Var Bess af Hardwick helsøster til Elizabeth I?

Én og samme kvinde? Nej, men måske nært beslægtede, selv om det ikke er den officielle version af historien om "Jomfrudronningen", Elizabeth I, og den kvinde, der kom hende nærmest i velstand, og som lignede hende rigtig meget af udseende: Elizabeth af Hardwick (ca. 1527-1608). 

Bess af Hardwick

Man kender ikke det nøjagtige fødselstidspunkt for Elizabeth "Bess" af Hardwick, men da hun giftede sig første gang, blev hun anset for at være 15 år, så det passer meget godt med året 1527. Hun var datter af John Hardwick and Elizabeth (Leake) Hardwick, der tilhørte det, man har kaldt "lavadelen". Hendes forældre var ikke spor velhavende, så det er interessant, at hun selv endte med at blive landets næstrigeste kvinde, dvs. lige efter dronningen, Elizabeth I. Hvordan det gik til, siger næsten sig selv, for der var ikke mange andre karrieremuligheder for kvinder dengang: hun giftede sig til penge, titler og indflydelse, og hun var virkelig god til hele det spil, der banede vejen for den slags, men hun var nu også særdeles heldig. Hendes første bryllup fandt sted omkring 1542, hvor hun som (ca.) 15-årig giftede sig med den kun ca. 13-årige rige arving Robert Barlow. Året efter var hun enke, formentlig uden at have mistet sin jomfrudom, selv om det ellers var en forudsætning for, at ægteskabet blev regnet for juridisk gyldigt. Hvorom alting er, så satte dette fut i hendes fremtidige karriere ....

Bess af Hardwick

Det næste ægteskab varede betydeligt længere, og denne gang kom der børn, faktisk hele otte ud af det, og de fik alle fornemme gudforældre som dronningerne Mary I og Elizabeth I. Noget, der hang sammen med det faktum, at den nye og velhavende ægtemand, Sir William Cavendish, havde en flot position inden for den kongelige administration. De to, Bess og William, mødte hinanden, da hun var hofdame for Frances Grey, der via sin afstamning og som Jane Greys mor udgjorde sin egen del af Tudorernes kongefamilie, bl.a. havde hendes datter jo været dronning i ni dage, selv om hun blev afsat og henrettet. Som ægtefælle repræsenterede Cavendish adskillige trin op ad den sociale rangstige, men han faldt dog i en vis form for unåde, da dronningen fattede mistanke om, at han havde været med til komplottet om at få Jane Grey på tronen efter Edward VI's død. 

Næste ægtefælle, nemlig efter Cavendish's død i 1557, var Sir William (Stloe) St Loe, som Bess ikke fik nogen børn med, formentlig fordi han det meste af tiden var væk for at udføre sine hofpligter for Elizabeth I. Bess derimod blev hjemme, hvor hun blev mere og mere involveret i de byggeprojekter, der har været med til at bevare hendes navn for eftertiden. På et tidspunkt fik hun dog en position som hofdame, men hun mistede den igen, da dronningen mistænkte, at hun havde været involveret i det ikke-kongeligt anerkendte - og politisk sprængfarlige - ægteskab mellem Katherine Grey og Edward Seymour i 1560. Faktisk blev Jomfrudronningen så edderspændt, at hun sendte Bess i Tower en tid.

Forholdet mellem de to Bess'er, dronningen og Bess af Hardwick, var præget af mange ups and downs, men det fortsatte alligevel på en eller anden måde, hvilket har været med til at skabe visse gætterier: var Bess of Hardwick i virkeligheden ikke datter af det lavadelige par, John Hardwick and Elizabeth (Leake) Hardwick, men af Henry VIII og Anne Boleyn fra før, de blev gift????? Havde de mon sat deres hemmeligholdte, førstefødte, illegitime datter i pleje hos Hardwick'erne????? Denne dristige antagelse bygger ikke på ret meget andet end den fysiske lighed mellem de to Elizabeth'er, dronningen og hofdamen, samt det held, der livet igennem fulgte sidstnævnte, idet hun konstant giftede sig opad socialt set samt blev rigere og rigere. Jeg må sige, at jeg nu er totalt neutral over for teorien, som jeg ønsker verificeret på en meget mere indgående måde, så jeg ender med et tøvende måske/måske ikke, men uden at afvise tanken ....

