mandag den 14. marts 2022

En sørgelig historie .....

 

De fleste danskere kender sikkert myterne om kong Ottokar I af Bøhmens datter, Dagmar (ca. 1186–24. maj 1212), der som kong Valdemar Sejrs meget unge brud sad ved hans side som dansk dronning i syv år. Hun var overmåde populær i befolkningen og blev besunget i hele fem Dagmar-viser, ligesom hun i historieskrivningen nærmest blev fremstillet som en art engel i menneskeskikkelse. Noget, der sådan set passer meget godt med hendes status som halvsøster til Bøhmens skytshelgen, Sankt Agnes. 

Desværre - som så ofte med fortidens barselskvinder - overlevede Dagmar ikke fødslen af sin anden søn, der formentlig også døde, eftersom han ikke optræder i senere historiske annaler. Dermed efterlod hun sig kun et overlevende barn, nemlig Valdemar den Unge (ca. 1209-1231), der blev sin fars, Valdemar Sejrs, medkonge som kun 6-årig. Denne Dagmar-søn har altid forekommet mig at være en underlig bleg og "skyggeagtig" figur, da han ikke har sat sit præg på noget i Danmarkshistorien. Nu er der så det med det, at flere af hans ungdomsår så at sige blev forspildt, da han - sammen med sin far - blev taget til fange af grev Henrik af Schwerin, da denne deltog i en kongelig jagtudflugt på Lyø. De uheldige jagt-værter, far og søn, sad fanget i omkring tre år, inden de blev løskøbt for en efter datidens forhold enorm sum penge.

Valdemar den Unge

Efter Dagmars død giftede Valdemar Sejr sig med den portugisiske prinsesse Berengaria, der - i modsætning til sin forgænger, Dagmar - overlevede adskillige fødsler. Hun blev regnet for en utrolig skønhed, hvilket hendes kranium også kunne tyde på, at hun var, men smuk eller ej, så fortæller en folkevise, at Dagmar så igennem hende og advarede Valdemar imod hende, idet hun kaldte hende en "besk blomme". 

Gipsafstøbning af dronning Berengarias kranium 

Efter sin død viste Dagmar sig angiveligt for kong Valdemar i en drøm, hvor hun omtalte sin efterfølger: "Nu haver I fået den beske blomme, som jeg eder spåed', til liden fromme." Desværre for Berengarias eftermæle, var hendes tre sønner, 1) Erik (1216-1250), konge:  1241-1250, 2) Abel (1218-1252), konge: 1250-1252 og 3) Christoffer (1219-59), konge: 1251-1259 hverken dygtige eller populære, og det smittede af på hendes ry, hvilket nok er den egentlig grund til hendes dårlige eftermæle. 

Det var angiveligt Berengaria, der fik stedsønnen, Valdemar den Unge, gift med en af sine niecer, nemlig Eleonora af Portugal (1211-1231), der var datter af Alfons II. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde hørt om en dansk dronning af portugisisk oprindelse, men den er god nok: Eleonora var dronning af Danmark fra 1229 og indtil sin død to år efter. Ingen har beskrevet hende som enten "Dagmar-god" eller "Berengaria-ond", for hun har ikke efterladt sig nogen spor hverken i historien eller genealogien. Som så mange andre kvinder døde også hun nemlig i barselsseng, og det barn, hun fødte, levede kun i ganske få måneder. 


Christian Emil Andersen: "Valdemar den Unges Død" (1843)

Hvad hendes mand angik, så overlevede denne Dagmar-søn, som folk sikkert havde ventet sig meget af, kun nogle få måneder efter sin hustrus død. Hans død var selvfølgelig ikke forbundet med de evindelige dødelige kongelige barsler, men skyldtes noget, der regnes for en jagtulykke på Røsnæs. Her blev han angiveligt ramt i det ene ben af en pil fra en armbrøst. Noget, der højst sandsynligt har ført til en dødelig betændelse, der var naturlig under omstændighederne, men som folketroen fik travlt med at forvandle til noget andet. Således er der dem, der i senere beretninger påstår, at han blev ramt direkte i hjertet. Dette dødsfald forekom kong Valdemar så sørgeligt, at han efter sigende hævnede sig på Røsnæs' skove, og at de forsvandt for aldrig at komme tilbage.


