Askepot og hendes sko

 

Eventyrprinsesserne Askepot og Snehvide føles som søstre, der har mistet kontakten med hinanden, men som stadig har en masse til fælles. Resultatet af alle deres prøvelser med onde stedmødre og misundelige stedsøstre er i hvert fald nogenlunde det samme: de vinder den flotte prins's kærlighed og bevæger sig op ad den sociale rangstige som hans brud, hvilket har været regnet for idealet for kvinder i århundreder. Man stiger ikke i graderne ved at udrette store ting, men ved at være smuk og behagelig, så andre føler sig godt tilpas med én ....

Nej, nej, nej, sådan er det ikke: Askepot er bundet af  aftalen med den gode fe, der forvandlede hende fra undertrykt hushjælp i sin stedmors palads til en dårende dejlig skønhed, der fik chancen for at danse med den skønne prins, som alle kvinder er ude efter at erobre, da han er vejen til social fremgang - foruden at han altså er en laber fyr.
 

Det er faktisk billigt for resterne af det køretøj, som feen udstyrede Askepot med, så hun kunne komme med til ballet, hvor hun mødte prinsen. Trylleri gjorde det muligt, men trolddom har sine begrænsninger, for den virkede kun til midnat, hvor Askepot ville miste sit fine føj og den flotte karet. Surt show, må man sige, men så tabte hun heldigvis sin ene forheksede sko, og den førte prinsen ud på en større eftersøgning, der dog virker ret suspekt i mine øjne.

Ak ja, den mandlige hjerne + hukommelse er ikke altid, hvad den burde være, dvs. set fra et feminint synspunkt. Parterne forenes dog, efter at han har ledt og ledt overalt efter den skønne pige, der forsvandt så brat under ballet. Dermed forventes man at godtage forklaringen om, at de levede lykkeligt til deres dages ende, og det får én til at tænke lidt over sandhedsværdien i dette gamle eventyr: kan det være sket i virkeligheden, eller er det bare en myte? 

Ifølge den græske historiker Strabo og hans ‘Geography, Book XVII.33’ var der faktisk en kvinde, der kom ud for noget lignende. Hendes historie er senere blevet set som en forløber for det velkendte eventyr, men sandhedsværdien betvivles: var der engang en underskøn slavinde og/eller hetære ved navn Rhodopis, der fik stjålet en sko af en ørn, der tabte den ned i skødet på den ægyptiske farao, eller var der ikke??? Og blev denne farao så betaget af skoen, at han gik i gang med en eftersøgning af dens ejerinde? Ikke nok med det, men giftede han sig også med hende??????

Det er en skøn beretning om en kvindes sociale opstigen, der kommer i stand via en total mangel på egen indsats: ørnen gør arbejdet, og skoens ejerinde høster, hvor hun ikke såede ....

Prey of Book Vultures .....

 

The first book I wrote was published with a traditional, Danish publisher, Munksgaard. It was a scholarly treatise turned book about teen  magazines. I'm still proud of it as it was something new: "Ungdomsblade", 1977. Later on I published several other scholarly books with traditional, Danish publishers so I was used to this publishing system which worked fine for me. However, for some time I had been writing fiction in English and as I didn't want to try my luck with traditional publishers in either England or USA I started to look for other possibilities. In a sort of happy-go-lucky moment I decided to publish these books with AutorHouse, UK. Actually, I published four books with them in 2011. At that time I had never seen anything to worry about so I took for granted that this publishing house was a decent and trustworthy company, or put another way: They hadn't been unmasked the way they are now ....

AuthorHouse was fun - and very expensive without doing much for the payment they expected ....

After book four I stumbled upon a platform for free publishing: LULU. Here I published several ebooks, both for children and for grown-ups. This was the "dawn of the ebook" and I enjoyed publishing a lot of books, both with LULU and the Danish publishing firm SAXO like, e.g.:

 

I miss the innocence of that time as one published as one felt like, but alas, it's gone forever. Now a lot of criminal people and devious companies developed within the branch of publishing, and they seem to be waging a sort of war against writers: People posing as agents or publishers trick them into costly and fruitless projects. Recently this new kind of robbers - and that's actually  what they are - have grown a new branch: Criminals lure authors into weird schemes of turning their books into movies. Even though I'm not all that naive I fell for such a ruse because it, presumably, was instituted by a genuine film director:

