Tre kvinder - og ligene af deres afdøde mænd .....

Denne stolte Middelalder-dame hed Dervorguilla af Galloway, og hun var datter af den meget velhavende Alan of Galloway, hvis arving hun var. Hendes mange penge gjorde det muligt for hendes mand, John de Balliol, at opnå en fornem position i datidens samfund, bl.a. som rådgiver for kong Henry III. Senere blev hans og hans kones søn ligefrem konge af Skotland. 

Kong John af Skotland, Dervorguillas og John de Balliols søn 

Da John de Balliol døde i 1268, gjorde hans hengivne kone, hvad hun kunne for at ære hans minde, bl.a. ved at donere masser af penge til det, der er blevet kendt som Balliol College ved Oxford Universitet. OK, det virker da ret normalt, for den slags pengegaver er jo også ærefuldt for familien. Dervorguillas handlinger antog dog et par særprægede udtryk, ikke mindst når det gjaldt hendes afdøde mands lig.

Var det sorg over John de Balliols død, der fik hans enke til at få hans hjerte taget ud af kroppen på ham, få det præserveret og derpå opbevare det i et smukt udsmykket skrin af elfenben og sølv? Og hvad i alverden fik hende dog til ikke bare at opbevare det på denne aparte måde, men også kræve, at det altid var i hendes umiddelbare nærhed, f.eks. under alle måltider??? 

De fleste af os i nutiden ville afgjort have os frabedt, at hjertet af vor døde ægtefælle blev stillet over for os i et nok så smukt skrin, når vi sad ved middagsbordet. Det er simpelthen for makabert, men i det trettende århundrede, hvor John de Balliol og hans kone, Dervorguilla, slog deres folder, havde også konkrete hjerter en høj symbolsk værdi. Den indtørrede kødklump i sølvskrinet har formentlig repræsenteret alt, hvad der var godt ved Dervorguillas afdøde mand.

Dronning Kristina af Sverige (1626-1689) var og blev en ret gådefuld skikkelse, der må have forekommet samtiden mere end sær. Som datter af Sveriges krigerkonge, Gustav II Adolf og Maria Eleonora af Brandenburg, kan nogle dog have opfattet hende som en form for "biologisk" eksperiment, for disse ægtefæller var meget forskellige. Da hun blev født, troede man oprindelig, at hun var den dreng, som kongeparret i den grad havde håbet på at få, men det var hun så ikke. Hendes livsstil og mange af hendes interesser var imidlertid udpræget maskuline, sådan som man opfattede tingene dengang, for hun var både meget intellektuelt og fysisk aktiv. Noget, der senere medførte, at man mistænkte hende for alt muligt lige fra at være hermafrodit til lesbisk.

Denne "sære", regerende dronning (fra 1644 til 1654), var imidlertid datter af en anden endnu mere sær, men ikke regerende dronning: Maria Eleonora af Brandenburg (1599–1655), hvis eftermæle har udpeget hende til at være noget af det mest besynderlige, der har siddet på den svenske dronning-trone. 

Man fortalte om Maria Eleonora, at hun var som besat af tanken om hele tiden at være sammen med sin mand, der jo konstant var væk på forskellige krigeriske missioner. Hun plagede ham efter sigende konstant om at blive hos hende eller tage hende med og blev dybt frustreret, når det ikke kunne lade sig gøre. Umiddelbart får man indtryk af, at hun var nymfoman, men der er nu også en anden forklaring: nok fik hun børn, men de døde - dvs. med undtagelse af denne sære datter, Kristina, der skulle have været en dreng - så hvad gav den stakkels dronning berettigelse til at indtage den samfundsstilling, hun nu engang havde??? Det eneste, der virkelig kunne legitimere kongens hustru og sikre hendes stilling, var børn, dvs. tronarvinger, og dem kneb det altså med ....

Gustav II Adolf (1594-1632) var bestemt en ganske flot fyr, hvis man skal tro dem, der har malet hans portrætter, og det skulle såmænd ikke undre mig, om Maria Eleonora var vildt forelsket i ham. Hvis det er tilfældet, så vil jeg nu sige, at hun tog denne mulige forelskelse meget for vidt, da han døde på slagmarken i 1632, for hun nægtede i to år at lade ham begrave. Det siges, at hun tilmed sov side om side med sin afdøde mand, indtil hun endelig gik med til at få ham stedt til hvile i 1634. Troede hun, at hun kunne få børn med den døde, eller hvad handlede denne supersære adfærd om???????

Mange har opbygget et sæt ritualer omkring dødsfald. Man har æret dem på forskellig vis, bl.a. ved at æde (dele af) dem, balsamere dem til en pseudo-evighedstilstand, osv., osv.. Mumie-industrien kan ses i forskellig form rundt omkring på jordkloden, hvor der virkelig er blevet gjort meget ud af - og ofret mange penge på - at bevare det, der dog kun er en tom skal af det menneske, der levede engang. Ordet "sært" opsummerer det ikke engang, for det er nærmest "grotesk" ....

Den engelske digter, Percy B. Shelley (1792-1822), giftede sig i 1816 med den purunge Mary Godwin, der skabte sin egen berømmelse som forfatteren Mary Shelley (1797–1851). Hun udgav i 1818 den stadig meget berømte roman "Frankenstein" om lægen, der skaber et "kunstigt menneske" ved hjælp af kropsdele fra afdøde personer. Dette væsen er i pop-kulturen blevet til et skræmmende uhyre, men som Mary fremstillede ham, var han en nærmest overjordisk skabning med en uskyldsren, barnlig psyke, og det er ikke retfærdigt, når han forfølges som et truende udyr. At Mary var gravid, da hun skrev bogen, er en interessant detalje, som man kan tænke nærmere over ....

