mandag den 14. februar 2022

Konger, koner og forviklinger i vikingetiden

Æthelwulf af Wessex

Kong Egbert af Wessex havde en søn, Æthelwulf, der var ham til god gavn, selv om de også oplevede tider med voldsomme stridigheder. Ikke desto mindre var Æthelwulf med til at sikre riget og tilmed udvide det. Nu kan man så sige, at det er da ikke så sært, når han var hans arving og derfor måtte nære en speciel interesse i at forøge sin fars besiddelser. Så sandt som det er sagt, men derfor var han nu alligevel en god søn for Egbert, der havde siddet ved magten i rigtig mange år, nemlig fra 802 til 839. Æthelwulf fik "bare" knap 20 år, nemlig fra 839 til 858. Både før og efter sin tronbestigelse sikrede han altså tronen og sig selv store landområder, selv om der var flere magtkampe mellem ham og forskellige andre, for det var ikke en fredelig tid. Hans første kone, Osburh, som han var gift med ca. 839-854, var datter af hans betroede mand, Oslac, og de fik en datter samt fem sønner, hvoraf den yngste var forudbestemt til store sager, for han voksede op og blev den senere så berømte og beundrede kong Alfred den Store.

Osburh og (formentlig) den senere Kong Alfred den Store som barn

Da Osburh døde i 854, giftede Æthelwulf sig med den purunge franske prinsesse Judith (c. 843–c. 870), som var datter af kong Charles den Skaldede (823-877), der efterhånden også blev hersker i flere andre riger. Da Judith blev Æthelwulfs brud, var hun altså bare en teenager, men derfor blev hun nu alligevel stedmor til en børneflok, der bl.a. omfattede Alfred (senere: den Store), men også den prins, der fulgte den gamle konge på tronen, dvs. Æthelbald af Wessex (857–860). Dette indgiftede slægtskab skabte dog visse problemer, da den nye konge, Æthelbald, også ønskede at gifte sig med Judith, der jo var hans fars unge enke. At hun var hans stedmor fik Kirken op i det røde felt, og de annullerede ægteskabet mellem den franske prinsesse og hendes stedsøn-ægtemand, der i øvrigt døde nogle få år senere.

Kong Æthelbald af Wessex

Judith må have været noget af et livsstykke, for ikke bare fik hun fordrejet hovedet på sin stedsøn, men hun fik også hurtigt en tredie ægtemand efter Æthelwulf og Æthelbald. Det skete efter at hun var taget tilbage til sin far, Charles den Skaldede, da hendes og Æthelbalds ægteskab blev annulleret. Den nye mand var den flamske Baldwin, som hun løb bort med i 861 eller 862, hvilket vakte hendes fars store vrede. De blev dog forsonet, og Baldwin fik grevskabet Flanderen, således at Judith nu blev grevinde. 

Baldwin og Judith fik flere børn, hvoraf en søn, Baldwin II, giftede sig med Alfred den Stores yngste datter, Ælfthryth, der også er kendt under navnene Elfrida, Elftrude og Elftrudis. Dvs. at Judith startede som Alfred den Stores stedmor, derpå blev hans svigerinde for til sidst at være hans datters svigermor. Umiddelbart virker familieskabet unægtelig ret indviklet, men de fandt åbenbart selv ud af det ....

Alfred den Store, som 1800-tallet forestillede sig ham


https://jyllands-posten.dk/kultur/historie/article6415635.ece

 

https://denstoredanske.lex.dk/Alfred_den_Store 

 

http://www.historiensverden.dk/leksikon/biografier/alfred_den_store/ 

 

https://jyllands-posten.dk/kultur/historie/article6415635.ece 

 

Wikipedia


søndag den 13. februar 2022

Seks-børnsmoren, der hadede sine børn, og som dræbte to


Nogle mennesker - for det er de jo, trods alt - virker ikke bare modbydelige, men også komplet uforståelige på de fleste, der ikke er som dem. Det gælder bl.a. Theresa Jimmie Francine Knorr (født Cross den 14. marts 1946). Hendes handlinger skaffede hende to livstidsdomme, men de berøvede hende også to af de ialt seks børn, hun havde født. De andre havde hun travlt med at fortælle, at hun aldrig havde ønsket at få dem. Når hun ikke fortalte dem dette, så pinte og plagede hun dem på forskellig måde gennem hele deres barndom.

