tirsdag den 23. november 2021

The Dark Web


Min viden om internettet og dets opbygning er ret begrænset, og jeg indrømmer såmænd gerne, at det glæder mig, at man ikke behøver at forstå finesserne ved det for at bruge denne fantastiske tilføjelse til menneskehedens mange muligheder for viden, kommunikation, etc.. Det er stadig noget, man må regne for en såkaldt "nyere opfindelse", selv om det er svært at forestille sig en verden, hvor det ikke eksisterede. Ikke desto mindre var det virkeligheden for godt 50 år siden, hvor den studerende Charlie Klein trykkede på én bestemt knap: ".... den 29. oktober 1969 sker der noget skelsættende. Noget, der af mange betragtes som første skridt i udviklingen af internettet. I forskningsprojektet APRANET (Advanced Research Projects Agency Network) lykkes det for første gang forskerne at lave en stabil forbindelse mellem to computere. Og det er nu, at Charlie Klein for første gang i verdenshistorien kan trykke på en knap og sende en e-mail afsted med teksten ”LOGIN”. Selvom kun halvdelen af e-mailen når frem – nemlig ”LO” – er det en kæmpesucces og et gennembrud i internettets historie. Det er nemlig starten på skabelsen af et netværk, der snart gør det muligt for forskerne at sende information mellem computere. Og i løbet af bare 20 år har de skabt et verdensomspændende netværk med tilslutningspunkter over hele verden." Ja, internettet gik fra forskning til noget alment, hvilket er en interessant tanke, for der var afgjort meget, forskerne havde overset omkring dets brug og især dets misbrug ....


Kommunikation - måske med en person på den anden side af jordkloden?!!! - herligt, så længe denne anden person er pæn, hæderlig og uden skumle bagtanker. Hvis det ikke er tilfældet, så forvandles situation til noget, der kan ende galt, f.eks. som følge af fænomenet "hacking", hvilket er noget møg, fordi man narres og bestjæles af nogen, man ikke kender, og som man aldrig nogensinde kommer til at møde. Det føles ekstra ikke bare som sort magi, men også som et overgreb af de store. 

Mange er blevet snøret på websites for håbefulde kærlighedssøgende personer. Den, de forelsker sig i, findes kun i deres eget hoved, og de er villige til at give ham/hende virkelig meget både mht. opmærksomhed og penge, fordi personen først og fremmest er et fantasifoster af deres specielle drømmehelt(-inde). Noget, der på ulyksalig vis har kostet mange liv og formue, for slet ikke at tale om drømme og illusioner. 

Man kan faktisk selv skabe en website, hvilket afgjort har fristet mange, både på grund af en eventuel indtjening via annoncer, etc., og muligheden for at møde ligesindede med specielle interesser. De allerede eksisterende, offentlige websites - der af nogen benævnes "Surface web websites" - bruger Google Chrome, Internet Explorer, Mozilla Firefox og den slags med suffikset ".com" eller ".org", og de er nemme at lokalisere. Sagen er dog den, at neden under "The Surface Web Websites" befinder der sig noget, der er mindre let at finde, nemlig "The Deep Web", og hvad mere er, den udgør omkring 90% af det samlede antal websites. Dvs. at hele dette system faktisk ligner et isbjerg til forveksling .....


Den kendsgerning at internettet har denne struktur er skræmmende, når man ved, hvor mange nye typer forbrydelser, den gør mulig. "... In fact, this hidden web is so large that it's impossible to discover exactly how many pages or websites are active at any one time." På den ene side er det godt, fordi privatliv nu engang er - og bør kunne være - privat, men på den anden er det noget møg, for en del af dette "Deep Web" omfatter noget ofte meget lidt rart, nemlig "The Dark Web". De fleste lader ikke til at kende forskel, men der er skam store, store forskelle, også fordi en hel del af "The Deep Web" er fuldt ud lovligt og ufarligt for potentielle ofre for kriminalitet. De lovlige dele af "The Deep Web" indeholder f.eks. financielle konti, emails, medicinske dokumenter, etc..

En hel verden for sig selv .... 

 

Nej, dér tog pessimisterne fejl, og de fleste, der har adgang til internettet, ser det som en spændende mulighed for kundskab, kontakt og nye interesser. De ved, at nok kan det være kringlet, men det er afgjort umagen værd. At (forsøge) at forbyde og nedlægge det, (og det kan næppe gøres) nu, ville være det samme som at forbyde biler, fordi de er involveret i biluheld og derfor koster menneskeliv. Ikke desto mindre har man nok generelt set en forventning om, at det gøres sikkert for alle ved at stoppe ulovligheder af forskellig art, men hvordan kan man det, når det er uden grænser og uden et overordnet opsyn??? Visse pornosider er dog blevet lukket, men mange er sikkert dukket op igen, bare under et andet navn. At nogle af dem er 100% giftpøle er der dog ingen tvivl om (se f.eks. Boobytrap, den 20. november d.å.).