Da Mary levede vidste man så, at hun havde fået taget sin afdøde mands hjerte ud og gemt det, pakket ind i et stykke papir med et af hans digte? Jeg mistænker, at det er en detalje i deres samliv, der er blevet glemt eller bare skubbet til side som "rygter", selv om det faktisk er rigtigt. Det balsamerede og indpakkede hjerte blev fundet et års tid efter hendes egen død, hvilket forekommer mig mere sært end det, Dervorguilla of Galloway gjorde med sin mands lig, for Mary var langt tættere på os tidsmæssigt. Så hvad er hun for os, "Sære Mary" eller den "superromantiske" Shelley-enke, der dyrkede sin afdøde mand på denne uhyggelige måde? 

 

https://www.mentalfloss.com/article/65624/mary-shelleys-favorite-keepsake-her-dead-husbands-heart

 

https://www.medievalists.net/2014/12/dervorguilla-galloway-daughter-oath/

https://www.undiscoveredscotland.co.uk/usbiography/d/devorgilla.html

http://www.transviden.dk/christina-dronning/

Wikipedia

Seriemorderen, der lignede en sød og rar bedstemor

Hvor de fleste kvinder gør mere ud af at virke yngre, end de er, havde Dorothea Puente (1929–2011) skabt sig et image som ældre, fordi det virkede tillidsvækkende på dem, hun havde udset sig som penge-"maskiner": svage, ældre mennesker på pension eller i hvert fald med sociale ydelser, som de levede af. En af de betjente, der efterforskede hende og hendes mange, alvorlige forbrydelser, sagde, at det føltes "underligt" bare at mistænke hende, fordi hun i den grad lignede hans gamle, søde og rare bedstemor, der aldrig ville kunne så meget som at gøre en kat fortræd. Lige det gjorde Dorothea måske heller ikke, for hun poserede som dyreven, men mennesker kunne hun til gengæld gøre frygtelige ting ved den ene gang efter den anden, for dem, hun havde udset sig som ofre, var ældre, svagelige, syge eller mentalt forstyrrede individer, der boede i det pensionat, hun havde oprettet til den slags socialt belastede mennesker. Hvorfor dog det, når ingen af dem havde gjort hende noget??? Jo, de fik faste sociale ydelser, og dem  ville Dorothea meget gerne have fingre i, hvilket skete ved at hun myrdede mange af sine pensionatsgæster ....

Nok løj hun sig 15-20 år ældre, end hun egentlig var, men det undrer mig nu alligevel, at hun havde held til at gennemføre sine mord, for det må have krævet kræfter, da hun ikke bare myrdede folk, men også transporterede mordofrenes lig om i baghaven eller andre steder, hvor de blev begravet eller bare dumpet. Hvordan bar hun sig f.eks. ad med at få ligene fra huset og om i haven? Tjah, nogle af disse bortskaffelser fik hun hjælp til, som dengang hvor hun ansatte en hjælper, der tilsyneladende ikke havde nogen anelse om, hvad det var for en sær, stor kasse, hun ville have ham til at køre til et depot. Undervejs bad hun ham om at dumpe kassen, som hun først havde fortalt indeholdt bøger, men derefter beskrev som fuld af "bras". Havde han kendt til hendes fortid som tyv, bedrager, bordelmutter, etc., etc., ville han nok have undret sig over skiftet i planer, men det gjorde han åbenbart ikke. Det var der til gengæld en fisker, der gjorde nogle dage senere, for han blev nysgerrig og åbnede kassen. Formentlig blev han både chokeret og skuffet, da han i stedet for div. værdigenstande fandt liget af en ældre mand ....

Sød og mild at se på, men det var Dorothea altså langt fra, hvis der var penge at tjene på andres død. Penge var nok omdrejningspunktet for hendes mere muntre livsudfoldelse, for i sine ægteskaber havde hun også haft en kedelig tendens til at bruge sine ægtemænds penge på spil og druk. Jeg tror, hun var ludoman, men ordet er så vidt jeg kan se ikke blevet brugt om hende. Psykologer har kaldt hende en "patologisk løgner", hvilket da mildt sagt er en underdrivelse. Hun både løj, bedrog, stjal og foregav at være en anden, end hun var, foruden at hun altså myrdede et ret stort antal socialt udsatte mennesker.

