Massemorder-beundreren, som politiet hjalp til at begå mord .....

 

En dejlig "dreng"??? Tjah, han kan stadig ligne det, han var engang, nemlig et kønt barn, og så var han altså god til det, han gjorde, nemlig at MYRDE. Hans navn var Richard Ramirez (1960-2013), men han var kendt som The Night Stalker, og selv om han på alle leder og kanter var en led karl, så havde han i den grad vakt den østrigske forfatter Jack Unterwegers (født 1950) beundring, at han ville følge i hans fodspor ....

Ramirez nåede at blive dømt for tretten mord, fem mordforsøg, elleve seksuelle overfald og fjorten indbrud igennem sin godt et år lange hærgen. En del af den tid havde han boet på det i vore dage notoriske "Cecil Hotel" i Los Angeles, hvor der er blevet begået adskillige mord, selvmord, voldtægt, røverier, osv., osv..

Alt sammen noget, der tiltalte Unterweger, der tilmed fik arrangeret, at han kom til at bo i det samme værelse, som hans idol, Richard Ramirez havde haft. Den detalje ved hans besøg i byen burde have tjent som et advarselstegn for det amerikanske politi, da denne fremmede kom fra Østrig og ville have hjælp til at samle stof om byens kriminelle miljøer, men det gjorde det ikke. Jeg vil tro, at man har været benovet over besøg af en kendt forfatter fra udlandet, og at man på forhånd har taget for givet, at han var en hæderlig intellektuel med et legitimt ønske om at då oplysninger. At han i virkeligheden var kommet for at myrde overså man for i stedet at dyrke snobberiet omkring den udenlandske forfatter.

En festlig fyr, der gerne ville have et glas eller to? Tja, men også en massemorder, der dræbte uskyldige kvinder i Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet og USA. Ved sin første dom i 1974 havde han "kun" begået et mord, og under sit fængselsophold begyndte han at skrive på livet løs, bl.a. selvbiografien "Purgatory or the Trip to Prison - Report of a Guilty Man", hvilket vakte den østrigske litterære elites interesse for ham og hans sag. Skriveriet blev nemlig set som bevis på, at han var rehabiliteret, og alle mulige mennesker, som han havde imponeret som skribent startede en lobby-virksomhed, der resulterede i, at han blev prøveløsladt i 1990. Blandt hans støtter var bl.a. Günter Grass og Elfriede Jelinek.

Efter løsladelsen blev han journalist og forfatter, men det var ikke nok for ham, for inden længe gik han i gang med sine uprovokerede mord på kvinder. Det er outreret, men måske ikke så overraskende endda, for gennem sin barndom og tidlige ungdom havde han begået alle mulige former for kriminalitet, hvilket var, hvad man gjorde i hans mors gren af familien. Han og hans morfar blev så at sige "partnere inden for kriminalitet" og stjal alt muligt sammen. I de otte år mellem 1966 og 1974 var Unterweger i fængsel ialt seksten gange. Anklagerne var alt muligt fra tyveri til vold og andet, så han var meget alsidig allerede som ung mand.

Hans første mord var på den 18-årige, østrigske pige Margaret Schäfer, som han kvalte med hendes BH. Denne metode brugte han om og om igen ved de senere mord.

Margaret Schäfer, 18 år

Da han blev prøveløsladt i 1990, blev han en litterær notabilitet, der blev opfattet som en social succes. Han gjorde den bl.a. som en "omvendt kriminel", der udtalte sig som ekspert vedrørende fængsler og  rehabiliteringsprogrammer. Derudover fik han udgivet artikler og bl.a. også børnebøger, der indgik i skoleskemaer samt blev læst op i radioen. Han var tilmed fræk nok til at udbrede sig om nogle af de mord, han senere blev dømt for. Med den baggrund i den litterære østrigske verden er der ikke noget at sige til, at han fremstod som en intellektuel notabilitet i Los Angeles, hvis politi måske ligefrem har været beæret over at hjælpe ham i 1991. Var han måske ikke blevet sendt ud af et østrigsk tidsskrift, der ville have ham til at skrive om kriminalitet i Los Angeles? Jo, det var han, og det var en pragtfuld introduktion til byens politi.