Sankt Bendts Kirke, Ringsted, Sjælland, huser mange af Valdemarerne og også Valdemar den Unge og hans dronning. Selv om der findes en grav for Dronning Dagmar, har man dog afsløret noget mærkeligt: den er tom. Hvor i alverden er denne så overmåde populære dronning blevet af???? Ingen ved det tilsyneladende, men væk er hun altså. - Ak ja, historien er fuld af myter og mysterier, og det man har fået præsenteret som "sandheden" kan meget vel vise sig at være "ammestuesnak" eller - f.eks. en folkevise-fake news ....


https://ugle.dk/dronning_dagmar_ligger_i_ribe_syg.html

  

https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/d/dronning-dagmars-doed

 

https://natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet/undervisning-paa-nationalmuseet/undervisningsmaterialer/grundskolen/historien-om-danmark/den-tidlige-middelalder/mystiske-dagmar/ 


 

http://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/vikingetid-og-middelalder-13-13-13-13/dronning-dagmar

 

Wikipedia

 

søndag den 13. marts 2022

Svenske "Flygtninge-Snehvider"

 

Havde det ikke været for det med æblet, der ifølge eventyret om Snehvide var blevet forgiftet af den misundelige dronning, så kunne man virkelig undre sig over prinsessen, der pludselig faldt i koma, og som ikke vågnede op før meget senere, da en prins kyssede hende. Dér ligger hun nu - begloet af syv dværge - der ofte mistænkes for urene motiver til at tage sig af den sovende prinsesse, og det er alt sammen meget mærkeligt - selv for et gammelt eventyr, hvor man ellers kan vente sig alt muligt sært ....

Ja, stakkels Snehvide kom sandelig ud for mange slemme ting, og det værste var ikke engang, da dronningen sendte hende ud med sin jæger, der havde fået ordre om at myrde denne alt, alt for skønne steddatter. Æblet gjorde udslaget, men andre er faktisk faldet i en dødlignende koma uden forgiftede æbler, ja, tilsyneladende helt af sig selv, sådan som det er sket med flygtningebørn i Sverige samt formentlig også Australien. De første eksempler på svenske asylansøger-børn, der pludselig befandt sig i en umiddelbart uforståelig koma-lignende tilstand, hvor de ikke reagerede på omgivelserne, var inkontinente, stumme og ikke kunne åbne øjnene, synke mad eller drikke, ja, ikke engang kunne bevæge så meget som en muskel, optrådte første gang i 1990erne. 


Man tog hånd om børnene, som der efterhånden er flere hundrede af, men mange indfødte svenskere undrer sig, og nogen formår kun at se dette fænomen som et bedrageri for at skaffe flygtningefamilierne en permanent opholdstilladelse. Ingen har nemlig kunnet give en fuldgyldig medicinsk forklaring på fænomenet, men det lader til at være forbundet med flygtningenes usikre status som asylansøgere. Noget, der altså har fået nogle indfødte svenskere til at råbe vagt i gevær, for de ser det udelukkende som snyd og taler om at få tvunget disse besværlige personer ud af smørhullet Sverige, hvad enten de bliver dræbt i deres hjemland eller ej. Således er dette afgjort et område, hvor der hersker en mangel på empati, der kan koste fordrevne og jagtede mennesker livet.

De forlader et sted, hvor de og deres familie er truet på livet for at begive sig ud på en farefuld rejse til noget helt andet, som de ikke kender, men måske har hørt om. Undervejs kan de komme ud for alle mulige livstruende farer, men når så de når frem, er det ikke engang slut, for i stedet for sikkerhed mødes de nu af spørgsmålet om, hvorvidt de og deres kære kan blive, eller om de skal udvises til noget, der meget vel kan ende med døden for hele familien. Deres ansøgninger afslås måske, de anker og håber, men alt er usikkert, og selv om familiens børn vel ikke helt forstår, hvad der foregår, så fornemmer de faren for igen at havne som retsløse flygtninge, der leder efter et  trygt sted at slå sig ned.