For at få adgang til "The Dark Web" skal man have specielt software, men derefter er det nemt, for det fungerer stort set som "The Surface Web Websites". Adgangen er knyttet til "The Onion Router" (også kaldt "Tor"), der er gratis, og som kan installeres af enhver, også meget unge internetbrugere.

 

Nogle af de websites på "The Dark Web", der har fået politiet, FBI, etc. op af stolen, har drejet sig om oprettelsen af et samarbejde om mord-opgaver. En af dem gik ud på at skrabe midler sammen til mordet på Donald Trump og Mike Pence, men det er uklart, om det var ægte eller bare en meget grov spøg.

 

Der er dog ingen tvivl om, at "The Dark Web" kan være særdeles skummelt, selv om det ikke altid er tilfældet. Her tænker jeg især på horrible, seksuelle udnyttelser af og mord på bl.a. børn. Det lader desværre til, at langt flere end først antaget mangler de indre stopklodser, der får dem til at holde sig fra den slags. De, der besøger og dermed understøtter sådanne websites, er med til at støtte noget, der bare ikke burde finde sted.

Når man tænker på de forbrydere, der har boltret sig på internettet, så virker det sandsynligt, at afstanden mellem skærmen og det virkelige menneske, der træder frem på den, skaber en art mental filter, hvor interaktionen bliver opfattet som noget der bare er "for sjov". Jeg mistænker i hvert fald, at mange, der udsætter internet-kontakter for alt muligt afskyeligt, ser dem som anderledes end f.eks. deres naboer eller slægtninge, nemlig folk de omgås til daglig, og som derfor opleves som mere virkelige end dem, de finder på nettet ....

 

https://videnskab.dk/teknologi-innovation/hvad-er-det-moerke-internet-og-hvordan-fungerer-det 

 

https://norlys.dk/internet/internettets-historie 

 

http://internet-map.net/ 

 

https://darknetone.com/a-look-at-the-5-best-dark-web-search-engines-in-2021/ 

 

https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=&cad=rja&uact=8&ved=2ahUKEwj7r5aS26v0AhWpSvEDHXZ_BSwQFnoECAMQAQ&url=https%3A%2F%2Fwww.webhostingsecretrevealed.net%2Fblog%2Fsecurity%2Fdark-web-websites-onion-links%2F&usg=AOvVaw06fkqnFBQXHEJRFg3YHVH8 

 

https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=&ved=2ahUKEwj7r5aS26v0AhWpSvEDHXZ_BSwQFnoECAQQAQ&url=https%3A%2F%2Fwww.wizcase.com%2Fblog%2Fsafely-find-the-best-dark-web-sites%2F&usg=AOvVaw3Gw76m7hRxgfqjsvZTT150 

 

https://www.version2.dk/artikel/europol-lukker-dark-web-markedsplads-omfattende-operation-1088022

 

https://www.version2.dk/artikel/kaempe-boernepornoside-fjernet-dark-web-fire-tyskere-anholdt-1092564 

 

Wikipedia


mandag den 22. november 2021

Hjemmehjælpermord

 

Problemet med syge eller ældre mennesker, der myrdes, er forventningen om deres død. Døden er ikke noget uventet, når afdøde er syg eller kommer op i årene, og forklares derfor ofte automatisk som "naturlig". OK, ingen slipper herfra i levende live, og en dag er det slut, men det bør nu ikke være med en tilsløret, uønsket form for "hjælp", sådan som der er flere eksempler på, også her i landet.


Den værste - og mest kendte - af ældremorderne i Danmark er James Schmidt, der er dømt for mord på tre ældre mennesker i København Ø. Som 17-årig blev han, der dengang hed Lual Lual, dømt for voldtægt af en ung pige på 14, og han forsøgte også at voldtage og dræbe sin mors veninde. Kort sagt, en skidt knægt som den djævleuddrivelse, som hans bekymrede mor udsatte ham for, prellede fuldstændig af på. Mordet på de tre pensionister foregik ved kværkning, og James Schmidt er i forvejen dømt for tidligere at have brugt kvælertag, men bedyrer sin uskyld, selv om man har fundet DNA-spor på hans tøj. Noget, han ikke nægter, er det, der formentlig har været hans motiv til at begå disse mord, nemlig tyverier af og forsøg på at bruge de myrdede pensionisters dankort. At benægte dette ville nu også have været halsløs gerning, da han er fanget på bankens videoovervågning.

En slange forsøger sig med en pengeautomat

De myrdede har tilsyneladende selv lukket James Schmidt ind, hvilket især er mærkeligt i et af tilfældene. Et mordoffer på 81 år var nemlig bange for ham og havde ofte udtrykt angst for at møde ham en sen aften, når hun luftede sin hund, så hvorfor har hun åbnet døren for ham? Den eneste - og også mest logiske forklaring - er, at hun enten ikke har haft en dørspion eller ikke har brugt den, og at han har udgivet sig for at være hjemmehjælper. Disse personer bliver jo lukket ind, hvis den ældre medborger venter dem, selv om de ikke altid har identificeret sig i døren. Altså en forståelig fejltagelse, der ville kunne forhindres, hvis Hjemmeplejen ALTID ringede først, inden de sender nogen ud. 

