Sådan gør vi bare ikke!!!

Så sandt som det er sagt. Hvis det kun er truslen om evig fortabelse, helvedes flammer og pinsler uden ende, der styrer folks handlinger og tanker, så er det ikke meget værd. Moral står efter min mening over tro, for sidstnævnte veksler med tid og sted, men moralen - f.eks. "du  må ikke slå ihjel" eller "vær mod andre, som du ønsker, at de skal være imod dig", der også optræder i religiøse sammenhæng, men som dybest set går på moralbegreber - bør være eviggyldig: den slags gør man bare ikke, hvad enten det bliver straffet at gøre det eller ej. Man kunne sige, at man "holder sig for god" til at begå visse uetiske handlinger, fordi man har en indre forestilling om, at det er forkert. Udtrykket "sådan noget gør vi ikke her" dækker det ikke helt, for i mine ører er der noget blær over det, men det kan måske illustrere princippet i denne type eviggyldige moralbegreber. 

 

 

En skildrer af den ultimative rædsel: Felix Nussbaum

Så har jeg gjort det igen: set en dokumentarfilm om den ultimative umenneskelighed, nemlig Hitlers jødeforfølgelser og udryddelsesforsøg af en bestemt befolkningsgruppe. Jeg burde nok lade være med den slags for min egen sjælefreds skyld, da jeg bliver så vred, så vred, at det er lige før, jeg går op i limningen. Det, der skete, er og bliver utilgiveligt, ja, en moralsk synd, der har sat en uafvaskelig plet på menneskeheden, for hvad jeg end føler for disse forbandede tyskere, så er de jo altså stadig en del af menneskeslægten. 

 

Andre end dokumentarfilmskabere har givet en rystende skildring af det, der skete. En af disse andre er maleren Felix Nussbaum (1904-1944). Han var jøde, han var tysker, og han var kunstner. Denne sammensætning skaber baggrunden for hans malerier. Det, han frembringer med sine surrealistiske malerier, er helt unikt og fortæller den sørgelige historie om den systematiske udryddelse af 6 millioner mennesker med en imponerende kunstnerisk slagkraft.
Hans far, Philip Nussbaum, var amatørmaler og støttede sin søns drøm om at blive maler. Selv havde han måttet opgive en kunstnerisk løbebane af økonomiske grunde. Han glædede sig over sin søns muligheder, der dog blev ødelagt ved nazisternes fremkomst. Felix studerede på The Berlin Academy of Arts i Rom, da nazisterne kom til magten i 1933. Da Hitler sendte sin propagandaminister til Rom for at forklare de studerende, hvilken slags kunst Tyskland forventede af dem, forstod han, at som jøde kunne han ikke blive på kunstskolen. Hans forståelse af den fortvivlede situation skabte en frygt, der afspejler sig mere og mere i hans kunst.

 

Han havde begyndt sine studier i Berlin og Hamburg i 1920, hvor han havde mødt Felka Platek, som han senere giftede sig med. Da han i 1937 tog hende med til Schweiz, hvor hans forældre havde søgt tilflugt, viste det sig, at dette gamle ægtepar længtes så meget efter deres hjem i Tyskland, at de planlagde at vende tilbage. Noget, Felix forgæves forsøgte at få dem fra, og dette var sidste gang han så dem, da hjemrejsen kostede dem livet. Som så mange andre jøder blev de myrdet i Auschwitz.

 

Felix og Felka tilbragte de næste ti år som flygtninge, bl.a. i Belgien, der imidlertid blev angrebet af Hitlers tropper i 1940. Det belgiske politi arresterede ham som  "en fjendtlig tysker" og han blev sendt til Saint-Cyprien-lejren i Frankrig. Opholdet i denne lejr gav ham materiale til nogle af hans stærkeste billeder.

 

 

1944 blev skæbneåret for familien Nussbaum, idet alle dens medlemmer blev udryddet af nazisterne. Felix forældre blev myrdet i februar, og han selv og Felka blev fundet i deres skjulested og derpå sendt til Auschwitz i august. I september blev hans bror og svigerinde samt hans niece ligeledes myrdet, og i december omkom det sidste medlem af familien af sult og strabadser i lejren i Stutthof. 