Denne mors angst forplanter sig måske til hendes lille datter, selv om hun ikke direkte forstår, hvad det gælder. Det er nemlig muligt, at netop dette lille barn er for ungt til at kunne fatte, hvor udsat hun er som medlem af ikke bare en flygtningefamilie, men også en gruppe asylansøgere, hvis skæbne afgøres, uden at det ikke altid er helt forståeligt, hvad der har ført til lige denne afgørelse. Børnene lider på en anden måde end de voksne, for de føler sig udsat for en fare, som de ikke helt forstår, og nogle er altså havnet i en sygdomssituation, der af visse personer i Sverige ses som svindel. Hvordan pokker man skal få et 3-6-årigt barn til at fingere en koma, hvor de bare ligger hen, er der dog ingen forklaring på, så det er efterhånden gået op for svenskerne, at der er tale om en ægte og livstruende sygdom, som de kalder "Uppgivenhetssyndrom", dvs. "opgivelsessyndrom". Andre steder taler man om "Resignationssyndromet", og der er forskellige kloge hoveder, der er kommet med teorier om, hvad det går ud på. Foreløbig kan man dog blot konstatere, at nogle flygtningebørn udvikler dette syndrom, men en vis procentdel bliver efterhånden raske, når familiens status som asylansøgere ændres, fordi de får en opholdstilladelse.

Her ser man den 15-årige armenske pige Ewa, der, siddende i sin kørestol, lige er vågnet op af tilstanden, og som ser sig forvirret om. Hun aner endnu ikke, hvor hun er, eller hvad der sker omkring hende .... 


https://www.dr.dk/nyheder/indland/ny-forskning-tyder-paa-dansk-statsborgerskab-fremmer-integrationen?cid=newsletter_nb_nyhedsoverblik-middag_20220312121620


https://bioethics.georgetown.edu/2016/02/resignation-syndrome-in-refugee-children-a-new-hypothesis/

 

https://www.bbc.com/news/magazine-41748485 

 

https://lithub.com/hundreds-of-young-swedish-asylum-seekers-are-falling-unconscious-why/ 

 

https://bioethics.georgetown.edu/2016/02/resignation-syndrome-in-refugee-children-a-new-hypothesis/

 

Wikipedia


lørdag den 12. marts 2022

Babyer, kvinder, abort og selvbestemmelsesret

Ja, babyer er og har altid været bedårende. At tage sådan en lille en og myrde vedkommende er ikke noget man bør se på med milde øjne, ikke desto mindre er der dem, der vælger at gøre det. Her tænker jeg ikke bare på de såkaldte tidligere "englemagersker", der for penge skaffede folk af med uønskede og/eller "uægte" børn, men også på horrible nutidige sager, hvor morderen er den lilles egen mor eller far. 

En vognladning kyllinger, der også er nyfødte og nuttede, men ikke mennesker. Hver og én af dem ønsker at leve, men de fleste får et kort og ikke særlig hønse-venligt liv. Der kan være dyrevenner, der ville ønske for dem, at de døde, inden de blev inkorporeret i en kz-lejr for æg-producerende høns og/eller blev forvandlet til slagtekyllinger, men kun deciderede dyremishandlere ville kaste med disse levende dyre-babyer, trampe på dem, drukne dem eller andet af samme skuffe. Sådan behandler de færreste af os kyllinger, men som æg kan de komme ud for lidt af hvert. 
 
Jeg tror ikke, at høns ville smide med æg, hvis de kunne, men det er der sikkert mennesker, der har gjort uden at skænke det en tanke, at et æg repræsenterer et liv. De fleste af os har nok slået æg ud til madlavning uden at tænke på, at det huser et foster på samme måde som en kvindes livmoder kan huse et menneskefoster. For begge parter, høns og mennesker, gælder det, at fosteret lever og vokser, indtil det er tilstrækkelig udviklet til at komme frem og hilse på verden.

Ja, kyllingen kan noget, som det lille menneskebarn ikke kan, nemlig selv bane sig vej ud. Hvad barnet angår, så overlever det det, der svarer til kyllingens "æg-stadium", hvis det befinder sig i en venligsindet livmoder. Det ved vi godt, men tænker vi over, hvad det helt konkret betyder? Nogle gør, nemlig dem, der rent faktisk har en livmoder, men dem uden gør nok ikke altid det. De tager nærmest for givet, at livmoderen kan indrettes og bestyres efter behov, at den altid er til rådighed for fosteret eller hurtigt kan tømmes, hvis tanken om det sociale ansvar for en nyfødt bliver for svært. Det er denne tankegang, der ligger bag de mange mord på gravide i USA ....

Ligesom med ægget contra kyllingen, så er der pokkers til forskel på det allerførste trin af den menneskelige udvikling og det færdige produkt. Den, der besidder livmoderen, kan godt have moderlige følelser for den første slimklump, der ærlig talt ikke ligner et menneske, men under uheldige eller ubærlige omstændigheder kan hun lige så godt fyldes med gru ved tanken om, hvad konsekvensen af dens tilstedeværelse er. Aborter opleves nemlig af den uønsket gravide som den samme form for nødløsning, som det tilfangetagne dyr griber til, når det gnaver den pote, der sidder fast i fælden, af, så det kan redde livet. 

