onsdag den 11. august 2021

Balzacs skarpe blik

Ja, nogen skønhed var han ikke, men han havde et godt blik for sociale forhold og historisk udvikling. Desuden kunne han skrive, så læserne stadig gribes af det, hvilket er noget af en præstation i betragtning af, at hans liv sluttede for mange år siden: Honoré de Balzac (1799-1850). 

Man siger, at han er den moderne realistiske romans fader. Han har også betydet meget for den realistiske scenekunst, da hans skuespil "La Marâtre" fra 1848 førte til et gennembrud for denne nye skuespilform. Det er dog mest hans romaner og noveller, der interesserer mig. De fleste af dem udstiller menneskelig sorg og dårskab, men også misbrugt kærlighed, grådighed og gerrighed, så man bliver klogere af det, men ofte også meget trist, for hvor kan vi mennesker dog være dumme. Denne virkning oplever man ikke mindst i forbindelse med hans lange novelle/korte roman "Oberst Chabert" (1832), der er en del af "La Comédie Humaine". Her behandler han det franske samfund efter Napoleon I's fald og genindsættelsen af Bourbonerne, dvs. den henrettede Ludvig XVI's brødre, Ludvig XVIII og Charles X. 

Denne genindsættelse fandt sted efter Napoleons fald, som alle troede var slutningen på hans kejserdømme. Dér tog man imidlertid fejl, for hans nevø, Napoleon III, ventede i kulisserne, selv om hans magtovertagelse først kom senere. Oberst Chabert foregår i den hektiske tid, hvor Bourbonernes "Restoration" skaber fred og fremgang, men uden at de kunne realisere det, de håbede, nemlig at genindføre det gamle régime inden Revolutionen. Nok kom der to Bourbon-konger, hvis regeringer tilsammen dækkede knap tyve år, men det blev aldrig det samme som i f.eks. Ludvig XIV's eller XV's tid. Til gengæld blev det heller aldrig det samme som under Napoleon I, men det vidste Chabert og hans samtid ikke.

Ludvig XVIII af Frankrig

Det siger næsten sig selv, at "Restorationen" også indebærer et opgør med "den gamle tid", der i dette tilfælde er lig med kejserdømmet. Dem, Napoleon favoriserede, betragtes med mistro eller direkte fjendskab af landets nye Bourbon-herrer. Det betyder også, at dem, der kunne gøre karriere under Napoleon ved hjælp af deres evner, nu igen står tilbage for adelige "standspersoner", der er født ind i deres position. En af dem, der er blevet en del af det nye regime, er grevinde Ferraud, der er gift med en særdeles ambitiøs Restorations-adelsmand og politiker, men som ikke helt hører til i disse nye fine kredse. Hun deltog nemlig med liv og sjæl i Napoleons-tidens sociale liv. At hun i virkeligheden heller ikke hører til i Restorationstidens adelige kredse, forstår hun først, da hendes sagfører, den højt begavede Derville fortæller hende, at den usselt udseende og nærmest vagabondagtige mand, der har opsøgt både ham og hende med påstande om, at han er hendes første mand, oberst Chabert, som alle troede var død, og ikke en svindler: han er i bogstaveligste forstand en mand genopstået fra graven,og det vækker ikke ligefrem glæde i grevinde Ferrauds hjerte, for hendes nye liv bygger på anerkendelsen af hendes "enkestand".

Oberst Chabert blev altså formodet død, ja, han blev ligefrem begravet som død, men fik ved egen kraft møvet sig op gennem mængden af faldne soldater, som han var blevet begravet sammen med. Venlige mennesker tog sig af ham, og han er nu vendt tilbage for at genvinde det navn og den formue, han mistede som angiveligt død. Noget andet, han mistede, var hans kone, der har giftet sig igen efter hans formodede død, og som nu er grevinde Ferraud. Både han og hun var oprindelig opkomlinge og passede som sådanne godt til Napoleons-tiden, hvor man kunne skabe sig et navn ved sin dygtighed og ikke havde brug for et gammelt adeligt slægtsnavn. Grevinden var oprindelig den prostituerede Rose Chapotel, som obersten gav navn og status, da han giftede sig med hende. Som hans "enke" fik hun også hans formue, og det var med til at gøre hende interessant for Restaurations-tidens ærgerrige og griske adelsmænd som f.eks. den greve, der blev hendes anden mand. At hun i sin tid var en hædret del af Napoleons kredse, glemte han for glæden over hendes nedarvede formue.