 

https://www.haaretz.com/jewish/.premium-1904-painter-who-d-hide-from-nazis-is-born-1.5298645 

 

 

 

 

Urin, det gule vidundermiddel

 Hvad der kommer ind, skal også ud igen - i hvert fald når det gælder urin. At det ikke bare er et spildprodukt, men også et vidundermiddel til renselse og forskønnelse kommer sikkert bag på de fleste, men sådan forholder det sig faktisk. På grund af urinens indhold af ammoniak er det op igennem tiden blevet brugt som et fortrinligt rensemiddel, bl.a. til tand-blegning, tøj- og hårvask. De fineste og allerdyreste kurtisaner i Firenze brugte det således til hårvask, også fordi det gav håret en skøn gul farve, præcis som urin ....

https://www.smithsonianmag.com/science-nature/from-gunpowder-to-teeth-whitener-the-science-behind-historic-uses-of-urine-442390/?no-ist 

 

 

Paradiset på vor jord

Når verden bliver kaotisk, begynder vi at drømme om den fjerne fortids ro og tryghed - dvs. vore egne forestillinger om den idyl, vi tillægger myterne om Paradisets Have. Der er tale om idealer, der i sig selv kan være smukke, men ikke nødvendigvis sande, for de bygger på fantasier og drømmerier uden megen bund i virkelligheden.

En af disse tilbagevendende ideer er forestillingen om det naturlige menneske - også kaldt "urmennesket" - der lever sammen i fred og fordragelighed, og som måske ikke engang kender begreberne krig, drab og ondskab. Disse begreber har i hvert fald ikke sat sig spor i deres sprog, og de er uforstående over for civiliserede menneskers beskrivelser af sådanne uhyggelige fænomener fra den moderne verden.
I 1971 opdagede man en sådan stenalderstamme, der levede i total isolation i regnskoven på Filippinerne. Stammen, der bestod af 27 individer, fik navnet Tasaday. De levede i huler, brugte stenværktøj og bar blade som tøj. En artikel i National Geography gjorde stammen verdensberømt, men kun få fik lov til at besøge dem, heriblandt den amerikanske journalist og fotograf John Nance og den berømte flyver Charles Lindbergh. De tog masser af fotografier af hulebeboerne, der dokumenterede deres livsstil, og i 1975 udkom der en bog om stammen, "The Gentle Tasaday", med et forord af Charles Lindbergh, der straks blev en international bestseller. Stammens berømmelse voksede konstant, selv om der var dem, der hævdede, at de fandt mystiske, sproglige forhold, der modsagde påstanden om, at de havde levet isoleret fra omverdenen i 1000 år.

De fleste elskede tanken om den venlige og fredsommelige stenalderstamme, men i 1986 brast boblen.  Den schweiziske journalist Oswald Iten afslørede det hele som svindel og bedrag, idet han fortalte, at han havde fundet stammen iført moderne tøj og med et fuldt moderne sprog. De havde fortalt ham, at de egentlig var lokale bønder, men at de var blevet tvunget til at spille hulemænd. Grunden til dette var, at præsident Marcos havde brug for noget sensationelt, der kunne aflede opmærksomheden fra ham og hans korrupte styre, så man opfandt altså en stenalderstamme. Selv om fupnummeret blev afsløret, så er der dog stadig dem, der er så begejstrede for tanken om den venlige og fredelige stamme, at de hævder, myten er delvis sand: disse mennesker var isolerede, men ikke i 1000 år ....

https://www.news.com.au/technology/science/the-mindbending-saga-of-the-stone-age-tasaday-tribe-of-the-philippines/news-story/213664d0c7c17bdd3ba6a29c85274869 

 

 

Lægen, der blev morder

 

Han er for tyk og ser plaget ud. Ikke en person, man umiddelbart får tillid til, og det er måske meget godt, for denne mand, Anthony Garcia, er læge, men var ikke særlig god til sit job. Det har afgjort været en stor begivenhed i hans mexikanske familie, da han fik sin eksamen, men desværre endte det helt galt med ham og også for nogle uskyldige, der døde, fordi han ville hævne, at han var blevet fyret.

Hans voldsomme hævnlyst fik ham til at gå grassat i 2013, da den gik ud over en husholderske og en lille søn af en af dem, som han mente stod bag hans karriere-deroute. Ingen af disse to ofre havde selvfølgelig det mindste med hans karriereproblemer at gøre, og det var vildt uretfærdigt, at de skulle undgælde for noget, de ikke havde gjort. Mordet på dem var imidlertid kun første del af hans hævn, for fem år senere dræbte han også en læge og hans kone, som han mente var imod ham.

Efterhånden som retssagen skred fremad, blev Garcia mere og mere "fraværende", og han virkede nærmest bevidstløs, da hans dødsdom blev læst op. Sandsynligvis var han psykotisk som følge af andre psykiske problemer, men dømt blev han altså. Jeg vil mene, at hans liv ikke blev ødelagt af fyringen, men af hans hævntørst, men det slog i hvert fald totalt klik for ham ....

https://apnews.com/04e245949c1d4b3492298c25fe5ab0b7

https://www.dailyherald.com/article/20180914/news/309149963

 

 

Det hele afhænger af informationer - eller?