Hvad James Schmidt angår, så havde han høje tanker om sig selv og præsenterede sig gerne som "musik-producent" og andet, der kræver et særligt talent. At hvad han end har haft af specielle evner blev brugt til mord på tre ældre mennesker er sørgeligt for både dem og deres efterladte. I første omgang accepterede sidstnævnte gruppe, at dødsfaldene var "naturlige" ved at være aldersrelaterede, men mistanken var der dog, og James Schmidt endte med en livstidsdom for tre mord.


Man ville ønske, at alle ældre forstod at forsvare sig som Winifred Peel, men dog ikke gå til angreb på hjemmehjælperen, hvilket der også er eksempler på. I Højbjerg blev en 49-årig hjemmehjælper således overfaldet af den 66-årige søn til den ældre kvinde, han kom for at hjælpe. Den stakkels hjemmehjælper bar tydelige spor af overfaldet, og det endte med en politianmeldelse. 

I et andet tilfælde var det en 21-årig, kvindelig hjemmehjælper, det gik ud over, da en ældre medborger flere gange slog hende i ansigtet, overfusede hende, hev tørklædet af hende og brugte et fornedrende sprog over for hende. Kort sagt: hun var "af anden etnisk oprindelse", hvilket han åbenbart så som yderst provokerende. (NB: billedet illustrerer tørklædesituation, men forestiller ikke den overfaldne hjemmehjælper).


Begge parter kan altså være mindre søde end f.eks. denne hunde-venlige, ældre herre. Ingen af dem er engle, men jeg mindes dog ikke at have læse om pensionister, der har overfaldet, myrdet og bestjålet yngre personer, der kommer til dem for at yde dem en service som hjemmehjælpere, men den omvendte situation er opstået om og om igen. Her tænker jeg ikke mindst på den kenyansk-fødte amerikanske statsborger Billy Kipkorir Chemirmir (født den 8. december 1972), der står anklaget for mord på mindst 18-22 ældre i USA, hvoraf de fleste var kvinder. At han benægter det kommer næppe til at hjælpe ham, selv om tvivlen dog kom ham til gode, da den første retssag endte uden en dom, fordi juryen ikke kunne blive enig.


Alle de myrdede var velhavende mennesker, der i mange tilfælde boede i luksuriøse lejligheder, hvilket burde have beskyttet dem imod overfald og det, der er værre. Var der ingen sikkerhedsvagt, eller forstod Billy at belægge sine ord, så denne slap ham ind, fordi han poserede som hjemmehjælper eller håndværker for ejendommen? Det var i hvert fald det, han påstod over for de overfaldne, og som gjorde, at de lukkede ham ind. Andre af hans ofre, der boede i eget hus, faldt for det samme trick, hvilket er sørgeligt at tænke på. Overlevende har fortalt, at når først han var kommet ind, overfaldt og kværkede han dem.

Ifølge diverse oplysninger om Chemirmir-familien ejede de flere ældreboliger, og dér har der ikke været denne form for episoder. Smart kan man sige, eftersom det ikke kan betale sig for en forbryder "at skide i egen rede ...." 

Det er ikke bare de ældre, der har oplevet Billys tendens til vold. Hans daværende kæreste blev således overfaldet og tævet, da hun brokkede sig over, at han var kommet fuld hjem fra en stripklub. Desuden stak han et lædermøbel med en stor kniv, hvilket sikkert har været et advarselstegn til hende om at holde op med sine protester. 

Mange, der har mistet et ældre familiemedlem, der anses for myrdet af Billy, sidder skuffede tilbage, nu hvor juryen ikke kunne komme til enighed. Ingen lader dog til at ville opgive retssagen imod ham, selv om der er modstridende teorier om antallet af myrdede: 18 eller 22?
 

https://www.dallasnews.com/news/courts/2021/11/19/prosecutors-vow-to-re-try-billy-chemirmir-after-judge-declares-mistrial-in-capital-murder-case/ 

https://www.nzherald.co.nz/world/texas-trial-for-alleged-serial-killer-billy-chemirmir-charged-over-18-deaths-in-two-years/AELPNRYHX2O6J42WF43HBLYB6U/ 

https://news.sky.com/story/billy-chemirmir-man-charged-with-killing-18-women-in-texas-to-go-on-trial-12469178 

https://www.fox4news.com/news/alleged-serial-killer-billy-chemirmir-to-go-on-trial-monday-in-dallas-county

https://www.dallasnews.com/news/courts/2021/11/15/what-we-know-about-billy-chemirmir-the-man-accused-of-smothering-dozens-at-senior-living-homes/ 

https://www.tv2east.dk/soroe/falske-hjemmehjaelpere-snoed-aeldre

https://www.tv2lorry.dk/alleroed/ung-hjemmehjaelper-fik-knytnaever-i-ansigtet-da-hun-besoegte-aeldre-mand 

https://stiften.dk/artikel/hjemmehj%C3%A6lper-fors%C3%B8gt-knockoutet-overfaldet-af-%C3%A6ldre-kvindes-s%C3%B8n