Fosteret kan ikke opretholde livet uden for livmoderen, og den gravide kvinde kan kun glæde sig over dets tilstedeværelse, hvis hendes livsbetingelser - også socialt - gør det muligt at føde det under rimelige vilkår. Det med de sociale vilkår har i mange århundreder sat kvinden skakmat, ligegyldigt hvad hun har grebet til. Abort = straffes, Fødsler = straffes, manglende fødsler = straffes. Alt efter samfundets indretning i en bestemt historisk periode gøres kvindens stilling meget vanskelig som f.eks. i 1844, da man i England indførte et vanvittigt tillæg til fattiglovene, kaldt "The Bastardy Clause", der fritog samfundet som sådant samt barnefaderen alt ansvar for illegitime børn. Systemet var konstrueret, så det kunne skræmme kvinderne - men ikke mændene?!! - fra at dyrke sex uden for ægteskabet.


Om så det uønskede i en graviditet virker uforklarlig på andre eller ej, så er og bliver det kvinden, der bestemmer over sin egen krop. Så længe samfundet ikke stiller med kunstige livmødre, der kan tage fat, hvor den levende kvindes lige så levende livmoder slap, så er der ikke noget at komme efter. Hvis samfundet ønsker at sikre en fremtidig arbejdsstyrke mht antal og sundhed, gode skatteborgere, sunde barnefødersker, etc., etc., så gør man klogt i at sikre fertiliteten gennem medicinsk sikre aborter, for ødelagte livmødre efter hjemme-aborter er ikke i vor interesse. 

 

https://bfi.uchicago.edu/wp-content/uploads/BFI_WP_201975.pdf 


https://www.nature.com/articles/d41586-021-03392-8

 

Artikel: "The Newyorker", November 11, 2021: "What Does An At Home Abortion Look Like In 2021?"

 

Wikipedia


fredag den 11. marts 2022

Kwaneta Harris, den snu morder


Mange har sikkert opfattet Kwaneta Harris som en sød, ung dame, men hun havde mildt sagt nogle mørke sider, som hun imidlertid var god til at skjule, især for dem, der forelskede sig i hende. Alt, hvad hun foretog sig, lader til at have været lagt an på én ting: ønsket om at skrabe rigdomme til sig, ligegyldigt hvad der skulle til for at opnå dette. At myrde en mand, der havde hjulpet hende og i det hele taget havde gjort mange gode ting for hende, rørte hende ikke, for det var ikke ham, men hans penge, der interesserede hende .... 

Den 46-årige Michael Giles havde altid været en god, ærlig og særdeles respektabel mand, men han har formentlig følt sig ensom efter at have været i flåden i omkring tyve år, for han var ugift og barnløs. Familien betød meget for ham, så da de ikke hørte fra ham, anede de uråd, men blev beroliget af flere SMS'er og emails. Disse virkede dog noget konstruerede, da ordlyden ikke stemte med Michaels sædvanlige stil, men familien slog sig til tåls med forsikringerne om, at han bare var ude at rejse, for det var noget, han elskede. Da forskellige regninger ikke blev betalt, fattede de dog mistanke, for den slags havde han altid helt styr på. Det tog imidlertid et helt år, før der kom skred i sagerne, og politiet rykkede ind.

Politiet fandt hurtigt en mistænkt, nemlig den 35-årige Kwaneta Harris, der havde været Michaels kæreste, da han forsvandt. Alt pegede på hende, men kriminalbetjentene stod over for en person, der ikke undslog sig for noget som helst for at klare frisag - ja, måske hun ligefrem elskede lusk. Hendes metode må dog have været noget ret nyt for det hærdede efterretningskorps, for hun løj og inddrog andre og ellers helt udenforstående personer i sit komediespil på en særdeles fantasifuld måde. Efter mordet gik hun således i gang med at få Michaels hus, som han var så stolt af, solgt, men også møblerne og alt, hvad der var i det. Da en køber viste interesse, måtte han dog garantere hende, at han aldrig gravede i baghaven og slet ikke dér, hvor cementen var. Dette fik imidlertid politiet til at interessere sig for det tildækkede sted i haven, og det varede ikke længe, før de fandt den myrdede Michaels lig begravet under cementen i baghaven. Netop det sted havde Kwaneta fået gravet ud af en 13-årig og hans onkel med den begrundelse, "at det var til en dam".