 

Da han ankom til USA, havde han allerede myrdet ialt ni kvinder iberegnet Margaret Schäfer. Den ene i Tjekkoslovakiet og de andre i Østrig. Alle var blevet slået, mishandlet seksuelt og derpå kvalt i deres egen BH. Dette var altså den mand, det amerikanske politi tog med på sightseeing-ture i de kvarterer, hvor de prostituerede holdt til - manden, der boede på Cecil Hotel, og som beundrede "The Night Stalker", alias Richard Ramirez.

 

To af de tre prostituerede, Unterweger myrdede i Los Angeles: Shannon Exley og Irene Rodriguez 

 

Allerede inden Unterweger var taget til USA på sin "kulturelle rejse", var der rejst mistanke om, at han stod bag mordene på de mange kvinder. Alligevel advarede man åbenbart ikke de amerikanske myndigheder, hvilket er komplet ubegribeligt for mig. Senere, da østrigerne for alvor gik ind i jagten på ham, forfulgte de ham gennem Schweiz, Frankrig og USA, hvor han var på flugt med sin kæreste, Bianca Mrak. 

Under flugten  ringede han til det østrigske politi og bedyrede sin uskyld, men den hoppede de ikke på, og den 27. februar 1992 blev han arresteret i USA og sendt hjem til Østrig nogle måneder senere. Den 29. juni 1994 fik han en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse, men selvsamme nat begik han selvmord ved at hænge sig i sine snørebånd. Man bemærkede, at knuden, han havde anvendt, var den samme som den, der var blevet brugt ved BH-mordene på de prostituerede.   

 

Sygt nok har flere kunstnere ladet sig inspirere af Unterweger og hans forskellige svinestreger. Nok var hans forbillede, Richard Ramirez placeret ret højt på "rangstigen" over seriemordere, men man må nok sige, at hans discipel, Jack Unterweger, har overgået ham, og at han fremstår som noget helt specielt, nemlig fordi han var en kuleskør narcissist.

 

https://www.thesun.co.uk/news/14068911/netflix-vanishing-cecil-hotel-killer-jack-unterweger/ 

htps://www.news.at/a/jack-unterweger-kriminalfall-fakten  

 

https://paranormalpixie.com/f/cecil-hotel---la%E2%80%99s-deadliest-hotel 

 

https://www.psychologytoday.com/us/blog/shadow-boxing/201707/women-who-run-killers 

 

Wikipedia

 

Colt-pistolens moder

En yndig, ung kvinde af god familie, som man siger: Elizabeth Hart Jarvis. Efter brylluppet med våbenfabrikant Samuel Colt blev hun kendt som Elizabeth Jarvis Colt (1826-1905) og som den, der førte hans revolver-firma til tops inden for branchen med firmaet "Colt's Manufacturing Company". Da jeg hører til dem, der mener, at amerikanerne skal fratages deres ellers grundlovssikrede ret til at bære våben, har jeg blandede følelser over for hende og hendes bedrifter, men indrømmer, at hun gjorde det godt som direktør, efter at hun arvede firmaet, da hun blev enke i 1861. 

Elizabeth og Samuel var blevet gift i 1856 og havde sammen oplevet flere børns tragiske dødsfald i deres ialt fem år lange ægteskab. Det eneste af deres fem børn, der nåede at blive voksen, var sønnen Caldwell, og han døde under mystiske eller måske ligefrem mørklagte omstændigheder som 35-årig.

Som 21-årig designede han "The Colt double-barrel rifle", men udviste ellers ikke nogen interesse for våbenproduktion eller familieforetagendet som sådant. Han var en ivrig og beundret sejlsportsmand og gik mere op i skibe og sejlsport end i det, der havde gjort ham til en af sin tids rigeste ungkarle i USA. Der er dem, der har beskrevet ham som hedonist, og han levede i hvert fald et ubekymret playboyliv både hjemme og på sine omfattende rejser. Livet var åbenbart udelukkende fest, farver og bølger for ham.