Liget i kassen skaffede hende politiets søgelys på halsen, og hun endte med at blive idømt livsvarigt fængsel for ni bekræftede mord og seks formodede, der bare ikke kunne bevises 100%. Teoretisk set kan hun have myrdet endnu flere, men på grund af sit søde, venlige,  bedstemoderlige udseende virkede hun så tillidsvækkende, at én nævning strittede imod tanken om, at hun overhovedet havde gjort noget af det, hun blev anklaget for. Det holdt hårdt at få dommen over hende igennem, men det lykkedes dog til sidst. Ikke overraskende for dem, der kendte hende, fastholdt hun nu alligevel sin totale uskyld. Således blev hun ved med at hævde, at de døde pensionatsgæster alle var døde af "naturlige årsager", havde begået selvmord, og at hun i hvert fald ikke havde forårsaget deres død ....

https://www.dailymail.co.uk/news/article-6616525/Grandson-Dorothea-Puente-laced-cakes-poison-says-shared-real-connection-her.html

 

https://www.mirror.co.uk/news/uk-news/female-serial-killers-836434 

 

Wikipedia

Næsten glemt, men genopdaget

 

Vida Goldstein (1869–1949)

Hun havde det ikke fra fremmede, for den australske feminist og politiker Vida Goldsteins mor havde også kæmpet for kvinders ligeberettigelse, kvindelig valgret og andre ændringer af den britiske samfundsmodel, der stadig var gældende i Australien. Vida gik tidligt ind i kvindebevægelsen og gjorde sig så godt bemærket som både taler og som redaktør af bevægelsens tidsskrifter, at hun hurtigt blev en af lederne. Alt sammen mægtig flot og imponerende, men alligevel ikke en total succes, da den stat, Victoria, hvor hun boede og virkede, haltede bagefter mht. kvinders stemmeret, der først blev indført i 1908.

Vida knoklede løs med sine politiske taler, etc., og i 1903 var hun den første kvinde i verden, der stillede op til det nationale parlament. Hun gjorde dette som privatperson, og til trods for den latterliggørelse, der mødte hende, lykkedes det hende alligevel at få 51.000 stemmer, hvilket vil sige 16,8 procent af stemmerne, men vandt hverken denne gang eller en af de andre tre gange, hun stillede op. Noget, der dog ikke fik hende til at opgive, idet hun heller ikke ville bløde sit valgprogram op, så hun fik større chance for at komme ind. At hun som "venstreorienteret" var ret radikal på nogle punkter, er der ingen tvivl om, og det var med til at afskrække både nogle vælgere og tilmed en del af hendes egne politiske støtter.

Som overbevist pacifist, bl.a. under Første Verdenskrig har hun sikkert også stødt mange af sine landsmænd, der mente, at krigen var nødvendig. Jeg har en stærk fornemmelse af, at hun var en noget naiv, men meget velmenende kvinde, og dem har jeg faktisk en vis respekt for på et menneskeligt plan. Mange af dem et stoute personligheder, og det tror jeg også gjaldt Vida.

Med tiden blev hun mindre betydningsfuld i kvindebevægelsen, også fordi hun i højere og højere grad helligede sig privatlivet og "The Christian Science"-bevægelse, som hun også gik ind for.

https://walkingmaps.com.au/walk/3720 

https://www.abc.net.au/news/2014-08-12/vida-goldstein-biography/5593204

Wikipedia

Else Cederborg: "Dreamy Life", Short story

 

Sometimes Elaine dreamt of a small, red house sitting in a pretty garden with a lot of flowers. In this garden she was as a small child in the company of someone with two kind hands holding her and patting her head. There was no face to go with the hands and when she came to the point in the dream where they appeared she almost always woke up, feeling sad and worried. However, the night before her 22nd birthday she had a more extended dream:

She went up the garden path with her small hand in this unknown bigger hand and she had a very strong sense of herself being a child walking with a grown-up who loved her very much and whom she also loved. They passed the beautiful roses and for the very first time in the dream they went into the house. At that point she woke up, quite disappointed at not having seen much of the interior of this mystery-house and not to know anything about who that grown-up person was. She wasn't even sure of the sex of him or her, but the hand was very soft so she felt that this loving person by her side most probably was a woman.
A couple of times she asked her Mom about the house and the person from her dream, but she never got any answers by her as to whom the woman was and where the house was to be found. Actually, it seemed that her mother didn't like to talk about it. She looked sad or worried when she mentioned it so she stopped doing it and simply put it in the narrow room in her mind labeled "childhood memories". Here the small house, the garden and the loving person lived side by side with fairy tale characters like Snow White, Cinderella, hordes of fairies, as well as hags and trolls of all descriptions.
The night before her 23rd birthday the dream once more took her past the threshold of the small house, but this time they ended up in a small, but cozy sitting-room. An old woman with white hair greeted her in the most loving manner, but she wasn't the one who had held her by hand. Happy to see this old woman she ran to her yelling "Grandma".
When she woke up from this dream she felt very confused. Her grandmothers, both of them, were wealthy and well conserved women who paid fortunes to keep what was left of their youthful looks, and nothing like this blatantly old woman who flaunted her white hair and aged looks without any pretence of not being 70 or maybe even more.
After this dream she decided to mention it to her mother once more. She started by telling her about it over the phone to prepare her. Then she at once went to see her in the beautiful house she and her late husband had lived in for many years and where she herself had grown to adulthood.
However, when she arrived, she was met by her mother's physician, Doctor Adair, and he didn't look very happy. As to the house it was abuzz with people she didn't know.
"What's going on?" Elaine exclaimed.
"We tried to reach you over the cell phone ..."
"Yes, yes, I didn't answer it as I was driving, but what is this, what has happened?"
"Your mother has had a stroke. The maid told me that she had a phone call and as she hung up she suddenly fell to the floor."
"A phone call? At what time?"
"Around 11.00 AM ..."
"That may have been my call, but I don't understand. She seemed quite all right ..."
"It may not have been the call itself that led to this, but it did happen right afterwards. Unfortunately it doesn't look too well ...
"No!" she exclaimed. "My Mom is strong and not that old, only 62 years old, she will be all right."
He didn't answer, but started up the stairs to her mother's bedroom. She followed him and was relieved to see that a nurse was tending her.
"I want her committed to the hospital right away," the doctor said, "Nurse Kennedy simply was in the car with me when I was called and she wanted to help, but the patient can’t stay here."
Elaine couldn't agree more and she accepted the commitment at once. She followed her mother in the ambulance, holding her hand all the time, but not even that physical closeness made her realize that she had died before they arrived at the hospital.

