Anders Zorn: Isabella Stewart Gardner i Venedig, 1894
Var hun en excentriker? Det var der mange, der mente om Isabella Stewart Gardner (1840-1924), men det er nu ikke det, der først og fremmest definerer hende, for hun markerede sig også som kunstsamler og museums-bygger.
Hun var datter af en velhavende købmand, der støttede hendes interesse for kunst gennem undervisning, både i USA og i Europa. Hvis hun malede selv, så er det i hvert fald ikke kendt, men i løbet af sit liv mødte og omgikkes hun mange store kunstnere. I 1860 giftede hun sig med den ligeledes velhavende John Lowell "Jack" Gardner. De fik en søn, der imidlertid døde som 2-årig. Nogenlunde samtidig aborterede hun og fik at vide, at hun aldrig mere ville kunne blive gravid. Dette samt andre dødsfald i familien gjorde, at hun blev grebet af en dyb depression og trak sig fra alle. For at aflede hendes opmærksomhed fra alle ulykkerne tog hendes mand hende med ud på en langvarig rejse i Europa og Asien, og da de kom tilbage, havde hun fået nyt livsmod og blev den person, samtiden og eftertiden kendte hende som, nemlig excentrikeren, der samlede på kunst.
En berømt del af Isabella Stewart Gardner Museum i Boston: museets have
Isabella begyndte allerede i 1890'erne at planlægge og bygge det museum, hun havde talt om som helt ung pige. Hun havde set en samling renæissance-billeder i Italien og fandt den så smuk og interessant, at hun blev inspireret til selv at skabe noget lignende. Da hendes mand døde i 1898, var hun i fuld gang med byggeriet, der skulle huse hendes store samling af kunst. Ifølge sit testamente ønskede hun, at samlingen skulle bevares, som den var opstillet, og hvis der på en eller anden måde blev gjort indhug i den, så skulle alt sælges og pengene doneres som legater til Harvard. Hun havde dog næppe kunnet forestille sig, hvad der skete den 18. marts 1990, for da brød to personer,
forklædt som politibetjente, ind i museet, bandt vagterne og forlod
stedet med uvurderlige kunstskatte for - ifølge FBI - sådan ca. $500
millioner. Det drejer sig om 13 kunstværker af forskellig art, nogle af dem
skabt af store navne, andet med en lidt mere obskur oprindelse, men dog stadig flot kunst.
De bundne vagter blev mistænkt for tyveriet, men det blev andre også, som f.eks. den kendte kunsttyv og rock'n'roll-musiker Myles Connor, der begik sit første kunsttyveri som 20-årig.
Den dag i dag er der dem, der mener, at bagmanden for dette tyveri er Myles Connor, men intet har kunnet bevises. Der er heller ingen tvivl om, at han ikke selv kunne begå dette indbrud, for på det tidspunkt, hvor det blev begået, sad han i fængsel. At han havde - og stadig har - mange forbindelser til underverdenen er der dog ingen tvivl om. Dvs. at han stadig er mistænkt, men at man ikke har kunnet komme med beviser imod ham.
Det sørgelige er, at billederne stort set er uerstattelige, og at de kan være havnet i hænderne på folk, der ikke nærer den respekt for kunsten som f.eks. Isabella Stewart Gardner. Hvor hun har samlet fantastiske værker, har forbryderne måske spredt dem obskure steder rundt omkring i verden. De kan også have gjort det, som nogle mistænker, nemlig at gemme dem til den dag, hvor en eller anden storforbryder får brug for et "gidsel", der kan skaffe ham/hende gode forhandlingsmuligheder med politiet og retten. Hvis det er tilfældet, kan man virkelig frygte for, hvad de udsættes for i ukyndige personers hænder.
Johannes Vermeer: "The Concert"
Det er en underlig tanke, at et billede som dette kan ligge på et loft eller i en kælder hos en person, der ikke aner, hvordan man bevarer et så gammelt maleri. Eftersom der ikke er ret mange kunstværker af Johannes Vermeer, så kan forestillingen om, hvad der kan være sket med dette billede virkelig give anledning til mange grå hår hos kunstelskere rundt omkring i verden.