Da han pludselig døde, opstod der naturligt nok mange forskellige rygter om, hvad der var sket, siden han altså var i offentlighedens søgelys på grund af sine pengemidler, sin ugifte stand og hele afslappede livsstil, men den dag i dag er sagen ikke opklaret. Blev han myrdet, eller begik han selvmord? Var det de mange cigaretter, han røg, der førte til hans død, eller druknede han? Gætterierne er bare blevet ved og ved, men som sagt, ingen ved det tilsyneladende. Hvis nogen på et eller andet tidspunkt har vidst det, så er dødsårsagen i hvert fald blevet holdt ude af aviserne, måske endda af hans indflydelsesrige mor.

Det, der havde ført til familiens rigdomme, var Colt-revolveren og især den, der gik under navnet "The Peace Maker". Vi kender den fra utallige westerns, men den spillede en stor rolle i mange andre sammenhæng, hvor våben så at sige afgjorde sagen. Det gjaldt bl.a. borgerkrigen, men også i den brutale måde, "Vesten blev vundet" og sejren over de oprindelige beboere blev opretholdt.

Colt-revolveren - og især "The Peace Maker" - blev anset for et virkelig pålideligt og også handy håndvåben. I en snæver vending kunne den hurtigt hales op af hylstret og gøre det, revolvere nu engang er skabt til. 

Senere er den blevet et samleobjekt for alle dem, der drømmer sig tilbage til "de gode, gamle dage", hvor man ikke tog det så strengt med en lov og orden, der ikke stammede fra våben. Havde man en Colt, så passede man også på den.

Elizabeth Jarvis Colt var involveret i meget andet end firmaet, som hun jo ellers spillede en afgørende rolle i at videreudvikle og drive med sin bror, Richard Jarvis, som frontfigur. Hun havde tæft for forretninger, men var engageret i mange andre og langt mere humanistiske foretagender. Blandt andet fungerede hun som formand for "The Union for Home Work", der var en organisation, der skaffede udearbejdende mødre børnehaveplads. Hun blev også den første formand for "The Hartford Soldiers Aid Society", og - måske ikke overraskende - spillede hun en rolle i den spæde kvindebevægelse. I 1869 organiserede hun således den første Suffragette-kongres i Connecticut. Alt dette gav hende øge-/kælenavnet "The First Lady of Hartford". 

Billedet af hende som ældre udstråler efter min mening den personlighed, hendes aktiviteter viste som en del af hendes psyke: dette er en pæn, ældre dame, men fuld af liv og nysgerrighed. Hun lod sig pensionere i 1901 og døde fire år senere, nemlig den 23. august 1905, hvilket avisen "The Hartford Courant" meddelte ved at bringe en nekrolog på forsiden. Det var første gang, man gjorde det i forbindelse med en kvindes dødsfald. Hun efterlod sig mere end 1000 genstande, der blev optaget på det museum, der har en fløj med hendes navn. Også det var første gang, man gjorde noget sådant og fremhævede en kvinde på denne måde.

 

https://swfloridawalkingtours.com/the-mysterious-demise-of-commodore-colt/ 

 

Wikipedia

Den hule jordklode og muldvarpemenneskene

USAs 6te præsident, John Quincy Adams (1767-1848) var søn af den 2den i dette embede, nemlig John Adams. Undervejs på John Quincy Adams' rejse til Skt. Petersburg i 1809, gjorde han ophold i Norge, hvilket førte til en besynderlig oplevelse: han og hans skib var lige ved at blive kapret af en flok nordmænd, og det viste sig, at der allerede lå omkring 400 amerikanske, kaprede skibe i havnen. Fordi han havde diplomatisk immunitet, skete der hverken ham eller skibet noget, men så heldige var hans kaprede landsmænd ikke, da de som almindelige sejlende ikke havde papirer på, at de kom fra en neutral stat. Han brokkede sig over situationen, men fandt tilsyneladende ingen rigtig løsning på de kapredes problem.