"And I just sat there, patting her hand," she cried when she told her boyfriend, Frederick, what had happened. "I didn't feel it when she died."
"Nonsense," he said, hugging her lovingly. "On the contrary, you felt too much to see what happened ..."
She cried in his arms and he did his best to console her, but she felt miserable, both over her loss and over her suspicion that it was her phone call which had led to this. Doctor Adair ordered her to take some medicine to help her through this awful time of her life and she went on taking it for some weeks after the funeral. Now that both her parents had died she often felt a special surge of love for both of them, even more than she had felt before. However, they had always been there for her, had loved and protected her and she knew only too well what she had lost.
That is, she knew what they had been to her until she went with Frederick to meet with her mother's lawyer who was working on her papers. He told her that she could have all her personal papers, but that he couldn't find them.
"It's strange," he said, "your parents must have kept all the papers from your birth, your baptism, and so on separate because they are not to be found anywhere. As their only child you inherit everything, no doubt about that, but ..."
She looked at him in amazement. "But where can they have kept the papers? Didn't my parents talk of them?"
"No, never, and it didn't occur to me to ask them." He looked at her, obviously very confused at this development in the case, then he said: "Not to worry, because they have played safe by writing a will so that you are secured in every way. However, that's strange too as you are the only child and thus the sole heir anyway."
Elaine turned to Frederick, looking so bewildered and hurt that he at once kissed her tenderly, saying: "All right, but then they must be in the house somewhere. We shall find them, no doubt about it ..."

That very same day Elaine started to look for the papers by herself. She had seen to it that there wouldn't be anyone in the house but her although she had told Frederick that she would love him to help her at the same time hoping he would not. She didn't find anything until she came to a couple of boxes with her old toys. On top of the heaps of toys she found her beloved Teddy and she felt like an instinctive drift to take him in her arms for comfort. This large toy-bear her father had given her and she had loved it, almost as much as she loved him. 

- I had good parents, loving and kind, she thought to herself as she hugged the Teddy bear and dripping tears onto his furry head. As she tried to dry the tears by wiping the fur with her sleeve she noticed that he had an opening in his back. It was zipped closed, but still, there it was. Without really thinking about it she pulled the zipper and poked inside.
Her finger met with something that felt like papers and she pulled at them. Out came a large mass of newspaper clippings and the very first one she noticed was a newspaper article with a photo of a small, red house in a beautifully kept garden. In this garden a young woman stood, obviously crying, and beside her there was a man and an old woman.
Elaine looked at this old, faded photo in amazement, then she pushed the clippings back in and zipped the bear shut once more. She felt that this was something that nobody but herself should see and she decided at once to go somewhere else to read it where nobody would disrupt her privacy.
The only place she could think of right now was her mother’s bedroom which by now was more or less emptied of furniture. Still, there was her small antique desk with all the family photos and she sat down by it to browse her find.
After having read a few sentences in the newspaper article she had seen when unzipping Teddy she knew much more than she ever had before. The small, red house was the home of a happy family of four: Mrs. Blair, who was the mother of Mrs. Jameson, married to Charles and the mother of a pretty girl of 1½ years by the name of Karen. When Elaine looked at the photos of Karen she knew what had happened to her, because the little girl was the exact duplicate of the little girl she looked at in the family photos on her Mom’s desk. – It’s me, she thought, I was kidnapped. I’m Karen, not Elaine …
The clippings told of the kidnapper as being a man looking as a gupsy or maybe a Mexican. He had entered the garden and in a split second he had grabbed the child and run off in a fast moving car. According to the clippings the police feared that the child would be murdered in some gruesome way or that she already was dead.
Dead, she thought, no, shocked to the core of my being, dead I’m not …
She sat browsing all the clippings when she heard footsteps outside the door and before she could stack the telltale articles back inside the bear the door was opened by her aunt Elaine whom she was named after. For some years she had more or less kept away from the family, and it seemed that she and her sister, Elaine’s Mom, had fallen out, but nobody knew how and why that had happened. Now she startled the young woman sitting at her sister’s desk with a lot of newspaper clippings and looking like the culprit she wasn’t.
“Aha,” she said as she entered the room, “you found them …”
The younger Elaine stared at her in disbelief. “Did you know anything about this?” she exclaimed.
“Yes,” her aunt answered, “it was I who did it and I’ve come for the papers to destroy them.
 I’m the “Mexican” who robbed that nice family of their cute baby daughter.”
“But … but … how and why?”
“Because my sister had had seven miscarriages and desperately wanted a baby and I … well, I needed the money she was to pay me.”
They looked at each other, then the younger Elaine said: “And what about my real parents? What happened to them?”
“They had four wonderful kids and even though they miss you, they have come to terms with their grief.”
“How do you know that?”
“I knew them, the old Missis, you grandmother, had been our cook some years before this happened.”
It dawned upon Elaine that the family she had lost might not be all innocent in her loss and somehow that felt as a relief. She looked at her aunt and then she said: “Let’s burn those clippings right away.”
Her aunt smiled and put the heavy ashtray from the desk in front of her: “I have the matches – still a smoker, I’m afraid – so let’s make a bonfire of the past.”
While the clippings were turning into ashes Elaine asked her aunt: “Was my grandmother the only one who knew about this kidnapping?”
“Yes, except for your Mom and Dad. Your birth mother and birth father never knew what had happened, but she both sold you and, perhaps even saved you, as your abduction made them revise their relationship. There was some kind of abuse, but that stopped and you had a good and loving, new family.”
Elaine sat still for some minutes then she said: “Yes, I had and what happened is in the past. I shall live in the present and in the future, not the past.”
Her aunt smiled as their eyes interlocked over the smouldering ashes from the clippings.

