Uventede begivenheder i år 2020

Det kom sikkert bag på de fleste af os, at Covid-19 ikke "bare var noget i Kina, hvor de spiser ALT, også flagermus", men at det også kom til Europa og stadig er her hos os et års tid efter, at man først hørte om denne "asiatiske" sygdom. Siden da har der været mange skrækkelige eksempler på folk, der ikke bare har lidt af noget, der ligner influenza-agtige symptomer i nogen tid, men som også har været indlagt - og som måske tilmed er døde. Andre kan forvente langvarige bivirkninger, der også har overrasket de fleste, inklusiv lægerne. 

I dag har jeg prøvet at færdes iført et visir, efter at jeg har kæmpet med det mundbind, de fleste har valgt. Jeg må sige, at jeg langt foretrækker visiret, selv om det dugger og bliver uklart i regnvejr. Som en pæn og lydig borger følger jeg alle foreskrifter vedr. forebyggelse, men jed må indrømme, at de forskellige oplysninger om deres effekt ikke virker særlig tilforlaldelige. Ordet "måske" og udtryk som "vi tror" optræder lidt for ofte i de lægelige udredninger, men sådan er det vel i enhver pandemi. I pestens tid var det heller ikke de egentlige smittebærere, nemlig rotterne, der i forening med den almene dårlige hygiejne fik skylden for de mange dødsfald.

Jeg kender ikke personligt nogen, der har eller har haft Covid-19, hvilket selvfølgelig er godt nok, men dog lidt sært: HVOR er disse mange smittede mennesker henne??? Man ser mange billeder af ramte personer, men det billede, der nok har gjort størst indtryk på mig, er dette: rigtig mange aflivede "Corona-mink", der KAN være syge. En mand mistede angiveligt 36.000 mink i ét hug, hvilket virker underligt på mig, da der ikke længere er så mange fine damer i minkpelse at se i gadebilledet. Er alle mink her i landet til eksport? Når man gruer over dette massedrab, skyldes det dog ikke kun avlernes økonomiske tab, men også fordi man kommer til at tænke over dyrenes unaturlige liv i bur.

Sådan et minkbur er da vist ikke rart for det lille, vævre dyr, der dømmes til fangenskab og død på grund af sin pels. Hvad beskæftiger de sig med, når de sidder dér og venter på slagtning og flåning? Ingenting formodenlig ....

Eftersom de er kønne og nuttede, så er der også nogen, der ender som kæledyr. Forhåbentlig lever de et bedre liv på den måde, men sikker er jeg nu ikke ....

 

https://www.wsj.com/articles/doctors-begin-to-crack-covids-mysterious-long-term-effects-11604252961?st=t2u0xswhfqi6ny1&mod=vonpckt1112 

 

Arrigskab - svøbe og udladning

Oven på alle de skrækkelige oplevelser med mine tre computere, der ALLE (!!!!) strejkede, må jeg bare benytte lejligheden til en eftertanke, der tager skriftlig form. (Jeg ved jo ikke, hvor længe jeg har denne fjerde computer, der jo altså virker, men føles "mærkelig"). OK, hvad har jeg ud af at bande voldsomt og skælde ud over døde ting, der handler pr. automatik, og som derfor er uskyldige? Det, jeg har ud af det er at få en udladning af hurtigt ophobet raseri. Nå, javel, men hvad har jeg så ud af at blive så rasende over noget, ingen er skyld i? Tjaaahhhh, DEN må jeg tænke lidt mere over, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil synes om det, jeg finder ud af ....

Tæsk til en skytsånd!!!!

Fred og ro, ingenting, der bryder den gode stemning. Fint, med mig, men det sker for sjældent, og gårsdagen var da helt vild. Endnu engang fik jeg en frygtelig lyst til at vride halsen om på min skytsånd, men han er en glat fyr, så det lykkes mig aldrig at få fat på ham. Det, der skete, var at min computer pludselig ikke virkede, som den skulle: intet fungerede, absolut intet. Arrig, som jeg jo er, var jeg stærkt fristet til at kassere den, men valgte så i stedet at prøve systemet af med en reserve-computer, jeg har stående. Virkede den? Nej!!!!! Præcis det samme, og derfor er hele dagen gået med opringninger til service-folk for det firma, der leverer bredbånd til det sted, hvor jeg bor. OK, dér fik jeg så lidt råd og vejledning, men ikke noget, der virkelig forklarer, hvad der foregår. Derfor tog jeg min tredie computer frem: den har stået gemt væk i et par år, og jeg regnede med, at den ikke havde taget skade eller noget. Dér tog jeg fejl: den kunne sørme heller ikke noget!!!! Dvs. at jeg stod dér med tre computere, hvoraf to var stationære, et bredbånd, der angiveligt var OK - og intet virkede! Til sidst fik jeg så fingre i en fjerde computer, men om den er her i morgen kommer an på en anden persons velvilje, så - nej, jeg tæver altså den skytsånd ved førstgivne lejlighed!!!