Var denne oplevelse med til at forberede John Quincy Adams på sære begivenheder i Norge? Kan det tænkes, at han kom til at opfatte dette nordiske land som en art lovløst eventyrland? Det kan der være dem, der mener, men der er nu ikke rigtig nogen beviser for dette. Der er imidlertid opstået nogle sære beskyldninger imod ham om at ville sende en ekspedition, der kunne bevise, at jorden var hul, og at der bl.a. boede "muldvarpemænd" midt inde i den. 

Det lyder sjovt, og man kunne umiddelbart godt få den tanke, at sådan en besynderlig ide hænger sammen med hans oplevelser i Norge, for det er dér, teorien oprindelig stammer fra. Løgn og bagvaskelse er det dog, for så skør var John Quincy Adams ikke. 

Den, der først gav anledning til teorien om den hule jordklode med muldvarpemennesker samt andre besynderlige skabninger, var såmænd ingen anden end den norske forfatter, vi i Danmark regner for vores danske landsmand, nemlig Ludvig Holberg (født i Bergen i 1684 og død i København i 1754). Teorien blev dog udbygget af flere andre, der tilsyneladende blev helt vilde med tanken om den hule jordklode og de sære muldvarpemennesker.

Og hvornår søsatte Holberg så ideen om den hule jordklode? Jo, det skete, da han i 1741 publicerede sin roman "Niels Klims underjordiske Rejse". Den blev udgivet på latin som "Nicolai Klimii Iter Subterraneum" med flotte og sjove tegninger af Nicolai Abraham Abildgaard, hvilket gav den rigtig mange læsere, også i udlandet. Bogens hovedperson er den norske student Niels Klim, der falder i et dybt hul i en klippe i Bergen og derpå lander på en planet i Jordens indre ved navn Nazar. Romanen er en satire over datidens samfund, hvor Holberg inddrager en virkelig person, nemlig danskeren Niels Klim fra Thisted Amt, hvor hans far var præst. Selv endte han som klokker i Bergen og med en norsk kone.

En af dem, der forlæste sig på den eventyrlige beretning om den danske student, der blev klokker i Bergen, var John Cleve Symmes (1780-1829). Han publicerede i 1818 en pjece om den hule jordklode, hvor han hævdede, at der fandtes indtil flere sfærer: "... containing a number of solid concentrick spheres, one within the other, and that it is open at the poles 12 or 16 degrees; I pledge my life in support of this truth, and am ready to explore the hollow, if the world will support and aid me in the undertaking."Kort sagt, han var villig til at kaste sig ud i en jordklode-ekspedition, der kunne bevise hans påstande.

En af Symmes tidlige tilhængere var avismanden Jeremiah N. Reynolds, og de to futtede rundt og holdt foredrag om den hule jordklode med de sære indbyggere. De bekostede også selv trykningen af pamfletter og pjecer om ideerne om den hule jordklode og dens specielle beboere. Interessen for eventyr og spændende nye steder, der burde udforskes af raske opdagelsesrejsende, var der åbenbart, men det blev nu ikke John Quincy Adams, der virkeliggjorde Symmes planer. Om han overhovedet har overvejet dem - eller bare kendt til dem - er tvivlsomt, men da han ikke blev genvalgt i 1828, har han under alle omstændigheder ikke haft nogen reel mulighed for at gøre noget ved dem.

Efterhånden opgav Symmes en del af sine ideer om de mange koncentriske sfærer, men grundideen bibeholdt han: jordkloden var hul, men med et rigt liv på indre planeter .....