ALL rights reserved
© EC

Løst og fast om skytsånder: må man fyre - eller tæve - dem??!!!!

Pavel Kuczynski

Jeg ved egentlig ikke, om jeg ligefrem tror på engle, men det skulle ikke undre mig, om de fandtes under en eller anden form, bare helt anderledes end vi er blevet oplært til at tro. Således ser jeg denne hårdt prøvede og afgjort særdeles udnyttede, barfodede og bevingede person - også kaldt en "engel" - som et glimrende billede på min egen ideal-skytsengel, der unægtelig ligner en tjener, slave eller en meget avanceret robot en hel del. Den holdning kan jeg så gøre mig tanker om, for jeg er godt klar over, at det selvfølgelig ikke er så pænt af mig, meeen .....

Ordet "skyts" får mig i hvert fald til at lege med tanken om, at der rent faktisk findes en overjordisk skabning, hvis opgave det er at følge og beskytte os. Ikke at der er meget, der tyder på, at det virkelig forholder sig sådan, men det kunne jo tænkes, og det ville nu være rart, bare en gang imellem ....

Ja, jeg kunne godt forestille mig, at min egen skytsengel også er smuttet og nu får en stærkt nødvendig psykiatrisk behandling et eller andet sted i de himmelske sfærer. Dvs. hvis netop han da ikke i virkeligheden stammer fra de nederste områder, hvor man helst ikke selv skal havne, selv om der dog er nogen, der efter sigende forstår at styre den slags "anti-engle", der kaldes "djævle". Eftersom jeg ønsker orden i tingene og mener, at det burde min skytsånd sørge for, at jeg får, så er jeg ikke på forhånd afvisende over for en "mørk engel", når bare han gør, som jeg siger, og det er nok det, der er svært at sikre sig ....

Nu ligger der jo ikke forestillinger om et herre-/tjenerforhold i tanken om skytsengle. Deres (påståede) opgave er mest at hjælpe mennesker med en åndelig udvikling, der måske først kan mærkes efter døden, dvs. efter at man har sluppet alle materialistiske krav og ønsker. Den ide er den fremherskende i religionen, men den bryder med det, jeg gerne så praktiseret her og nu: HELD I SPRØJTEN, tak!!! SLUT MED UHELD OG MODGANG!!! Ak ja, sådan fungerer det ikke ifølge de kloge, der har mere tjek på systemet end os andre, der ikke har en teologisk eksamen, men bare stiller med en række nedskrevne ønsker. Den slags lister er formentlig altid forbundet med jordelivet og ikke den himmelske paradistilstand, vi formodes at stile imod, så det siger sig selv, at sådan noget kan vi godt glemme alt om, hvilket er irriterende her og nu, hvor vi alle formentlig har noget at slås med .... 

Også de mørke engle kan tilsyneladende få kvababbelser over deres pligter. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man ser et billede som det nedenfor, der vist nok viser en fortvivlet, mørk engel. Hvad er der galt med ham, fik han opgaver, han ikke kunne klare, - eller som han afskyede??? Har også mørke engle moralske skrupler, hvis "deres" menneske skejer ud og begår onde gerninger??? Hvis det er tilfældet, så opfylder han så vidt jeg kan se ikke sine overordnede pligter over for sin meget-meget mørke herre og mester, der vel er den, der har givet ham hans opgaver. En djævels samvittighedskvaler kan bare ikke andet end at skabe store problemer for ham mht. loyalitet. 

Det er sjovt, som man reagerer, når man ser en af de mørke med en uskyldig barnesjæl. Nok kan jeg lege med tanken om at "engagere" en af dem som skytsengel i stedet for de hvide og syndfri, jeg forestiller mig, at jeg hidtil har haft, men det støder, ja, oprører mig at se en af dem korrumpere et uskyldigt barn. Tanken om de mørke og slemme er altså ikke så afklaret, som jeg selv troede, for sådan en situation viser mig, at nok er jeg jævnligt gal på de hvide, men i mine øjne virkningsløse, men selv om jeg kan flirte med tanken om en mørk og slem skytsånd, så ville det ikke være løsningen ....

Nedenfor ser vi Hugo Simbergs maleri af englen, der har fået bank. Det er en meget ynkelig, bevinget person, der bæres bort af to meget unge mænd, og umiddelbart er jeg lige ved at hovere: "Ha, "dit menneske" blev gal og gav dig øretæver, og det har du sikkert fortjent, din dovne slambert!!!" Dette er dilemmaet ved at vælge det gode, men alt for ofte ineffektive mht. jordiske gøremål, man kan brokke sig og måske også fyre ham, men ikke slå på tæven, selv om det klør i fingrene på én .... 