Sir William (Stloe) St Loe

Bess' fjerde og sidste ægtemand var den fornemste: George Talbot, Jarlen af Shrewsbury. De fik ingen børn, men sørgede for, at familierne blev knyttet sammen, ved at Bess datter, Mary, giftede sig med hans søn, Gilbert. Desuden giftede hendes søn Henry sig med hans datter Grace.

George Talbot, Jarlen af Shrewsbury 

Ægteskabet led under en opgave, der sådan set var mægtig ærefuldt, men samtidig noget af en varm kartoffel i en tid, hvor der manglede dynastisk stabilitet. Den tilfangetagne skotske dronning, Mary Stuart, der tilhørte Tudor-slægten gennem sin bedstemor, Henry VIII's søster, Margaret, var blevet dem betroet. De flyttede rundt med den fornemme "gæst", og hun blev hos dem som statens fange i seksten år, nemlig indtil 1584. Det var hverken billigt eller nemt for dem at sørge for denne skotske dronnings forplejning, men også sikkerhed. At hun så godt ud forværrede situationen, for Bess mistænkte, at hendes egen ganske flotte mand havde en affære med den fængslede dronning, og det endte med bitre stridigheder og separation, hvor dronning Elizabeth forsøgte at mægle, dog uden det store held.     

Dronning Elizabeth I

I 1574 fik dronningen virkelig grund til at være vred på Bess, da denne havde gjort sit for at få sin datter, Elizabeth, gift med hendes slægtning, Charles Stuart, der - ligesom hun selv - var barnebarn af Henry VII. Da det unge par fik en datter, Arabella Stuart, var det ikke ligefrem noget, der forbedrede forholdet mellem de to Bess'er, for hun kunne true den arvefølge, dronningen gik ind for.

Arabella Stuart, ca. 1590

Bess tilbragte sine sidste år med at bygge og med forskellige familiestridigheder. Det siges, at hun i sin tid var blevet spået, at hun ville dø, hvis hun ophørte med sine byggerier, hvilket så skulle være forklaringen på alle de huse, hun fik opført. Jeg vil nu mene, at hun stilede meget højere end til at være bygherre, da hun fik sin datter gift med Charles Stuart. Dermed fik hun jo faktisk sneget sig ind i Tudor-dynastiet. Ikke at det var til megen gavn for hverken hende eller produktet af hendes anstrengelser, nemlig Arabella, selv om sidstnævnte faktisk stod som nr. 2 i arvefølgen til den engelske trone ved dronning Elizabeth I's død i 1603. Sært nok kan man sige, var jo den henrettede skotske dronning Mary Stuarts søn, James, der arvede den engelske kongetitel efter den kvinde, der havde henrettet hans mor. Stakkels Arabella fik en fængselscelle i Tower, hvor hun efter sigende ikke bare blev vanvittig, men også endte som et spøgelse, der går igen den dag i dag ....

Bess ligger begravet i Derby Cathedral sammen med sin anden mand, William Cavendish. På gravstenen beskrives hun som bygherre af Chatsworth, Hardwick and Oldcotes, men ikke som en mulig illegitim datter af Henry VIII og Anne Boleyn ....

 

https://northernreader.wordpress.com/2017/12/10/300-and-not-out-bess-of-hardwick-by-mary-s-lovell-reviewed-by-northernvicar/ 

https://petermerlincane.wordpress.com/tag/bess-of-hardwick/

 

https://artuk.org/discover/stories/the-life-and-legacy-of-bess-of-hardwick

 

https://www.english-heritage.org.uk/learn/histories/women-in-history/bess-of-hardwick/ 

http://elizabethanenglandlife.com/bess-of-hardwick-biography.html

 

https://www.wikitree.com/wiki/Hardwick-21 

 

Wikipedia

Edwina Mountbatten - skandaletøs, der blev respektabel og højt respekteret

 

Inden Edwina Ashley blev til Lady Mountbatten var hun især kendt for sit vilde liv med elskere og udskejelser af forskellig art. Som arving til sin jødiske morfars besiddelser blev hun også særdeles velhavende. Eftersom Louis Mountbatten var onkel til Prins Philip var ægteparret medlem af den kongelige familie, hvilket var grunden til de mange fornemme gæster ved deres bryllup, nemlig bl.a. dronningerne Alexandra og Mary samt kronprins Edward (senere Edward VIII). Alt sammen mægtig fornemt, men ikke nok til at holde Edwina på dydens smalle sti, for systemet med mange elskere fortsatte gennem hele ægteskabet.