Derville, der oprindelig ikke havde troet på den forhutlede mand, der påstod, at han var oberst Chabert, bliver meget interesseret i ham og hans skæbne. Han ønsker at hjælpe ham til en forståelse med den såkaldte grevinde Ferraud. Hendes - og hendes børns - skæbne afhænger af denne ordning, men grådigheden vinder sejr, idet hun forsøger at snyde Chabert. Eftersom han ikke døde, er ægteskabet med greven faktisk ugyldigt, og deres børn er derfor illegitime, hvilket gør situationen yderst prekær for hende. Tanken om at miste nogle af de penge, hun troede var hendes arv, er hende imidlertid i den grad imod, at alle aftaler går i vasken. Hendes nye mand har desuden allerede fået blik for en anden kvinde, der vil passe bedre ind i hans liv, da hun ikke er forbundet med napoleonstidens livsførelse.

Denne Balzac-historie får sat fingeren på nogle sociale forhold, der er meget interessante, og som også bør sige nutidsmennesker noget. Den er et lærestykke i historie og politik er det på en meget kløgtig måde ved at lægge dramaet omkring de skiftende samfundsforhold omkring Revolutionen, Napoleon-tiden, etc. ud i et medrivende menneskeligt drama. Det er godt drejet af en skarpsindig forfatter, der fortjener at blive husket.

 

https://www.deutschlandfunkkultur.de/waltershausens-oper-oberst-chabert-doppelt-verloren.1091.de.html?dram:article_id=497985 

 

https://h-france.net/fffh/classics/chabert-vs-chabert/ 

 

Wikipedia

 

tirsdag den 10. august 2021

Katastrofalt støv

For de fleste er sådan noget som dette STØV, og det er noget, vi alle bliver tyranniseret af i hverdagen. Nogle husker måske også filmen "Støv på hjernen", hvor denne irriterende substans får en helt speciel symbolsk betydning. Derudover optræder det på markant vis de gange, hvor husmoderen af alle køn opdager på den hårde måde, at der nok burde være blevet skiftet støvsugerpose noget før. Det kan også være, at man finder du af, at områder, man troede, man havde støvsuget, ikke blev det ..... 

Det har jeg nu aldrig hørt om før, men OK, der er jo utallige plager, der kan ramme os mennesker, så det undrer mig egentlig ikke, at der også findes menneskeædende støvmider. De ser iøvrigt sådan ud, og de ligner jo noget fra det ydre rum ....

Støv er irriterende, men som regel ikke ligefrem livsfarligt eller samfundsnedbrydende. Dvs. det var nu lige præcis det, det var i tiåret efter "De brølende tyvere". Dengang havde alt været skæg og ballade, men så kom krakket: golk havde haft penge, og de havde brugt dem i et  vildt overforbrug. Bøtten vendte, og der var ingen ende på alle de ulykker, der ramte verden, især USA, men også Tyskland og nogle europæiske lande. En forløber for det amerikanske krak var faktisk det, der fandt sted i London på "The London Stock Exchange" en måneds tid før, men det er Wall Street, man husker som symbolet på denne verdensomspændende krise.


Tidsperioden fik det lidet smigrende tilnavn "The Dirty Thirties", der gik på flere forhold, nemlig Depressionen, der omfattede alt lige fra slemme landbrugskriser til flere totale fallitter gennem børskrakket i 1929, men såmænd også rigtigt, ægte, morderisk støv, der lagde sig over visse dele af USA. 

Crowd of people standing outside of the New York Stock Exchange in 1929.

Dagen, der associeres med børskrakket: "Den sorte torsdag", den 24. oktober 1929

Nogle kalder Depressionen verdenshistoriens største og mest betydningsfulde krise, og den fik i hvert fald en stor økonomisk betydning med både nulvækst og direkte tilbagegang. I USA var personlige tragedier i form af fallitter og selvmord nærmest dagligdagskost, og i Tyskland fik en vis hr. Hitler luft under vingerne i det kriseramte Tyskland. 