Hugo Simberg: "Den sårede engel"

En af de morsomme ting ved skytsengle er, at forestillingen om dem hviler på meget gamle traditioner, der ikke nødvendigvis er religiøse. Nogle af dem hører til folketroen og ligner feer, andre optræder som en art projektion af ens egen personlighed, dvs. som noget, der kunne kaldes en "usynlig tvilling". Det lyder vildt, men er faktisk den mest logiske forklaring på skytsånder: man fører en indre samtale med sig selv, men oplever det, som om der er en anden uden for ens psyke, måske i skikkelse af en form for dobbeltgænger. 

Ikke én, man tænker på som en skytsånd, men det er folk i visse erhverv nu alligevel, og de bliver ofte groft udnyttet. Når jeg tænker på det, får jeg straks dårlig samvittighed over mine egne ønsker om en skytsånd som tjener, slave eller robot ....

Englen, der var en djævel

Lyst hår arrangeret i en ungdommelig og nærmest barnlig frisure, smukke, blå øjne, ja, Karla Homolka (født den 4. maj 1970) ligner noget, hun ikke er/var, for det uskyldige ydre snyder: hun er/var bestemt ingen uskyldsren engel. Tværtimod er hun en af de ubetinget modbydeligste og kyniske, canadiske mordere, man kender. Derfor figurerer hun da også højt oppe på diverse lister over de mest afskyelige kvindelige (serie-)mordere, man kan forestille sig. Kort sagt en person, man tager for givet befinder sig bag tremmer - og bliver der! Sådan er det imidlertid ikke gået, da Karla, der er særdeles intelligent, har fået manøvreret sig ud i et normalt liv med en ny mand og tre børn. Hvad hendes første mand, Paul Bernardo, angår, så sidder han fortsat dér, hvor han i den grad fortjener at sidde, nemlig i et fængsel ....

Brylluppet mellem Karla Homolka og Paul Bernardo den 29. juni 1991

Karla fik ingen børn med sin første mand og medskyldige, Paul Bernardo (født den 27. august 1964), som hun mødte, da han var 23 og hun 17 år. Dengang havde hun drømme om at blive dyrlæge, men arbejdede på det tidspunkt i en dyrehandel i et indkøbscenter. Paul havde en stilling som bogholder eller måske ligefrem regnskabschef i et stort firma. De var begge ud af velhavende, respekterede familier og havde ingen økonomiske problemer. Desuden var de det, der førte til deres øgenavn, "Ken og Barbie", dvs. smukke, unge mennesker med flair for at begå sig i de såkaldt "bedre kredse". At de begge var som tikkende bomber, parate til at eksplodere, var der ingen, der anede. Der var dog dem, der bemærkede, at Karla tabte sig, og at hun begyndte at gå med tøj, der kunne dække mest muligt af hendes krop, hvilket ofte er et faresignal, da det kan tyde på hustruvold. Nogle af disse årvågne personer spekulerede på, om Pauls stadig mere og mere tydeligt dominerende adfærd også gav sig fysiske udtryk, men ingen greb ind, f.eks. ved at foreslå Karla at forlade ham - eller bare tale med hende om det, der skete: man så, men uden virkelig at se ....

Som senere afsløringer viste, ville det nok heller ikke have hjulpet så meget, for Pauls unge kone ikke bare tolererede hans overgreb på både hende selv og andre kvinder, men deltog selv i noget langt værre. Da han fortalte hende, at han var den eftersøgte Scarborough-voldtægts-mand, der havde overfaldet og voldtaget mere end ti kvinder siden 1987, tog hun forbavsende nok ikke afstand fra hans forbrydelser, og snart efter blev hun selv involveret i dem. Et halvt år før deres bryllupsdag i 1991 voldtog og dræbte de i fællesskab Karlas yngre søster, Tammy (1975–1990). Det skete i forbindelse med en bedøvelse under et overgreb, som de begge deltog i. (Jeg vil dog mene, at visse ting kunne dog tyde på, at dødsfaldet ikke var en del af den oprindelige plan, men snarere et uheld, selv om Tammys død fortsat regnes for mord).

Stakkels, purunge Tammys død blev i første omgang afskrevet som et uheld under indtagelse af alkohol, så det blev ikke efterforsket som mord eller forhindrede, at Pauls og Karlas bryllup fandt sted uden problemer et halvt år senere. Perfekt for "Ken og Barbie", der solede sig i hyldesten som det smukke, unge par med en lys fremtid foran sig.

I december 1992 brast boblen imidlertid, fordi Karla meldte Paul for den hustrumishandling, hun blev udsat for, og som bare var blevet værre og værre. Lægen, der tilså hende, sagde, at han aldrig havde set noget menneske så ilde tilredt, da hun mødte op for at foretage sin anmeldelse, hvilket betød, at hun blev mødt med stor medlidenhed og forståelse på politistationen. At hun havde sat sig for at prikke endnu mere hul i "Ken-og-Barbie-lykke-boblen" forvandlede imidlertid sagen totalt, da det nu kom til at handle om de mord og voldtægter, Paul angiveligt havde tvunget hende til at deltage i. Dvs. at hun fremstillede sig selv som det uskyldige offer for sin brutale og kriminelle mand. Der var imidlertid én vildt interessant oplysning blandt alle dem, hun gav politiet, der virkelig fængede: forbrydelserne var optaget på bånd. Desværre vidste hun, efter hvad hun sagde, ikke, hvor de afslørende  videoptagelser af uhyrlighederne befandt sig, idet de måske var blevet destrueret af Paul. Da hele mord- og voldtægtssagen hvilede på hustruvoldsofret Karlas beskrivelser, var det meget vigtigt for efterforskerne at finde båndene, men det lykkedes dem ikke, selv om de endevendte det unge pars hjem, vist nok gennem 71 dage ....