I 1838 førte ikke mindst Jeremiah N. Reynolds' utrættelige lobby-virksomhed til, at der blev sat gang i en ekspedition, men ikke til jordens indre. Det var en storstilet affære, der blev kaldt The U.S. Exploring Expedition, og den involverede seks skibe med hundredvis af mandskab, men resultatet var forrygende. F.eks. opdagede man Antarktis, fik fremstillet de første nøjagtige kort over kystlinien, fandt masser af ukendte dyrearter samt grundlagde The Smithsonian Museum. Jordens indre fik man dog ikke undersøgt, og man mødte heller ingen muldvarpemænd ....

https://anilbalan.com/2021/04/18/the-hollow-earth-theory/ 

 

https://allthatsinteresting.com/hollow-earth-theory-john-quincy-adams  

 

https://planet.okfn.org/category/john-cleves-symmes/  

https://www.reddit.com/r/badhistory/comments/1nyv5b/john_quincy_adams_hollow_earthers_and_mole_people/

Et grotesk mord, der stadig diskuteres

Der har nok været mere end 100 Jack the Ripper-mistænkte siden 1888, hvor mindst fem kvinder blev myrdet på brutal vis i Londons Whitechapel-område. Det var dér, de fattige holdt til, og det blev nærmest automatisk set som et lovløst og skræmmende sted for de mere velbjærgede. At bo der var et socialt stempel, man ikke sådan lige kunne vaske af sig, for så var man fattig og havde ikke mange muligheder i det klassedelte, viktorianske samfund. Det ses også af, at de fem mordofre, (og der kan sagtens være flere!!!), indtil for få år siden alle blev regnet for prostituerede, hvilket nogle af dem ikke var.

Blandt de mistænkte var mænd som f.eks. den geniale skuespiller Richard Mansfield, forfatteren til "Alice i Eventyrland", Lewis Carroll, billedhuggeren Walter Sickert og ingen ringere end den engelske tronarving, dronning Victorias barnebarn, Prins Albert Victor, der var søn af Edward VII og hans danskfødte dronning Alexandra. Heldigvis, kan man sige, var Albert Victor ikke i nærheden af Whitechapel, da mordene fandt sted, for ellers kunne det have skabt store vanskeligheder for ham og kongehuset med afhøringer og mere eller mindre offentlige gætterier.

Tronarvingen prins Albert Victor (tv) og hans bror, den senere kong George V (th)

Selv nu, hvor de fleste mener, at Ripperen var en polak ved navn Aaron Kosminski, kommer der stadig forskellige bud på, hvem det var. Nogle taler tilmed om, at det kan have været en jordemor, dvs. en kvinde og ikke en mand, hvilket man ellers har taget for givet lige fra begyndelsen. Andre kommer med påstande om, at der var tale om en konstrueret og altså falsk morder-personlighed med alt lige fra falske breve til vidtgående konklusioner uden bund i virkeligheden. Formålet med dette var at holde liv i de aviser, der levede af sensationer, for de solgte godt, når der skete et nyt mord. 

 

 

At mordene blev begået er der ingen tvivl om, men det er langt fra sikkert, at de blev udført af den samme morder. Desuden er det altså ikke usandsynligt, at de trængte aviser gjorde deres til at skabe sammenhæng, hvor der ikke var nogen.

 

Alle mordene var grusomme, men det sidste af dem, der nærmest automatisk blev regnet for at være Jack the Rippers værk, var det værste, for det foregik ikke i al hast på gaden eller i en port, men hjemme hos den myrdede, nemlig det yngste mordoffer, dvs. Mary Jane Kelly (ca. 1863-1888). Hun gik også under og blev begravet under navnet "Marie Jeanette Kelly" og var også kendt som bl.a. "Fair Emma", "Ginger", "Dark Mary" og "Black Mary". Kært barn har mange navne, som man siger, men her er det lidt forvirrende, for navnene antyder forskellige hårfarver, så var hendes hår blondt, rødt eller mørkt? Det ved man ikke, og forskellige andre ting er heller ikke afklaret, f.eks. gik der rygter om, at hun kom fra en temmelig velstående og velanset familie, at hun havde seks brødre og én søster, og at et familiemedlem var ved teatret. Alligevel regnes hun for den mest anonyme og mystiske af de fem myrdede.

 

Det, der blev gjort ved Mary Jane Kelly den 9. november 1888, var så omfattende, at det må have taget mindst to timer. Noget, der kun kunne lade sig gøre, fordi det foregik hjemme i hendes logi. Hun har formentlig selv lukket sin morder ind som en af de prostitutionskunder, hun levede af, men sikkert er det ikke.