It appered that The Spotlight Media Productions were considering one of my many children's books, "The Naughty Peteyboy, Sonya and The Magic Word", for a movie. I was surprised as I never had seen this book as movie material, but also I was flattered so I fell for the ruse. Someone wiser than me, Victoria Strauss, was approached too with another scheme, but she didn't fall for it:

https://twitter.com/victoriastrauss/status/1577402465531461632?s=20&t=8PkPopl74Ac4jshbURTl8w 

After reading what she wrote it dawned upon me that I had been duped. Before that I had written to the so-called "Charlie" to tell him off as I found it weird that the company didn't pay for the option of my book or sent me a contract, but it  was Victoria Strauss who made it clear to me what was going on. After some investigation I now see the scam as it is: Someone, maybe in the Phillipines, commits identity theft and poses as Charlie McDowell hoping that sooner og later his victim (me!!!!) would be flattered into sending him money for the movie they are (NOT!!!!) making over one of their books. That I would never have done, but still, I might have given him the rights of my book which is small and old ....

https://justpublishingadvice.com/author-solutions-gets-the-chop-about-time/

https://justpublishingadvice.com/vanity-book-publishing-and-self-publishing-are-not-the-same/ 

https://www.usp.ac.fj/research/research/output-and-awards/identifying-reputable-publishers/

https://www.sfwa.org/other-resources/for-authors/writer-beware/pod/

https://twitter.com/cedar3ec/status/1569547081261682689?s=20&t=2UORxJC5Fk5_qAIie00pFA

Wikipedia

Mord og pral

Richard Cottingham blev dømt for seks kvindemord, men omtales flere steder som én, der mindst har myrdet dobbelt så mange. Selv har han på et tidspunkt sagt, at han i virkeligheden stod bag mordene på omkring 100 kvinder. Det var tydeligvis pral fra hans side, da han åbenbart opfattede sine grove forbrydelser som en bedrift. Flere af de myrdede lader til at have været deltids- eller heltids-prostituerede, hvilket jo passer meget godt med denne erhvervsgruppes større udsathed: det er, som om visse mænd tror, at sex-arbejdere udgør et tag-selv-bord for dem med mord-lyster, for det sker om og om igen, at en prostitueret bliver berøvet livet af en mand, hvad enten han er kunde eller ikke. Nogle bestemte mandlige karaktertræk træder skarpest frem i denne gruppe af mordere, hvilket burde studeres meget mere indgående, end det hidtil er sket. Det lader til, at de, der kalder sig "eksperter", viger tilbage fra denne opgave, fordi det gør for ondt at beskæftige sig med på et videnskabeligt plan. 

Maryann Carr, der arbejdede som røntgen-tekniker, blev bortført, tortureret og voldtaget i 1977, hvorpå hun blev myrdet. Denne 26-årige kvinde blev dermed berøvet et helt liv, der skulle have bestået af meget andet end en ulækker og pervers mands mishandlinger. Da hendes lig blev fundet, havde hun sin sygeplejerske-uniform på, men det, der skulle have været en ganske almindelig arbejdsdag, endte altså på en helt anden og meget, meget sørgelig måde. Det gjorde det altså også for andre, der mødte Cottingham, men et par af dem overlevede faktisk. En af dem fortalte, at han midt under torturen, hvor han bl.a. næsten havde bidt hendes ene brystvorte af sagde: "You have to take it. The other girls did, you have to take it too. You're a whore and you have to be punished." Mere sygt kan det bare ikke blive, men tankegangen er ikke speciel for denne morder, da mange andre bekender sig til lignende ideologier.

Han blev fanget flere gange, men for noget andet, nemlig butikstyveri, spiritus-kørsel og lignende "småtterier" sammenlignet med mord. At han har fået tilnavne som "The Torso Killer" og “The Times Square Ripper” virker på mig som en nedtoning af hans skyld, for disse navne indeholder ikke den fordømmelse, de burde, tværtimod. 

Det lyder vanvittigt, men det lader til, at denne massemorder på et tidspunkt i 1969 delte lejlighed med en morder-kollega, nemlig Rodney Alcala, "The Dating Game Killer", og ingen af disse to forbrydere lod til at ane, hvad den anden havde gang i. 

https://criminalminds.fandom.com/wiki/Richard_Cottingham

 

https://listverse.com/2019/04/26/10-horrific-facts-about-the-times-square-ripper/

 

https://www.criminallyintrigued.com/blog/2019/3/3/the-torso-killer-richard-cottingham

Wikipedia

Geniet og den tabte formue

 

Der er dem, der hævder, at vi er omgivet af begravede, men glemte skatte: folk kan simpelthen ikke huske, hvor de har gjort af det, de har forsøgt at skjule for fjender af alskens art. Umiddelbart virker det grotesk, at man ikke kan huske noget så centralt, men i et stresset øjeblik, hvor man handler på instinkt, kan der formentlig ske den slags. Det gjorde det i hvert fald for én af de store hjerner: Alan Turing (1912-1954).