https://www.dallasnews.com/news/crime/2020/02/17/fact-check-serial-murder-suspect-bill-chemirmir-is-not-an-unauthorized-immigrant-ice-says/ 

https://www.berlingske.dk/samfund/rovmorder-doemmes-for-drab-paa-tre-pensionister

https://murderpedia.org/female.G/g/graham-jordan-linn-photos.htm 

https://www.nbcdfw.com/news/local/trial-date-set-for-accused-serial-killer-billy-chemirmir/2681572/

https://www.bt.dk/krimi/james-schmidt-broed-sammen-jeg-er-ikke-en-seriemorder 

Wikipedia



søndag den 21. november 2021

"Kvindernes konge" i Afghanistan

Da jeg læste om den afghanske kvinde Bibi Hakmeena for et halvt års tid siden, var det sjovt at se sådan en "skrapsak" med våben og egne meninger blandt det, vi vesterlændinge forstår ved hendes kvindefjendske mandlige landsmænd. Hvordan bærer hun sig dog ad med at hævde sig blandt disse mænd, der nærer helt andre forventninger til kvinder end det, hun repræsenterer? 

Ifølge diverse rapporter lever hun som en mand blandt dem, men er altså kvinde, hvilket man skulle forsværge var muligt. Efter de sidste politiske omvæltninger gad jeg nok vide, hvad der er blevet af Bibi Hakmeena. Lever hun stadig frit, eller er hun blevet gemt væk i en af de burqas, der bl.a. er forbudt her i landet?

Bibi Hakmeena er feminist i et land, hvor kvinder automatisk gøre usynlige ved påklædning og begrænsede muligheder for en selvstændig karriere eller mere personlig livsstil. Det startede angiveligt med hendes fars ønske om at få hjælp til at forsvare familien. Noget, en søn ville have gjort, fordi det er en del af mandens kønsrollemønster. Sagen var dog den, at han ikke havde nogen søn, så han måtte "trylle" med sin ældste datter og gøre hende til den dreng, hun ikke var, selv om det samfund, de levede i, var ekstremt kønsopdelt med en klar angivelse af kønsroller. 

Sammen med mænd bekæmpede hun sovjetiske soldater, der invaderede Afghanistan, og det har på en vis måde forvandlet hende til en mande-kvinde, der tager del i mandlige aktiviteter. For nogle år siden blev hun valgt ind i provinsrådet, og det  er bl.a. dér hun slås for forbedringer af kvindens stilling. Er hun feminist? Ikke i traditionel forstand, men hun udviser en styrke og gåpåmod, der ville kunne gøre hende til et aktiv i enhver vesterlandsk feministisk kreds.

Da hendes far forvandlede sin 10-årige datter til den søn, han ikke havde, udførte han det, der kaldes "bacha posh", der betyder "klædt som en dreng". At der findes en speciel benævnelse for fænomenet må betyde, at det var kendt i forvejen: døtre kan blive sønner, hvis ikke der er nogen drenge. Når Bibi Hakmeena i visse sammenhæng med vestlige journalister kalder sig selv "feminist", virker det som en forvirring omkring en bevægelse, vi har haft her i mange år. Således fortæller hun, at hun føler sig som mand, men at hun f.eks. må sove med kvinderne, da hun jo er kvinde. Dvs. at det, hun udretter som mand, ikke tælles som en kvindelige, men som en mandlig bedrift. På den måde snyder denne kvinde - formentlig uden at vide det - sine kønsfæller for beviser på, at kvinder kan lige så meget som mænd. Hun kalder sig selv "kvindernes konge" og kæmper på forskellige måder for at forbedre deres liv, men uden en egentlig ideologi, der kan skabe store og tilbundsgående omvæltninger.

Jeg har forsøgt at finde opdaterede informationer om Bibi Hakmeena, men det er ikke lykkedes, så hvad er der blevet af hende? Er hun blevet detroniseret som "konge", eller regerer hun stadig på sin egen måde? At hun efter eget udsagn altid er bevæbnet er jo ikke rigtig nogen garanti for, at hun og hendes liv er beskyttet i et ekstremt patriarkalsk samfund. Noget, der måske kan skaffe hende en særlig respekt - og dermed beskyttelse - er hendes to pilgrimsrejser til Mekka. Ingen kan komme og sige  andet, end at hun er en god muslim i et muslimsk land.

