Titlen er selvfølgelig ment ironisk, bl.a. fordi jeg ikke tror på det med Paradiset, hvor vi ifølge Biblen skal gense vore kære og leve i evig fryd og gammen. Desuden er jeg ret sikker på, at det hurtigt bliver mega-kedeligt med al den harpeklang og englesang.
Så vidt jeg har forstået, hverken spiser, drikker eller "fester" man i Paradiset. Sex er formentlig også helt udelukket, så hvad laver man egentlig? Formentlig ingenting - tilmed i al evighed!!!!! Dér må jeg nok sige fra, selv om alternativet er ild, svovl og alle mulige former for tortur. Noget, man dog også hurtigt - meget hurtigt!!! - kan blive træt af ....
Paradiset kendes også som "Edens Have", der stammer fra flere sproglige kilder. På hebræisk indikerer det en park, hvor der hersker en tilstand af vellyst eller glæde. Det sumeriske "Eden" henviser til en steppe eller ørken, så hvis man sætter disse to sammen, får man billedet af en oase midt i en ørken. Hvad ordet "Paradiset" angår, så er det persisk, og det betyder "indhegning".
I Første Mosebog omtales Edens Have som et et sted i den fysiske verden, men senere rykkes den så at sige fra et sted "ude mod Øst" til området mellem floderne Pishon, Gihon, Eufrat og Tigris, dvs. det, vi i dag kender som det sydlige Irak. Hvor Det Gamle Testamente altså kommer med stedsangivelser her på jorden, så er Paradiset flyttet op i Himlen i Det Nye Testamente. Det er ikke et sted, man kan finde på et kort, og man bliver ført af sted af den himmelske engleskare for at komme dertil. Hvad man så får tiden til at gå med er ret uklart .....
J. R. R. Tolkien (1892-1973) var engelsk, men af tysk afstamning. Da hans bog "The Hobbit" udkom den 21. september 1937, tiltrak den sig forskellige forlags opmærksomhed verden over, og mange ønskede at udgive den på deres sprog. Et af de interesserede forlag var det tyske Rütten & Loening, der skrev til ham i 1938 - dvs. efter Hitlers magtovertagelse, men før Anden Verdenskrig - og tilbød ham en udgivelseskontrakt. Det var dog en betingelse, at han kunne stille med en attest på sin ariske oprindelse, noget, der ville have været nemt for ham, men et ønske, som han reagerede stærkt imod af ideologiske grund.
J. R. R. Tolkien engang i 1940'erne
Som altid med ordet i sin magt satte han sig ned og skrev et svar til det tyske forlag, der den dag i dag er berømt som et perfekt "myrdet med ord"-brev.
Gengivelse af brevet fra den 25. juli 1938:
"Thank you for your letter. I regret that I am not clear as to what you intend by arisch. I am not of Aryan
extraction: that is Indo-Iranian; as far as I am aware none of my
ancestors spoke Hindustani, Persian, Gypsy, or any related dialects. But if I am to understand that you are enquiring whether I am of Jewish origin, I can only reply that I regret that I appear to have no ancestors of that gifted people.
My great-great-grandfather came to England in the eighteenth century
from Germany: the main part of my descent is therefore purely English,
and I am an English subject - which should be sufficient. I have been
accustomed, nonetheless, to regard my German name with pride, and
continued to do so throughout the period of the late regrettable war, in
which I served in the English army. I cannot, however, forbear to
comment that
if impertinent and irrelevant inquiries of this sort are to become the
rule in matters of literature, then the time is not far distant when a
German name will no longer be a source of pride.
Your enquiry is doubtless made in order to comply with the laws of your own country, but that this should be held to apply to the subjects of another state would be improper,
even if it had (as it has not) any bearing whatsoever on the merits of
my work or its sustainability for publication, of which you appear to
have satisfied yourselves without reference to my Abstammung."
Som en person, der selv er ret god til at være ondskabsfuld, bøjer jeg mig i støvet over denne elegance. "Tolkien rules", som de siger "over there", og man kan lære meget af hans overlegne brevstil. Ikke bare var han en god akademiker, der f.eks. lærte sig finsk for at kunne læse nationaleposet "Kalevala" på originalsproget, men også fik en forbilledlig universitetskarriere. Manden var belæst, fordi han var skruet sammen, som han var, og ikke fordi nogen holdt pisken over ham, hvilket beviser hans intellektuelle stade.