Han er mest kendt for at være den, der knækkede tyskernes Enigma-kode under Anden Verdenskrig, men han var meget mere og gjorde sig f.eks. beundringsværdigt inden for datalogi. Under krigen må han dog have været så forvirret, at hans super-hjerne satte ud, for - af skræk for tyskerne - omsatte han alle sine værdier til sølv-barrer, som han derpå begravede for at "holde dem sikre" ved den tyske invasion, han frygtede. Det er de formentlig stadig, da han glemte alt om, HVOR sølvet var og ikke kunne knække sin egen kode for dets placering ....

Hang forvirringen sammen med hans sociale situation som en gift bøsse? På dette tidspunkt blev den slags anset for at være kriminelt, og i 1952 blev han tvunget på en kemisk kastration, som nogen mente førte til hans tidlige død af en form for forgiftning. Andre mener til gengæld, at han begik selvmord. 

 

Wikipedia: https://en.wikipedia.org/wiki/Alan_Turing#Treasure

"The Turn of the Screw"- the perfect ghost story .....

 

"The Turn of the Screw" (1898) By Henry James (1843 - 1916)

https://EzineArticles.com/expert/Else_Cederborg/83697 

The main story is embedded in another story, i.e. the one about a man who owns the diary of a woman who once lived and worked as a governess on the estate of Bly. This man, Douglas, knew her as his sister's governess when he himself was a young man and after the events of the diary. We, the readers, learn about it when he reads it to a group of friends. 

It is a very intricate story of a highstrung young woman who presumably falls in love with her employer at their first meeting when he hires her as the governess of his young niece and nephew, Flora and Miles. After the death of their parents they have been his responsibility, but he does not exhibit any concern or real interest in them and the governess is not to bother him with news of their lives at his country estate, Bly. When she arrives only eight-year-old Flora is at home as Miles as ten-year-old Miles is away at school. However, two days later he too comes to Bly as he has been expelled for corrupting the other pupils. Both he and his sister looks like angels so the governess cannot imagine that he has done anything wrong. 

When she learns a little of the former governess, Miss Jessel, who is dead, she gets very interested in her and her life. One afternoon, strolling in the park, she sees a stranger in the tower. She decides not to tell anyone in the household about him, but then she also sees him outside the window and has to inform the housekeeper, Mrs. Grose, about this incident. To her amazement this down-to-Earth woman declares that the stranger is the dead valet of their employer, Peter Quint, and that he is most probably seeking Miles and Flora who befriended him when he was alive. What she does not say speaks volumes of depravity which is clear from the beginning. Soon after this episode the governess also sees what appears to be the dead lover of Peter Quint, i.e. Miss Jessel who is staring at her and Flora. The child seems to have seen her too, but it shocks the governess that she pretends not to have noticed anything unusual.

From now on everything the children do or say she sees as attempts not to tell about or even acknowledge that they have seen these two "ghosts". What was charming childishness now is seen by her as trickery and lies. She perceives the children as two depraved souls whom she as their governess must save. Her passionate manners frighten the children and they always deny seeing or hearing the "ghosts". So does Mrs. Grose who used to be her support, but slowly turns away from her. This makes her more desperate to find witnesses of what she sees so she leans even more on the children which makes them resent and fear her. One day, after Mrs Grose has heard little Flora, feverish in her bed, speak an awful language she asks her to take her away to her uncle. When she is alone with Miles she grows more and more hysterical in her ways because she is set on "saving" him. All this is fatal for the boy who dies in her arms shouting: "Peter Quint - you devil!" The governess sees this as the proof that he saw the apparition of the valet and that she has saved him. Actually, the remark may also be seen as an indication that he did not see what she expected and that he finds her to be an evil-minded pestilence.

This story has its own logic and it is very catchy, so to speak. Because of the literary technique which he mastered, the so-called "point-of-view" where the ongoing is filtered through the consciousness of a few characters, it becomes a most entertaining short story as this assures the logic of the story. Everything that the governess presumably sees is realistic, only she gives it a metaphysical reading. Is it really two depraved ghosts that she sees? Nobody else seems to see them, except maybe the children.