 

 

 

Juana Inés de la Cruz

Søster Juana Inés de la Cruz (1651-1695) var født uden for ægteskab, hvilket dog ikke lader til at have været nogen særlig hindring for hende. Faderen var en spansk kaptajn, der ikke deltog i hendes og hendes mors liv. Den, der betød mest for hende, var formentlig hendes morfar, for hun boede sammen med sin mor på hans hacienda, hvor hun nød godt af adgangen til hans store bibliotek. Da hun var tre år gammel, kunne hun både læse og skrive latin, hvilket hun havde lært sig selv. Som 8-årig skrev hun et digt om nadveren, og som 13-årig underviste hun andre børn i latin. Ikke nok med det, men hun havde også lært det aztekiske sprog og skrev et par korte digte på det.

Eftersom piger ikke havde lov til at studere, men forventedes at lade sig forsørge i et ægteskab, var hendes fremtidsudsigter usikre. Som teenager blev hun tilknyttet Vicekongen Antonio Sebastian de Toledos hof. Her fik hun som 17-årig lejlighed til at brillere, da han indkaldte til et møde med forskellige lærde mænd, der fik de mulighed for at diskutere alt muligt med hende inden for filosofi, teologi, etc.. Alle var forbløffede over hendes indsigt i både det ene og det andet. Hun fik forskellige ægteskabstilbud i denne tid, men besluttede sig for en anden løsning, der kunne sikre hende studiemuligheder i fremtiden: klosteret. Som nonne ville hun kunne studere og skrive nogenlunde lige så frit som en mand, og det var lige præcis det, hun ønskede. Vicekongen og hans hustru støttede hende og fik nogle af hendes værker udgivet i Spanien. Hendes mest bemærkelsesværdige værker regnes i dag for at være: "Carta Atenagorica", "First Dream", "Pawns of A House" og "Satira Filosofica". Nogle af hendes skriverier vakte forargelse, da hun faktisk var meget kontroversiel i sine holdninger, ikke mindst til kvindens stilling. Ikke desto mindre har hun fået en særlig plads i Mexicos historie, da hun stadig hyldes for sine evner og udgivelser.

 

https://www.britannica.com/biography/Sor-Juana-Ines-de-la-Cruz

samt "Wikipedia"

 

 

 

Lægen, der opfandt en dødelig sygdom

Vittoria Sacerdoti

Under Anden Verdenskrig opfandt den italienske læge dr. Vittorio Sacerdoti en sygdom, der var rent bluff. Hans formål var at narre nazisterne, så han fik mulighed for at redde nogle af de forfulgte jøder. Hvad der skete med disse mennesker havde han rig lejlighed til at bevidne, da han levede midt i et jødisk kvarter og var forfærdet over de mange overgreb, han bevidnede hver eneste dag.

Han arbejdede på et lille hospital på en ø midt i Tiberen. Her opfandt han sygdommen "K-Syndrome", idet "K" stod for nazi-forbryderen kommandant Kesselring. Han indlagde så mange jøder, han kunne på hospitalet til behandling for denne angiveligt aldeles forfærdelige sygdom. Ikke bare han, men også hans kollega dr. Ossicini instruerede disse falske patienter i at hoste meget voldsomt, og så fortalte de to læger ellers nazi'erne, at sygdommen var ekstremt farlig samt overmåde meget smitsom. Nazisterne skulle ikke have noget klinket, så deres list virkede perfekt, og mange jøder blev reddet. 

Giovanni Borromeo

En anden læge, Giovanni Borromeo, gjorde nogenlunde det samme som Sacerdoti, og det er herligt at tænke på, at nazisterne lod sig narre af dem begge.

 

https://qz.com/724169/an-italian-doctor-explains-syndrome-k-the-fake-disease-he-invented-to-save-jews-from-the-nazis/ 

 

 

Manden, der blev udstillet som et eksotisk dyr

 

Hvad hede, hule Helvede havde dette smukke og uskyldige menneske gjort for at blive klassificeret som et "dyr", sat i Zoologisk Have og holdt fanget som en levende udstillingsgenstand??? Svaret er: INTET, men han var pygmæ og blev derfor betragtet som "mindreværdig" og/eller "dyrisk", i hvert fald ikke som et menneske med de samme rettigheder som andre pæne og velafrettede mennesker på denne planet.

Missionæren - for at det ikke skal være løgn!!!! - Samuel Phillips Verner havde åbenbart fået galt fat i Biblens påbud om næstekærlighed, for han tog til Congo for at finde sorte afrikanere, som man kunne lade indgå i en udstilling i Bronx Zoologiske Have. Ota Benga, der blev født i Congo omkring 1883, var en teenager, der var blevet fanget og derefter udbudt til salg på et slavemarked. For at få ham - og formentlig andre som ham - indfanget, havde man uden videre dræbt de fleste i hans landsby, medens han var på jagt et andet sted. 