I årenes løb er der mange, der har hævdet, at mennesker er nogle XXX-huller, der konstant begår handlinger af mindre venlig art imod hinanden uden nogen som helst grund. I 1974 besluttede den jugoslaviske performance-kunstner Marina Abramovic (født i 1946) sig for at efterprøve denne påstand. Hun opførte en performance-forestilling, hvor hun stod ubevægelig i seks
timer, idet hun gav de mennesker, der kom for at se hende, lov til at
gøre, hvad de ville med og imod hende. Ligegyldigt hvad tog hun ansvaret
for det, der skete.
Som en del af dette dristige eksperiment lagde hun 72 genstande frem, som disse tilskuere måtte bruge, som de ville, imod/på hende. Under denne specielle performance-forestilling blev hun fornedret på utallige måder af folk, der skar
tøjet af hende - samt "lidt ved siden af, dvs. i hendes hud" - udsatte hende for forskellige intime
berøringer, etc., etc.. Alt sammen noget, der bestyrker mistanken om, at
mennesker dybest set ikke er det, vi forstår ved "gode", og at vi kan
finde på at udnytte andres hjælpeløshed som en "fornøjelse".
Både i denne og i sine senere kunst-præsentationer har Abramovic arbejdet med en inddragelse af tilskueren i kunstværket. Hendes primære fokus har ligget på at "konfrontere smerte, blod og kroppens fysiske begrænsninger".
Blandt hendes mange andre performance-forestillinger kan nævnes et
retrospektivt forløb på Museum of Modern Art i 2012. Det blev kaldt "The
Artist Is Present", og det bestod i en form for passiv konfrontation
mellem kunstneren og en tilskuer. De sad bare over for hinanden og så på hinanden uden at tale. Forestillingen varede i 736 timer og 30 minutter.
OK, sådan kan det formentlig føles at få en "åbenbaring": den gud, man tror på, indgiver én en ny visdom og klarhed, man føler sig renset og på alle måder beriget. Forholdet mellem illusion og realitet er dog meget uklart i den slags tilfælde, men det er måske en del af berigelsen? Som troende skal man jo "tro" og ikke bare tænke, hvilket så er, hvad mange gør. For andre vil sådanne oplevelser fremtræde som en "drøm" eller en "hallucination", og de vil meget have sig frabedt at få disse "åbenbaringer", hvoraf mange opleves som vildfarelser.
Det ville unægtelig være godt, hvis åbenbaringer kunne studeres videnskabeligt, men det kan de ikke, for de hører til i det grænseland, der indkapsles af det personlige: nogle tror, andre ikke. Hvad enten man afviser disse "åbenbaringer", fordi man ser dem som som irrationelle, psykiske udsving fra ens egen underbevidsthed, eller som fup og fiduser fra en eller anden (selvudnævnt) "profet", så er de i hvert fald noget, man skubber fra sig. De, der tror, får til gengæld en stor oplevelse, der sikkert kan berige deres liv og måske føre til en positiv personlighedsudvikling. Sagen er bare den, at man kan få lignende oplevelser ved at lytte til karismatiske, men skurkagtige politikere med ordet i deres magt. Det skete bl.a. med de masser, der lyttede til denne herres udgydelser:
Folk troede på ham og hans angivelige evne til at redde det gældsatte Tyskland. Således glemmer jeg aldrig de videoer, der viste udtryk for den tro, de naive berlinere viste ved at tale om Hitlers "Master Plan", der ville redde dem og deres land, selv om russerne på det tidspunkt stod lige uden for Berlins bygrænse. Der var ingen "Master Plan" og så sandelig heller ingen redning, hvilket disse mennesker ikke fattede. Det ville have været bedre for dem, hvis de havde udskiftet deres blinde tro på en person som Hitler med en rationel fornuft, der sagde "vælg ikke den mand, han er den onde selv, og han vil i hvert fald ikke frelse jer", hverken fra russerne eller jer selv.
Ifølge Koranen var det ærkeenglen Gabriel, der hviskede Allahs ord i øret på profeten Muhammad. Her er der tale om en åbenbaring, der er blevet til en vision. Disse kan enten foregå via synet eller hørelsen, og sådanne visioner er der også masser af i den kristne religion, ikke mindst i den katolske kirke. For katolikker er der åbenbart ikke noget mærkeligt i grædende ikoner eller Jesus, der viser sig for de troende. Her tænker jeg dog altid på, hvem en sådan tro gavner her på jorden, og dér ser jeg først og fremmest dem, der sidder på pengene og magten ....