Da liget blev fundet, hyrede hun - forklædt og med en grå paryk - en åbenbart særdeles naiv og meget ung dame til at spille Michaels morder som "en intern spøg" over for den kriminalbetjent, der stod for undersøgelsen af hans død. Den unge dame blev udstyret med replikker og andet samt fik at vide, at hvis hun klarede det godt, ville hun få chancen for yderligere "jobs". Heldigvis lugtede politiet lunten, og på det tidspunkt kom der virkelig skred i udredningen af mordet. F.eks. viste det sig, at det var Kwaneta, der havde sendt de beroligende SMS'er og emails til Michaels familie, men man fandt også ud af, at hun havde stjålet mere end $200,000 fra hans bankkonti. Hendes nye kæreste havde desuden måttet spille den på det tidspunkt døde Michael som led i en anden del af hendes bedragerier for at få flest mulige penge ud af sit mord på ham.

Stakkels Michael havde mistet livet, fordi en totalt hæmningsløs og grådig kvinde havde udset sig ham som "malkekvæg". Det lykkedes hende langt hen ad vejen, men da hun blev sendt i fængsel med en dom på 50 år, mislykkedes sidste del af hendes plan dog. Hun forsøgte nemlig at bedrage fængslet med falske papirer, så hun kunne blive prøveløsladt inden for ganske kort tid. Det var lige ved at lykkes, men også kun lige ved, for hun blev opdaget tids nok til at forhindre denne flugt. Noget, der vist har gjort hende meget, meget sur, og jeg gad nok vide, om hun er gået i gang med andre planer, og om de i så tilfælde bliver afsløret, inden hun kommer fri ....


https://www.dallasnews.com/news/crime/2016/04/15/killer-who-had-lover-buried-in-backyard-tried-to-flee-prison-by-forging-dallas-judge-s-signature/



https://thecinemaholic.com/michael-giles-murder-where-is-kwaneta-harris-now/

 

https://www.dissentmagazine.org/online_articles/i-hope-our-daughters-will-not-be-punished 

 

https://www.thejournal.ie/evening-longread-daughters-not-punished-5140936-Jul2020/ 

 

 

torsdag den 10. marts 2022

Youssef Khater: Luskebuks og "maratonmand"

Youssef Khater arresteret og i håndjern?!!!!!! Det er noget, mange af hans ofre har drømt om, og det skete altså (bl.a.) i 2017 i Puerto Viejo. Når man kender Youssef og hans synderegister som international svindler og (potentiel) morder, så bliver man dog ikke særlig forbavset over at erfare, at han temmelig hurtigt blev sat på fri fod igen. Noget, de ansvarlige myndigheder imidlertid har haft meget svært ved at forklare. Faktisk lader det til, at alle skyder skylden på hinanden samt på den store forvirring, der hersker omkring ham og hans status: er han - eller er han ikke - stadig efterlyst? Det mente politiet i Puerto Viejo ikke, at han var, og dér tog de altså fejl ....

Fyren er ikke uden charme, og dem, der kender ham personligt, taler f.eks. om hans lange, lange øjenvipper. Det er sikkert mægtig charmerende, men med eller uden øjenvipper, den veltrimmede krop, etc. er og bliver han en farlig mand, der allerede er blevet dømt for ét mordforsøg på en kvindelig bekendt. At han også forsøgte at myrde en mandlig kammerat viser noget om, hvor farlig han kan være. Når han føler sig trængt op i en krog, fordi hans luskerier og bedragerier bliver afsløret, slår han nemlig fra sig på den værst tænkelige måde.

Typisk nok for Khater er der mange modstridende oplysninger om ham og hans nuværende opholdssted, men det sikreste er nok at sige, at han har haft held til at holde sig skjult, siden sin sidste opdukken i Danmark i 2018. Noget, der så kan få alle, der enten har hørt om ham, oplevet ham face to face eller har set den Netflix-dokumentar, hvor hans kriminelle aktiviteter omtales, nemlig "Worst Roommate Ever", til at blive ret bekymrede for, hvad han er i gang med. Såvidt jeg kan se, har han lige fra begyndelsen nærmest stilet imod en "karriere" som international bedrager, idet hans mål tydeligvis altid er at kunne rage penge til sig - andres penge vel at mærke ....  