Der er dog ikke fuld enighed om, hvad der egentlig skete, og det er tydeligt, at der var tale om et sammensurium af årsager, der alle spillede ind. Noget af det mest markante var de spekulationsbølger, USA var ramt af i 1920'erne, og som gav sig udtryk i både ejendomsspekulationen i Florida og vilde aktiespekulationer på Wall Street.

Noget andet var som sagt, at "The Dirty Thirties" rent faktisk var snavsede, fordi nogle mennesker blev kvalt af substansen støv. Dette støv lagde sig over store landområder i Sydens prærieområder - meget passende kaldt "The Dust Bowl" - og fordrev småbønder og landarbejdere. Mange drog ud på håbløse flugtruter, der endda ikke automatisk løste problemerne for den enkelte .... 

Grunden til denne katastrofe i de i forvejen hårdt ramte 1930'ere var en hel række tørkeår, men også, at jorden var blevet udpint, fordi græsvegetationen var væk på grund af en voldsom hvedehøst i forbindelse med Første Verdenskrig. Sandstorme hvirvlede god muldjord væk og forvandlede rentable gårdbrug til fallit-boer. En af dem, der har skildret perioden stærkest, er John Steinbeck med romanen "Vredens Druer" (1939).

Den værste støv-storm indtraf den 14. april 1935, der var en søndag. Det gav journalister ideen til at kalde den for "den sorte søndag". Selve stormen var som en bevægelig mur af sand og støv, der opstod i Oklahoma og derfra bevægede sig imod øst. Man mener, at så meget som tre millioner ton jord er blæst væk ....

Én ting er Dust Bowl-støv i fri luft, noget andet det, man kan møde inde hos sig selv eller andre. Frem med støvekluden? Tjah, gør den meget andet end at flytte støvet? Støvsugere er bedre, hvis man tager sine forholdsregler med en jævnlig udskiftning af posen. 


Dette produkt er angiveligt nyttigt i støvbekæmpelsen i hjemmet, men kan man være helt tryg ved, hvad det er for nogle substanser, der hvirvles ud i den luft, man indånder??? Sådan har jeg det somme tider med underlige, kemiske stoffer, men det tror jeg egentlig, at jeg skal være glad for, da det menneskelige legeme nu engang ikke er lavet som en "evigheds-maskine", og der er grænser for, hvad vi er bygget til at kunne tåle. Siden det er sådan, bør man følge kroppens advarselssignaler, bl.a. i forbindelse med støv inde og ude.


Hvis ens næsebor ikke advarer én imod støv, så vil ens lunger før eller senere gøre det, og så er det nok for sent at sætte ind, især hvis støvet er af en speciel art. Her tænker jeg bl.a. på min afdøde morfar, der arbejdede mange år i et jernstøberi, hvor de ansatte åbenbart ikke var beskyttet imod de bittesmå jernspåner, der føg gennem luften. Han fik desværre ødelagt sine lunger, og det er meget sørgeligt, at det kunne ske for en flittig og hæderlig mand i et civiliseret samfund  for sådan ca. 100 år siden.

Dust storm impacting a farm.

Dust Storm i New Mexico, April 1935

De fattige bønder knoklede videre med den udpinte jord, hvis de altså ikke opgav og søgte væk. Dem, der blev, gennemgik forskellige landbrugsreformer, der var sat i gang af staten.

Dust bowl farmer raising fence to keep it from being buried under drifting sand in Cimarron County, Oklahoma.

Andre, der mistede deres gårde, måtte klare sig, som de bedst kunne. Boligløse "besættere" måtte ty til nye tiltag, som de ikke egentlig vidste var bæredygtige fremover. Her ser man en familie på 22 medlemmer ved landevejen nær Bakersfield i Californien, November, 1935. De er alle på udkig efter forefaldende arbejde i bomuldsmarkerne.

Squatters along highway near Bakersfield, California.

Andre byggede interimistiske boliger, hvor det nu faldt sig for, men altså ikke på jord, de selv ejede. Dvs. at bønder, der havde mistet deres gårde på grund af støvstorme blev hjemløse tiggere, der for det meste var på vej imod nærmeste storby, hvor der kunne være fabrikker, der søgte arbejdere, men ikke altid var det.

Dispossessed Arkansas Farmer in Bakersfield, California

Den kendteste af disse stakkels mennesker, som fattigdom har fordrevet fra deres tidligere hjem, er den såkaldte "Migrant Mother" - dvs. Florence Thompson - der ses med sine børn i Nipomo, California, engang i foråret 1936. Hun er alt det, som disse støvflygtninge var.

