Den allerførste engelsktalende, kvindelige forfatter

Sådan kan man godt forestille sig Margery Kempe (c. 1373-c. 1438) med pen og blæk, men sådan gik det ikke for sig, da hun skrev det, der af de fleste regnes for den første autobiografi på engelsk. Hun har formentlig ikke fået nogen form for boglig undervisning og lader ikke til at have kunnet hverken læse eller skrive, for præster læste de religiøse skrifter for hende, som hun ærede hele livet. Jamen hvordan bar hun sig så ad som forfatter? Hun dikterede såmænd sin bog til skrivere i 1420'erne.

Denne bog kunne have været en skildring af hendes liv som hustru og mor til mindst 14 børn, men den indeholdt meget andet som f.eks. redegørelsern for hendes dybe, religiøse tro. Som en god katolik så hun de mystiske oplevelser, hun havde, som et udtryk for en guddommelig mening med hende og hendes liv, og det har måske været denne overbevisning, der fik hende til at nedfælde dem.
Noget, hun tit refererer til, er de samtaler, hun mente at have med Jesus, der åbenbart ofte viste sig for hende. Alle hendes visioner og den højlydte gråd, kramper, sukken og stønnen, disse referater gav anledning til, førte imidlertid til, at hendes omgivelser reagerede negativt på hende. På et tidspunkt blev hun ligefrem fængslet og truet med tortur i form af voldtægt. Dette lader dog til at have blevet ved truslerne.
Hun blev imidlertid flere gang anklaget for kætteri, men blev aldrig dømt. Grunden til disse anklager var, at mange af hendes aktiviteter som f.eks. hendes brug af hvidt, så det virkede, som om hun ville spille nonne. At hun påstod, at hun ikke bare kunne bede for afdøde sjæle i skærsilden, men også afgøre, hvem der var fordømt, og hvem der var frelst, var en alvorlig overskridelse af reglerne for en kristen kvindes gode opførsel. En hel del af hendes offentlige adfærd blev også set som et klart brud på Paulus' forbud imod kvinder, der præker. Det værste har dog nok været, at hendes tro på en personlig forbindelse med Jesus fik det til at virke, som om hun fremhævede sig selv og påstod, at hun stod over andre.
Hendes bog begynder med en beskrivelse af den vanskelige fødsel af hendes første barn, hvilket får én til at tænke på 1970'ernes og 1980'ernes bekendelseslitteratur. I hendes bog indgår denne fødselsoplevelse som et led i en religiøs oplevelse af, hvordan Jesus er hende nær som trøster og redningsmand. Senere fortæller hun om de seksuelle fristelser, som hun mente at burde tage afstand fra, selv om hun jo var gift. Desuden led hun af en  slem jalousi imod andre kvinder, der bekymrede hende, men som hun ikke sådan lige kunne gøre sig fri af.
Efterhånden blev hun grebet af en dybere og dybere religiøs stræben. Det betød, at hun ønskede at leve et religiøst liv, hvor hun udelukkende bestræbte sig på tilbedelse af Jesus. For hende betød dette, at hun måtte overtale sin mand til at acceptere, at de begge skulle leve i cølibat. Noget, han åbenbart gik med til.
Som ikke-katolik kan man ikke lade være med at undre sig over Margery Kempes tankegang og selvforståelse. Det er så langt fra vores opfattelse af virkeligheden, at man faktisk har brug for en form for oversættelse. Bogen har været forsvundet i flere århundreder, og blev først genfundet i 1934. Den er anerkendt som et værk af stor historisk værdi, men man skal virkelig indstille sit hoved på en speciel oplevelse for at få andet ud af den end undren ....



https://www.atlasobscura.com/articles/the-first-woman-to-publish-a-book-in-english-lived-in-a-room-attached-to-a-church-and-walled-off-from-the-rest-of-the-world?utm_source=facebook.com&utm_medium=atlas-page&fbclid=IwAR0p5ABaaI_bXbm0X9uborg0RdoIHPfJTbazRXpKedk82d1HrV9jW2e1A0E


https://www.theguardian.com/books/2015/may/08/archive-find-shows-medieval-mystic-margery-kempes-autobiography-doesnt-lie

Jeget og den redigerede virkelighed

Nå ja, man ved jo godt, at udseendet spiller en stor rolle for især offentlige personer og deres status, så selvfølgelig snydes der med både tøj og make-up. Det kan ikke forarge mig, men jeg har dog somme tider undret mig over, hvor stor forskel den slags kan gøre. Folk kan jo forvandles fuldstændig af lidt make-up, hvilket virker sært på mig, for hvem er de så? Skifter de personlighed, som de skifter udseende?

Samme dame, men vidt forskelligt udseende og udstråling. At det bare har krævet make-up og en frisør er forbløffende.