Snedige folkeslag i Sydamerika fanger aber ved at lave et forholdsvis lille hul i en tøjret og udhulet kokosnød og lægge et saftigt stykke banan ind i den. Så langt så godt, men snedigheden består i at lokke et eksemplar af vore nærmeste slægtninge, dvs. aberne, til ved den dejlige duft af moden banan. Når sådan et dyr, glad og fro, stikker sin ene smalle, åbne hånd ind i hullet for at nappe bananen, kan den ikke få hånden ud igen uden først at slippe den lækre godbid. Fordi hånden med byttet nu er knyttet, fylder den nemlig pludselig for meget til at kunne trækkes ud igen.
Måske det ikke bare er griskhed og lækkersult, der driver aben, for disse dyr er jo overmåde nysgerrige og elsker at pille ved ting, hvilket ofte kan føre dem på farlige veje. Fejlberegninger af alskens art har afgjort spillet en stor rolle i abeverdenen .....
Dette er ikke bare abestreger, men et totalt "fejlskud", hvis ikke der er et meget højt træ lige i nærheden, og det er i hvert fald ikke til at se nogen steder. Den aggressive abe må derfor regnes for løve-mad, og det er da sørgeligt .....
Kunne dette være en ægte abe-røverbande, der arbejder sammen om at plyndre intetanende turister? Intet kommer bag på mig, når det gælder disse vakse og frække dyr, der formentlig altid er på jagt efter godbidder og spændende "legetøj".
Nååååhhh, hvor sødt! Den lille abe, der bliver fodret af et menneske, fornemmer, at babyen trænger til en sut - eller er det lige omvendt, sådan at den ikke bare vil have flasken med mælk, men også sutten, som den så forsøger at snuppe fra barnet???
Hvor herligt, ingen udhulede kokosnød-fælder, men masser af bananer til fri afbenyttelse!
Et lykkeligt øjeblik for en rask frugtspiser! Ingen fælder, men masser af æbler! Og dem ved man sandelig nok, hvad man skal gøre med ....
Det er morsomt at se disse behårede slægtninge i fuld aktivitet. At de er frække og snu gør dem i mine øjne endnu mere interessante, fordi de så viser evnen til at klare selv vanskelige - og ind imellem meget farlige - situationer. En evne, alle arter kan takke for deres overlevelse i en ikke altid venligsindet verden, og de er som sagt vore nærmest slægtninge ....
Johanna Langefeld var en køn. blond kvinde, der i sit ydre opfyldte Hitlers germanske skønhedsidealer. Sådan skulle en rigtig germansk kvinde se ud, og hendes indre skulle selvfølgelig også helst passe til idealerne fra den germanske overherre-ideologi. Når det gælder Johanna Langefeld (1900-1974) skurrer sammensætningen af idealerne imidlertid, for nok var hun i sit ydre som en virkeliggørelse af det tyske kvindeideal, men hendes indre kan ikke have været totalt inficeret med nazi-ideologi, selv om hun havde en høj stilling i flere kz-lejre for kvinder.
Da Hitler kom til magten, var Johanna enke samt enlig mor til en søn, som hun fik med en anden efter sin mands død af en lungesygdom. I denne situation må det have været ret vanskeligt for hende at klare sig i det tyske samfund. Således var hun arbejdsløs indtil 1935, hvor hun blev ansat i en såkaldt "Arbeitsanstalt", der i realiteten var et fængsel - eller måske snarere en opdragelsesanstalt - for prostituerede, hjemløse eller bare arbejdsløse kvinder. Det er muligt, at der ikke har været den helt store forskel på dette arbejde og det, hun fik efter at have meldt sig ind i Nazi-partiet i 1937. Fra 1938 arbejdede hun nemlig som vagt i en kz-lejr for kvinder, hvilket blev en stor succes for hende, da hun i løbet af et års tid blev forfremmet samt fik nye prestigefyldte opgaver, bl.a. i Auschwitz. Faktisk blev hun den højest rangerende inden for sit felt, selv om hun havde forskellige kontroverser med andre inden for partiet og lejrstyrelsen.
