fredag den 18. marts 2022

Nedladende hjælp - eller: er offentlige livsudfoldelser kun for de smukke???

 

Det spørgsmål er nemt at besvare, for nej, retfærdigvis bør det ikke være tilfældet. Smuk eller ej, så har vi alle behov for og lyst til en naturlig og umiddelbar livsudfoldelse. Manden ovenfor er ikke det, man normalt forstår ved "smuk" - eller bare almindeligt pæn - men det er forargeligt, at han blev chikaneret på dansegulvet, da musikken og stemningen gjorde, at han tog et par trin for sig selv. Fordi han ikke lever op til de gængse forestillinger om mandlig skønhed, accepterede nogle personer omkring ham nemlig ikke engang en så uskyldig form for livsudfoldelse sammen med andre mennesker, som han ikke generede på anden måde end ved "at se forkert ud".

Udseende og status er blevet kædet sammen på en direkte usund måde i vort samfund. Vi kan formentlig alle lide og føler os tiltrukket af folk, som vi anser for smukke/flotte/labre og ønsker måske også at vække disses interesse, selv om vi måske ikke engang er direkte fysisk tiltrukket af dem. Skyldes dette den status, deres udseende giver dem i venneflokken eller (f.eks.) på arbejdspladsen? Føler vi, at deres høje position på grund af udseendet, smitter af på os? Jeg vil ikke afvise, at dette kan være tilfældet, for der er status i at være ven/kæreste med én med en høj position, hvad enten dette skyldes udseende, job eller penge. Hvis man er indrettet til det, kan man rent faktisk selv opnå en bedre status ved en synlig omgang med sådan en ven/kæreste: andre ser, at man bliver anerkendt af en høj-status-person og måske tilmed har en høj stjerne hos vedkommende, hvilket er status-givende. 


Skønhed er - og har vel altid været - et godt kort at have på hånden i vort samfund, hvor en smuk pige eller flot mand, kan gøre karriere bare ved at se godt ud. Man kan være imod et  så "overfladisk" system, men det lader ikke til at det ændrer sig i vor tid, tværtimod. Der er i hvert fald mange, der investerer i dyre forskønnelser, f.eks. gennem kirurgi, der kan give dem de nye muligheder, som de er sig helt bevidst hænger sammen med udseendet. 

Hvad den dansende "grimrian" angår, så gav episoden anledning til en masse internet-tumult. Nogle tilbød at hjælpe ham, bl.a. ved at danse med ham. Sikkert smukt og uegennyttigt fra deres side, men skyggesiden af sådan et tilbud er, at det nu også har noget nedladende over sig. Hvis man kigger lidt mere på tilbuddet, så er det tydeligt, at det, det siger. er: ja, du er en grim klumpedumpe, men jeg er smuk, og jeg kan forlene dig med noget af den høje status, det giver dig at danse med mig, og vi vil begge stråle, hvis vi tager en svingom, for du låner noget af min skønhedsglans og jeg viser, hvor god, sød og humanitær, jeg er. Kort sagt: en ny form for fornærmelse af den uheldigt udseende dansemus af hankønsarten, for tilbuddet er i bund og grund nedladende .... 

Ser dette kys sært ud? Ja, men ikke hvis man siger, at manden er super-rig og/eller super-begavet. I sådan et tilfælde accepterer man ideen om, at det mindre attraktive ydre opvejes af andre status-angivelser, hvilket er noget, der siger MEGET om os og vort samfund ....

 

torsdag den 17. marts 2022

Forsvundet, men hvordan - og hvorfor?

 

Jody Ledkins var ikke mere end 14 år, da hun forsvandt i 1985, og hendes sag virker som et lærestykke i, hvordan mennesker kan gå op i røg, uden at efterlade sig konkrete spor af nogen art. Eller sagt på en anden måde: sådan en uopklaret sag med en forsvunden 14-årig pige illustrerer til fulde hvor illusorisk det stabile  "jeg" - dvs. en historisk defineret personlighed, der er forankret i noget konkret, som vi alle tror på - egentlig er, og hvor svævende et begreb den såkaldte "virkelighed" er. Teenageren Jody var her på jorden - dvs. hos sin familie - i så kort tid, at hendes liv er lige ved at blive uvirkeligt: eksisterede hun overhovedet? Ja, men alligevel må jeg sige, at på mig virker hendes liv overmåde illusorisk, nærmest som et postulat ....