Hun var en skønhed, men fik sit udseende ødelagt af plastikkirurgi, og nu er det formentlig for sent at fortryde. Det samme gælder mange andre berømte damer og herrer, der har levet af deres udseende, og som bare ikke kan acceptere, at alderen på et vist tidspunkt spiller ind.
En sådan voldsom forvandling får mig dog til at spekulere på, hvordan sådan et transformeret menneske oplever sit "jeg". Er hun i sin egen bevidsthed den, hun var, eller er hun den, hun er blevet, og føler hun selv, at hun er blevet smukkere?

Her har vi et yndigt barn, der dog tidligt udmærkede sig ved én bemærkelsesværdig egenskab: hun lignede en voksen, bare i lille format. Netop på grund af dette er det nemt at genkende hende som super-divaen Elizabeth Taylor, men hvem var hun i sin egen bevidsthed? Eller sagt på en anden måde, hvornår er vi mest os selv?
Jeg tror, at de fleste af os ser os selv som unge mennesker, og at vi opfatter de senere aldre som afvigelser fra det, vi er. Når man når en vis alder, hvor det kan ses, at man ikke længere er 20, 30 eller 40 år, vil rigtig mange kæmpe en indædt kamp for at blive ynge at se på. Man vil gerne tilbage til "sig selv", dvs. som man var og bliver dybt frustreret, når det mislykkes.
Mange formår virkelig ikke at tage sit nye, aldrende udseende alvorligt som et billede på deres "jeg".En proces, der dog lettes af, at den foregår over en årrække. Hvis det var noget, der skete i ét hug på f.eks. én dag, tror jeg, at man brød fuldstændig sammen og fik meget svært ved at komme tilbage til en normal tilstand.

Mænd, kvinder og syre i Indien

Laxmi Agarwal (født 1 juni 1990) er et indisk syre-offer, der fik sig et liv, selv om hun blev frygtelig vansiret, da den dobbelt så gamle, meget forelskede - og afviste - Naeem Khan smed syre i ansigtet på den bare 16 år gamle skønhed. Der er desværre mange indiske kvinder, der har været udsat for sådanne overgreb, og det fik Laxmi til at tilslutte sig en græsrodskampagne for deres rettigheder i samfundet. Da hun blev angrebet af Naeem Khan i 2005, var hun en virkelig smuk pige, men syren ødelagde hendes ansigt og dele of hendes overkrop. 
Hendes arbejde for kvinders rettigheder og forhindringen af et uhæmmet salg af syre gjorde, at hun i 2019 fik den ærefulde International Women Empowerment Award fra The Ministry of Women and Child Development, the Ministry of Drinking Water and Sanitation, and UNICEF. Hun havde allerede modtaget The International Women of Courage Award i 2014, som hun fik overrakt af præsidentfruen, Michelle Obama. Det var dog ikke den eneste form for opmærksomhed hun har fået. Filmen "Chhapaak" er således bygget på hendes liv.
Det sørgeligste er, at der er sket mange flere syre-angreb i nutiden end tidligere. Derfor går Laxmi ind for en voldsom stramning af salget og helst en total bortskaffelse af denne farlige vare, der er blevet frustrerede mænds superbillige våben. Selv om der er kommet restriktioner, er det dog ikke lykkedes at få syren totalt ud af handlen.

https://www.thecitizen.in/index.php/en/NewsDetail/index/1/7735/The-Stories-Of-Indias-Acid-Attack-Survivors

Denne iranske kvinde, der kom ud for det samme som mange indiske kvinder, forlangte hævn à la "Øje for øje, tand for tand", hvilket åbenbart lykkedes i hendes tilfælde. Om det er vejen frem vides ikke, og jeg tvivler ærlig talt ....

Yahya Hassan - Mindeord

Verden holder vejret i sorg og forbløffelse, for hvordan er det dog gået til, at vort vilde nydansker-talent Yahya Hassan nu virkelig er væk? Det har han gang på gang ladet os ane ville ske, og man forventede eller frygtede, at han ville blive likvideret af folk, der ikke syntes om det, han skrev om indvandrere, islam og forfølgelser. Spørgsmålet, der ligger os på tungen er, hvordan gik det dog til? Sagen er dog den, at det ikke egentlig er det, det drejer sig om, for vi burde snarere forholde os til den kendsgerning, at vi har mistet et rablende talent, der både var et fantastisk udtryk for vor tid – og ikke passede ind i den.
Manden var det, englænderne og amerikanerne så rammende beskriver som "a pain in the ass", for vi forstod ikke rigtig, hvordan vi skulle forholde os til dette uventede bombenedslag i dansk litteratur. Hvad gør man med en digter, der ikke bare skælder ud over ét emne som vejret, kærlighed, kønnenes forvirring, religionsdebatter eller politik i al almindelighed? Han omfattede det hele, også emner der tydeligvis gik ham på, men som ikke vandt genklang i den etablerede litterære verden. Ind imellem fik vi så rapporter fra politi og domstole, hvilket vi (selvfølgelig) havde svært ved at forholde os til, for den slags plejer pæne, danske digtere ikke at være rodet ind i.
Hans talenter strittede til alle sider og pirkede til alt og alle, der ville lytte. De andre kan måske nu få øjne og ører op for det, vi alle har mistet med dette store talent.

https://arbejderen.dk/navne/yahya-hassan-er-d%C3%B8d

Han er blevet begravet i dag .....