Brylluppet, der fandt sted i St. Margaret's, Westminster, den 18. juli 1922, trak en nysgerrig hob på omkring 8.000 mennesker til og blev kaldt "årets bryllup". Ægteparret fik to døtre, Patricia og Pamela, og en af dem har beskrevet sin mor som en "man eater". Interessant nok accepterede Louis Mountbatten sin kones elskere, som hun ikke skjulte for ham. Nogle blev han tilmed ven med, idet han kaldte dem "medlemmer af familien". Den mest kendte af disse mange elskere var formentlig den første indiske premierminister, Jawaharlal Nehru (1889-1964), men der var mange flere. Hendes efterladte breve viser imidlertid, at deres følelser for hinanden var gensidige, varme og stærke. Det var bestemt mere end bare en flirt af den slags, hun havde haft så mange af med andre.

 

Edwina og Nehru, 1951 

Efter udbruddet af Den Anden Verdenskrig helligede hun sig helt nye og alvorlige pligter. Forlystelserne var pludselig ikke hendes hovedinteresse, da de måtte vige for hendes absolut meget seriøse arbejde for Røde Kors og ambulance-tjenesten. Hun fik da også forskellige fornemme hædersbevisninger, bl.a. "The American Red Cross Medal".

Charlotte Canning (1817-1861) blev som gift med den første vicekonge af  Indien, Charles Canning, den første vicedronning. Hun var en fantastisk flittig kunstner og gik meget op i at forevige planteriget i det store, fremmede land. 

Hvor Charlotte Canning altså var den første vicedronning, blev Edwina den sidste. Da hendes mand blev den første Jarl Mountbatten af Burma, steg hun nemlig også i graderne. I 1947 blev han udnævnt til den sidste britiske vicekonge af Indien, sådan at det var ham, der året efter fik til opgave at overdrage magten til de nye, uafhængige stater, Indien og Pakistan.

Edwina besøger en såret på hospitalet i Delhi

 

Den første vicedronning, Charlotte Canning, havde altså rejst landet tyndt i sin jagt på gode motiver til sine billeder, men hvad med Edwina, hvad lavede hun? Jo, hun gjorde sig nyttig med den viden, hun havde samlet sig under Anden Verdenskrig, bl.a. i forbindelse med Røde Kors. Efter delingen af Indien opstod der forskellige væbnede opstande, der gav mange sårede. Edwina gjorde en stor indsats inden for flere områder i forbindelse med den alvorlige situation, hvilket alle lader til at have værdsat.

 

Da Edwina døde i 1960 blev hun efter eget ønske begravet til søs med forskellige hædersbevisninger

 

https://www.news18.com/news/lifestyle/truth-behind-jawaharlal-nehru-and-edwina-mountbattens-relationship-4758620.html

 

https://www.irishcentral.com/roots/history/lord-mountbatten-edwina-marriage 

 

https://www.news18.com/news/lifestyle/truth-behind-jawaharlal-nehru-and-edwina-mountbattens-relationship-4758620.html

 

https://www.thesun.co.uk/news/16772799/lord-mountbatten-edwina-open-marriage-bisexual/ 

 

Wikipedia

George Blonskys centrifugale fødselsmaskine

Når man tænker på, hvad kvinder gennemgår under en fødsel - måske endda uden at få et levende og sundt barn ud af det - så forstår man til fulde, at der har været mere eller mindre seriøse forsøg på at lave "fødselsmaskiner", der kan minimere risikoen for mor og barn. At slippe levende gennem denne biologiske proces har været vanskeligt for mange, både kvinder og børn. Hvilket så fører til det særdeles logiske spørgsmål: hvorfor skal det være så farligt og så smertefuldt at føde et barn, og hvorfor er der så mange nyfødte, der er gået til under fødslen????? Her tænker jeg uvilkårligt på den engelske dronning Anne (1665-1714), der var gift med den danske prins Jørgen, og som arvede tronen efter sin far, James II, i 1702.

