagmarken, hvor en præst begravede det under et fyrretræ med alle æresbevisninger. Alt sammen mægtig hæderværdigt ifølge japansk tradition, men nok ganske uforståeligt for de fleste af os andre. Hvad Nakano Takekos ry angår, så blev hun senere hædret med en statue, selv om det var den kejser, hun kæmpede imod, der endte som sejrherre. Hun var altså en skrap oprører, der blev belønnet med berømmelse, og som blev en legende for en krigertradition, der ret kort efter hendes død blev opgivet som forældet. Alt i alt et ret interessant fænomen ....

 

https://yamatomagazine.home.blog/2019/07/13/warrior-women-nakano-takeko/ 

 

https://www.badassoftheweek.com/nakano 

 

https://www.rejectedprincesses.com/princesses/takeko-nakano 

 

Wikipedia