Hun blev gift ialt fire gange. Den første mand havde hun giftet sig med som 16-årig, dvs. kort tid efter, at hendes mor, Swannie, var død i hendes arme. De havde angiveligt stået hinanden nær, så Theresa fik en depression, der måske har været medvirkende til det tidlige ægteskabs indgåelse. Hvorom alting er, så kom hun ud af dette ægteskab ved at skyde manden "i selvforsvar", fordi han i følge hende var alkoholiker og aggressiv. Hvad hun ikke kom ud af var de to børn, de fik sammen, nemlig Howard og Sheila. Situationen huede hende ikke, og hun dulmede sig med voldsomt druk. Drikkeriet forstærkedes da hun indgik et nyt ægteskab, der indbragte hende tre børn mere, inden de blev skilt oven på mange husspektakler og forskellige voldsomme episoder. I løbet af nogle år havde Theresa haft to andre ægtemænd mere samt fået endnu et barn, datteren Terri, så hun til sidst var oppe på seks ialt. Hendes sidste mand, Chet Harris, forlod hende, og hun sad derefter alene tilbage med de seks børn, som hun ifølge sit eget udsagn aldrig havde ønsket at få.

Som man kunne forvente, var Theresa, der var helt og aldeles kontrolgal over for sine ægtemænd, mindst lige så slem over for sine børn. De blev direkte mishandlet, både fysisk og psykisk, foruden også undertrykt på alle mulige andre måder. At de også blev truet på forskellig vis, er der ingen tvivl om. Næste trin var direkte tortur, idet Theresa tvang de andre børn og især to af drengene til at hjælpe sig med de grundløse mishandlinger af de andre. Det mærkelige er, at naboer og andre så, at der var noget galt i hjemmet, men ingen gjorde noget for at hjælpe børnene. Frygtede de Theresas hævn? Højst sandsynligt, men det forklarer det alligevel ikke helt.

I årenes løb mistede Theresa sit ellers gode udseende, da hun blev ret overvægtig. Den yngste datter, Terri, har senere forklaret i interviews, at det var grunden til, at hun var særlig ondskabsfuld over for teenagedøtrene Suesan og Sheila, som hun pinte mest efter at have tvunget de andre børn til at hjælpe sig, f.eks. med at holde det barn, der stod for tur, nede, medens hun mishandlede det. Noget, der dog skete med dem alle. På et tidspunkt kastede hun også knive efter børnene eller truede dem med en revolver "for sjov". Under en af disse vilde udskejelser, der denne gang var startet, fordi hun var overbevist om, at den unge, smækre Suesan var en heks, der havde forhekset hende, så hun var blevet fed, ramte hun hende i ryggen, men nægtede at tage hende til en læge. I stedet forsøgte hun selv at få kuglen ud - formentlig fordi den var et kriminalteknologisk bevis imod hende - hvilket medførte store smerter for Suesan, der på det tidspunkt var lænket til køkkenbordet efter et mislykket flugtforsøg. At det var mislykket er meget sørgeligt, fordi hun rent faktisk forsøgte at skaffe hjælp udefra til sig selv og sine søskende. Theresa talte sig dog ud af alle anklager og fik sin datter udleveret af ordensmagten, der derved uforvarende medvirkede til hendes død. Inden da var hun blevet udsat for noget i forbindelse med de forgæves forsøg på at fjerne kuglen, der kun kan kaldes tortur. Senere obduktioner af hendes på det tidspunkt forbrændte lig viste, at hun sandsynligvis var blevet brændt levende.


Da hendes datter angiveligt var død, havde hun nemlig tvunget to at sine sønner, Robert and William, til at hjælpe sig med at få hendes lig skaffet af vejen ved at sætte ild til hende. De var begge skrækslagne for, hvad hun kunne finde på og turde ikke sætte sig op imod hende, men de ønskede ikke at gøre de ting, hun fik dem til at gøre, nemlig at få liget af vejen. Det skete kun, fordi hun truede dem med alt muligt. Senere gentog sceneriet sig, for da var Sheila også død, men det var efter at være blevet spærret inde i et skab. Inden da var hun blevet tvunget ud i prostitution, indtil hendes mor pludselig begyndte at optræde jaloux. Datteren skulle formentlig ikke have nogen form for mandlig opmærksomhed efter hendes mening, selv om hun nød godt af hendes indtjening som luder. Da hun døde dehydreret af sult og mishandling i skabet, hang lugten af lig ved, og det forskrækkede Theresa, der flygtede sammen med sin søn, den 19-årige Robert Knorr Jr.. Desværre for ham rodede han sig ud i drabet på en bartender, som han fik 16 års fængsel for at skyde i Las Vegas. Theresa fortsatte flugten til Salt Lake i Utah, hvor hun blev ansat som sygehjælper for en ældre dame på 86 år.