Jeg har ondt af alle kvinder, der er kommet ud for det, der skete for hende (mindst) 17 gange: hun blev gravid, alle omkring hende glædede sig over udsigten til, at landet skulle få en ny tronarving, og så fødte/aborterede hun under mange smerter og i stor bekymring for udfaldet af en næppe særlig let graviditet. Dette skete ikke bare én eller et par gange, nej, det skete hele 17 gange!!! At få 17 døde børn, når alle venter spændt på fødslen af den længe ventede nye tronarving, må have været enormt traumatisk. Når det kan ske for en dronning - altså en monark, en regent, der må formodes at have styr på de pengemidler, der garanterer lægelig ekspertise og de allerbedste jordemødre - så virker det nærmest ubegribeligt, men sådan gik det altså for stakkels Anne rigtig mange gange, og jeg har ondt af hende.

Sådan er der sikkert adskillige fødende kvinder, der har tænkt, men den går jo altså ikke. "Jobbet" med at føde næste generation er hendes, og sådan bliver det nok ved med at være. Noget, de fleste kvinder lader til at acceptere, selv om de ved, at det indebærer mange smerter og stort besvær.

Wilhelm Nicolai Marstrand

I middelalderen var en fødsel en social begivenhed, hvor man flokkedes om barselskvinden, gav hende opmuntring, men også næringsrige fødemidler som f.eks. kager med masser af æg. Marstrands billede her ovenfor er fra en senere historisk periode og viser barselsstuen og ikke selve fødslen. Atmosfæren er måske noget anderledes end nogle hundrede år før, for her kommer man for at lykønske den unge mor med en vellykket fødsel. 

Efterhånden opfandt man forskellige instrumenter, der skulle lette forløbet og sikre mor og barn bedst muligt som f.eks.. Forceps'en har sikkert hjulpet godt til for nogen, men der fortælles nu også om alvorlige skader på især barnet, men også moderen, så det var ikke et sikkert instrument. 

Det er jo ikke lige det, man ønsker for den lille nyfødte. Jeg har dog forstået det sådan, at forcepsen virkelig var til hjælp, da den fødende ikke længere - som i middelalderen - sad eller ligefrem stod under fødslen, men blev placeret i rygleje, hvilket gjorde det nemmere for hendes hjælpere at komme til. Dvs. at hvor tyngdekraften tidligere havde hjulpet til med at få barnet ud, så skulle der noget andet til, og der kom flere forskellige mere eller mindre brugbare instrumenter. Et af de mest spøjse var mineingeniør George Blonskys fødselsmaskine, hvor man forsøgte at gøre brug af centrifugalkraften. 

Det er et ret avanceret apparat, som opfinderen, George Blonsky, og hans kone, Charlotte - der i øvrigt begge var barnløse - tog patent på i 1963. Når man ser arbejdstegningerne ligner det grangiveligt en torturbænk, men det er altså en opfindelse, der skulle lette fødslen for mor og barn samt forhindre dødfødsler.

Det vil ikke være mig muligt at forklare præcis, hvad der sker i denne maskine, men resultatet skulle angiveligt være en hurtigere, lettere og sikrere fødsel, idet barnet så at sige "slynges" ud i et net, der opfanger det og forhindrer ulykker.  

Som det ses, er nettet strategisk placeret, men hvad nu hvis denne "centrifugalkraft" er så voldsom, at barnet kommer til verden som en prop ud af en rystet flaske champagne? Måske det er den slags, der har fået eftertiden til at ligge flad af grin over Blonsky's sikkert velmente, men næppe brugbare ide? Den skaffede ham imidlertid den satiriske pris "The Ig Nobel Prize" i 1999. Denne specielle pris er skabt for at “honor achievements that make people laugh, and then think,” hvilket nok er lige præcis det, der sker, når man præsenteres for George Blonskys "fødselsmaskine" .....

https://www.npr.org/sections/health-shots/2013/11/20/246426132/popping-a-baby-out-like-a-cork-and-other-birth-innovations  

 

https://www.history.com/news/royal-birth-traditions-marie-antoinette-meghan-markle 

https://www.amusingplanet.com/2019/12/child-birth-by-centrifugal-force.html

 

https://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-derfor-er-det-saa-besvaerligt-at-foede-for-mennesker 

 

https://momkind.dk/artikler/post/hvor-ondt-gor-det-at-fode/ 

 

https://munksgaard.dk/products/fodsel-og-smerte-e-bog-(pdf-format)-16174-9788762807051 

 

Wikipedia

Christian IV's niece kunne være blevet Elizabeth II

 

Som datter af den skotske/engelske kong James VI/I var Elizabeth Stuart (1596-1662) ikke bare den henrettede dronning Mary Stuarts barnebarn, men også vores danske kong Christian IV's niece, da hendes mor var hans søster, Anne. På et tidspunkt, hvor Christian IV besøgte det skotske hof, vakte han furore ved i udseende "at være en mandlig udgave af dronning Anne", så meget lignede de to søskende efter sigende hinanden. 