Hele sagen blev totalt forkludret af Pauls uerfarne, men ambitiøse advokat, da han faktisk fandt de gemte bånd i parrets hus, men et sted, som politiet havde overset. Han burde afgjort have afleveret båndene til politiet, men valgte at beholde dem, fordi de kunne belaste anklagerens sag ved at sværte hans stjernevidne, Karla, til, hvilket teoretisk set kunne vinde sagen for ham. Sagen var nemlig den, at båndende med al ønskelig tydelighed viste, at hun aldeles ikke blev tvunget til noget som helst, men at hun ofte var den udfarende kraft i de pinsler, de myrdede ofre blev udsat for efter at være blevet kidnappet og holdt fanget. Hvis det var blevet afsløret, ville "den stakkels mishandlede hustru" være havnet side om side på samme anklagebænk som sin mand, serievoldtægtsmanden og morderen, Paul Bernardo, men nu blev hun i stedet for et vidne imod ham. Eftersom hele sagen hvilede på Karlas udsagn og den tiltro, hun fik som offer for hustruvold, var det ekstra rystende, når båndene viste, at hun var noget mere og langt værre, nemlig en medskyldig, bl.a. i det, der førte til hendes lillesøsters tragiske død efter at være blevet misbrugt i bevidstløs tilstand. Noget tydede tilmed på, at hun - og ikke Paul - var initiativtageren ....

Pauls forsvarsadvokat holdt båndene skjult i over et år, men blev så erstattet af en anden og langt mere erfaren advokat. Alt forandredes, men da sagen jo altså udelukkende hvilede på Karlas udsagn om, at Paul havde dræbt de to piger, de havde kidnappet i fællesskab, og som de begge havde forulempet seksuelt samt tortureret, så stod anklageren over for et enormt problem: opgive at få en notorisk voldtægtsmand og morder dømt eller holde fast i Karlas ikke-eksisterende uskyld? Uden denne "uskyld" røg hendes troværdighed som vidne, så den var vigtig for anklage-siden. Dette dilemma førte til det, der senere er blevet kaldt "The deal with the Devil", hvilket er et glimrende udtryk for det, der skete: Karla medgav sin rolle i forbrydelserne og fik fem år for hver af de to piger, parret havde kidnappet, mishandlet og myrdet. Ud over det fik hun tillige to år for det, der nu blev anset for et mord på Tammy. Altså ialt 12 år, hvilket er latterligt - alt taget i betragtning ....

Man går ud fra, at det glamourøse par var fælles om mordene, men sikkert er det nu ikke, for disse forbrydelser ses ikke på båndene, "kun" torturen og voldtægterne. Dvs. at man kun har de to forbryderes udsagn at gå frem efter, og de er selvfølgelig vidt forskellige: Karla siger, at Paul ikke bare voldtog og torturerede pigerne, men at det også var ham, der myrdede dem. Han siger til gengæld, at det var hende, der stod for mordene. Altså ord imod ord og ingen håndfaste beviser på, hvad der skete ...

Folk, der kender - eller har truffet - Paul siger, at hans generelle selvovervurdering og enorme selvglæde gjorde det umuligt for ham bare at forestille sig, at han ville blive fanget og dømt. Han tog for givet, at samfundets regler ligesom ikke gjaldt for ham, men dér tog han fejl, for han endte med en livstidsdom samt fik prædikatet "dangerous offender", hvilket sikrer hans fortsatte fængsling. 

Billedet af Karla, der af mange ses som det, der bedst portrætterer hende som den "personificerede ondskab"

Hvad Karla angår, så havde hun jo fået manøvreret sig ud af den straf, hun havde fortjent ved at få en aftale om en dom på 12 år som anklagerens vidne. At båndene afslørede hendes forbrydelser blev underspillet på grund af hendes rolle som voldsoffer og vidne, selv om Paul blev ved med at hævde, at det var hende og ikke ham, der havde myrdet pigerne. Desuden havde hun ene kvinde stået for bortførelsen og medvirken i en voldtægt af en af hendes veninder, den såkaldte "Jane Doe". Intet af dette talte imidlertid lige så meget som den gavn, retten havde af hendes vidneudsagn, og som gjorde, at hun kunne blive løsladt og nærmest forsvinde ud i anonymitet sammen med en ny mand. 