 

https://www.dr.dk/nyheder/udland/feminist-kongen-i-det-pashtunske-stammeland-mand-om-dagen-kvinde-om-natten 

 

https://imuslim.name/5973-meaning-Hakeema-muslim-arabic-names.html 

 

https://www.berlingske.dk/globalt/kvindelige-afghanske-tv-vaerter-fyres-paa-stribe-men-kvinderne-kan-blive 

 

https://www.dw.com/en/king-of-the-women-an-unlikely-afghan/a-15457529 

 

https://youtu.be/7anIMf-fDzg 

 

https://www.theguardian.com/world/2018/may/31/denmark-passes-law-banning-burqa-and-niqab 

 

Wikipedia


lørdag den 20. november 2021

Achsa W. Sprague, spiritist, feminist og slavebefrier

 

En køn, men meget alvorlig, ung dame. Hendes navn var Achsa W. Sprague (1827-1862), og hun blev en kendt spiritist og skribent i 1850'ernes USA. Hendes ry var forbundet med hendes påståede evne til at formidle budskaber fra åndeverdenen, som hun ikke mindst selv troede på. At det overhovedet kan lade sig gøre at få afdøde personer i tale, kan ikke-troende betvivle, også fordi de selv samme ånder, der i død tilstand udtalte sig om alt muligt, rådgav og advarede, jo angiveligt var de samme, der i levende tilstand havde begået en masse fejl. Fortrød de, og var det derfor, de som omvendte syndere forlangte af Achsa, at hun gik ind i et seriøst arbejde for at befri de sorte slaver i USA samt for kvinders ligeberettigelse? Det er i hvert fald nok det underliggende budskab omkring fænomenet ....


Allerede som barn blev Achsa set som noget specielt, idet hun begyndte at undervise andre børn som 12-årig. Flittig og overmåde intelligent markerede hun sig, men som 20-årig blev hun ramt så alvorligt af gigtfeber, at hun ikke kunne gå længere, men blev sengeliggende. Dette skete i 1847, og længe var der ingen bedring at spore, men da hun i 1854 genvandt sit helbred, tolkede hun det som en følge af åndernes indgriben. Efter hendes mening var det dem, der havde helbredt hende, da ingen andre kunne. Hendes taknemmelighed gav sig udtryk i en omfattende foredrags- og udgivelsesvirksomhed, bl.a. af "Banner of Light" og "The Green Mountain Sibyl". Ud over det blev hun spiritistisk medium, rejste rundt i hele landet, holdt foredrag og gav trance-taler, hvor hun kom med budskaber fra de ånder, hvis stemme hun angiveligt gengav ved sine formidlinger af deres ord til de nu-levende. Alt sammen mægtig spændende, også for den unge kvinde selv. Andre har formentlig set hendes aktiviteter som et udslag af noget helt andet og i hvert fald ikke "kvindeligt" ud fra datidens forestillinger.

Synet på Achsa havde åbenbart ændret sig meget efter hendes sygdom, for da hun lå syg var der dem, der mente, at det hele "foregik i hendes hoved", og at hun nok bare trængte til at blive gift. Det fortælles således, at en dame af den gamle skole havde ment, at det, der skulle til for at få hende op af sengen og i gang igen, var en dragt prygl. Hvad hun mente om hendes spiritisme, vides ikke, men den gjorde under alle omstændigheder Achsa kendt og elsket af sine trosfæller. Der meldte sig også adskillige bejlere, og der er bevaret mindst et brev til og fra en af dem, hvor hun udråber sig selv til at være den grimmeste af alle grimme kvinder, hvilket det var meningen skulle få bejleren verfet af. Stik imod diverse mindre smigrende teorier om hendes sygdom var hun så absolut ikke en frustreret gammeljomfru, der burde have været vild efter at blive gift, men et tænkende menneske med ånd og vid.

Den siddende kvinde er ikke Achsa, men dette var, hvad hendes kolleger udi ånde-formidlinger gjorde. Så vidt jeg har forstået, foregik Achsas formidlinger dog kun ved stemmegengivelser og var ikke noget hokus-pokus med ånder, der trådte frem på denne måde, men som ærlig talt ikke ligner, hvad de blev udgivet for at være. Spøjst nok var der flere forskellige mediummer, der fortalte, at hendes ånd efter hendes død i 1862 som bare 34-årig opsøgte dem. Nu var hun jo ikke bare spiritist, men også digter, så ved et besøg som ånd hos sin veninde og mediumskollega, Melvina Townsend, kom hun efter sigende med denne lyrisk formede besked: “Sister! One simple word/I love you still!/My strength shall be conferred/Your need to fill. I come to you at night./ In some still hour;/ And lend my spirit’s might/To give you power.” 

Som en kvinde, der rejste frit omkring, holdt foredrag og gav seancer, brød hun med adskillige fordomme omkring kønsroller og kvindekønnets evner og psyke. Selv udtrykte hun det som en protest imod de to muligheder, kvinder havde i denne tidsalder: vær enten en slave eller en sommerfugl. Fordi hun også tænkte på denne utraditionelle måde om kvinders rolle i samfundet, må hun have været spændende og ukonventionel for de mange, der kom til hendes forskellige former for optræden. Man har da også talt om hendes særlige karisma, der vel sagtens også har været forbundet med hendes gode udseende. At hendes navn trak store skarer til hendes foredrag og seancer, er der i hvert fald ingen tvivl om. På mange måder var hun en rebel, der også arbejdede for fængselsreformer foruden slaveriets ophør. Under en af sine turnéer fik hun også brokket sig over de mange penge, arrangørerne havde brugt på traktementet i forbindelse med hendes besøg, da hun mente, at de kunne være givet bedre ud, nemlig på sociale mærkesager ....


https://vermonthistory.org/documents/findaid/sprague.pdf

 

https://vtdigger.org/2018/08/19/achsa-spragues-transformation-invalid-spiritual-medium/ 

 

https://www.collectorsweekly.com/articles/ghosts-in-the-machines-the-devices-and-defiant-mediums-that-spoke-for-the-spirits/

 

Wikipedia

 

 

fredag den 19. november 2021

Peter Scully, lort på højkant = pædofil sadist og morder!!!!!!