Theresa yngste barn, Terri, forsøgte at vække myndighedernes opmærksomhed om sine søstres skæbne, men det blev afvist som "fantasier". Først da hun fik et indslag i "America's Most Wanted" kom der gang i efterforskningen. De to døde, der var blevet begravet som "Jane Does", fik deres navne offentliggjort, og sagen rullede.


Både Theresa og hendes søn, Robert, der stadig var i gang med at afsone sin dom, blev anklaget.
Den anden søn, William, der havde hjulpet sin mor med at bortskaffe søstrenes lig, blev også fanget, og de blev alle tre dømt. Medens Theresa fik to livstidsdomme, så kunne Robert dog nøjes med nogle få års fængsel, fordi han vidnede imod hende.

Terri havde været ude for mange frygtelige overgreb, både imod sig selv og sine søskende, men hun, der blev gift to gange, endte med en god mand og blev også mor til børn, hun elskede. Desværre døde hun af en hjertesygdom, bare 41 år gammel.

Historien om denne onde mor indeholder selvfølgelig mange ubærlige elementer, der gør den som skabt til film og bøger, og dem er der derfor kommet flere af. Noget, der højst sandsynligt vil blive fulgt af endnu flere, for dette er en sand, fantastisk historie. At den også er en beretning om hjælpen, der udeblev, da børn bad om den, er sørgeligt og bør aldrig glemmes ....

 

https://medium.com/california-dreaming/theresa-knorr-mother-most-evil-3ded2297cb75

 

https://the-line-up.com/behind-closed-doors-the-secret-life-of-the-knorr-family 

 

https://crimesandconsequences.com/theresa-knorr/ 

 

Wikipedia

 

lørdag den 12. februar 2022

"Djævlens Bibel"

 

Hvornår mon dette fotografi af en person, der fremviser den såkaldte "Codex Gigas" (dvs. "The Giant Book"), blev taget? Det er gammelt, hvilket kan ses af mandens påklædning og udseende. Bogen er desuden falmet, men man kan dog lige skimte den person, der har givet den dens alternative navn, nemlig DJÆVLEN, for der er tale om den såkaldte "Djævlens Bibel". Sært, når det handler om en bibel-udgave, men sådan er der jo så meget her i verden ....


Måske det ikke er så tydeligt, men billedet er blevet lettere at se i senere genudgivelser samt oversættelser. Desuden er det også blevet offentliggjort frit af bogen, så man virkelig kan se, hvordan ham den slemme Satan ser ud. Her ser man dog først og fremmest bogens størrelse, der er enorm, sammenlignet med de fleste andre af sin slags, nemlig 92 cm lang. Meget imponerende, og den er en af verdens største bøger samt den største bibeludgave, man kender.:

Det mest imponerende ved bogen er nu især dens rolle som et antikt bidrag til historien om biblens produktion op igennem tiden, for hvad laver skurken Satan afbildet i en hellig bog? Havde man afbildet Jesus eller andre hellige personer ville det have været forståeligt, men Satan - menneskehedens fjende!!! - hvad laver han dog dér? - Sådan ser han iøvrigt ud, løftet fra bogens sider og "renset lidt". Personligt finder jeg ham mere morsom end egentlig skræmmende, for i mine øjne ligner han mere en sprællemand end en dæmon. Sådan har det dog ikke altid været, så han har sikkert illuderet ganske godt som "ondskabens repræsentant", også i denne efter min mening komiske skikkelse.