Jody og flere andre forsvundne personer som hende giver mig faktisk nogenlunde den samme fornemmelse, som når jeg ser gamle fotografier af mennesker, der må anses for at være døde for mange år siden. Deres liv er lige ved at blive et postulat, og kun fotografierne beviser, at de engang levede og åndede her på jorden, hvor vi andre befinder os her og nu, fulde af illusioner om vores egen eksistens + betydningen af denne ....
 

Karen Stratton

Hvad Jody angår, så kom hun fra en meget dysfunktionel familie, og på et eller andet tidspunkt havde hun rodet sig ud i noget, der gjorde, at hun fik en tilsynsværge. Da hun pludselig forsvandt den 23. maj 1985 nogle timer efter et skænderi med sin mor, Karen Stratton, der ikke ville lade hende tage af sted sammen med sin kæreste og nogle andre teenage-venner, har det nok ikke virket så alarmerende på nogen. Jody havde sine egne ideer om, hvad hun ville, og at være teenager betyder jo næsten automatisk oprørsforsøg og stridigheder med forældre og andre, der har en anden mening. Karen var dog tilstrækkelig bekymret til at fortælle Jodys tilsynsværge, at hendes meget unge datter pludselig var væk. Logisk nok troede hun, at tilsynsværgen derefter ville melde barnet savnet, men det skete først ca. to år senere,  da Karen og tilsynsværgen åbenbart gik fejl af hinanden med hensyn til opgaver og hvem, der gjorde hvad vedr. Jody. 

Efter den forsinkede anmeldelse kom der imidlertid lidt skred i sagerne, men desværre både for sent og ikke nær nok: Jody var og blev væk, og hvad der er lige så besynderligt, måtte man erkende, at man vidste mere om hendes sidste besøg hos vennerne end om hele hendes unge liv. Når man kun er 14 år, så er det selvfølgelig ikke forventeligt, at der er de store sager at fortælle, for de ting, hun normalt ville have oplevet i sit liv som voksen eller bare nogle år ældre, manglede jo. Var hun blevet rodet ind i noget kriminelt, og var hun derfor forsvundet af egen fri vilje? Ingen vidste det, men der har nok været dem, der overvejede muligheden, for en af skyggesiderne ved at være teenager er jo, at man ikke bare er eventyrlysten, men også tit overvurderer sine egne evner til at tackle problemer, vove pelsen, osv., osv. ....
 


Da Jody have været forsvundet i nogle år, begyndte Karen i 1993 at få uhyggelige telefonopkald fra en hende ukendt person, der forlangte penge for ikke at "sende Jodys lig i smådele". Inden da havde tilsynsværgen modtaget et brev, der angiveligt var fra Jody. Ifølge brevet havde den unge, forsvundne pige, der på det tidspunkt var/ville have været ca. 18 år, det rigtig godt, og der var "ingen grund til bekymringer". Eftersom Karen ikke var sikker på, at det var Jodys skrift, er det dog meget tvivlsomt, om det var ægte - eller rettere sagt: intet tydede på, at det var skrevet af den forsvundne, unge pige. Dvs. at alting svævede i det uvisse et sted midt mellem formentlig falske livstegn og lige så falske løfter + trusler, så man begyndte at udsende opdaterede fotografier af Jody, som man kunne forvente, at hun så ud, hvis hun da stadig levede. Netop det var det store spørgsmål, for dengang - ligesom nu - var der mange seriemordere, der forgreb sig på og myrdede kvinder i alle aldre. Blev Jody offer for en af dem? Det tror jeg desværre ikke er usandsynligt, men ingen ved det, og hun og hendes liv er efterhånden blevet mer eller mindre glemt: ja, hun levede, for der er dem, der beviser det gennem deres fortsatte søgen, men ellers er hun blevet forvandlet til en skygge - et postulat .....


https://www.kshb.com/news/local-news/mother-continues-search-for-missing-daughter-35-years-later

 

https://www.kcpd.org/crime/missing-persons/jody-ledkins/

 

Wikipedia


onsdag den 16. marts 2022

Video-narren!!!