Photo shows Florence Thompson with several of her children in a tent shelter as part of the "Migrant Mother" series.

Dust Bowl-katastrofen varede hele 1930-tiåret, men den økonomiske effekt af det, landet havde været igennem, lettede først engang i 1950'erne.

 

https://www.thebalance.com/black-tuesday-definition-cause-kickoff-to-depression-3305819 

 

https://faktalink.dk/titelliste/wall 

 

https://iowaculture.gov/history/education/educator-resources/primary-source-sets/great-depression 

 

https://www.thebalance.com/black-tuesday-definition-cause-kickoff-to-depression-3305819 

 

https://www.history.com/topics/great-depression/dust-bowl

 

https://allergi.astma-allergi.dk/andreallergier/husstoevmider/hvaderhusstoevmider 

 

Wikipedia


mandag den 9. august 2021

Når man mister noget uerstateligt

En dejlig, frisk dreng. Sød, køn og fuld af liv, men den livsglæde holdt nu kun i seks år, for så var det slut for ham og det på en afskyelig måde, der huskes den dag i dag, 40 år senere.  

Lille Adam, der blev født den 14. november 1974, ses her med sine forældre, John og Reve Walsh, som helt nyfødt. Glæden var stor over ham og hans fødsel, men den varede kun til den 27. juli 1981, hvor den lille dreng forsvandt i et indkøbscenter. Hans mor havde efterladt ham ved en maskine, hvor han kunne spille videospil, medens hun handlede i en anden del af indkøbscentret, men ikke ret langt væk fra den maskine, han stod ved. Da hun vendte tilbage for at hente ham, var han imidlertid ikke til at se nogen steder. Hun ledte og ledte, men bad så indkøbscentret om at kalde på ham via højtaleranlægget, hvilket de gjorde, men uden resultat: drengen var og blev væk!

Så blev politiet tilkaldt, og de gennemgik centret fra øverst til nederst i en fire dage lang eftersøgning, men stadig uden at finde ham. Lille, glade Adam var ikke til at se nogen steder. Betjentene havde intet at gå frem efter, for ingen havde tilsyneladende set nogen henvende sig til ham. Adam var forsvundet som ved magi, men seksten dage efter hans og hans mors besøg i indkøbscentret fandt et par fiskere hans afhuggede hoved. Kroppen var der til gengæld ingen spor af.

Tanken om det afhuggede barnehoved er afskyelig, også når man ser billeder af den søde, uskyldige dreng, men man ved jo, at nogle seriemordere gemmer legemsdele som f.eks. hovedet af deres ofre som en art trofæ. Det betød, at det hårdføre amerikanske politi tænkte hurtigt i bestemte baner: hvilken velkendt morder har før gjort sådan noget? En af dem, man havde den slags erfaringer med, var den homoseksuelle Jeffrey Dahmer, der havde myrdet mindst 17 unge mænd og drenge, og som havde 13 afhuggede hoveder i køleskabet, da han blev fanget. Desuden havde nogen bemærket en person i indkøbscentret, der lignede ham. Et af hans foretrukne jagtsteder var - ud over bøssebarer - netop indkøbscentre, men der er stadig ikke enighed om, hvorvidt det kan have været ham, der bortførte og myrdede lille Adam.

Mistanken var der, men det var nu en anden seriemorder, der tilstod mordet, nemlig den mentalt tilbagestående Ottis E. Toole, der sammen med en endnu mere morderisk kammerat, Henry Lee Lucas, havde været på en mord-turné gennem nogle af USAs stater. Der var bare det ved det, at netop disse to var kendt for at tilstå snart sagt alt, selv om der ikke var skyggen af bevis for, at de havde gjort det, de tilstod. Det betød, at Ottis E. Toole i første omgang ikke blev troet, og det blev aldrig bevist hinsides enhver tvivl, at det var ham, selv om politiet 27 år efter mordet lod Adams forældre vide, at det mente de nu nok var tilfældet. Ingen blev derfor dømt for mordet, der den dag i dag er uopklaret, men altså med mistænkte.
Henry Lee Lucas til venstre og Ottis E. Toole til højre

Eftersøgningen blev på mange måder forkludret lige fra starten, men Adams forældre arbejdede med sagen på deres egen måde, idet de knoklede for at få indført forskellige lovændringer til beskyttelse af børn. De startede "The Adam Walsh Outreach Center for Missing Children" bare fire dage efter deres søns forsvinden, og John Walsh deltog i skabelsen af  "The National Center for Missing & Exploited Children". I det hele taget blev John en stærk drivkraft bag alle mulige tiltag for at beskytte udsatte børn.
 