"Hamlet" er vel "Hamlet" eller hva'?

Mange skuespillerede har brilleret i rollen som Shakespeares tragiske "Hamlet". Her er det den franske skuespillerinde, Sarah Bernhardt, der ytrer de berømte ord "To be or not to be".
Der har været mange teorier om, hvor Shakespeare fandt sin inspiration til dette skuespil, og en af dem er det finske nationalepos "Kalevala", hvor der bl.a. fortælles om en prins, der udkæmper en drabelig magtkamp med sin morderiske onkel, der har stjålet hans trone. Min vurdering: det er ikke den "Hamlet", vi kender, men det ligner.

En anden teori er, at "Hamlet" handler om noget så aldeles uventet som vores kong Christian og den berømte, danske astronom Tycho Brahe. Tanken ville aldrig så meget som have strejfet mig, og jeg tror stadig ikke på teorien, men indrømmer dog, at den er interessant og ikke helt kan afvises. Den, der kom med denne specielle teori er professor Peter Andersen, der skrev en bog om den, nemlig "Kunstværket".

Efter Peter Andersens mening peger rigtig meget på en overset forbindelse mellem skuespillet og historien. For ham at se var "Hamlet" en allegori over et opgør mellem kongen og astronomen, der byggede på førstnævntes mistanke om og frygt for, at sidstnævnte var hans biologiske far. Denne frygt skulle have ført til et mord på Tycho Brahe, der rent faktisk døde på mystisk vis i Prag i 1601.
Hvad Peter Andersen angår, så faldt han tilfældigt over en beskrivelse af begivenhederne i en prosafortælling fra 1602 i "Den Hvenske Krønike", der fik ham til at tænke over visse ting omkring dødsfaldet.
"Higer og søger i gamle bøger" siger man, og det gjorde Peter Andersen, både hist og pist. Således fandt han en dagbog i det svenske rigsarkiv, som Tychos slægtning, Erik Brahe, havde skrevet. Her indrømmer han mordet og antyder desuden, at han blev tvunget til at begå det af kong Christian IV's folk. En intrige, der også var forbundet med kongens personlige rådgiver, sognepræst ved Helligåndskirken i København, Jon Jakobsen. Ifølge Peter Andersen trak præsten i trådene og var den egentlig bagmand til fjendskabet mellem kongen og astronomen.
Hva'ba'?!!!! Umiddelbart lyder det vildt, men afvises 100% kan det ikke ..... 

 

Angiveligt gik der på tiden for Tycho Brahes død rygter om, at han var Christian IV's biologiske far, hvilket villle blive en alvorlig sag, fordi det ville berøve ham legitimitet som konge. For at få den teori til at stemme må man se på Christian IV's mor, Sophie af Mecklenburg, der 14 år gammel blev forlovet med sin fætter, den 37-årige Frederik II af Danmark.

Så vidt vides, havde de et lykkeligt ægteskab, og mig bekendt var der ingen vilde rygter om en affære med Tycho Brahe, men det fortælles, at hun besøgte ham flere gange på Hven.
Hvad præsten Jon Jakobsen angår, så var han kendt som en intrigemager, og man ved, at han fik et horn i siden på sin førhen gode ven, Tycho Brahe, da denne afviste en afhandling, han havde skrevet. Ingen videnskabsmand ser med milde øjne på en person, der ikke kan lide hans/hendes arbejde, men kan det være nok til at hidse kongen op imod den berømte astronom? Faktisk vil jeg sige, at det eneste bevis, der angiveligt er, må være Erik Brahes dagbog.
Hvis man skal foretage en sammenligning med de historiske personer og persongalleriet i "Hamlet", ser det sådan ud: Christian den Fjerde er Hamlet, Tycho Brahe er Claudius og Jon Jakobsen er Hamlets rådgiver Horatio, men jeg må sige, at det virker langt ude ....