Bogen daterer tilbage til begyndelsen af det 13. århundrede, men består af afskrivninger af betydeligt ældre skrifter, og det blev skabt i det benediktinske kloster Podlazice i det, der nu er Tjekkoslovakiet. Manuskriptet, der er skrevet på 160 æselhuder omfatter den komplette Vulgata samt nogle bibelske skrifter af forskellig art, der alle er skrevet på latin. Da svenskerne kom til Prag i 1648 under Trediveårskrigen, fandt de denne bibel-udgave, der tidligt blev set som et af de såkaldte syv verdensundere, og som de tog med sig som krigsbytte. I 2007 lånte Sverige bogen ud til dens oprindelige hjemland, Tjekkoslovakiet, men kun i to år. Den er stadig i svensk besiddelse og kan beses på Kungliga Biblioteket i Stockholm, ligesom den er lagt ud på nettet til enhver, der er interesseret i den. 

Man ved jo godt, at en skriver, der sad med blæk og papir, pergament eller andet, og som knoklede døgnet rundt for at skabe kopier af et værk, bliver træt og får muskelømt efter mange timer i en dårlig belysning, bøjet over det skrevne. Derfor skulle man tro, at skriften bar præg af skiftet i skrivere, men det er ikke tilfældet, hvilket så selvfølgelig har givet anledning til mytedannelser, for hvordan blev dette værk egentlig skabt? Nogle har troet, at det skete i ét hug som ved en åbenbaring, men skabelsesprocessen har nu nok strakt sig over omkring 20 år. Skriften er ensartet, men det er ikke en garanti for, at det er den samme skriver, der har skabt teksten. Bogen er interessant i sig selv, men det er tilblivelsen så sandelig også, for den indeholder et par mysterier, der aldrig er blevet forklaret ....


https://soundcloud.com/decarabia2/codex-gigas-ft-tahazu?utm_source=mandiner&utm_medium=link&utm_campaign=mandiner_202110

 

https://pdfcookie.com/documents/codex-gigas-in-englishpdf-429j754751ln 

 

Wikipedia


Nogle bliver forvandlet til en fantasi .....

 

En yndig, ung pige med det særlige forklarede udtryk, som man kun finder hos tidligere tiders kvinder. Hvem var hun? Tjah, nu er hun nul og nix, for hun må have været død de sidste 100 år eller deromkring, men engang var hun selvfølgelig er rigtigt, levende menneske, og dengang blev hun formentlig kaldt “Miss Sarah Hodges of Salem". Det er i hvert fald det navn, der er knyttet til de tre daguereotypier af hende i hendes ungdoms vår, men som har vakt interesse rundt omkring i vores tid. Man har spekuleret over hendes identitet og har forsøgt at stykke hendes livshistorie sammen med en omtrentlig tidsangivelse på 1850, men så vidt jeg kan se, er det meste gætteværk. Man ved ikke, hvem hun er/var, men har mange formodninger med hensyn til hendes identitet.


Salem, Derby Square
 
Kendte nogle af disse mennesker på Derby Square " i Salem vores" Sarah Hodges, da hun levede? Det kan de vel godt have gjort, i hvert fald teoretisk set, hvis hun da virkelig var deres bysbarn, hvilket man altså formoder, men ikke ved med sikkerhed. En kendsgerning, der illustrerer skrøbeligheden af et levende væsens identitet: erindringen om ens liv, skæbne og personlighed holder kun én, to eller højst tre generationer, hvis man ikke efterlader sig noget, der skaber et ry - en berømmelse af en slags. Skandaler er selvfølgelig også mægtig gode til at bevare mindet om én ....


Voksfigur af Jane Austen 

En berømt forfatter den dag i dag, læst og elsket af mange og tilmed filmatiseret den ene gang efter den anden, ja, så er man kendt, men hvad med billeder? Fotografier er der ikke nogen af, men tegninger og samtids-beretninger er der. (Et eller andet sted er der også et skelet, men de gamle, konkrete knogler vil vi nu lade ligge). 