På nogle punkter er han fuld af talenter, men hvad hjælper det, hvis hans evner først og fremmest bruges på lusk og bedragerier? Han gør sig f.eks, ganske godt som løber og har deltaget i løb som "dansker med palæstinenser-baggrund". Det første er rigtigt, for han er blevet tildelt dansk nationalitet, men han har nu aldrig været palæstinenser. Faktisk er han oprindelig fra Libanon, men den falske palæstinensiske nationalitet gav ham økonomiske fordele i sportsverdenen, som han udnyttede til fulde. Hans navneskift til "August Eriksen" har formentlig også været ham til gavn på forskellige punkter, som der bare ikke er klarhed over endnu. Man ved dog, at han lavede bedragerier med salg af mobiltelefoner i Sydamerika i 2017 .... 

Der er ingen tvivl om, at han har udsat venner og sponsorer for slemme, traumatiske oplevelser, der har ødelagt tilværelsen for dem i øjeblikket, men jeg anser ham nu ikke for en super-svindler. Beløbene er ikke astronomiske, og nok forsøger han sig med vold, men de ofre, vi kender til, har alle overlevet. Måske den bedste betegnelse for en person som Khater er "tikkende bombe": hvis han er nødt til at gribe til yderligheder, så gøre han det åbenbart, men han er ikke særlig god til det, han gør, også fordi han sjældent stræber højere med hensyn til ofre end til venner, kærester og sports-sponsorer. Gad vide, om det er derfor, han har kunnet holde sig skjult, for hvis nu det havde været erhvervsfolk i milliardklassen, han havde bedraget, så tør jeg vædde med, at interessen for at fange ham havde været langt større .... 

 

https://www.interpol.int/en/Who-we-are/Member-countries/Americas/COSTA-RICA 

 

https://thenetline.com/youssef-khater-now/ 

 

https://www.bt.dk/film-tv-og-streaming/hele-verden-taler-om-ham-dansk-storsvindler-blev-doemt-for 

 

https://ticotimes.net/2017/01/05/international-con-man-detained-puerto-viejo-fraud-charge 

 

https://blurred-reality.com/youssef-khater-now/ 

 

https://www.berlingske.dk/karriere/her-er-historiens-stoerste-svindlere-2 

 

https://youssefkhaterscammer.wordpress.com/ 

 

Wikipedia


onsdag den 9. marts 2022

Den "døde", der overlevede

 

Ifølge logikkens love burde en person, der blev udsat for tredive knivstik, fik halsen skåret over 16 gange, så hun var lige ved at blive halshugget af de mange knivstik, osv., osv. være død, men nej, Alison Botha (født den 22.september 1967) fra Sydafrika snød døden. Hun var ellers ilde tilredt efter to mænds voldsome voldtægt af hende, inden de begyndte på deres mordforsøg. At det ikke lykkedes dem at slå hende ihjel, og at hun var i stand til at kravle op på en tværgående motorvej med sine løsthængende indvolde holdt oppe af sin ene hånd, er intet mindre end et mirakel. Alison er da også blevet kendt som mirakelkvinden, idet hun har holdt foredrag verden over, da hun ønsker at opmuntre andre kvinder til ikke bare at opgive. 

Overfaldet skete den 18. december 1994, da Alison blev bortført af en ukendt mand i sin egen bil for derefter at blive kørt væk til et øde sted i nærheden. Manden kaldte sig "Clinton", men hans rigtige navn var Frans du Toit, og han var kendt for kvindehadske udtalelser samt voldtægt og overfald på kvinder. Det var hans ven, Theuns Kruger, også, og da han sluttede sig til dem, blev Alison udtalt for et rent voldorgie af dobbelt styrke, fordi de var to. På et tidspunkt fandt mændene det sikrest at myrde den voldtagne kvinde, og de forsøgte at kvæle hende, men det lykkedes dem ikke. Allerede på dette stadium beviste Alison sin livskraft, for nok gled hun ind og ud af en besvimelse, men hun døde ikke. Da overfaldsmændene var forsvundet, var hun dog så overbevist om, at dette ville ende med døden for hende, at hun besluttede sig for at skrive deres navne i støvet på jorden, så man ville kunne finde dem.
 