Dronning Anne

Noget af ligheden er gået i arv til Annes datter, Elizabeth Stuart, selv om jeg nu mere hæfter mig ved en sjov, mærkeligt moderne detalje: hun er blevet malet med pandehår, hvilket jeg ikke mindes nogensinde før at have set på portrætter af kongelige fra denne tid. Er det udtryk for hendes personlige holdninger, måske om kvinders adgang til en mode og et udseende, der ikke ville hæmme dem i deres fysiske og sociale udfoldelser, sådan som det ellers var tilfældet, eller kan det hænge sammen med hendes status som politisk nøglefigur? Stod frisuren for noget oprørsk? Det er næppe tilfældet, men der er faktisk et portræt af prinsessen, der har vakt opmærksomhed blandt nutidige historikere, fordi det tilsyneladende indeholder et sprængfarligt politisk budskab. Det drejer sig om nedenstående maleri, hvor hun ikke bare bærer en kongelig hermelinskåbe, men også en krone, der antages at være en restaurering af den såkaldte "Tudor-krone". Eftersom kronen blev tilføjet af en senere maler, der simpelthen malede det på det allerede eksisterende billede, udtrykker den imidlertid nok mere forskellige intrigemageres ønsker end hendes egne. Dvs. at det ikke kan være hende selv, der intrigerer for at få Englands trone, men andre, der gør det på hendes vegne. Dette var faktisk også tilfældet, da der var kræfter i gang for at få hende - og ikke hendes bror, Charles (I) som tronarving samt kommende marionetdronning, der log sig blive styret af intrigemagerne.

Den unge prinsesse, Elizabeth Stuart, var populær, da hun var overbevist protestant, men også fordi Englands Elizabeth I, hvis trone Stuarterne havde arvet, var hendes gudmor. Desuden var hun kendt som en art "amazone", der var god til at skyde med bue og pil. Hun gik ofte på jagt, og det fortælles, at hun bl.a. jagtede vildsvin med spyd fra hesteryg, selv på et tidspunkt, hvor hun var højgravid. Folk kunne lide hende, ja, selv skotske katolikker, så der var måske ikke noget at sige til, at der var dem, der gerne så hende indtage Englands og Skotlands troner. I stedet blev det så hendes yngre bror, Charles I, der både fik - og mistede - denne arv efter deres far, James I/VI, idet han blev henrettet ved halshugning den 30. januar, 1649. Noget, der så førte til borgerkrig og mange år efter en genindførelse af Stuart-kongerne med hans søn, Charles II.

Ung, smuk og fornem, så der er ikke noget at sige til, at Elizabeth Stuart fik mange frierier fra forskellige europæiske fyrstehuse. Et af disse frierier kom fra en mand, der også blev regnet for at være en ualmindelig flot fyr, nemlig den svenske kong Gustav Adolph, men der var et alvorligt problem: Elizabeths mor var dansk, og Danmark lå i krig med Sverige, så den gik ikke, selv om det blev anset for et overmåde passende parti mellem repræsentanter for to magtfulde fyrstehuse.

Flot fyr: Gustav Adolph af Sverige

Andre fornemme, kongelige friere blev også afvist, indtil man gik med til at acceptere en uventet bejler, nemlig den kalvinistiske Frederick V (1596-1632), der var kurfyrste af Pfalz, hvilket efter sigende kreperede Elizabeths mor, den angiveligt snobbede dronning Anne. Hun, der jo selv var kongedatter, ønskede, at hendes datter skulle blive dronning ligesom hende selv, og man mener, at hun præparerede hende til at presse sin mand til at gå efter kongekronen i Böhmen. Hvis det er tilfældet, så lykkedes det hende formentlig, for han blev konge af Böhmen (1619-1620), hvilket var noget af en ulykke for ham og hans kone. Hans korte regeringstid skaffede ham tilnavnet "Vinterkongen", ligesom Elizabeth blev kaldt "Vinterdronningen".