På en vis måde har man brugt den modsatte teknik til at genskabe forfatteren Jane Austens udseende ud fra samtidige tegninger og beskrivelser, som der bliver anvendt ved identifikationen af de såkaldte moderne Jane og John Does: dvs. anonyme lig, som ingen aner, hvem er. Her ser man måske deres knogler, hvilket må siges at være det dybeste dybe af en forhenværende levende, men man ser ikke dem og ved ikke, hvem der er tale om. Når man på den ene side kender - og på den anden side ikke kender - en person fra fortiden, så føler man ofte et stærkt behov for at komme om på den anden side af de knogler, billeder eller bare ejendele, vedkommende har efterladt. Hvem var den person, der har slidt den paraply, der nu er efterladt og solgt på et loppemarked? Eller, hvordan var den og den forfatter rigtigt? Det ved man ikke bare ved at se vedkommendes billede, men man kan gætte, og det gør man også uvilkårligt med Miss Hodges. Ikke fordi hun formodes at have skrevet litterære mesterværker som Jane Austen, men fordi hendes tre billeder giver indtryk af, at hun var en kvinde med en sjæl og en skæbne.


Denne døde (myrdede???) mand var blevet en "John Doe", der genvandt sin identitet, selv om han nu ikke kan have haft så megen personlig gavn af den efter sin død. Havde man ikke haft "Miss Sarah Hodges of Salem"'s fotografier, men hendes knogler, så kunne man have genopbygget hende, som hun så ud, men ikke som hun var. Her har man stort set kun fotografierne at gå frem efter, og de viser mig en ung, sårbar kvinde, der måske har levet i sine tanker og drømme, ja, nok mere end i handlinger og begivenheder. Dermed ikke være sagt, at hun har været "den sløve kniv i skuffen", for det er langt fra sikkert, men hun ligner en, der var overromantisk. Havde hun mon en ulykkelig kærlighedsaffære, og var billederne tiltænkt "den eneste ene"? Det skulle ikke undre mig, men jeg ved det ikke.


En nøgle til den ukendte kvindes identitet er og bliver de bekostelige fotografier, for de har ikke været billige. Var det hende selv, der betalte dem? Det ville have været interessant at vide, men det eneste, vi ved er, at de blev fremstillet hos "Boston photography studio of Albert Sands Southworth and Josiah Johnson Hawes" (1843-1863), og at der blev taget specielt hensyn til deres bevarelse. Ergo: nok forekommer "Miss Hodges" os vældig fortidig, fordi hendes biografi mangler, og ingen ved med sikkerhed hvem og hvad, hun var, men hun har afgjort været "nogen" for at få disse billeder taget og opbevaret i så mange år.

En engel? Nej, stadig den mystiske Miss Hodges med et forklaret udtryk og noget, der såmænd ligner en glorie ret meget. En eller anden med penge på lommen har bestilt og betalt for disse billeder, så engang var hun elsket og værdsat af nogen i sine omgivelser. Ifølge én teori var hun den ugifte datter af et par veletablerede Salem-borgere, nemlig Joseph Hodges og hans kone Elizabeth Shipman Hodges. Hvis det er hende, så viser billederne en såkaldt "skyggetante", dvs. en person, der længe boede hos familiemedlemmer på et tidspunkt, men til sidst flyttede alene ind på et pensionat. Så har "den eneste ene" ikke materialiseret sig, hvilket jo er trist for en romantisk sjæl, men jeg håber da, at hun alligevel fik noget godt ud af sit liv. 

https://www.theguardian.com/books/2014/jul/09/new-jane-austen-waxwork-forensic-science-model-real-jane


https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/retsmedicinsk-kunst-giver-de-doede-et-ansigt

 

https://streetsofsalem.com/2016/01/07/the-mysterious-miss-hodges/ 

 

https://www.metmuseum.org/art/collection/search/268318 

 

https://www.bridgemanimages.com/en-US/southworth/miss-hodges-of-salem-1845-61-daguerreotype/daguerreotype/asset/261763 

 

file:///C:/Users/ec333/AppData/Local/Temp/117865-Artikeltekst-243643-1-10-20191217.pdf 

 

Wikipedia

torsdag den 10. februar 2022

Kvinden, der elskede og levede af tatoveringer

Cirkusplakat med et billede af den kvindelige tatoveringskunstner, Maud Stevens Wagner

Normbryderen Maud Stevens Wagner (1877–1961) ikke bare elskede tatoveringer, selv om de var ildeset for kvinder, da hun slog sine folder som "tatoveringskunstner" i den sippede viktorianske tidsalder, men hun skabte sig også en levevej gennem dem. Viktoriatiden havde ellers ikke rigtig plads til den slags udskejelser for damer, men det blæste Maud på. At hun samtidig var klar over, at tatoveringer og den gængse kvinderolle ikke rigtig fungerede i datidens samfund, viste hun indirekte ved at forbyde sin mand, tatovør Gus Wagner at tatovere deres datter, Lotteva. 