 


Gad vide, hvad det er den australske svindler og morder Peter Scully (født den 13. januar 1963) synes er så morsomt. Man ser tit billeder af ham, hvor han smiler velfornøjet ad ting og handlinger, der ikke er spor morsomme. Svindlerierne kostede de bedragne mere end $2.68 millioner, og det er bestemt ikke noget at grine ad, men det er nu engang dette velfornøjede ansigtsudtryk, denne bedrager og morder viser verden. Inden han stak af fra Melbourne, havde de australske myndigheder opdaget hans 117 bedragerier inden for ejendomshandel samt hans escort-bureau, der stod for udlejningen af hans filippinske kæreste som sex-arbejder. Var det noget at grine ad? Nej, men det gør han ikke desto mindre, og på billedet ovenfor ser man ham således lige inden eller lige efter hans livstidsdom i et Filipinsk fængsel. Griner han, fordi han slap fra sine horrible forbrydelser uden at få en dødsdom, som mange jo havde ønsket? Er det det, han, der boltrede sig i død og elendighed i især Filippinerne, finder morsomt? Det kunne ligne ham, for han er præcis så ond og depraveret, som man overhovedet kan være.

Da han blev arresteret i 2015, var der mange, der havde svært ved at forestille sig, at nogen virkelig har gjort de ting, han nu er dømt for. Man så meget af det som "urban legends", der var gået helt grassat med et hav af vilde detaljer, der umuligt kunne være ægte. Hvordan kan man myrde og torturere den ene lille pige efter den anden, og ikke mindst: hvordan kan man sælge sine perverse videooptagelser af rædslerne online? For at det skal være muligt, må der jo være nogen, der betaler for at se disse mord og voldtægter på små børn, hvoraf det yngste - nemlig lille Daisy - var 1½ år. Sådan noget svineri kan der umuligt være nogen, der ønsker at se - og dermed støtte - vel? Jo, det er der faktisk, og Scullys eksempel viser, at der er langt flere end først antaget. Han fik sig nemlig en lukrativ forretning ud af det, han elskede at gøre, og som han gjorde foran et tændt kamera, nemlig voldtage og torturere børn. Det fortælles, at hans pay-per-view shows kunne indbringe op til $10,000 på det, man kalder "The Dark Web", hvor især "Daisy's Destruction" havde skabt interesse blandt ligesindede. Scully havde først selv stået for dens distribution, men lod den derefter tilgå en kendt "hurtcore"-børnepornografisk website, som den unge og ligeledes pædofile Matthew Graham, også kaldt "Lux", drev hjemme fra sine intetanende forældres hus. Hverken disse eller hans søster havde nogen anelse om, hvad han foretog sig bag den lukkede dør til hans værelse, og de blev dybt chokerede, da de fandt ud af det. 

Matthew Graham, også kaldt "Lux"

Det var altså Scully, der indspillede de lukrative rædselsvideoer, medens "Lux" var med til at distribuere dem via sin kæde af websites. Mange havde nok ønsket at se denne onde og depraverede unge mand idømt en straf på mere end de 15 år, han fik, for medens Scully stod for indspilningen af torturen og mordene, så var det jo altså ham, der fik rædslerne distribueret til de betalende ligesindede. Dvs. at han spiller en stor rolle i opbyggelsen af dette system, der har kostet så mange børns liv og helbred. Således ved man nu, at den mishandlede 1½-årige Daisy er sluppet med livet i behold, men med varige mén.


Det filippinske politi i færd med at undersøge en af de grave, Scully havde under huset, og hvor han begravede myrdede børn. Nogle af dem lod han selv grave deres grave, hvilket alt sammen er dokumenteret via hans barske videoer. Anklagerne imod ham efter tilfangetagelsen, men inden livstidsdommen lød på 75 anklagepunkter, men inden han blev dømt, skete der noget meget sært, der formentlig var iscenesat af ham selv, og som højst sandsynligt blev udført af en korrupt politibetjent. Meget af det materiale, politiet havde imod ham, blev destrueret i en særdeles suspekt brand, men det gavnede nu ikke den fangne Scully, for dømt blev han - heldigvis. At de betalende kunder stadig boltrer sig på særlige websites er til gengæld meget skræmmende.



https://www.theage.com.au/national/victoria/15-years-in-jail-for-pure-evil-child-porn-webmaster-matthew-graham-20160317-gnl8mv.html



https://www.thescottishsun.co.uk/news/2782723/worlds-worst-paedo-peter-scully-who-filmed-baby-rapes-tortured-kids-and-made-them-dig-their-own-graves-smirks-at-life-in-jail/


https://www.news.com.au/world/asia/depraved-aussie-child-predator-smiles-as-he-gets-life/news-story/e93f97493efb1c8ec09e9872405f7b63?utm_campaign=EditorialSF&utm_medium=Facebook&utm_source=News.com.au&utm_content=SocialFlow