Rembrandt: "The Storm on the Sea of Galilee"
Dette er Rembrandts eneste "hav-billede", og også det blev stjålet. Museet, FBI, etc., etc. har sat himmel og jord i bevægelse for at få dette og de andre stjålne værker tilbage, men hidtil forgæves. I mangel af bedre ideer haler man altså stadig Myles Connor ind på arenaen i ny og næ, fordi man føler, at han bare må vide noget om tyveriet. Noget, han altså fortsat benægter på det bestemteste.
Rembrandt: "A Lady And Gentleman In Black"
Hvis det en dag lykkes FBI og andre, der efterforsker sagen, at få skaffet billederne tilbage, hvordan vil et gammelt maleri som dette så se ud? Er der overhovedet noget tilbage af det?
Édouard Manet: "Chez Tortoni"
Normalt er kulturværdier som billeder af malere som Rembrandt, Vermeer, Manet, Degas og andre beskyttet af alle tilgængelige sikkerheds-himstregimster, vagter, osv., osv.., og det burde de også have været i Isabella Stewart Gardners museum, men selv om man var opmærksomme på, at der var nogle "huller" i systemet, så valgte man at investere i et supermoderne klimaanlæg. Sådan set et klogt træk, for klimaet skal kontrolleres for at bevare gamle malerier, men kun naivitet kan have givet bestyrelsen af museet det indtryk, at sikkerhedssystemet fungerede optimalt, for det gjorde det mildt sagt ikke. Sagen er dog den, at i 1980'erne var det så som så med finanserne, og det fik altså følger. Hverken undersøgelser eller store dusører har bragt billederne tilbage, og ingen ved i realiteten, om de stadig eksisterer .....
De havde været gift i nogle få måneder, da de foretog et "career move" i 1924 og blev røvere. Noget, der gjorde dem mægtig berømte dengang, bl.a. fordi den unge kvinde også blev kendt for sin smarte og moderne korthårs-frisure. "The Bobbed Haired Bandit" indledte "karrieren" med at røve "The Thomas Roulston Grocery" i Brooklyn, New York. Inde i butikken havde hun halet en pistol op af lommen på sin pels med ordene "Op med hænderne!! Fart på!!!!"
Celia og Edward Cooney fortsatte deres røverier rundt omkring i Brooklyn, men den, aviserne fokuserede på, var den unge kone, da hun brød med kønsrollemønsteret ved at være den aktive part. Nogle så hende som en vild og voldsom feminist, der markerede sig som kvindesagskvinde, medens andre mente, at hun var domineret af sin mand, og at det var ham, der tvang hende til disse røverier. Interessen - og nysgerrigheden - var i hvert fald enorm.
En journalist skrev ligefrem et digt til hende:
Still she progresses. The girl with the bob Is right on the job And, in the Holdup Clan She has proven that she The equal can be Of any bandit man
.... Tom W. Jackson, Brooklyn Standard Union
Selv om de vist aldrig gav noget til de fattige, så opfattede man dem åbenbart som en art moderne Robin Hood-skikkelser, der røvede fra de "rige". Alt det, der blev skrevet om dem - og især Celia - viste i hvert fald, at de og deres handlinger optog samtiden. At dem, de røvede, langt fra var rige, glemte man tilsyneladende i farten. Det er dog højst sandsynligt, at sammenlignet med røvernes familier, der var præget af druk og pengemangel, så var en købmand i Brooklyn måske "rig" set fra deres synspunkt.
Alt får som bekendt en ende, og det gjorde den "bobbede bandits" røver-karriere også. Hun og hendes mand blev fanget og dømt, men det satte nu ikke en stop for især hendes berømmelse. At hun havde ladet sig drive af sine ønsker om at få pæne ting til det hjem, hun drømte om at opbygge for sig og sin mand samt det barn, de ventede, har sikkert ikke forbavset samtiden. Sådan var det jo med unge damer, og hun havde i hvert fald ikke kunnet opnå noget af det, hun så i film- og modemagasiner, og som hun higede efter, gennem sit tidligere job som vaskekone.
Lige inden deres sidste kup fødte Celia en datter, der imidlertid døde en uge efter fødslen. Dommen på 20 års fængsel blev i realiteten til 7 år, da de blev prøveløsladt, formentlig på grund af "god opførsel". Senere fik de to sønner, der blev holdt i uvidenhed om deres mors berømmelse som bandit indtil efter hendes død den 13. juli 1992. Det kan både have chokeret og moret dem, men det er der ingen, der ved nu, knap 100 år efter ....
