Nogle mennesker - for det er de jo, trods alt - virker ikke bare modbydelige, men også komplet uforståelige på de fleste, der ikke er som dem. Det gælder bl.a. Theresa Jimmie Francine Knorr (født Cross den 14. marts 1946). Hendes handlinger skaffede hende to livstidsdomme, men de berøvede hende også to af de ialt seks børn, hun havde født. De andre havde hun travlt med at fortælle, at hun aldrig havde ønsket at få dem. Når hun ikke fortalte dem dette, så pinte og plagede hun dem på forskellig måde gennem hele deres barndom.
Hun blev gift ialt fire gange. Den første mand havde hun giftet sig med som 16-årig, dvs. kort tid efter, at hendes mor, Swannie, var død i hendes arme. De havde angiveligt stået hinanden nær, så Theresa fik en depression, der måske har været medvirkende til det tidlige ægteskabs indgåelse. Hvorom alting er, så kom hun ud af dette ægteskab ved at skyde manden "i selvforsvar", fordi han i følge hende var alkoholiker og aggressiv. Hvad hun ikke kom ud af var de to børn, de fik sammen, nemlig Howard og Sheila. Situationen huede hende ikke, og hun dulmede sig med voldsomt druk. Drikkeriet forstærkedes da hun indgik et nyt ægteskab, der indbragte hende tre børn mere, inden de blev skilt oven på mange husspektakler og forskellige voldsomme episoder. I løbet af nogle år havde Theresa haft to andre ægtemænd mere samt fået endnu et barn, datteren Terri, så hun til sidst var oppe på seks ialt. Hendes sidste mand, Chet Harris, forlod hende, og hun sad derefter alene tilbage med de seks børn, som hun ifølge sit eget udsagn aldrig havde ønsket at få.
I årenes løb mistede Theresa sit ellers gode udseende, da hun blev ret overvægtig. Den yngste datter, Terri, har senere forklaret i interviews, at det var grunden til, at hun var særlig ondskabsfuld over for teenagedøtrene Suesan og Sheila, som hun pinte mest efter at have tvunget de andre børn til at hjælpe sig, f.eks. med at holde det barn, der stod for tur, nede, medens hun mishandlede det. Noget, der dog skete med dem alle. På et tidspunkt kastede hun også knive efter børnene eller truede dem med en revolver "for sjov". Under en af disse vilde udskejelser, der denne gang var startet, fordi hun var overbevist om, at den unge, smækre Suesan var en heks, der havde forhekset hende, så hun var blevet fed, ramte hun hende i ryggen, men nægtede at tage hende til en læge. I stedet forsøgte hun selv at få kuglen ud - formentlig fordi den var et kriminalteknologisk bevis imod hende - hvilket medførte store smerter for Suesan, der på det tidspunkt var lænket til køkkenbordet efter et mislykket flugtforsøg. At det var mislykket er meget sørgeligt, fordi hun rent faktisk forsøgte at skaffe hjælp udefra til sig selv og sine søskende. Theresa talte sig dog ud af alle anklager og fik sin datter udleveret af ordensmagten, der derved uforvarende medvirkede til hendes død. Inden da var hun blevet udsat for noget i forbindelse med de forgæves forsøg på at fjerne kuglen, der kun kan kaldes tortur. Senere obduktioner af hendes på det tidspunkt forbrændte lig viste, at hun sandsynligvis var blevet brændt levende.
Da hendes datter angiveligt var død, havde hun nemlig tvunget to at sine sønner, Robert and William, til at hjælpe sig med at få hendes lig skaffet af vejen ved at sætte ild til hende. De var begge skrækslagne for, hvad hun kunne finde på og turde ikke sætte sig op imod hende, men de ønskede ikke at gøre de ting, hun fik dem til at gøre, nemlig at få liget af vejen. Det skete kun, fordi hun truede dem med alt muligt. Senere gentog sceneriet sig, for da var Sheila også død, men det var efter at være blevet spærret inde i et skab. Inden da var hun blevet tvunget ud i prostitution, indtil hendes mor pludselig begyndte at optræde jaloux. Datteren skulle formentlig ikke have nogen form for mandlig opmærksomhed efter hendes mening, selv om hun nød godt af hendes indtjening som luder. Da hun døde dehydreret af sult og mishandling i skabet, hang lugten af lig ved, og det forskrækkede Theresa, der flygtede sammen med sin søn, den 19-årige Robert Knorr Jr.. Desværre for ham rodede han sig ud i drabet på en bartender, som han fik 16 års fængsel for at skyde i Las Vegas. Theresa fortsatte flugten til Salt Lake i Utah, hvor hun blev ansat som sygehjælper for en ældre dame på 86 år.
Theresa yngste barn, Terri, forsøgte at vække myndighedernes opmærksomhed om sine søstres skæbne, men det blev afvist som "fantasier". Først da hun fik et indslag i "America's Most Wanted" kom der gang i efterforskningen. De to døde, der var blevet begravet som "Jane Does", fik deres navne offentliggjort, og sagen rullede.
Både Theresa og hendes søn, Robert, der stadig var i gang med at afsone sin dom, blev anklaget. Den anden søn, William, der havde hjulpet sin mor med at bortskaffe søstrenes lig, blev også fanget, og de blev alle tre dømt. Medens Theresa fik to livstidsdomme, så kunne Robert dog nøjes med nogle få års fængsel, fordi han vidnede imod hende.
Terri havde været ude for mange frygtelige overgreb, både imod sig selv og sine søskende, men hun, der blev gift to gange, endte med en god mand og blev også mor til børn, hun elskede. Desværre døde hun af en hjertesygdom, bare 41 år gammel.
Historien om denne onde mor indeholder selvfølgelig mange ubærlige elementer, der gør den som skabt til film og bøger, og dem er der derfor kommet flere af. Noget, der højst sandsynligt vil blive fulgt af endnu flere, for dette er en sand, fantastisk historie. At den også er en beretning om hjælpen, der udeblev, da børn bad om den, er sørgeligt og bør aldrig glemmes ....
https://medium.com/california-dreaming/theresa-knorr-mother-most-evil-3ded2297cb75
https://the-line-up.com/behind-closed-doors-the-secret-life-of-the-knorr-family
https://crimesandconsequences.com/theresa-knorr/
Wikipedia