Frederick V af Pfalz

Elizabeth havde udtrykt sin store kærlighed til Frederick, men da han døde i 1632, faldt hun ikke hen i en konstant jammer og ustoppelig tåreflod. Nej, hun, der jo via sit ægteskab var havnet i et epicenter for den såkaldte Trediveårskrig, gjorde sit for at hævde sin ret til det landområde, hun og hendes mand havde regeret. Som person bevarede hun nu ikke sin popularitet, bl.a. fordi man mente, at hun udviste større interesse i og kærlighed til sine foretrukne kæledyr, nemlig en flok aber, end over for sine børn. Desuden var hun kendt for en vis tendens til ødselhed. Det sidste hang nok sammen med Stuart-hoffets uvilje til at udbetale hende de midler, man havde indrømmet hende, da hun giftede sig med Frederick, hvilket selvfølgelig betød, at hun ofte sad sad tilbage med økonomiske problemer, der blev tilskrevet ødselhed. Eftersom hun hævdede sin såkaldte "kongelige ret" til ret store landområder, var det vigtigt, at hun fremstod som en fornem dame, og den slags koster som bekendt penge.

Elizabeth vendte ikke tilbage til England som dronning, men hendes dattersøn blev den første engelske konge af hannover-slægten under navnet George I (1666-1727), så man kan sige, at hendes slægtslinie sejrede over de stuarter, hun var udsprunget af. 

 

children.https://www.factinate.com/people/facts-elizabeth-stuart/ 

 

Wikipedia

 

Manden, hvis penis hed "Charlie"

En lille, ikke særlig køn mand, men fysisk stærk. Der er på en vis måde noget "barnligt" over hans runde ansigt, men det når ikke ind til det sted bag hans pandebrask, hvor personligheden må formodes at befinde sig. Dette er nemlig Ariel Castro (1960-2013), der gjorde tre kvinder til sine slaver, fordi han selv var underlagt sin penis, der så at sige havde gjort ham til sin slave. Han havde navngivet organet "Charlie" og sagde selv om deres indbyrdes forhold, "at hvad Charlie vil have, skal Charlie få". At det betød bortførsel, voldtægt og mishandling af tre kvinder, der ikke på nogen måde havde valgt ham som sex-partner, var ham ligegyldigt: Charlie fik, hvad Charlie ville have, og på intet tidspunkt lader det til at være sivet ind i knolden på ham, at det gjorde kvinderne ikke. De fik overhovedet intet af det, der havde været deres drømme og håb, men kun 10 år som sex-slaver i Castros hus, hvor specialbyggede lyddæmpende rum forhindrede, at deres råb og hjælp blev hørt af omverdenen.

Huset, hvor mishandlingerne fandt sted, er vist nok blevet jævnet med jorden nu, hvor kvinderne er blevet befriet, og der er faldet dom i sagen, men det omtales stadig som "House of Horror", hvilket forekommer mig meget passende, når man tænker på, hvad der foregik bag dets mure.

Rædslerne startede med bortførelsen af den 20-årige Michelle Knight i 2002. Hun kendte ham kun som en venindes far og havde derfor ikke mistanke om, at hans tilbud om at give hende et lift var et dække for skumle hensigter. Under fangenskabet blev hun gravid en 5-6 gange, men han sørgede for, at hun aborterede ved at slå hende i underlivet gentagne gange, da "hun var for grim til at få hans barn".

Den næste i rækken af bortførte kvinder var den på det tidspunkt 16-årige Amanda Berry, og hun fik faktisk en datter med ham, idet hun dog selv måtte stå for fødslen, da han ikke kunne tilkalde en læge eller jordemoder, uden at blive afsløret. Også hun var blevet lokket til ved at være veninde med et af hans fire børn med sin fraskilte hustru, der havde forladt ham på grund af hans brutalitet. 

Den sidste af de tre unge kvinder var den 14-årige Gina DeJesus, der var en af hans døtres bedste veninde, hvilket - ligesom med Knight og Berry - gjorde hende tillidsfuld over for denne mand, som hun jo kun kendte som familiefar.
 