 

Alle mulige - og umulige - teorier har floreret lige siden 1888, men for et par år siden har forfatteren Dr. Wynne Weston-Davies vendt sagen på hovedet ved at påstå, at de fire første mord var et røgslør for at skjule motivet til det femte. Ifølge hans påstande var Jack the Ripper faktisk gift med den myrdede Mary Jane Kelly, og han var ved at gå til af frustration og skam over, at hans kone prostituerede sig. Hvis han kunne få det til at se ud, som om hun "bare" var led i en seriemorders blodtørstige hærgen, så ville søgelyset blivet fjernet fra ham, hvilket var, hvad han var ude på. Denne mand, der må være Dr. Weston Davies' grandonkel, hed Francis Spurzheim Craig, og han har ikke været inde i billedet før.

 

Problemet med en helt sikker identifikation er dog efter min mening ikke løst med denne teori, ligesom jeg heller ikke er så sikker på, at det billede, der angiveligt forestiller Mary Jane Kelly, virkelig er af hende. Det er umuligt at sammenligne det med det mishandlede lig, der er helt vildt vandaliseret, og indicier er nu engang ikke nok til at dømme én for en forbrydelse .....

Ifølge en engelsk TV-udsendelse, jeg så for nogle uger siden, ved man reelt set meget lidt konkret om personen Mary Jane Kelly, og mange tvivler på, at hun var offer for den samme morder som de fire første i rækken af Ripper-ofre. Hun er blevet fremstillet af nogle forskere som en luksus-prostitueret, der var blevet narret af en alfons i udlandet, og som derfor holdt sig skjult i London, (hvor hun formentlig har brugt et falsk navn), for at komme væk fra ham og hans kumpaner. Hvis det er rigtigt, så vil jeg mene, at det overdrevent grusomme mord på hende kan være en art "budskab" til andre af de kvinder, der var tilknyttet alfonsen: "Gør som jeg siger, eller ....."

 

 

Faktisk vil jeg sige, at når det gælder den mulige Jack the Ripper, så kan han være alt fra et ikke-eksisterende "spøgelse" til en mand højt på strå, der snor sig uhindret rundt i det engelske klassesamfund. Forøvrigt er der dem, der mener, at nok blev Mary Jane myrdet, men hun er her stadig, nemlig som spøgelse. Det har man også sagt Henrik VIII's anden kone, Anne Boleyn, og begge disse kvinder har faktisk meget at hævne, så hvem ved .......

 

 

https://www.madameguillotine.co.uk/2011/10/31/ghosts-of-whitechapel/

 

https://www.huffingtonpost.co.uk/2013/09/25/jack-the-ripper--did-he-exist-journalist-search-of-scoop_n_3989335.html 

Wikipedia

 

Det ultimative vovestykke

 

Da skolelæreren Annie Edson Taylor (1838-1921) gjorde sin ikke-eksisterende formue samt sine lige så tvivlsomme fremtidsmuligheder op, endte hun med at  træffe en beslutning, ingen ville have forestillet sig om denne pæne, ældre dame. Hun var fast besluttet på at følge sin drøm, for hun ville være rig og berømt. Til det formål ville hun lade sig transportere ud over og ned i Niagara Falls sydende vandmasser i en tønde. Uden tønden ville det være den sikre død, og hun var bestemt ikke ude på at begå selvmord, nej, dette var noget, der skulle skaffe hende økonomisk sikkerhed resten af hendes liv.

Mange vovehalse havde drømt om at udfordre dette berømte vandfald, men hun var den første, der ikke bare gik til opgaven med ildhu, men som overlevede dette farlige stunt. Svaret på, hvordan det kunne gå til, ligger i hendes specielle tønde - samt i hendes personlighed. At overhovedet tænke på noget så skørt var ikke noget, man forventede af kvinder, men hun var ligeglad. Hun var enke, havde også mistet sit eneste barn, og hun var blevet ensom og rodløs, så hun har sikkert følt, at dette ene stunt kunne være lige så godt som den evige smalhals, hun levede med. At være henvist til sin svigerindes økonomiske hjælp var ydmygende, og hun var også træt af den flakken fra job til job, hun var havnet i siden sin mands død.