The psychology of it is the frustrations the very young governess feels at being forced to live in the countryside and her immense youth. After all, she is not much more than 20 years old, and she is infatuated with her employer who lives the life she may long for. If, on the other hand, we are to accept the idea of her meeting with depraved ghosts out to snatch the souls of those children whom they already have ruined, i.e. made conscious of sex and sexuality. In that respect it is an interesting story of a form of pedophilia.

Sport og køn

 

En yndig, ung pige, der til fulde lever op til sit navn: Bella (Rasmussen). Når man ser dette billede af hende, forestiller man sig et liv med fest og farver, flirt og fjant, men meget af det tilbringes faktisk i mudder og på glatte football-baner, for hun er en meget talentfuld fodboldspiller, der lige har gjort sig bemærket ved - som den første pige i Californien - at have scoret to Touchdowns i én kamp, vel at mærke sammen med mandlige med- og modspillere. En sådan blanding af kønnene er vi ikke vant til, for "normalt" splittes kvinder og mænd op på to forskellige hold, angiveligt fordi kvinder regnes for muskelmæssigt svagere end mænd. Noget, jeg sådan set aldrig har sat spørgsmålstegn ved, men det gør jeg nu ....

Min interesse for og viden om sport er minimal, men jeg ved dog, at Bellas bedrift er ret enestående. Først må hun kæmpe for at blive optaget på lige fod med mændene, og derefter er der dem af hendes holdkammerater, der chikanerer hende på forskellig vis, da de ikke kan klare, at hun bryder med kønsrollemønsteret. De har simpelthen brug for den bekræftelse på deres maskulinitet som fordommene omkring styrke og svaghed giver dem. Ved at være lige så stærk fysisk som mænd - eller endnu stærkere - sætter Bella ufrivilligt et stort spørgsmålstegn ved maskulinitets-princippet.

Da jeg læste om Bella, blev jeg interesseret i at finde ud af mere om kvindelige sportshelte, der har gjort sig bemærket på samme måde. De er ikke alle som hende, men der synes at være et mønster i kvinders sportsdeltagelse, der har ramt mange op igennem tiden. Sportshistorikere som f.eks. Sheree Bekker har påpeget det skæve i, at når kvinder gør sig bemærket inden for sport, hvor der først og fremmest er mænd, så varer det ikke længe, før der sker en opsplitning ud fra køn: mænd for sig og kvinder for sig, eller også banlyses kvinder helt og holdent fra netop den sportsgren. 

Det er meget interessant, for det virker faktisk, som om det ikke er kvinderne, der beskyttes imod de stærkere mænd, men mændene, der beskyttes imod erkendelsen af, at kvinder er lige så stærke - eller stærkere - end dem. F.eks. var det i mange år forbudt for kvinder at deltage i football sammen med mænd. I 1921 blev det således totalt forbudt for kvinder at spille med mænd, ja, de måtte vist nok slet ikke deltage i football-games før 1971, hvor forbudet blev hævet. Nu, hvor der er dem, der er begyndt at studere sports-historie finder man meget spændende oplysninger om, hvordan det sarte mandlige ego blev beskyttet ved undertrykkelsen af kvinders talent inden for flere sportsgrene .....

https://abc7.com/high-school-football-girls-sports-bella-rasmussen-womens-athletics/12353597/

 

https://www.ocregister.com/2022/10/15/laguna-beachs-bella-rasmussen-becomes-first-california-girl-to-score-two-tds-in-a-game/ 

 

https://www.chargers.com/news/bella-rasmussen-chargers-cannon-brandon-staley-chargers 

 

PENGE og "den nye fattigdom"

 

Jeg har været ude for noget ubehageligt her på det sidste: folk, jeg ikke kender på anden måde end som (f.eks.) Facebook-ven, har skrevet "tigger-breve" til mig. For det første er jeg ikke særlig vild med at forære penge væk til ukendte formål, selv om jeg støtter visse organisationer, når jeg synes, jeg har råd til det, og for det andet er jeg ret chokeret over, at verdenssituationen har fået nogle ud i rene tiggerier. Under alle omstændigheder er det et dilemma, for de mennesker må/kan være ret desperate for at bede om penge fra en fremmed. At være Facebook-ven skaber et overfladisk bekendtskab og ikke noget, der ligefrem gør det rimeligt at forvente økonomisk støtte, hvilket jeg tager for givet, at disse mennesker godt ved. De vælger imidlertid at tro noget andet, og det både forbavser og forfærder mig. Er vi virkelig så langt ude økonomisk, at nogle af os bliver desperate? Hvis det er tilfældet, så er det virkelig sørgeligt, også fordi det er  en situation, der ikke er nem at løse ....