Nej, det var ikke det, der var galt, hvilket kan ses af, at vi via internettet oversvømmes med informationer, som vi enten ikke bruger eller nærmest misbruger. Det skyldes en blanding af den bundløse menneskelige dovenskab og overfloden af informationer, der mere er baseret på ideologi end på viden. Man ser det f.eks. på websites til støtte for den ene eller anden side i det amerikanske valg, der jo nærmer sig med stormskridt. Trump er blevet taget i masser af overdrivelser, bortforklaringer eller direkte løgne, og med mindre man på forhånd hører til hans tro følgesvende, så har man for længst opgivet ham som en troværdig budbringer, da han åbenbart kun er en entertainer. At han slipper godt fra det skyldes, at folk modtager hans udgydelser som informationer. De fact-tjekker dem ikke og ser derfor ikke, at de altså i mange tilfælde kun er ideologier, der skaber mis-informationer. Hele dette suspekte politiske spil foregår, så pæne, agtværdige europæere må tage sig til hovedet, for ingen af de utroværdigheder, som deltagerne bliver grebet i, lader til at få konsekvenser.

Andre områder end politik viser noget af det samme: informationer er nu lette at få, men deres sandhedsværdi blafrer i vinden. Det gælder også hede internet-romancer, hvilket er en meget interessant detalje i det større spil. En "Catfish" er blevet noget normalt i den forstand, at man ikke længere kan se bort fra muligheden af, at ham - eller hende - den labre jævnaldrende, som man taler så godt med via internettet viser sig at være en 20-50 år ældre, pervers tyksak, der mildt sagt ikke mener én det godt. Man kan have fået en masse oplysninger om hans/hendes liv og levned, og 3/4 er simpelthen løgn. Man har talt med et fiktivt individ i en helt anden persons hjernekiste, hvor han/hun lever sit eget liv. Død-interessant, men også død-uhyggeligt, for her blev alle informationer brugt imod én ....

Før i tiden bestod en forklædning i sådan noget som en maske, der dækkede en del af eller hele ansigtet. Denne lille lap foran næse og mund forventedes så at gøre det helt umuligt for omgivelserne at genkende den maskerede. Ret grotesk, må man sige!

En ting er maskeringer, noget andet afmaskeringer. De er faktisk vældig interessante, men hvis man bruger Trump som eksempel, så viser det sig jo altså, at en afmaskering ikke virker som en troværdig information, men som et forsøg på at stikke ham en kniv i ryggen. Går man til en internet fact-checker viser det sig også hurtigt, at alle - eller de fleste - har mod-facts fra andre fact-checkere. Hvad er så sandheden??? Den er åbenbart druknet i alle de informationer, der nu overskyller os. Næh, informationer er ikke, hvad de har været, og sandheden er ofte løgn - samt omvendt ....

 

 

Faldet på slagmarken

Begge disse herskere sendte uden videre mange af deres undersåtter i krig for at kæmpe for en sag, de troede på. Kampene kostede mange menneskeliv, men de selv sad i forholdsvis sikkerhed langt hen ad vejen. Ingen af dem døde på slagmarken, hvilket egentlig er påfaldende, for var det ikke deres krig? Jo, selv om soldaterne - eller nogle af dem - måske nok støttede den, så var det ledernes krig, deres ambitioner og deres ideologier, der skabte denne krigssituation, der kostede så mange livet. Selv om alle disse døde var bipersoner for lederne, så var  de jo altså hovedpersoner i deres egne liv, og det er trist, at de skulle blive ofre for andres ambitioner.

Den svenske kong Karl XII (1682-1718) var søn af kong Karl XI af Sverige og den danske kong Frederik III's datter, prinsesse Ulrike Eleonore. Han blev konge som 5-årig, men tilbragte lange perioder væk fra landet, idet han personligt deltog i flere krige i Norden og Rusland. Derfor havde han virkelig fortjent sit tilnavn, "krigerkongen". Efter at have ledt en eksilregering uden for Sverige i fem år, vendte han tilbage, men døde på slagmarken under et krigstogt i Norge. Dermed blev han den (foreløbig) sidste regerende monark i verden, der omkom på slagmarken. Ingen andre har vovet pelsen som ham.
Eftersom han åbenbart elskede krig og førte krig det meste af sit liv, så synes jeg, at han fik den helt rigtige og mest passende død. Jeg vil dog ikke kalde den "heltedøden", for jeg har svært ved at forbinde noget positivt ved de krigshandlinger, han stod for, bl.a. fordi så mange almindelige svenskere gik til på grund af hans drømme om storhed og magt.