Jeg har før skrevet om denne teori her:

http://EzineArticles.com/?expert=Else_Cederborg

http://EzineArticles.com/3549519

 

Barn af udviklingshæmmet

En nydelig, ung dame i begyndelsen af trediverne, tilmed begavet, selv om hendes jødiske far er mentalt udviklingshæmmet og ikke kunne tage sig af hende, da hans kone forlod ham. Derfor voksede hun op hos hans forældre, der lige fra begyndelsen indskærpede hende, at hun som kvinde havde en forpligtelse til at føde mange børn for at gøre sit til at udligne det jødiske tab i holocaust. Den unge kvindes navn er Deborah Feldman, og hun reagerede imod værdierne i den ultra-konservative hasidistisk-jødiske familie, som hendes familie tilhørte.
Grunden til at Deborahs mor forlod sin mand og datter var den, at hun var blevet narret ind i ægteskabet. Det var et problem for hendes svigerforældre, der fulgte de gældende ultra-jødiske regler omkring børn og ægteskaber, at ingen i deres omgangskreds ønskede at gifte sig med deres mentalt handicappede søn, for inden han blev gift, kunne hans ti søskende ikke blive det.
Gode råd var dyre, men de fandt frem til en løsning, som de troede ville holde, nemlig at finde en fattig pige uden for USA, der ikke vidste noget om hendes påtænkte ægtemands handicap. Deborah Feldman har i interviews omtalt dette arrangement som et "køb" af en egnet pige, der kom til USA helt alene uden at kende nogen. Efter fødslen af datteren forlod hun familien og flyttede sammen med en anden kvinde, hvilket selvfølgelig også var en skandale i det ultra-konservative, jødiske miljø.

Hvad Deborah angik, så blev hun - sådan som det var skik i hendes familie - præsenteret for en "passende, ung mand" og derpå gift som 17-årig. Han var angiveligt en sød fyr, men ægteskabet fungerede ikke, selv om de dog fik en søn et par år efter. Hun besluttede sig for at flygte og at slå sig ned i Berlin, som hendes familie ellers forbandt med det frygtelige, der var overgået jøderne under Anden Verdenskrig. Noget, hun har fortalt om i den selvbiografiske bog "Unorthodox - The Scandalous Rejection of My Hasidic Roots" fra 2012, der er blevet filmatiseret som en mini-serie for Netflix.
Det er interessant, at denne begavede og talentfulde kvinde er datter af en mentalt udviklingshæmmet mand, for langt op i tiden blev denne gruppe handicappede i Danmark betragtet som en frygtelig fare for den samlede befolkning. De formodedes altid at avle et uendeligt antal degenererede og kriminelle børn, der ville belaste samfundet. Man gik ind for sterilisering og forbud mod giftermål, men denne skarpe udsondring af dem som samfundsgruppe skiftede i midten af det tyvende århundrede, og man gik væk fra mange juridiske tiltag af denne art. Så vidt jeg ved, betragtes udviklingshæmmede mødre - og det er mest dem, det gælder - dog stadig på forhånd som inkompetente, selv om det ikke altid behøver at være tilfældet.


https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/deborah-flygtede-fra-ekstremt-religioest-samfund-friheden-var-et-komplet?cid=newsletter_nb_nyhedsoverblik-middag_20200503121526

Når man ser sig gal på en guddom

Der er stil over en mand, der ikke bare nøjes med at beklage noget, men går aktivt ind i kampen imod det. Sådan var den romerske kejser Gaius Julius Caesar Augustus Germanicus, der er bedre kendt under sit kælenavn Caligula (12–41 e. Kr.), for da han blev gal på havguden Neptun, erklærede han krig imod ham. Som bekendt hesker havet stadig over store arealer på vor klode, hvoraf nogle er oversvømmet landjord, så det var altså Neptun, der vandt - eller i hvert fald ikke blev besejret.

Kejser Caligula er kendt for at være en skør rad, der holdt enorme orgier og gik i seng med sine tre søstre, angiveligt fordi han anså sig selv for guddommelig, og sådanne samlejer efter hans mening måtte være det mest passende for guder, da det sikrede, at et eventuelt afkom også blev guddommeligt. Selv optrådte han ofte i skikkelse af forskellige guder som f.eks. Herkules, Merkur, Venus og Apollon, men vist nok aldrig Neptun. Han fik fjernet hovederne på statuer af forskellige guddomme og fik dem erstattet med sit eget, og han kaldte sig selv for Neos Helios, dvs. "Den Nye Sol". På ægyptiske mønter blev han faktisk fremstillet som solgud.

Hans eftermæle var, at han var skingrende skør, men man må huske på, at det ikke var hans venner, der skrev hans nekrolog, tværtimod. Fremstillingen af ham som en skaldet, tyndbenet grimrian behøver heller ikke at være rigtig, men det ville nu ærgre mig, hvis det viste sig, at det med Neptun ikke passede, for den historie elsker jeg bare, da jeg længe har ment, at de himmelske magter bør have et menneskeligt modspil og såmænd også gerne én på snotten.