Til gengæld fik barnet sin første tatovøropgave - som 9-årig! Karrieren fortsatte tilmed, da hun blev voksen, men stadig var utatoveret. På mig virker det nærmest dobbeltmoralsk, men samtidig OK, siden det nu var det, familien levede og åndede for.


Det var tatovøren Gus Wagner, der gav Maud hendes første tatoveringer i 1904, og hun faldt for både ham og dem. Hun havde allerede en karriere som cirkusartist, men som "tatoveret kvinde" behøvede hun formentlig ikke at optræde i farlige numre, men kunne nøjes med bare at vise sig frem som en kuriositet. Der var forskellige andre tatoveringskunstnere, men hun var den første kvinde, der gjorde sig i branchen på denne måde i sit hjemland, USA. Dermed brød hun også med normerne for, hvad kvinder kan tillade sig i et mandssamfund, hvilket mange beundrer hende for den dag i dag, selv om de måske ikke selv har nogen form for tatoveringer.

Senere kom der andre til som f.eks. Artoria her ovenfor. Jeg bemærker, at disse datidige "tatoveringskunstnere" ikke - som nogle i vore dage - er tatoveret i ansigtet. Jeg vil tro, at tøjet dækkede tatoveringerne for de fleste kvinder dengang , men det er ikke sikkert, at det var det, de gik efter. Nogle beklagede måske ligefrem, at man ikke konstant kunne se dem i al deres magt og vælde som stærke og grænsebrydende kvinder med div. udsmykninger.
 

Artoria gik sandelig til den, for hun er tydeligvis dækket fra top til tå. Noget af det ser ret avanceret ud, og med de farver, der var en stor del af udsmykningen, har hun sikkert været et meget imponerende skue for dem, der kan lide den slags. 

I vore dage er det moderne med "sleeves", dvs. en fuld "udsmykning" af den ene arm, men engang fik man kun en enkelt tatovering, ofte på overarmen. Er det pænt? Næh, ikke efter min mening, men dem, der kan lide det, bør selvfølgelig ikke forhindres i at få dem. Nogle har tilmed doneret deres tatoverede hud til forskning, etc..


Hvad Maud Stevens Wagner angår, så fortsatte hun med sine tatoveringer og levede altså af at vise dem frem. De har sikkert spillet en stor og meget speciel rolle i hendes og Gus' forhold, og der er flere billeder af dem sammen, hvor han er i gang med at tatovere hende. Jeg synes dog ikke, at hun ser særlig begejstret ud under processen ....



https://www.openculture.com/2015/08/meet-the-first-female-tattoo-artists.html

 

http://www.theheroinecollective.com/maud-wagner/ 

 

https://allthatsinteresting.com/maud-wagner 

 

https://www.openculture.com/2015/08/meet-the-first-female-tattoo-artists.html 

 

http://www.thevintagenews.com 

 

Wikipedia


onsdag den 9. februar 2022

Betjent + kvinde - samt morder


Mange både i og uden for Antoinette Franks (født 30. april 1971) nærmeste omgangskreds har sikkert været glade på hendes vegne, da hun fik opfyldt sit ønske om at blive politibetjent. I farten glemte man formentlig, at det ikke var foregået efter forskrifterne, for nok fik hun til sidst de nødvendige karakterer, men ikke på den regelrette facon, og hun blev grebet i snyderier på ansøgningsblanketten. Hendes uddannelsesforløb lugter i hvert fald langt væk af "snyd" eller noget, der er lige på grænsen til "snyd" - eller som har krydset den. Grunden til, at hun alligevel blev ansat, var såmænd, at politiet manglede folk og derfor gik på akkord med kravene - MEGET på akkord i dette tilfælde ....


Desuden var der det med pengene: hun tjente efter sin egen mening slet ikke nok som betjent, så hun fik sig en tjans ved siden af, nemlig som sikkerhedsvagt på en populær, familiedrevet vietnamesisk restaurant ved navn "Kim Anh" i New Orleans. Her var hun ret populær blandt personalet, der sikkert ikke har mistænkt, at hun havde lumske planer om at røve dem og deres restaurant. I 1995 var der imidlertid et røveri, hvor hendes kollega - også som vagt - den unge politibetjent Ronald A. Williams II samt to teenagere fra det vietnamesiske familie-personale blev skudt og dræbt af ingen ringere end Antoinette Frank, hvis opgave det var at beskytte familieforetagendet. 