Adam og hans far, John Walsh, havde stået hinanden nær, og fire år efter bortførelsen blev han tilknyttet det populære TV-program "America's Most Wanted", der har spillet en rolle i opklaringen af diverse kriminalsager, men ikke hans søns. Ud over det arbejdede han for indførelsen af nye love omkring børn og deres sikkerhed. Indkøbscentre og lignende lærte af sagen, og i 1994 iværksatte Walmart den såkaldte "Code Adam", der sætter alle ansatte i alarmberedskab ved en rapport om et forsvundet barn. Tolv år senere underskrev præsident George W. Bush "The Adam Walsh Child Protection and Safety Act of 2006", der var en udvidelse af listerne over sex-forbrydere samt registrerede dem, der havde begået pædofile forbrydelser i et nationalt register.   
 
 
 
 
 
 
 
 

Wikipedia

 

søndag den 8. august 2021

Den gode Göring


Han ligner en rigtig livsnyder, en flanør og det, forrige tider ville have kaldt en "udhaler", og det var han sådan set også, for han elskede alt, der gjorde livet behageligt. Eller rettere sagt: han elskede først og fremmest livet og dets udfoldelser i alle dets former. Faktisk beviste han sit høje moralske værd ved at kæmpe for livets bevarelse, når andre var truet af død og ulykke i en hæslig tid med krig, mord og forfølgelser. 
 
Herman Göring i sin celle i Nüremburg

Hans bror var Adolf Hitlers ven og nære medarbejder, Luftwaffes chef, Hermann Göring (1893-1946), og hans navn var Albert Günther Göring (1895-1966). Når man tænker på hans brors nærmest overjordiske magtstatus inden for nazi-partiet, tror man nok automatisk, at han også var et førende medlem, men nej, han meldte sig ikke engang ind i partiet - og han gjorde præcis det modsatte af det, man kunne forvente af en Göring: han reddede jøder og modstandsfolk.  

Velklædt, yderst velsoigneret, glad og smilende med noget, der ligner en kaffekop. Sidder han dér og planlægger hjælpeaktioner eller måske det, hans datter har fortalt om hans aktiviteter, når han besøgte sin bror: at stjæle brevpapir med Göring-navnet, der åbnede lukkede døre for mennesker, han ville hjælpe? Han var angiveligt også ret ferm til at forfalske sin brors underskrift, men det skete også, at Herman hjalp ham, hvis han bad ham om det direkte. Desuden fik han ham frigivet, når han blev fanget under en af sine illegale aktiviteter for at redde forfulgte mennesker. Jeg tror dog ikke, at Herman kendte til hans arbejde for disse såkaldte nazi-fjender. Til gengæld måtte han opleve, at han måtte redde ham fra fængslet efter vilde fornærmelser imod nazi-spidserne. Det fortælles, at han kaldte Hitler for alle tiders største forbryder, og at han omtalte Himmler som lystmorder. Uden Hermans hjælp var det nok ikke gået godt for Albert, men også ved denne lejlighed slap han for tiltale.

At de to brødre mildt sagt ikke ligner hinanden indikerer, at der kan være noget om rygterne om Alberts biologiske far, nemlig at han var jøde. Det har han angiveligt selv sagt til sin kone, Mila, der så har fortalt det videre til deres fælles datter, men om det passer, ved man ikke, da den familieven, han mente var hans biologiske far, nemlig den adelige læge Hermann Epenstein [de] Ritter von Mauternburg, tilsyneladende ikke var i nærheden af hans mor omkring ni måneder før hans fødsel. De to havde dog haft en affære på et tidspunkt, og det er tydeligt, at Albert ligner ham fysisk. Skulle han virkelig være hans far, så vil Albert blive forvandlet til kvartjøde, for Epenstein var halvjøde. Hvorom alting var, så fungerede han som en art fader-stedfortræder i familien, da Göring Senior, der var en højtstående diplomat, ofte var væk fra hjemmet. Epenstein var også gudfar til flere af børnene.