William Rick Singer, almindeligvis omtalt som "Rick Singer"
Dejligt med veluddannede folk, ikke sandt? Den slags personer borger jo for en vis kvalitet i livsvigtige institutioner, der kommer borgerne til gode - eller det skulle man i hvert fald tro. Hvis de virkelig har lært og kan det, deres papirer viser, så er alt jo godt, men hvad nu hvis der er tale om snyd og bedrag, sådan at man ikke længere kan stole på folks eksamenspapirer??? Ja, så er vi ovre i det, vi flere gange har oplevet med læger, der aldrig har hverken læst eller taget eksamen i medicin, og det er bestemt ikke til gavn for flertallet af patienter. Sagen er dog den, at hvis man vil gøre karriere inden for snart sagt enhver form for erhverv, så kræver det en blåstempling af en slags for bare at kunne komme i gang, og den giver et eksamensbevis automatisk. I samfundets øjne "er" man, hvad beviset siger - hvis det da er ægte ....
Alle forældre ønsker deres børn det bedste, og det gælder også skuespilleren Felicity Huffman (født 1962), der har fået masser af priser for sine forskellige roller, selv om hun nu ikke er helt deroppe, hvor det virkelig klinger. Man kan sige, at hun er kendt, men hun fik jo altså ikke den Oscar, hun blev indstillet til for sit flotte portræt af en trans-kvinde i "Transamerica" (2005). Hun var mest kendt for roller i TV-serier som f.eks. "Sports Night", "American Crime" og "Desperate Housewives", indtil begyndelsen af 2019, for da fik hun virkelig opmærksomhed, nemlig for det svindelnummer, hun deltog i for at fremme den ene af sine døtres karriere.
Via den nu fængslede og dømte svindler Rick Singer har hun og mange andre velbeslåede forældre i USA skaffet deres børn ind på prestigefyldte universiteter. Det er foregået efter et program, han har udtænkt, og som har fungeret i mange år, sådan at velhavende folks børn har opnået pladser, de uddannelses- og intelligensmæssigt slet ikke var berettiget til. Filosofien bag dette var: skidt med, at det er svindel, for er der penge, så skal Singer nok sørge for, at en fagligt kompetent person inden for hans organisation retter forkerte svar i de velbeslåede kandidaters prøver, etc.. De håbefulde, unge menneske, der går op til prøven, der skaffer adgang til universitetet, ved i mange tilfælde slet ikke, at der er tale om svindel, men tror, at han/hun er bestået på legal facon, for den del af svindlen hører med til den samlede pakke, som hans/hendes forældre har betalt for.
Faktisk er det synd for den elev, der består ved uerkendt snyd, for det trækker den luft ud af hans/hendes liv, der kunne have fået ham/hende til at svæve på lovlig vis, hvis prøven havde været ægte. Nu står visse kendte velhaver-børn tilbage som afslørede tåber, hvis forældre snød på deres vegne, fordi de åbenbart på forhånd betvivlede, at de ville kunne klare en adgangsprøve til universitetet. Det er faktisk det sørgelige ved denne svindel, hvilket skuespilleren Julia Roberts også har pointeret, selv om nogle er svindlerne er hendes skuespiller-kolleger. Nogle, der er kommet ind på det ønskede universitet, er dog ligeglade med, hvordan det gik til, og her tænker jeg bl.a. på én meget kendt person, der ifølge sin niece svindlede sig igennem ved at lade en anden tage testen for ham. Noget, der formentlig ligger længere tilbage end Singer-snyderiet.
Da der kom gang i FBI's undersøgelser af denne lukrative handel med falske universitetsoptagelser, viste det sig, at der var langt flere snydepelse, end man skulle have troet, der havde benyttet sig af systemet. De var selvfølgelig alle godt ved muffen, for Rick Singer tog sig skam betalt for sine tjenester.