Hendes job bestod ikke bare i at styre arbejdet for de tilfangetagne kvinder, men bl.a. også i at udvælge fanger til gaskammeret. Hun var imidlertid kendt som en mild og retfærdig person, der sørgede for bedre vilkår for de tilfangetagne kvinder. Bl.a. gjorde hun sit til, at de blev placeret efter nationalitet, og at de fysisk svagere kvinder fik opgaver, der ikke var ødelæggende for dem. Ud over det reddede hun desuden nogle kvinder fra døden eller bare en afstraffelse, der kunne have dræbt dem. Dette betød, at fangerne ikke anså hende for at være en hun-djævel som flere af de andre kvindelige vagter, sådan som f.eks. Ilse Koch.
Eftersom hun stadig fortsatte sit arbejde med udvælgelsen af ofre for mordmaskineriet, fungerede hun som massemorder for nogle og frelsende engel for andre. Alt i alt regnede de indsatte hende dog for "god". Sammenlignet med nogle af de andre kvindelige vagter i kz-lejrene vil jeg sige, at hun virkede menneskelig, hvilket som sagt langt fra gjaldt dem alle.
Efter krigen kom Johannas måde at håndtere situationen hende til gode. Mindst 21 af hendes kolleger blev dømt og hængt for deres krigsforbrydelser, og der er ingen tvivl om, at hun ville være gået samme vej, hvis ikke hun havde haft nogle meget usandsynlige redningsmænd på sin side, nemlig fangerne. De ikke bare skrev til befrierne og gik i forbøn for hende, men sørgede også for, at hun kunne flygte og holde sig skjult i ti år. Andre undslap ikke galgen, men det gjorde hun, fordi nogle af hendes tidligere fanger var taknemmelige over hendes måde at forvalte sit embede. De reddede livet, og det gjorde hun altså også. Lederen af redningsholdet var iøvrigt en jødisk kvinde, der havde mistet alle sine slægtninge i dødslejrene.
Efter sin anholdelse af amerikanerne i 1945 blev Johanna sendt til Krakow, hvor der skulle afgives dom over SS-personalet i Auschwitz, men hun flygtede altså. Dette ville ikke have været muligt uden hjælp, hvilket sikkert også gjaldt hendes videre færden i Polen, hvor hun bl.a. skjulte sig i et kloster og fik jobs i huset hos polske familier. Tolv år efter sin flugt fra fængslet blev hun smuglet ind i Tyskland, hvor hun slog sig ned i Munchen sammen med sin søster, angiveligt uden at blive opdaget af myndighederne.
Når man hører det ældgamle udtryk "Pandoras æske", så giver det umiddelbart nogle associationer til kvindekønnet som sådant. Æsker, bokse, etc. er blevet brugt som symboler for vagina, og sådan bliver det som regel også forstået i dette sammenhæng, idet Pandora får skylden for at have indført al verdens sorger og ulykker med sin "æske".
At Pandora blev påduttet sin dødsens farlige "æske" af de lumske guder - med Zeus i spidsen - efter at Prometheus havde bragt menneskene ildens gave glemmer man ofte. I denne gamle mytologi er Pandora en art ikke-kristen/jødisk Eva, for hun blev regnet for at være den første kvinde. Ifølge myten var hun frembragt af fugtig jord. Æsken havde hun bare med sig, dvs. i lukket tilstand, da hun ikke selv åbnede den. Det gjorde Prometheus' dumme og griske bror, Epimethus, til gengæld, selv om hun protesterede.
Nej, en sådan glimrende bokse-handske havde hun ikke, selv om Epimethus havde fortjent en uppercut for sit overgreb. Inden Pandora kunne nå at lukke æsken væltede det desværre ud med alt muligt væmmeligt og farligt, der kan true menneskeheden. Før Pandora og hendes æske kom ind i billedet, levede de alle efter sigende i fred og ro, tryghed og sundhed, men det var slut efter æskens åbning. Det lykkedes dog Pandora at lukke den, før dens sidste indhold forsvandt, nemlig HÅBET.
Intet af dette var Pandoras skyld, for hun var totalt uskyldig i alle de ulykker, hun og hendes æske blev tilskrevet. Noget, man ofte bliver mindet om, når man læser om mænd, der angiveligt mister alt på grund af en kvinde: kvinden får skylden for hans ulykke, fordi han var så enormt tiltrukket af hende ....