Dette fotografi er fra ca. 1902, og det viser gudfar Epenstein med (fra venstre): Hermann, Paula, Albert, og Olga Göring. Som den lille Albert står dér foran Epenstein, ligner de virkelig hinanden meget.

Hermann Epenstein [de] Ritter von Mauternburg

Familien Göring havde ellers mange interessante og fremtrædende aner som bl.a. skribenten Gertrud von Le Fort, greverne Zeppelin, Herman Grimm og mange andre. Hvad Epenstein angik, så hjalp han familien på mange måder, og derfor er der en vis ironi i, at det blev topnazisten Herman Göring, der med sin underskrift den 31. juli 1941 gav den formelle ordre til planlægningen af folkemordet på jøderne. SS-sikkerhedschefen Reinhard Heydrich blev bemyndiget til at træffe alle forberedelser til "Die Endlösung", men ordren kom fra Hitler via Göring.

Herman Görings Endlösung-skrift

Under Første Verdenskrig havde Albert fungeret som "signal-ingeniør". Efter krigen blev han ingeniør og forretningsmand. På et tidspunkt blev han eksport-direktør på Skoda-fabrikkerne i Tjekkoslovakiet. Her hjalp han den tjekkiske modstandsbevægelse, men ud over det skabte han en flugt-mulighed for jødiske fanger i kz-lejrene. Dette foregik ved at han bestilte arbejdskraft fra lejrene, der jo bestod af fanger. Når lastbilerne med fangerne kom til et isoleret sted på vejen, blev disse hjulpet på flugt. Ud over den slags tricks er der flere beretninger om, hvordan han hjalp ydmygede jøder, som f.eks. da han stoppede en gruppe nazier i at tvinge jødiske kvinder til at vaske gaden med vand og sæbe. Dette var en af de gange, hvor Göring-navnet udvirkede et mirakel, for han behøvede bare at vise sin identifikation for at få respekt. Ud over den slags hjælp, så gjorde han, hvad han kunne for at redde individuelle personer som f.eks. kz-fanger, ligesom han hjalp sin tidligere jødiske chef og hans familie ud af Tyskland. 

En af dem, han hjalp, var den berømte komponist Franz Lehhár, der var gift med en jødisk kvinde. Albert havde kendt ham i mange år, så det var vel naturligt, at Lehar bad ham om hjælp, da han ellers ville være nødt til at lade sig skille fra sin kone eller blive erklæret for jøde med alt, hvad det ville medføre af forfølgelser. Det lykkedes Albert at frelse komponisten ved at få hans kone erklæret for raceren arier, selv om hun jo altså var jøde. Den slags fiksfakserier var blevet benyttet nogle gange og ikke bare af Albert Göring, og denne gang reddede det altså det gamle ægtepar fra forfølgelser, der formentlig ville have kostet dem livet. Som tak komponerede Lehar et musikstykke til Alberts ære.

 

Alt hvad Albert havde gjort, blev imidlertid "glemt", og Göring-navnet, der havde hjulpet ham igennem krigen, skaffede ham vanskeligheder efter krigen. Først blev han arresteret som formodet nazistisk forbryder, og han blev også stillet for Nüremburg-tribunalet, men forskellige personer, der havde kendskab til hans aktioner for jøder og andre, vidnede for ham, og han blev løsladt, men først efter to år, der tærede på hans helbred. Også tjekkerne ønskede en forklaring på, hvad han havde bedrevet i deres land under krigen, da Skoda, hvor han havde været ansat, var en nazi-virksomhed. Endnu engang kom de mennesker, han havde hjulpet, ham til undsætning, og han blev også denne gang løsladt. Problemet var dog ikke løst med denne løsladelse, for selve navnet afskrækkede folk fra at have med ham at gøre og f.eks. give ham arbejde. Ind imellem fik han midlertidige arbejdsopgaver, f.eks. som oversætter, men det varede jo ikke så længe, og han havde derfor svært ved at klare sig i efterkrigs-tiden, hvor navnet Göring vakte opsigt på en ikke heldig måde.