Da Berry flygtede med sin og Castros datter i 2013, blev hendes bortfærer hurtigt arresteret, men det er tydeligt, at han ikke rigtig forstod, hvori hans forbrydelse bestod. Under retssagen påstod han f.eks., at det intime samvær med hans bortførte og lænkede sex-slaver havde været "frivilligt". Desuden hævdede han, at det "fælles hjem - dvs. for ham selv og de tre bortførte kvinder - da havde været hyggeligt", hvilket jo er vanvid, for det var alt andet end lige det, hvilket han må have været klar over, siden han havde indført foranstaltninger som f.eks. lænker til at holde kvinderne inde. Efter dommen undskyldte han imidlertid, hvad han havde gjort, men ligesom f.eks. Ted Bundy skød han skylden på sin afhængighed af porno og masturbation: det "var ikke ham, men Charlie og pornoen, der styrede ham".

Dommen må have overrasket ham, for han endte med at blive idømt livsvarigt fængsel samt en tillægsstraf på 1000 år. Kort tid efter begik han tilsyneladende selvmord i cellen. Der har dog været visse teorier om, hvorvidt det var noget andet, der slog ham ihjel, da han blev fundet under meget specielle omstændigheder, nemlig hængende med bukserne ned om anklerne. Var det frivilligt, f.eks. i forbindelse med en særlig form for masturbation, eller var der nogen, der havde straffet ham og hans "Charlie"? Der havde bl.a. været to fængselsbetjente, der angiveligt havde chikaneret ham, og de mistede deres job efter hans død, men det beviser nu ikke, at de havde en finger med i det, der slog ham ihjel ....

 

https://www.biography.com/crime-figure/ariel-castro 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2320902/Ariel-Castro-Son-abductor-reveals-father-padlocked-doors-basement-attic-garage-places-werent-allowed-go.html 

 

https://www.huffpost.com/entry/ariel-castro-fidel-castro_n_3874225 

 

https://www.oxygen.com/crime-news/michelle-knight-speaks-ariel-castro-kidnappings-abc-20/20-special 

 

Wikipedia

Ubegrundet mistro

Et "slemt" barn, der ikke - helt af sig selv - formår at sætte sig ind i den syge, voksne tankegang, der gør hende til mål for en pædofil? Sagen er dog den, at hun er et barn og slet ikke bør have ansvar for, hvad ækle pædofile personer tænker. Det samme gælder de kvinder, der advares imod at klæde sig "udfordrende". De får skylden for en andens tanker, følelser og fornemmelser, medens denne person indirekte undskyldes for sine misgerninger. Kort sagt: en forskydning af ansvaret og anklager, der ikke holder én meter, men som stadig bruges.

Ja, mistænkte findes i alle aldre, køn, former og racer, også som kæledyr, men dér er det nu som regel bare nuttet ....

Jeg har såmænd selv oplevet at blive behandlet som mistænkt for noget udefinerbart kriminelt, da jeg gik ind på en politistation for at aflevere et pas, jeg havde fundet, og det hele udviklede sig til en meget spøjs oplevelse, som jeg ikke glemmer med det første. Det, der skete var, at jeg havde købt en flot genbrugstaske, men da jeg kom hjem og gik den igennem, fandt jeg et pas, der nok har tilhørt den tidligere ejer. Som en god og absolut ansvarsbevidst borger startede jeg straks en søgning på nettet efter denne ukendte person, og da det ikke lykkedes mig at finde hende, gik jeg ned på den nærmeste politistation for at aflevere passet. Her blev jeg imidlertid mødt af en for mig at se uforklarlig mistro, der ærlig talt gjorde mig godt sur. Det var således tydeligt for mig, at min totalt sandfærdige gengivelse af begivenhedernes gang, blev set som yderst suspekt, og jeg forlod stationen med en meget dårlig smag i munden, der faktisk ikke har fortaget sig den dag i dag.

For mig at se minder mødet mellem patient og læge på mange måder om det, man som borger oplever, hvis man stilles over for en politibetjent som uskyldigt mistænkt. Der er - så at sige - ting og sager i luften, der dog ikke altid bliver til andet end antydninger. Man er totalt uskyldig, men atmosfæren kan pludselig blive ladet med mistro, som man tvinges til at forholde sig til. Noget, der kan være meget svært, for som mistænkt står man sørme også med bevisbyrden på en måske ret uspecificeret misgerning. "Bevisets stilling" er nemlig uudtalt, så man har egentlig ikke rigtig noget at tage stilling til, at tage op eller afvise. Faktisk GROVE LØJER .....  