Han blev holdt fanget i et bur sammen med nogle aber og blev behandlet fuldstændig som et dyr. En gang imellem fik han dog lov til at gå frit omkring i den zoologiske have, og så fordrev han ofte tiden med at hjælpe dyrepasserne med forskelligt. Flere medfølende personer gjorde forsøg på at få ham fri, men først efter seks år lykkedes det efter store anstrengelser.

Han blev overgivet til en James M. Gordon, der stod for "Howard Colored Orphan Asylum" i Brooklyn, og det var meningen, at han skulle tage sig af hans introduktion til det samfund, han ufrivilligt var dumpet ned i. Man sørgede også for, at han blev undervist i forskellige fag som skrivning og læsning, men man accepterede ham ikke som den, han nu engang var. F.eks. fik man sat kroner på hans fint tilfilede tænder samt klædte ham i almindeligt, amerikansk tøj. Alle forsøg på at få ham indpasset i samfundet strandede imidlertid, bl.a. på hans længsel efter Congo og hans familie. Da Første Verdenskrig brød ud i 1916 stod det ham klart, at han ikke havde en chance for at rejse hjem, og så skød han sig.
 

https://www.theguardian.com/world/2015/jun/03/the-man-who-was-caged-in-a-zoo 

 

https://www.nbcnews.com/news/us-news/bronx-zoo-operator-apologizes-racist-display-african-man-1906-n1235457 

 

https://www.nytimes.com/2006/08/06/nyregion/thecity/06zoo.html?_r=2

 

 

De ikke-involverede

Den slags, som dette skilt fortæller om, skal vi nødig have hverken her i landet eller andre steder. Problemet er dog, at det har vi allerede - og det er alle vegne. Demonstrationer opfattes som "fest i gaden", og hvad skal man gøre ved sådan noget, der egentlig ikke er særlig festligt, og som udsætter både deltagere og seriøse demonstranter for fare?

Umiddelbart virker det meget fredeligt, og da jeg ikke ved, hvilken demonstration, der er tale om, så kan jeg heller ikke  afgøre, om det fortsatte sådan, men det håber jeg. 

Der er dog visse ting, der tyder på, at også vi er en del af  et trist internationalt fænomen: medens volden optrappes, så bliver politiaktionerne også barskere. Dødstrusler imod navngivne personer gør det ikke nemmere, og der ofres store summer på at beskytte enkeltpersoner, der trues på grund af deres meninger. 

Det virker umiddelbart meget udansk, men det kan ikke nægtes, at nogle politiske fronter står meget stejlt over for hinanden, og at det kan udvikle sig voldeligt. Selv om vi måske ikke er så begejstrede for dem, vi betaler for at beskytte, så har vi dog endnu ikke fået det så slemt - og grotesk! - som i USA og visse andre steder.

Der meldes om flere dødsfald i USA som følge af politiets indgreb for at sprede demonstranterne eller direkte bremse dem. Disse overdrevne politiforanstaltninger virker ofte komplet meningsløse og absolut ikke "efter bogen". Det gælder ikke bare anholdelsen af George Floyd, der gik helt galt, fordi den endte med hans død. En idiot af en politibetjent kvalte ham simpelthen ved at sætte sit knæ imod hans hals, selv om han sagde, at han ikke kunne få luft. At han er afro-amerikaner siger næsten sig selv, og det gør det hele endnu mere sørgeligt, for man forventer nærmest, at den slags kan forekomme i det racistiske USA og er egentlig ikke særlig forbavset, når det sker. Hvordan kan det nu være, at man ligesom er forberedt på den slags, og hvad siger det om os, der ikke er afro-amerikanere? Jeg tror, at der desværre er sket en forråelse af ikke-involverede, hvor vi, "der ikke har noget i klemme", nøjes med at ånde lettet op og tænke, "puha, godt det ikke er mig". Glæden gælder både lettelsen over ikke at tilhøre en forfulgt befolkningsgruppe eller den del af politistyrken, der bliver sat til at løse disse evindelige racekonflikter. Som ikke-involverede er man jo bare tilskuer og desuden ganske godt tilfreds med den rolle ....

De virkelig involverede dvs. dem, der risikerer liv og lemmer, har en ret til at demonstrere, men det har vist sig, at ved omkring 200 demonstrationer over hele USA er det ikke lykkedes politiet at beskytte dem. Noget af dette skyldtes angreb fra de grupper, der ellers bare plejer at stå og se på her i landet. Dvs, at de ikke-involverede godt kan involvere sig, hvis man angriber de ideologier, der forener dem, men ikke når anderledes-tænkende kæmper for deres ret til ikke at dele deres forestillinger om verden og den måde, den bør administreres.