Skandalen blev afsløret, da en kendt forbryder ønskede nedsættelse af sin straf. Noget, han ville opnå ved at "bytte" med oplysninger om en lukrativ svindel. FBI kom ind i billedet, og så rullede lavinen, dvs. FBI's såkaldte "Operation Varsity Blues", der førte til domme og fængselsstraffe for rigmænd og berømtheder af forskellig art. Dvs. folk, der var vant til at kunne købe sig til hvad som helst. Felicity Huffman var selvfølgelig bare én blandt mange, men hun og en anden B-skuespiller, Lori Loughlin, er blevet dem, man først og fremmest forbinder med skandalen. Ialt er ca. 50 mennesker blevet anklaget, nogle som købedygtige forældre, andre som Singer-medarbejdere. Straffene har efter min mening ikke stået mål med forbrydelserne, men nu er systemet da i hvert fald blevet stoppet - for denne gang. At en anden end Singer kan finde på at genoplive det, er jeg slet ikke i tvivl om ....
Prinsesse Alice af Battenberg var en af dronning Victorias mange oldebørn. Hun blev født på Windsor i 1885, og man opdagede hurtigt, at hun var døv. Noget, der dog ikke slog hende - eller hendes familie - ud, for hun lærte at mundaflæse flere sprog som engelsk, fransk og græsk. Det var tydeligt, at hun var en begavet og karakterfast pige, der gjorde sit inden for de områder, hun valgte, nemlig bl.a. som sygeplejerske under Første Verdenskrig. På det tidspunkt var hun blevet gift med prins Andrew af Grækenland og Danmark og var mor til fem børn, hvoraf det ene var dronning Elizabeth II's nu afdøde prinsgemal, prins Philip (1921-2021).
Da hun var i fyrrerne, optrådte hun imidlertid på en måde, der gjorde, at
familien underkastede hende en psykiatrisk lægeundersøgelse i 1930, der fastslog, at hun
var skizzofren. Hun blev indlagt på en klinik i Schweiz, men udskrevet
ca. to år senere som helbredt, og man må spørge sig selv, om hendes
sygdom ikke snarere var noget hormonelt samt stress over den politiske
situation i Grækenland. At hun var døv kan også have spillet ind, fordi problemer med
hørelsen ofte opfattes som et psykisk symptom. Nogle kan også få den
tanke, at døve mennesker er demente, hvilket jo ikke nødvendigvis er
tilfældet.
Efter indlæggelsen i Schweiz levede hun adskilt fra sin mand og hengav sig til selvstændigt arbejde af humanitær art. Under Anden Verdenskrig opholdt hun sig i Athen i Grækenland, der var okkuperet af tyskerne. Her gjorde hun bl.a. en stor og ikke ufarlig indsats for at redde forfulgte jøder samt skaffe medicin og mad til grækerne. Det siges, at hun gjorde brug af sin døvhed til at spille "uvidende og naiv" over for besættelsesmagten. Alt hvad hun gjorde og sagde synes at have været rettet imod velgørenhed. Hun var en fornem dame med de allerfineste kongelige aner, men størstedelen af hendes personlige formue gik til at hjælpe syge og fattige.
Allerede som 13-årig havde prinsesse Elizabeth af England - den senere dronning Elizabeth II - fået øje på og forelsket sig i Alices flotte søn, prins Philip, og de blev gift i 1947, efter at han havde afskrevet sig sine danske og græske titler. Alice deltog i brylluppet iklædt den nonnedragt, der var en del af hendes nye dagligdag som stifter af en nonneorden. Man må sige, at hun på alle leder og kanter skilte sig ud blandt sine fornemme slægtninge, men levede, som hun selv ville og lod sig ikke bremse.
To år før sin død i 1969 flyttede hun imidlertid ind på Buckingham Palace, nemlig efter militærkuppet i Grækenland. At hun var et storslået eksempel på det, man kunne kalde "alternativ kongelighed", er der altså ingen tvivl om. Personlig synes jeg, hun pynter gevaldigt på det britiske stamtræ ....
Da jeg fik evalueret mine links her på Boobytrap af en udenforstående, fik jeg den besked, at ud af ca. 10 var der ca. 1, der var "dødt", resten fungerede. Det er meget færre problemer, end jeg frygtede - og end jeg troede - så jeg vil ikke lade denne bekymring bremse mig fremover. Fra nu af vil jeg tjekke, hvad jeg kan og rette, hvad der er muligt at rette, og så ellers ikke flippe ud over et par døde links her og dér. Jeg er nu engang ikke nogen computer-ørn, så jeg vil vise mig selv overbærenhed, når det gælder links .....