 Albert og hans kone, Mila

Hans familieliv led desuden skade under hans vist nærmest maniske utroskab, og hans kone, Mila, forlod ham med deres datter, Elizabeth. De slog sig ned i Peru, og han så dem aldrig igen. Lige inden han døde, giftede han sig imidlertid med sin husholderske som en anerkendelse af, at hun havde støttet ham, da ingen andre ville. Årsagen til dette ægteskab var den pension, han havde fået af den tyske stat, og som hun som hans enke ville arve efter hans død. Bare en uges tid senere døde han.
 

Efterhånden rygtedes det, at kun den ene Göring-bror havde gjort sig fortjent til afsky. Den anden, nemlig Albert, stod for præcis det modsatte af sin bror, og hans navn blev efterhånden renset. Lister over de mennesker, han havde hjulpet, og hvis liv han havde frelst, blev offentliggjort. Hans velgerninger, som mange slet ikke kunne forbinde med navnet Göring, blev bekræftet, og der er dem, der forsøger at få ham opført på Yad Vashem-mindetavlen som "Righteous Among the Nations", men det er foreløbig blevet afvist som ikke helt acceptabelt: "although [t]here are indications that Albert Goering had a positive attitude to Jews and that he helped some people," there is not "sufficient proof, i.e., primary sources, showing that he took extraordinary risks to save Jews from danger of deportation and death." Det argument kan jeg faktisk godt forstå, for nok udviste han mod, men han var nok aldrig for alvor truet, da hans bror altid ville hjælpe ham.
 
Selv om han altså ikke er kommet på mindetavlen, så er der til gengæld efterhånden kommet flere dokumentarfilm samt bøger om ham og hans indsats for forfulgte mennesker.
 
Der er tidligere kommet masser af bøger og artikler om Herman, og disse er altså suppleret med mere og mere om Albert. Han er blevet noget af en celebritet så mange år efter sin død, også fordi det, mange nok har troet var overdrivelser af hans velgerninger, er blevet bevist som sandt.


https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2010/feb/20/albert-goering-hermann-goering-brothers

 

https://www.vaguelyinteresting.co.uk/albert-goring-the-good-brother-2/ 


https://www.bbc.co.uk/programmes/articles/XFtmh93sVfW3z8YDW8v1fg/did-hermann-goerings-brother-save-innocent-lives-from-the-nazis

 

Wikipedia

 

lørdag den 7. august 2021

Privatliv for en fremmed brud og senere kejserinde

En nydelig, ung dame, men endnu ikke den personlighed, hun blev efter nogle år i sit nye land, Rusland. Hun var døbt Sophie og var prinsesse af Anhalt-Zerbst, og den regerende kejserinde af Rusland, Peter den Stores datter Elizabeth, havde overraskende nok valgt netop hende som hustru til sin nevø og arving, Peter. Sophies mor, Johanna, fulgte med sin datter på denne eventyrrejse fra et lille, obskurt, tysk fyrstendømme til det enorme Rusland. Hun var en forfængelig og meget ambitiøs kvinde, der nok så datterens forlovelse med den russiske tronarving som et scoop. Hvordan kunne det også være anderledes, når familien bliver ophøjet på denne utrolige måde? Grunden til dette var måske, at Sophie ganske vist ikke tilhørte den herskende russiske Romanov-slægt, men at hendes familie havde aner, der gik endnu længere tilbage, nemlig til den tidligere zar-slægt, Rurikkerne. Da Sophie ankom i 1744, tog hun den russiske titel Storhertuginde og ændrede sit navn til Katherina Alekseyevna, måske for at knytte an til kejserinde Elizabeths mor, kejserinde Katherina I. Det var i hvert fald det, kejserinde Elizabeth ønskede, at hun gjorde.

Katharinas mor, fyrstinde Johanna

Fyrstinde Johanna blev ved det russiske hof i to år, hvilket måske kan undskyldes med et mere eller mindre ægte ønske om at bistå sin unge datter med at akklimatisere sig som fremtidig kejserinde. Allerede inden brylluppet bliver Johanna imidlertid udvist som uønsket. Ligesom sin far, Peter den Store, var hans datter, kejserinde Elizabeth, ikke sådan at spøge med, og hun så sig gal på den nye Katherinas mor, der ligefrem bliver forbudt så meget som at skrive til sin datter. Grunden til dette var, at fyrstinde Johanna tilsyneladende var blevet rodet ind i noget snavs med hofintriger og spionage. Pinligt, men Katharina havde nok at se til med sin forlovede, Peter. Først virkede han som en dejlig, ung fyr, men han fik sig dog hurtigt afsløret som et meget umodent skravl, der var bange for noget nær alt - slet ikke hendes type!