Efter at have maltrakteret Alison på alle leder og kanter, mente de to mænd, at nu måtte hun være død. Det ville de måske selv have været, hvis det havde været dem, der blev udsat for det, de gjorde ved hende, men hun var sejere end som så. Da de forlod det, de troede, var hendes lig, må hun have fået et stærkt boost af livsvilje, for det lykkedes hende at kravle op på en vej, hvor en forbipasserende, den dyrlægestuderende
Tiaan Eilerd, opdagede hende. 

Alison med sin redningsmand, Tiaan Eilerd

Det var ikke bare heldigt for Alison, at Tiaan fandt hende, men også, at hans studier til veterinær gav ham en speciel anatomisk indsigt. Formentlig var det det, der gjorde udslaget, så hun ikke omkom, men kom på hospitalet og senere også fik talt med politiet. De to afskyelige forbrydere blev lokaliseret og fik hver en dom på livsvarigt fængsel. Noget af det mest tankevækkende, som Alison fortalte politiet var, at de begge, men især Frans du Toit talte meget om målrettet at knivstikke og ødelægge hendes kønsorganer. At dette ønske om lemlæstelse af netop dette område på hendes krop efterhånden ændredes til ønsket om og de gentagne forsøg på at tage hendes liv er også ganske interessant, når man skal bedømme denne frygtelige forbrydelse som udtryk for de to mænds tankegang. 

Et par seje fyre? Nej, nogle sølle og snotforvirrede kræ, der hader kvinder uden egentlig at kunne komme med nogen forklaring på de følelser, de har.


Hvad Alison angår, så er der lavet en film, "Alison", om hendes prøvelser i hænderne på et par mandschauvenistiske idioter, der gjorde, hvad de kunne for ikke bare at knække hende, at "kastrere hende", men også at slå hende ihjel. Intet af dette har dog forhindret hende i at blive gift og få et par drenge samt gøre sig gældende som foredragsholder.

 

https://allthatsinteresting.com/alison-botha 

 

https://abtc.ng/alison-botha-biography-injuries-husband-documentary-pictures/


https://thenetline.com/alison-botha-story/ 

 

Wikipedia

tirsdag den 8. marts 2022

Tre kvinder - og ligene af deres afdøde mænd .....

Denne stolte Middelalder-dame hed Dervorguilla af Galloway, og hun var datter af den meget velhavende Alan of Galloway, hvis arving hun var. Hendes mange penge gjorde det muligt for hendes mand, John de Balliol, at opnå en fornem position i datidens samfund, bl.a. som rådgiver for kong Henry III. Senere blev hans og hans kones søn ligefrem konge af Skotland. 

Kong John af Skotland, Dervorguillas og John de Balliols søn 

Da John de Balliol døde i 1268, gjorde hans hengivne kone, hvad hun kunne for at ære hans minde, bl.a. ved at donere masser af penge til det, der er blevet kendt som Balliol College ved Oxford Universitet. OK, det virker da ret normalt, for den slags pengegaver er jo også ærefuldt for familien. Dervorguillas handlinger antog dog et par særprægede udtryk, ikke mindst når det gjaldt hendes afdøde mands lig.

Var det sorg over John de Balliols død, der fik hans enke til at få hans hjerte taget ud af kroppen på ham, få det præserveret og derpå opbevare det i et smukt udsmykket skrin af elfenben og sølv? Og hvad i alverden fik hende dog til ikke bare at opbevare det på denne aparte måde, men også kræve, at det altid var i hendes umiddelbare nærhed, f.eks. under alle måltider??? 


De fleste af os i nutiden ville afgjort have os frabedt, at hjertet af vor døde ægtefælle blev stillet over for os i et nok så smukt skrin, når vi sad ved middagsbordet. Det er simpelthen for makabert, men i det trettende århundrede, hvor John de Balliol og hans kone, Dervorguilla, slog deres folder, havde også konkrete hjerter en høj symbolsk værdi. Den indtørrede kødklump i sølvskrinet har formentlig repræsenteret alt, hvad der var godt ved Dervorguillas afdøde mand.

Dronning Kristina af Sverige (1626-1689) var og blev en ret gådefuld skikkelse, der må have forekommet samtiden mere end sær. Som datter af Sveriges krigerkonge, Gustav II Adolf og Maria Eleonora af Brandenburg, kan nogle dog have opfattet hende som en form for "biologisk" eksperiment, for disse ægtefæller var meget forskellige. Da hun blev født, troede man oprindelig, at hun var den dreng, som kongeparret i den grad havde håbet på at få, men det var hun så ikke. Hendes livsstil og mange af hendes interesser var imidlertid udpræget maskuline, sådan som man opfattede tingene dengang, for hun var både meget intellektuelt og fysisk aktiv. Noget, der senere medførte, at man mistænkte hende for alt muligt lige fra at være hermafrodit til lesbisk.