En flok normalt udseende 1941-mennesker, men med en ung mand, der skiller sig ud ved sit ret hippie-agtige udseende, flokkes ved genåbningen af The South Fork Bridge. Ingen i gruppen kigger på den unge mand, for det er broen, det gælder, men senere har fotografiet vakt interesse blandt dem, der tror på tidsrejser og tidsrejsende. For dem er der ingen tvivl om, at den unge mand er en tidsrejsende fra det, der dengang var fremtiden. Således var mange klædt som ham 30-40 år senere. Et bevis for fænomenet tidsrejser??? Tjah, for de troende, men ikke for andre, selv om disse kan have svært ved at forklare mandens udseende og påklædning i 1941. Ingen kender åbenbart denne unge mand eller har kunnet finde ham, så man har ikke afhørt ham eller bare kigget nærmere på hans livshistorie: han er der bare, og den kendsgerning kan man så diskutere, indtil en eller anden snubler over hans data og kan præsentere ham som den, han nu engang er ....
Når man betragter denne episode, skal man altså huske på, at det ikke er manden fra 1941, der hævder, at han er en tidsrejsende, men kun dem, der har studset over hans udseende og påklædning. Andre har imidlertid selv påstået, at de er ægte tidsrejsende, og at det er grunden til, at de besidder nogle kundskaber, de ikke burde have på det tidspunkt, hvor de optræder. Dette gælder f.eks. Andrew Carlssin, der blev beskyldt for insiderhandel efter at have forøget sine investeringer på mystisk vis i 2003. Selv påstod han, at han var en besøgende fra fremtiden, nærmere bestemt år 2256, og at han derfor havde en viden, han gjorde gavn af med sine investeringer. Således forvandlede han $800 til $350,000,000 på bare et par uger, hvilket selvfølgelig fik forskellige myndigheder til at fokusere på ham og hans handlinger. Han blev arresteret, men løsladt, efter at en ukendt havde betalt hans skyhøje kaution. Derpå forsvandt han og er ikke blevet fundet senere ....
Som et "bevis" på sine påstande om at være fra fremtiden ville Carlssin give oplysninger om, hvordan man helbreder AIDS samt andet, der ville være nyttigt for den tid, han var havnet i. Det eneste, han forlangte var at blive løsladt. Alt det fik han dog ikke brug for at fortælle, da kautionen gjorde det muligt for ham at stikke af, så dér gik vi glip af en masse nyttig viden, der måske også ville have kunnet bevise hans påstand.
En anden, der også er blevet set som en tidsrejsende er ukraineren Sergei Ponomarenko. I 2006 blev han set vandre forvildet rundt i Kiev i Ukraine. Hans tøj var umoderne og stammede sandsynligvis fra et tidspunkt 50 år tilbage i tiden. Desuden havde han papirer, der identificerede ham som en borger fra Sovjettiden, dvs. inden Ukraine opnåede selvstændighed fra Sovjetunionen.
En af de ting, myndighederne studsede over, var hans splinternye, men gammeldags kamera, som han påstod, at han havde taget billeder med, da han pludselig befandt sig i en storby, som han ikke kendte til. Det, han havde fotograferet, da han blev "revet bort og havnede i denne storby", var en underlig, flyvende, klokkeformet genstand, og det var da også en af de ting, man fandt, da filmen fra kameraet blev fremkaldt. Alt det andet var tydeligvis noget, der stammede fra 1958 eller deromkring, hvilket passede med Ponomarenkos øvrige oplysninger. Talte han sandt? Det lader til, at han fortalte det, han selv troede på, og noget af det kan ikke helt tilbagevises, men det eneste, jeg ser som et gyldigt indicium, men ikke et endegyldigt bevis, er fotografiet af den klokkeformede genstand, han fortalte om. Ikke at det er et bevis, men som sagt, det er et indicium ....
Disse to samt alle mulige andre, der fortæller, at de er tidsrejsende, har selvfølgelig hver sit motiv til at definere sig selv som personer fra frem- eller fortiden. Vil de gøre sig interessante? Tjah, det er der vist ingen tvivl om i mange af tilfældene. Er de dermed stemplet som løgnere? Nej, ikke nødvendigvis, men det er unægtelig noget, man må mistænke i de fleste tilfælde, ligesom man afgjort burde gøre det ved mange andre "overnaturlige forekomster" af forskellig art ....