Der findes nogle mægtig søde videooptagelser af Kevin Dowling (født den 12. juni 1958) sammen med sine børn, hvor han er lige ved at blive ganske pæn, fordi han lyser af en ægte glæde og faderstolthed. Man må sige at disse idylliske scener fra hjemmelivet med kone og børn danner en skarp kontrast til den videooptagelse, der i særlig grad har gjort hans ækle forbrydelser i 1996 og 1997 kendte, og som i 1998 førte til hans dødsdom. 

Kevins kone har stået ved hans side i tyk og tyndt - indtil et vist punkt, for så mistede hun troen på ham og hans uskyld, hvilket man ikke kan fortænke hende i. 


At han senere har gjort alt for at protestere imod dommen fra 1998 virker latterligt på mig, for jeg kan ikke se, at han på nogen måde kan sno sig ud af de beviser, der er på hans forbrydelser. Når man læser nogle af hans udgydelser efter dommen, er det ikke desto mindre tydeligt, at han har mægtig ondt af sig selv, selv om det var alle dem, som hans gerninger har ramt direkte eller indirekte, han burde beklage, ikke mindst Jennifer Myers (1954-1996), hvis liv han invaderede i 1996 ved at overfalde, binde, røve og forsøge at voldtage hende. 

Hun, der var en vældig køn, sød og stilfærdig kvinde, der drev sit eget kunstgalleri, Gray Fox Gallery, havde aldrig set sin overfaldsmand før, da han pludselig dukkede op og forlangte penge samt sex. Det siger sig selv, at hun blev vildt chokeret, men hun fik dog samlet sig tilstrækkeligt til at få foretaget en politianmeldelse. Dette skete dog angiveligt ikke lige med det samme, men først senere op ad dagen, efter at hun formentlig havde overvejet sagen noget mere. Ingen kendte tilsyneladende Kevin, så anmeldelsen ville formentlig være fuset ud, hvis ikke Jennifer tilfældigvis var kommet ind i den Sheetz-butik, hvor han arbejdede. Hun genkendte ham straks som sin overfaldsmand og fik tilkaldt politiet. Derfra rullede sagen, og Kevin blev anklaget for overfaldet på hende, men var fri under udredningen, hvilket fik fatale følger for dem begge.

Den på det tidspunkt 44-årige Jennifer levede et stille og roligt liv med mand, børn og børnebørn. Hun var således ikke "rodet ind i" kriminelle forhold, der kunne forklare, at hun den 20. oktober 1997 blev fundet myrdet af skud i hovedet og brystet. Dvs. at man hurtigt fattede mistanke til Kevin, der stod foran en retssag, der kunne koste ham alt lige fra kone, børn, job og social anseelse til friheden mange år frem i tiden. Havde han skaffet sig af med ofret for den forbrydelse, han stod anklaget for? Det var der meget, der tydede på, men han nægtede og nægtede. På et tidspunkt gav han politiet, der stod for udforskningen af hans sag, et videobånd, som han hævdede bestyrkede hans alibi for mordet: han havde ikke kunnet myrde Jennifer, da båndet viste ham på en fisketur på mordtidspunktet. 

Bl.a. ved hjælp af en ekspert fra NASA opdagede man dog, at bånd-"alibiet" var forfalsket. Tidsangivelserne var ændret manuelt, og Kevin befandt sig ikke dér, hvor han - og båndet - angav, at han var. Da han forstod, at hans bedrageri var afsløret, sagde han, at han bare havde sagt det og havde lavet videoen, fordi han ville skjule for sin kone, at han havde været på stripbar i stedet for på fisketur. Den forklaring rakte dog ikke til som alibi, selv om det faktisk kunne bevises, at han også havde været på stripbar på et eller andet tidspunkt under den såkaldte fisketur. Alt tydede derfor på, at han ikke bare var skyldig, men også overmåde snedig og vildledende, hvilket nok var med til, at juryen dømte ham til døden. Baggrunden for mordet på den forurettede og totalt uskyldige Jennifer var sandsynligvis det brev, han havde skrevet til hende efter overfaldet, og hvor han havde bedt hende om tilgivelse, hvilket selvfølgelig ville være et stærkt bevis på hans skyld, hvis det blev lagt frem i retten, for man beder jo kun om tilgivelse for noget, man har gjort .... Politiet mener, at han ønskede at få dette afslørende brev tilbage, men at han ikke fandt det og derfor handlede, som han gjorde.