 

"Always Room For Doubt": Fairy Tale by Else Cederborg

The little girl looked up at the woman, tears in her eyes. Then she bent forward and put her head into her hands. Right away she began to rock back and forth, back and forth.
"Why did you lie to me?" the woman said in a strange, monotonous voice that sounded sinister and full of hatred. "You must have known that I would find out about you." The "about you" was almost spat out like a curse. "You should be grateful for my advice and all I do for you, but you resemble your father ..."
At the words "your father" the little girl stopped listening. Instead she rocked back and forth even faster than before.
"Well, and now what shall I do to you to make you understand your obligations in life?" The girl shot one fast glance at her, but didn't speak. "I shall see to it that you get time to think about your situation by collecting some of your toys and send them to someone who deserves them. Do you understand that?"
Now the girl dared a muffled "no" and at once the strong palm of the woman hit her cheek twice. "And now?" the woman asked.
The girl didn't answer, but tears trickled down her cheeks, wetting her blouse.
"Now see what you've done," the woman yelled, shaking her by the arm. At that very moment there was someone at the door. The woman looked annoyed, but didn't say anything. She let go of the child's arm to answer the door. The girl sat listening to the muffled talking as she let in someone she couldn't see.
When she saw who it was she jumped to her feet, yelling "Karen" in a voice as if she didn't believe her own eyes. The visitor opened her arms and drew her close. "There, there," she said, kissing her wet cheek and patting her back, "what is this, are you crying, Marie, but why?"
The child buried her head in her bosom and didn't answer her. Instead the woman took over, saying in an angry voice: "Marie has been so very naughty today that I told her someone else was to get her toys."
"Naughty?" Karen said. "My little sister is never naughty." She held Marie at arm's length and now she noticed bruises, some old, some new, on her arms and in her face. "What is this, you were not allowed to beat my sister."
The woman let out an annoyed hissing sound, and Karen let go of her sister and turned to face her instead: "This must have been going on for some time. When I see these bruises ... Well, I'm taking my sister to the doctor to let him evaluate them. Don't expect that to be the last to happen in this case ..."
That remark made the expression of the woman's face change and now she looked worried. "I haven't done anything," she said, "except feeding and tending your sister, but sometimes she is impossible to deal with ..."
The large eyes of the child looked directly into the eyes of her sister with a strange and steadfast expression. She didn't speak, but she didn't flinch either. As the eyes of the sisters interlocked, Karen nodded one short nod, closed her eyes for a second and again turned to the woman.
"I know that a deaf-mute child is difficult to communicate with, but one thing is for sure: My sister isn't naughty and she doesn't deserve to be beaten by the one who promised - and was paid - to look after her while I engaged in bringing order in our late mother's economic affairs. I've only been gone for one week and to me it looks like Marie has been beaten every single day of that time."
By now the woman looked really scared, and as Karen started to speak again, she hurriedly said: "I may have been a little harsh a couple of times and I'm sorry for that ..."
"All right, but that doesn't solve the problem because child care is your job, that's what pays your bills, and you've specialized in handicapped children. Still, this happens so I feel that your business ought to be shut down for good."
"No-no, please understand, that Marie really was naughty, she ruined my TV and cut my books ..." At the words "ruined my TV" Karen glanced quickly at Marie.
"How did she ruin your TV?" she asked.
"I don't know, but it simply seized up when she used it the first time. The same happened with my coffee machine and my computer. I don't know what she does, but ..."
The sisters turned to face each other and Karen started to laugh while a sheepish smile erupted on Marie's face. "Oh you," Karen said, "I knew it, you've got it ..."
The woman looked bewildered at the sisters. "Well, I  know that it's a difficult time for Marie - and for you - her mother just died in a gruesome way ..."
"Yes," Karen said, "she was murdered by a flock of idiots who thought she was a witch ... that we know ..."
"How horrible, I really am very sorry ..." the woman said, but she looked more annoyed than sad or regretful.
"All right, I shall not need you anymore, Mrs. Smith, and I shall pay you what you deserve."
"We did agree upon wages," the woman said, "so I have no doubt that ..."
Karen smiled and said: "Well, there is always room for doubts." She lifted her right arm as did Marie and the sisters pointed at Mrs. Smith while humming. The woman looked totally bewildered, but her facial expression changed into terror when she slowly fell to the floor, getting smaller all the time. All there was left was her clothes and something that moved within it. Karen and Marie watched as the creature in the clothes peeked out. "A snake! I knew it!" Karen yelled as she grabbed a heavy book and bashed it over the head and flattened it to the floor.