Biblen er først og fremmest fuld af skønne og ofte også morsomme historier om vilde, særdeles utroværdige, men ganske underholdende begivenheder. En af disse er historierne om Moses fra ca. 1000 år før vores tidsregning. Han kunne angiveligt alt muligt underligt, og fik f.eks. sit folk ud af Ægypten ved at dele vandene i Det Røde Hav. Desuden hentede han efter sigende også tavlerne med de ti bud ned fra Sinai-bjerget. Altså en fantastisk mand, der udrettede en masse spændende ting - næsten uden at forarge Gud, men også kun næsten, for der var jo dengang, hvor han havde undladt at få sin søn omskåret. Den slags ser Det Gamle Testamentes gud, Jahve, ikke på med milde øjne, og han opsøgte familien for at dræbe Moses. "Fru Moses", nemlig Zipporah, reddede imidlertid situation ved egenhændigt at omskære sønnen med en skarp sten, så pagten mellem Abraham og Gud også kunne fuldbyrdes for deres familie. Alt sammen mere end besynderligt for vores generation, men samtidig interessant, fordi det fortæller om den gældende forestilling om fortidens gudfrygtighed. Det med omskæringer og forhudens fjernelse blev i hvert fald set som meget vigtig, selv om det virker højst mærkværdigt på os. Denne skik er ikke engang opgivet alle steder, hvilket bare gør den endnu mere underlig ....
Ja, striden om forhuden og dens berettigelse i et religiøst samfund er noget af det særeste, man kan forestille sig, og jeg forstår godt Moses, der undlod at få sin lille søn skamferet på den måde. At fruen gjorde det, skyldes jo kun, at hun ville redde sin mand og resten af familien.
Alle Moses' utrolige bedrifter har det med at overskygge kvindernes indsats, selv om det var dem, der reddede ham den ene gang efter den anden. Første gang var, da han var en lille baby, og hans mor lagde ham i en sivkurv for at skjule ham blandt sivene. Hvis ikke hun havde gjort det, ville han som alle andre små, israelske drengebørn på den tid være blevet dræbt af den nye farao, der syntes, at der var for mange jøder i landet. Han frygtede, at de ville begå oprør for at styrte ham og hans slægt, hvilket han selvfølgelig ikke var så vild efter. Moderen frelste lille Moses ved at lægge ham i kurven, men hans ældre søster, Miriam, deltog i redningen af ham.
Hun skjulte sig nemlig i sivene og så til, da faraos datter kom fordi og fandt den sikkert bedårende lille baby, som hun tog til sig. Miriam foreslog hende, at hendes og den lilles mor blev ansat som amme for ham, men uden at røbe, hvordan hun var forbundet med babyen. Det gik faraos datter med til, så Moses fik både i pose og sæk, da han ikke bare reddede livet, men også voksede op i sikkerhed ved hoffet, indtil han mange år efter blev kendt fredløs på grund af mordet på en ægyptisk soldat. Angiveligt som følge af Guds indgriben blev Ægypten imidlertid ramt af den ene plage efter den anden, der mundede ud i faraos tilladelse til, at jøderne forlod landet ....
Hvad Miriam angår, så er hun en spændende skikkelse, for hun blev regnet for profet og spillede ikke bare en stor rolle i redningen af Moses, men ledte taksigelsessangen, efter at israelerne havde krydset Det Røde Hav. Hun bliver nævnt som en af de syv mest fremtrædende kvindelige profeter i Israel og har en høj stjerne i de gamle skrifter. Dog bliver Gud på et tidspunkt sørme også gal på hende og slår hende med spedalskhed!!! Man må sige, at Det Gamle Testamentes gud er en meget lunefuld og hævngerrig figur, der passer dårligt med beskrivelserne i Det Nye Testamente, men disse barske karakteregenskaber giver unægtelig anledning til en masse interessante fortællinger, bl.a. om Moses og kvinderne omkring ham.
Profeten Miriam
Man skal huske på, at ikke bare Moses' mor og søster fremstilles som stærke og handlekraftige, men også hans kone, Zipporah. Alle er særdeles vakse kvinder, der griber ind, når det er nødvendigt. Det skulle heller ikke undre mig, om nedennævnte vittighed bygger på en sandhed af en eller anden art ....
Man ser for sig, hvordan Zipporah følger sin mand, men undrer sig over det, han udsætter sig selv og andre for gennem en meget lang periode, da hun er langt mere praktisk anlagt end ham ....