 

Ronald A. Williams II

Da Antoinette vendte tilbage til restauranten for at se, om de nu alle var døde, blev hun angivet af en overlevende, der havde gemt sig under skyderiet. Forskellige ting afslørede hende, da hun hævdede, at røveren var flygtet og således ikke kunne være hende. Alt sammen modsagt af de få vietnamesiske overlevende, og det blev også snart klart, at Antoinette ikke havde været alene, for hun havde været sammen med sin kæreste, der såmænd var pusheren og gangsteren Rogers Lazare, der egentlig var den, der havde fået ideen til det mislykkede kup, da han var overbevist om, at vietnameserne som mange andre indvandrere havde gemt formuen i restauranten, fordi de ikke stolede på bankerne.


Hun var erotisk betaget af den forbryderiske Rogers, der jo ellers var en af dem, hun som politibetjent burde have jagtet og ellers have holdt sig langt fra. Hun fandt ham imidlertid spændende og sexet, så hun var ret vild i varmen, hvad ham angik. Hendes kolleger havde bemærket, at han somme tider kørte hendes bil, og hun havde på et tidspunkt påstået, at han var politielev. Der var altså ingen tvivl om, at han var en del af hendes liv, selv om hun vidste, det var ildeset. Efter det mislykkede røveri blev de begge arresteret, og hendes problemer fordobledes, da man fandt hendes fars skelet under det hus, hvor hun havde boet sammen med ham. Han var en veteran med PTDS og har sikkert været krævende at bo hos. Desuden var der det med hendes karriere, der ikke rigtig tålte dagens lys, for hun var hele tiden på nippet til at miste sin stilling hos politiet, fordi hun simpelthen ikke tog sit job alvorligt. At hun også gik på røvertogt sammen med Rogers inden angrebet på
"Kim Anh" vidste de jo ikke engang, men utilfredsheden med hendes indsats var i hvert fald fremherskende. Da hun efter angrebet på restauranten og fundet af faderens skelet endte på dødsgangen - hvor hun formentlig stadig sidder og ruger over sin skæbne som politi-gangster - har der næppe flydt mange tårer, men selv har hun formentlig kun sørget over at blive fanget ....

De omvendte roller: politibetjent Antoinette Frank føres bort i håndjern 

Netop denne betjent er så kynisk og usympatisk, at der faktisk ikke er nogen undskyldning for det, hun gjorde, hvad enten det nu skyldtes passionen for en som Rogers eller ordinær grådighed. At hendes far kan have været svært at bo sammen med, kan jeg levende forestille mig, men hun kunne vel være flyttet, så hun ikke følte sig så voldsomt provokeret af ham og hans sygdom, at hun "absolut måtte" skyde ham?

  

https://deadlywomen.fandom.com/wiki/Antoinette_Frank 

 

https://tvcrimesky.com/2020/11/18/blood-on-her-badge-the-real-dee-johnson-trey-based-on-antoinette-frank-rogers-lacaze-tv-one-movie-true-story/2114 

 

Wikipedia 

tirsdag den 8. februar 2022

Strippende mandeguf .....

Ser de godt ud? Ja, og de levede af det, men ikke uden omkostninger, for mandegruppen "Chippendales" var nok berømt for deres labre udseende, men de var også for nogle medlemmers vedkommende fanget i en alvorlig kriminalitet. Gruppens bagmænd var den indisk-fødte indvandrer Somen “Steve” Banerjee og advokaten Bruce Nahin, der senere fik sig noget af en karriere som jurist, idemand og også bagmand for forskellige dele af underholdningsbranchen.

Bruce Nahin

Var det ham, der designede det berømte Chippendales-udstyr, der foruden en flot og smækker sixpack-overkrop bestod af stramme bukser, butterfly, skjorteopslag og ellers et meget velplejet, men ikke direkte vulgært ydre? 