Peter III

Den fremtidige Peter III legede med tinsoldater som 17-årig, var kluntet, bange i tordenvejr, frygtede piger, ja, alt, og så var han lidt for glad for spiritus. Katharina havde haft romantiske forestillinger om sin forlovede inden afrejsen til Rusland, men skuffedes, selv om hun samtidig var rørt over hans store bekymring, da hun blev syg samt nogle kejtede forsøg på at gøre det behageligt for hende. Efter at have fået kopper forandrede han sig imidlertid og udviste nu ligefrem sadistiske træk, som han ikke havde haft før. Alt i alt var han en slem skuffelse for den unge pige, der er ham langt overlegen både med hensyn til intellekt og evner. Gift blev de dog, nemlig i 1745, og de første par år anses for nogenlunde tålelige for begge parter. Derefter får hendes vandrende øje, der senere blev så berømt, fart på, og hun fandt sig hurtigt et par elskere. 

 Sergei Saltykov (1726-1765)
 

Den første af disse, Sergej Saltykoy, regnes i dag af mange for den sandsynlige biologiske far til hendes søn, den senere kejser Paul I af Rusland. Sært nok lignede denne søn dog langt mere hendes ægtemage, Peter, mht udseende, så selv om der stadig er mistanke, er der intet rigtigt belæg for denne. En af grundene til den fortsatte mistanke er, at kejserinde Elizabeth angiveligt direkte forslog hende at få en elsker, der kunne det, Peter åbenbart ikke kunne - eller ville - nemlig at skaffe landet en arving. 

Paul I som barn

Iøvrigt havde Elizabeth det med at blande sig i, hvad der skete med Katharinas børn, da hun - ligesom det var tilfældet med Peter, der jo i virkeligheden var hendes søsters søn - ønskede at stå for deres opfostring. Da Katharina efter et par aborter fødte en datter, Anna, tog hun hende til sig, og hun døde, blot to år gammel. Elizabeth havde også en finger med i spillet, da det unge par endelig langt om længe fik konsumeret ægteskabet, for hun sagde, at hun ville holde dem indespærret, lige til der skete noget i ægtesengen, og det gjorde der så.


Katharina og hendes mand, Peter III

Udadtil fungerede ægteskabet med Peter III dog, dvs. indtil et halvt år efter, at han besteg tronen i 1761. På det tidspunkt havde han mere end antydet, at han ønskede at komme af med hende - og formentlig erstatte hende med sin elskerinde - så man kan sige, at når hun handlede, var dette et udtryk for hendes selvopholdelsesdrift. Allerede i 1762 tog hun i hvert fald magten. Det foregik bl.a. med hjælp fra den, der nok kendteste af hendes mange elskere, nemlig Grigorij Orlov, der i det hele taget havde stor indflydelse både på hende som person og på landet som sådan. 

Grigorij Orlov
 
Den 17. juli 1762 er Peter III død, formentlig dræbt af Orlov med gift. Derefter gik det med ikke mindst kulturelle forandringer. Katharina ønskede nemlig at give sit nye fædreland en masse af det, som hendes mands bedstefar, Peter den Store, havde kæmpet for. Hun fik dog også tid til kærlighed og fik f.eks. en søn, Alexei Grigorievich Bobrinsky (1762-1813), med sin elsker, Grigorij Orlov, der blev udstyret med en grevetitel . Han ligner efter min mening i den grad sin mor, at han på dette billede fra hans barndom/tidlige ungdom kunne have været hende i drag.
 

Alexei Grigorievich Bobrinsky (1762-1813) 

Det er muligt, at Katharina langt senere fik en datter, Elizabeth Grigorevna Temkina, som hun dog -  i modsætning til med Bobrinsky - ikke anerkendte officielt. Alle Katharinas elskere gav hende et noget blakket ry i udlandet, og der kan ses forskellige indirekte hentydninger til hendes livsstil, f.eks. i vittighedstegninger som denne.