Efter nogle år vendte hun dog tilbage under et par nye navne, Emily Bordelais og Leanne Teale, som hun jonglerer med efter behov. Fordi hun deltog i skolearrangementer, bl.a. som frivillig hjælp, blev hun imidlertid afsløret, og jeg vil tro, at hun ender med at forlade sit hjemland, Canada. Én ting er i hvert fald helt sikker: canadierne glemmer ikke hverken det, hun gjorde, eller den smarte juridiske manøvre, der lod hende slippe så mildt fra sine uhyrlige fobrydelser. Nogle har tilmed jagtet hende via internettet og har bl.a. oprettet en Karla-side på Facebook.
 

https://www.voxbliss.com/karla-homolka-now/

https://www.soundhealthandlastingwealth.com/people/karla-homolka-children/ 

https://pepsip.tumblr.com/post/165241344061/karla-homolka-spotted-at-a-clinic-by-a-facebook 

https://emily666bordelais6guadeloupe.wordpress.com/2011/11/20/hello-world/

https://www.bbc.com/news/world-us-canada-40126909 

https://www.theglobeandmail.com/news/national/karla-homolka-lives-in-guadeloupe-and-has-three-children-new-book-reveals/article4360378/ 

https://www.the-sun.com/news/4260599/who-is-karla-homolkas-husband-thierry-bordelais/ 

https://www.huffpost.com/archive/ca/entry/karla-homolka-kristen-french-marcia-penner-letter-best-friend_n_16925646 

https://www.thefamouspeople.com/profiles/karla-homolka-11294.php 

Wikipedia 

 

Frejdis, vikingkvinde og Amerikafarer

 

Så hun sådan ud, Erik den Rødes stærke og krigeriske datter, Frejdis? Det er ikke til at sige, men da man ved, at faderen fik tilnavnet "Røde" efter sin hårfarve, er det nemt at forestille sig, at hans datter havde arvet dette særlige slægtstræk. Hun formodes at være født omkring 970, og hun er kendt for sine Vinland-ekspeditioner - og sin luskethed. Nu er Vinland jo ikke hvor som helst, for det ligger på den anden side af jordkloden og formodes at være en del af det, vi i dag kender som Amerika. Beskrivelserne af Vinland virker dog ikke helt pålidelige, for det er lidt for overdådigt med laks i åer og vilde vindruer på land. OK, meget er sket siden ca. 986, hvor vikingen Bjarke Herulfsen så at sige var stødt på dette uventede landområde, da han var på vej til Grønland. De første, der udforskede det fremmede land, var Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige (ca. 970–ca. 1020), men også hans datter, Frejdis Eriksdatter, og det foregik omkring år 1000. 

Vikingen Erik den Røde etablerede den første europæiske bosættelse i Grønland, hvilket der fortælles om i "Erik den Rødes Saga", og hans søn, Leif den Lykkelige, gjorde altså noget lignende i det såkaldte "Vinland". Forskerne er imidlertid ikke helt enige i, hvor dette nyopdagede område lå. Der er stadig forskellige tvivlsspørgsmål omkring denne viking-ekspedition, men det er dog sikkert, at Leif havde sin (halv-)søster Frejdis med, sådan at hun også må regnes som en art "Amerika-opdager". 

Der fortælles om Leifs ekspedition i de to "Vinlandssagaer", "Erik den Rødes Saga" og "Grønlandssagaen", hvor Frejdis altså også optræder. Disse sagaer er dog ret forskellige, hvilket måske skyldes, at de er senere nedskrivninger af mundtligt overleverede beretninger. Diverse arkæologiske udgravninger har dog bekræftet, at der virkelig var bosættelser, der svarer til det, der blev fortalt om vikingernes Amerika-eventyr. Det interessante er, at Frejdis bliver nævnt i begge disse sagaer, hvor der bl.a. fortælles om hendes mindre pæne opførsel. Hendes far, Erol den Røde, var unægtelig en lidt vel krigerisk og morderisk person, der måtte flygte den ene gang efter den anden, fordi han havde myrdet en eller anden, og det lader til, at denne datter ikke bare har arvet hans hårfarve, men også en hel del af hans psyke. Noget af det værste hun gjorde var, da hun efter at have gennemført den fjerde Vinlands-ekspedition, fik skibsbesætningen myrdet, fordi hun ville have fingre i sine kompagnoners handelsvarer. Kun fordi hun var Leifs søster blev hun ikke straffet for denne handling, men hun - og hendes efterkommere - tabte anseelse.

Senere tiders forestilling om en vikingdatter

Det kan ikke nægtes, at hun var - eller bliver fremstillet som - overmåde lumsk. Således fik hun lokket sin mand, Thorvard, til at begå mordene ved at lyve om, at handelsmændene havde slået hende. Hvis ikke han hævnede denne påståede forbrydelse, ville hun lade sig skille fra ham, så han gjorde, som hun ville. Senere forlod hun Vinland og vendte tilbage til Grønland, hvor hendes mand havde ret store landområder. Da hun mødte sin bror Leif, løj hun og sagde, at de myrdede handelsfolk selv havde besluttet at blive i Vinland, hvilket de rent faktisk havde, men ikke i myrdet tilstand ....

Der er noget kækt og muntert over den unge Frejdis, men det kan ikke nægtes, at hun med tiden blev noget af en besk blomme. Alligevel lader det til, at mange ser hende som en art forbillede for kvinder, og det er jeg ikke så begejstret for. Nok er det herligt med en stærk og handlekraftig vikingkvinde, men Frejdis er nu mere end det, for hun ligner faktisk en moderne seriemorder, der pløjer sig igennem fjender og andre, der står i vejen for hende, og den holdning er jeg ikke så vild med ....

 

https://www.canadianmysteries.ca/sites/vinland/whereisvinland/sagaofgreenlanders/indexen.html 

https://nota.dk/bibliotek/bog/frejdis-eriksdottir#audio

 

https://denstoredanske.lex.dk/Vinland 

Wikipedia