Denne "sære", regerende dronning (fra 1644 til 1654), var imidlertid datter af en anden endnu mere sær, men ikke regerende dronning: Maria Eleonora af Brandenburg (1599–1655), hvis eftermæle har udpeget hende til at være noget af det mest besynderlige, der har siddet på den svenske dronning-trone. 

Man fortalte om Maria Eleonora, at hun var som besat af tanken om hele tiden at være sammen med sin mand, der jo konstant var væk på forskellige krigeriske missioner. Hun plagede ham efter sigende konstant om at blive hos hende eller tage hende med og blev dybt frustreret, når det ikke kunne lade sig gøre. Umiddelbart får man indtryk af, at hun var nymfoman, men der er nu også en anden forklaring: nok fik hun børn, men de døde - dvs. med undtagelse af denne sære datter, Kristina, der skulle have været en dreng - så hvad gav den stakkels dronning berettigelse til at indtage den samfundsstilling, hun nu engang havde??? Det eneste, der virkelig kunne legitimere kongens hustru og sikre hendes stilling, var børn, dvs. tronarvinger, og dem kneb det altså med ....

Gustav II Adolf (1594-1632) var bestemt en ganske flot fyr, hvis man skal tro dem, der har malet hans portrætter, og det skulle såmænd ikke undre mig, om Maria Eleonora var vildt forelsket i ham. Hvis det er tilfældet, så vil jeg nu sige, at hun tog denne mulige forelskelse meget for vidt, da han døde på slagmarken i 1632, for hun nægtede i to år at lade ham begrave. Det siges, at hun tilmed sov side om side med sin afdøde mand, indtil hun endelig gik med til at få ham stedt til hvile i 1634. Troede hun, at hun kunne få børn med den døde, eller hvad handlede denne supersære adfærd om???????

Mange har opbygget et sæt ritualer omkring dødsfald. Man har æret dem på forskellig vis, bl.a. ved at æde (dele af) dem, balsamere dem til en pseudo-evighedstilstand, osv., osv.. Mumie-industrien kan ses i forskellig form rundt omkring på jordkloden, hvor der virkelig er blevet gjort meget ud af - og ofret mange penge på - at bevare det, der dog kun er en tom skal af det menneske, der levede engang. Ordet "sært" opsummerer det ikke engang, for det er nærmest "grotesk" ....


Den engelske digter, Percy B. Shelley (1792-1822), giftede sig i 1816 med den purunge Mary Godwin, der skabte sin egen berømmelse som forfatteren Mary Shelley (1797–1851). Hun udgav i 1818 den stadig meget berømte roman "Frankenstein" om lægen, der skaber et "kunstigt menneske" ved hjælp af kropsdele fra afdøde personer. Dette væsen er i pop-kulturen blevet til et skræmmende uhyre, men som Mary fremstillede ham, var han en nærmest overjordisk skabning med en uskyldsren, barnlig psyke, og det er ikke retfærdigt, når han forfølges som et truende udyr. At Mary var gravid, da hun skrev bogen, er en interessant detalje, som man kan tænke nærmere over ....

Da Mary levede vidste man så, at hun havde fået taget sin afdøde mands hjerte ud og gemt det, pakket ind i et stykke papir med et af hans digte? Jeg mistænker, at det er en detalje i deres samliv, der er blevet glemt eller bare skubbet til side som "rygter", selv om det faktisk er rigtigt. Det balsamerede og indpakkede hjerte blev fundet et års tid efter hendes egen død, hvilket forekommer mig mere sært end det, Dervorguilla of Galloway gjorde med sin mands lig, for Mary var langt tættere på os tidsmæssigt. Så hvad er hun for os, "Sære Mary" eller den "superromantiske" Shelley-enke, der dyrkede sin afdøde mand på denne uhyggelige måde? 


 

https://www.mentalfloss.com/article/65624/mary-shelleys-favorite-keepsake-her-dead-husbands-heart

 

https://www.medievalists.net/2014/12/dervorguilla-galloway-daughter-oath/


https://www.undiscoveredscotland.co.uk/usbiography/d/devorgilla.html


http://www.transviden.dk/christina-dronning/


Wikipedia