Tønden blev foret og desuden forsynet med remme, der kunne holde hende fast i en bestemt stilling. At rotere rundt i tønden under faldet ned ville nemlig let kunne føre til alt lige fra hårde knubs og blå mærker til brækkede lemmer, hvilket ikke lige var det, hun var ude efter. Desuden var den bygget til at holde sig oprejst ved hjælp af en fastgjort ambolt i bunden. Der var altså sørget for, at tønden ikke vendte på hovedet, og der var lukkede lufthuller for oven, som hun hurtigt kunne åbne, hvis det blev nødvendigt. Alt sammen meget raffineret udtænkt og - som det viste sig - også flot gennemført, for da hun dukkede op igen, var hun stort set uskadt og i hvert fald uden alvorlige skader. Noget, der måske har været en skuffelse for de skadefro personer, der var kommet for at se hende fuldføre sine planer i "den skøre tønde". At det skulle lykkes hende er i hvert fald kommet bag på mange, for som sagt, "sådan noget gjorde ældre damer ikke". Jeg tror faktisk, at det i stedet for at vække beundring, fik folk til at tage afstand fra hende. Hvis hun havde levet af at sy stramaj, ville det have været mere efter deres forudfattede opfattelse af kvinder og det, de så som deres "natur", men det gjorde hun altså ikke.

Én detalje ved dette eventyr forekommer mig ret ubehageligt: inden Annie selv tog på sin tønde-tur, brugte hun en levende kat som test-person. Eftersom katten næppe har kunnet være fastspændt med hendes remme, har den formentlig roteret rundt inde i tønden, hvilket må have været en forfærdelig og meget  traumatisk oplevelse for sådan et dyr. Desuden er der forskellige versioner af dens videre skæbne: overlevede den - eller ikke? Selv om der er et fotografi af Annie med tønden og en kat, så ved ingen, om det drejer sig om test-katten og om det blev taget før eller efter dens tur ned ad Niagara Falls. 

Denne del af beretningen er altså noget usikker, men at hun selv overlevede sin vandfaldstur den 24. oktober 1901, er der ingen tvivl om. På billeder efter turen virker hun ikke engang særlig fortumlet, men det gør alle omkring hende til gengæld. De ser alle totalt betuttede ud over at se hende, hel og uden skrammer .....

Hendes berømmelse var altså sikret, men det gav hende nu ikke den økonomiske sikkerhed, der havde været formålet med hendes vovestykke. For at gennemføre stuntet havde hun været nødt til at hyre en manager og hjælper, og han stak af med de fleste af hendes penge samt tønden. Senere blev den dog lokaliseret til Chicago, men derpå forsvandt den igen, og ingen ved tilsyneladende, hvor den er nu.

Lige efter hendes vilde tur ned i Niagara Falls' vandmasser var der ganske rigtigt interesse omkring hendes oplevelser, og hun havde tjent en del som f.eks. foredragholder, men det varede ikke ret længe, før interessen kølnedes. Damer med et sådant vovemod var bare ikke populære dengang, hvilket sikkert har spillet ind i forbindelse med alle hendes andre planer om at opnå en stilling af en eller anden art, der kunne give hende den økonomiske sikkerhed, hun higede efter. F.eks forestillede hun sig på et tidspunkt, at hun kunne blive danselærerinde.

Stakkels Annie endte med at måtte gå fra souvenirbutik til souvenirbutik for at sælge postkort af sig selv i tønden, og da hun døde som 82-årig var hun direkte forarmet. Kun fordi nogle af hendes få venner skillingede sammen kunne hun få en passende begravelse.

 

http://www.infoniagara.com/niagaradaredevils/annietaylor.aspx 

https://americacomesalive.com/annie-edson-taylor-1838-1921-american-daredevil/

 

Wikipedia