Nej, det var "Playboy"-Playmate Dorothy Stratten og hendes mand, Paul Snider, der foreslog ideen med mandlige strippere, afklædte, men samtidig påklædte. Fyrene fra bøsse-gruppen "Adonis" var langt mere udfordrende på en grovere og meget tydeliggjort seksuel måde. Der er ikke meget at tage fejl af her!

Hvad Somen “Steve” Banerjee angik, så var han på visse punkter helt og aldeles imponerende, for han startede med en beskeden vicevært-stilling, men fik efterhånden etableret sig som ejer af flere benzintanke. Kort sagt, en succesrig forretningsmand med en ydmyg baggrund som indvandrer.

Somen “Steve” Banerjee med en gruppe strippere

Fyrene strippede og dansede på livet løs verden over, og de blev meget berømte overalt, vel sagtens fordi de var vendt imod et kvindeligt publikum, hvilket ikke var så kendt på det tidspunkt. De fleste kvindelige stripper-brands var vendt imod mænd og omfattede vel ofte prostitution, fordi pigerne formentlig var underbetalte. Nogle havde også ligesom afsat et par år til denne type indkomst, men drømte om uddannelse og gode erhverv samt ægte kærlighed i fremtiden. Man kan i hvert fald se fra nogle mordsager, at hvis den myrdede var stripper, så levede hun ofte sådan, hvor hun lukkede øjnene for nutidens krav og ydmygelser og samtidig rettede blikket fremad imod en bedre fremtid. Naivt? Både og ....

I begyndelsen var "Chippendales" centreret omkring Banerjees bar af samme navn, men de blev forholdsvis hurtigt forvandlet til et turnerende band, der rejste rundt omkring i hele verden. Successen var altså sikret, men det førte desværre til interne problemer med jalousi og vrede, der så igen endte med indbyrdes stridigheder og det, der var endnu værre: mord. Et af de største problemer synes at have været, at den indisk-fødte Banerjee ikke helt forstod, de kontrakter, han på et senere tidspunkt måtte underskrive i samarbejdet med en ny samarbejdskollega, nemlig Nick De Noia, der havde været en Emmy-vinder for TV-programmer for børn. Det var ham selv, der havde indledt samarbejdet med ham, men der opstod mange gnidninger på grund af noget, der var - eller som blev opfattet af Banerjee - som bedrageri. F.eks. opsatte Nick efterhånden sin egen gruppe af strippende mænd, så han ikke bare udviklede, men også stjal Banerjees ide, hvilket unægtelig gik meget længere end det suspekte papirarbejde, der ellers lavede problemer for den indiske indvandrer.

Det var ikke Banerjee selv, der skød Nick De Noia i 1987, men hans nære ven og nu også lejemorder, Ray Colon. Han uddelegerede imidlertid opgaven til en anden, Gilberto Rivera Lopez, der den 7. april 1987 skød og dræbte Nick på dennes kontor. Resultatet var ikke, som Banerjee havde håbet, at få set en stopper for Nicks fiksfakserier, som dels var skumle, dels uigennemsigtlige for ham. Plottet blev opdaget, da Ray var blevet så mør af at sidde i varetægtsfængsel, at han indledte et samarbejde med FBI. Det holdt hårdt, men efterhånden fik han listet så mange oplysninger ud af Banerjee, at han kunne fængsles. 

Chippendales fra 2002

Stakkels Banerjee troede formentlig, at han kunne redde sin investering ved at overføre den til sin hustru, men hun solgte rettighederne og lod sig derpå skille fra ham. Én dag før domsafsigelse i 1994, valgte Banerjee at hænge sig i fængslet, idet han brugte sit lagen til at lave et selvmordsredskab. Fordi Ray Colon havde hjulpet med at afsløre Banerjee, fik han en reduceret straf og kom ud efter et par år.


Chippendales-ideen har selvfølgelig også givet anledning til skabelsen af nogle dukker. Her er der én, der fungerer som nøddeknækker. Andre er af en helt anden type, men de har nu alle vist ideens levedygtighed.

 

https://www.thevintagenews.com/2022/02/04/chippendales-history/ 

 

https://nypost.com/article/dark-history-of-chippendales/ 

 

https://abcnews.go.com/US/chippendales-glam-founder-orchestrated-murder-hire-plots/story?id=80454069 

 

https://thecinemaholic.com/who-killed-nick-de-noia-where-is-his-killer-now/ 

 

Wikipedia