 

https://allthatsinteresting.com/peter-scully 


https://www.kaspersky.com/resource-center/threats/deep-web

 

https://www.theguardian.com/world/2015/jun/16/australian-man-peter-scully-pleads-not-guilty-to-child-in-philippines 


Wikipedia


torsdag den 18. november 2021

Kloster-udskejelser

Tanken er morsom, for alt det dér med jomfruer, der venter de rettroende i Paradiset, virker ret grotesk på de fleste nutidsmennesker. Én ting er i hvert fald sikkert: nonner og munke har ikke altid været de dydsdragoner, de er udråbt til at være ....

Et dramatisk forløb foreviget engang i middelalderen: i billede 1 (tv.) ser man, en nonne, der kysser en præst, og det fører åbenbart til lidt af hvert, for i billede 2 (th.) er hun i gang med at drukne "kærlighedens frugt" i klostrets latrin. En trist historie og et sceneri, der kan have udspillet sig adskillige gange, bl.a. i det skandaleramte nonnekloster St. Nicholas' Priory i Oxfordshire i England. Her foregik der en hel masse, der ikke stemte overens med klosterreglerne og forestillingen om et syndefrit liv med tvungent cølibat i Middelalderen. Netop dette kloster blev berygtet for sit skørlevned, der bl.a. gav sig udslag i mindst to barnefødsler, som ingen så som god kloster-skik. Et af børnene var datter af priorinden Katherine Wells og en kirkens mand, der formentlig også besvangrede en mere "menig" nonne. Hvad Katherine Wells angår, så gjorde hun en hel del for sin illegitime datter, der i hvert fald ikke blev skaffet af vejen ved f.eks. at blive druknet i latrinen.


Ifølge de anklager, der blev rejst imod hende, havde hun belånt/stjålet de værdigenstande, der tilhørte klostret, så hun kunne få midler til opdragelsen af sin illegitime datter. Især lader det til, at hun gjorde en masse for at skaffe hende en passende medgift. Hendes moderlige følelser er der altså ingen tvivl om, men de omfattede ikke de nonner, hvis "chef" hun var som priorinde. Faktisk var det hendes sølle behandling af nonnerne, der i 1517 gjorde at kirkemyndighederne fik øjnene op for de mindre heldige sider af klosterlivet i St. Nicholas' Priory. F.eks. kom det frem, at Katherine Wells havde for vane at sætte ulydige nonner i gabestokken, ligesom hun havde det med at overfalde og prygle dem. Med den behandling er der ikke noget at sige til, at mange nonner stak af ud gennem vinduerne, og at ikke alle kom tilbage i god skik ....

En gabestok fra en senere historisk periode

Katherine Wells havde også ofte mandligt besøg, hvor hun og gæsterne drak og morede sig på en meget usømmelig måde. Det var selvfølgelig heller ikke lige det, et seriøst kloster skulle bruges til, og efter afsløringerne i 1517 gik det virkelig ned ad bakke for St. Nicholas' Priory. Nonnerne og Katherine Wells slyngede anklager imod hinanden, men sagsakterne er væk - eller har aldrig eksisteret - så man ved ikke helt nøjagtig, hvad de forskellige beskyldninger gik ud på, og hvad udkommet blev, men klostret var blevet skandaliseret og fik snart efter dødsstødet. 

Det var nemlig dette specielle klosters u-klosterlige levned, der fik Kardinal Wolsey til at træde til. Man fandt sikkert noget lignende i andre klostre, hvilket gjorde kardinalen endnu mere opsat på at få ryddet ud i systemet, og fra 1525 forvandledes St. Nicholas Priory efterhånden til noget langt mere verdsligt, nemlig en gård. I dag er der kun en enkelt, forfalden bygning tilbage.


Eftersom Henrik VIII fik opløst de engelske klostre efter sin kirkelige revolution i 1534, hvis hovedformål var at redde Tudor-dynastiet ved at bane vejen for hans ægteskab med Anne Boleyn, så var også dette klosters dage talte, men det vidste man ikke, dengang Wolsey gik til kamp imod de syndige nonner og deres levned med druk og hor. 

At klostret led en krank skæbne er - set med historiens øjne - lidt sørgeligt, men det har vist sig, at på klostergrunden vrimler det med spændende arkæologiske fund, der stadig gør stedet interessant. Således har man fundet skeletter af døde, der blev begravet på en mærkelig måde, eller som bar præg af vold. Én havde således været ude for et (måske fatalt) slag i hovedet, en anden var begravet med ansigtet nedad, og man fandt også et barn i en af gravene. Der er tydeligvis sket en masse på stedet, der slet ikke stemte med klosteridealerne, men det gør det ærlig talt endnu mere interessant for os at se disse grave med de "syndige nonners" skeletter ....

 

https://www.ibtimes.co.uk/skeletons-medieval-nuns-lying-face-down-considered-be-witches-1503060 

 

https://www.histecho.com/medieval-scandal-uncovered-oxford-archaeologist-found-skeletons-sex-crazed-nuns/ 

 

https://museums.eu/article/details/110180/archaeologists-uncover-evidence-of-sin-and-punishment-at-medieval-priory 

 

https://news.artnet.com/art-world/skeletons-sex-crazed-nuns-oxford-302949 


https://www.medievalists.net/2012/09/naughty-nuns-and-promiscuous-monks-monastic-sexual-misconduct-in-late-medieval-england/
 

 

Wikipedia

onsdag den 17. november 2021

Bruden, der hadede sex, og som myrdede sin brudgom

 

Et forelsket par i 2012, bare nogle få timer fra brudesengen? Ja, gift blev de, men det med brudesengen blev ikke rigtig til noget. Bruden ville nemlig ikke acceptere "den slags", selv om hun var god til at posere sexet. Hun forstod også virkelig at sige fra, da det gjaldt om at sætte en stopper for ægteskabets prøvelser: hun myrdede simpelthen sin ægtemand, oven i købet på klokkeslettet for vielsen en uge efter, at den fandt sted .... 

Cody Johnson på 24 har ikke kunnet forestille sig, at hans tre år yngre brud, Jordan Graham, ville blive den, der gjorde en ende på hans liv, men det blev hun, for hendes romantiske følelser før brylluppet forvandlede sig til et dødeligt had, da de var blevet gift. Hun klagede således til veninder over hans seksuelle forventninger, og over at han "ønskede at gøre noget, hun ikke ville være med til". Hendes reaktion på det ægteskabelige samliv, som Cody og hendes omgivelser forventede, at hun indgik i, viser med al ønskelig tydelighed, at det unge par næppe har kendt hinanden særlig godt eller har haft sex sammen før brylluppet. Hun var angiveligt dybt religiøs og brugte det som argument for at afvise sex, inden de blev gift. Sin bryllupsnat tilbragte hun alene på sofaen, medens en frustreret Cody lå og ventede på hende i sengen. 

 

Man må spørge sig selv om, hvorfor Jordan giftede sig med Cody, når hun allerede en uge efter brylluppet havde fået nok af livet som hans kone? Hvad var det, der tiltrak hende ved den mand, hvis hustru hun blev? Havde hun nogensinde elsket denne ganske almindelige, søde fyr, eller var hun offer for et socialt pres om at finde en mand? Før brylluppet talte hun i hvert fald om at have lyst til at myrde sine forældre, men dem, hun sagde det til, slog det hen som en grovkornet "spøg", selv om det i virkeligheden kan have været en form for nødråb. Måske familien indirekte havde presset hende til at finde sig en mand, for det er jo det, man forventer af unge kvinder som en form for "karriere": frue-/frøken er nok en reel statusangivelse den dag i dag, især i visse kredse.

Jordan var en temmelig raffineret morder, der lokkede sin nye ægtemand med spændende sex-lege i Glazier National Parks bjergfyldte område. Som en del af legen fik han bind for øjnene, og det var mildt sagt en fejl, han ikke skulle have begået, men den unge ægtemand stolede selvfølgelig på sin unge kone og hendes "kærlige hensigter", så det gik han med til. Eftersom de befandt sig omkring 1000 meters højde, og der var masser af skilte, der advarede turister om at være forsigtige netop det sted, må han have været så omtåget af forestillinger om den spændende erotik, hun lokkede med, at han helt glemte at tænke sig om, hvilket blev hans død. 

Jordans veninder har senere fortalt, at hun kunne lide tanken om at blive gift, men slet ikke formåede at overskue, hvad det indebar. At hun havde mørke tanker omkring det hele kunne også ses af den sang, hun havde skrevet teksten til, og som blev spillet til brylluppet. I den beskrev hun, hvordan en kvinde tog sin elskede op i svimlende højder, og at selv om han døde, så var han stadig hendes et og alt. Ret profetisk må man sige ....
 


Mordet på Cody blev hurtigt opklaret, selv om Jordan nægtede at have begået det og fandt på alle mulige forklaringer på, hvordan hendes mand var faldet ned fra bjerget. Hendes dom blev 30 års livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse, hvilket føles retfærdigt, men samtidig er meget sørgeligt, fordi det er et punktum, der slår fast, at to unge liv er blevet ødelagt .....

 

https://abcnews.go.com/US/prosecutors-montana-bride-spoke-killing-parents-weeks-husband/story?id=21030013 

 

https://fatimhemraj.medium.com/a-newlywed-bride-pushed-her-husband-off-a-cliff-8-days-after-their-wedding-4c3b4c5a058c

 

https://news.sky.com/story/newlywed-pleads-guilty-over-husbands-murder-10424789 

 

https://www.bbc.com/news/world-us-canada-25359627 

 

https://murderpedia.org/female.G/g/graham-jordan-linn.htm

 

Wikipedia