Senere er der så opstået flere støttegrupper for ham rundt omkring, bl.a. på Facebook, der arbejder for at få hans dom omstødt. Et enkelt af argumenterne for en genoptagelse af hans sag er ikke helt ude i skoven, om jeg så må sige: i stedet for at finkæmme båndet, (som han jo selv havde givet politiet som alibi), så burde man have gjort mere ud af at undersøge besøget på stripbaren, da det angiveligt foregik på samme tid som mordet på Jennifer. Eftersom han stadig sidder på dødsgangen, selv om hans henrettelse har været fastlagt flere gange, så er der jo nok noget i gang mht hans sag, men om det fører til noget nyttigt for ham er jo ikke til at sige, og jeg har i hvert fald meget svært ved at tro på hans påståede uskyld.



https://www.monstersandcritics.com/tv/american-monster-spotlights-kevin-dowling-who-shot-jennifer-myers-dead-to-silence-her-forever/

 

https://veritycreates.medium.com/the-vhs-tape-that-convicted-a-killer-757b1d66a665 

 

https://www.humanwrites.org/writing?id=69 

 

https://mycrimelibrary.com/kevin-dowling-pennsylvania-death-row/ 


tirsdag den 15. marts 2022

"The Transgendered Murderer": Ezine article by Else Cederborg; revised and previously published

In 1893 there was a scandal of dimensions in Copenhagen. The renown lady superintendent of the home for wayward or orphaned boys, KANA, i.e. (Frederikke) Vilhelmine Møller, confessed to having murdered one of the orphans. The unlucky boy was the 15 year old Volmer Sjøgren and her reason to take his young life was that they had been lovers so that he unfortunately had learned her most well guarded secret, namely that "she" in fact was a "he" or perhaps a hermaphrodite.
Vilhelmine Møller's sexual organs had been deformed ever since birth. However, when she was arrested and taken to prison she also underwent a medical examination and her sex was determined as masculine. Even today the case is not quite clear, but as her (his) organs were more masculine than female she (he) now officially became a man and had the name of Vilhelmine Møller changed into Frederik Vilhelm Schmidt which means that the "she" of this article is now turning into a "he". 


The text reads "It has been revealed, Miss Møller is a man in all respects"

As to the crime it was almost incomprehensible that he would harm any of the boys as he had been an outstanding and very considerate superintendent who also published articles about his advanced ideas for the education of these forlorn children. Perhaps his good reputation as a dedicated head master is the reason why his former assistant, Mrs Mackwitz, was seen by the public as the one who had corrupted his morals, in a way thus being the true criminal. However, blaming her did not change the fact that he was a murderer and he concurrently was sentenced to death. However, this sentence was eventually changed into imprisonment for life, but as early as 1905 he was released and that same year he married. It seems that from then on he lead a good and to all intents "normal" life with his wife. In 1906 he published a short article about his life in a magazine, "Naturen og Mennesket"       (: "Nature and the Human Being"). He died on Christmas Eve in 1936 at the ripe old age of 91. 

One of the reasons this sad murder was such a scandal was that at that time these special homes for the orphaned children were run by private donations. All the people who were engaged in this work feared that they would lose the public support which was the foundation of the homes, but that didn’t happen. The public did not lose sympathy with these young outcasts or the people who tended and educated them. On the contrary, they went on supporting them until 1905 when the homes became part of a special children's act and thus turned State wards. Up till then they literally had lived at the mercy and sympathy of the public.

 

https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1191/origin/170/ 

 

https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/download/75161/108878/160404

 

https://tidsskrift.dk/fortidognutid/article/download/75161/108878/160404


http://www.transviden.dk/det-er-opdaget/

 

Wikipedia

 

mandag den 14. marts 2022

En sørgelig historie .....

 

De fleste danskere kender sikkert myterne om kong Ottokar I af Bøhmens datter, Dagmar (ca. 1186–24. maj 1212), der som kong Valdemar Sejrs meget unge brud sad ved hans side som dansk dronning i syv år. Hun var overmåde populær i befolkningen og blev besunget i hele fem Dagmar-viser, ligesom hun i historieskrivningen nærmest blev fremstillet som en art engel i menneskeskikkelse. Noget, der sådan set passer meget godt med hendes status som halvsøster til Bøhmens skytshelgen, Sankt Agnes. 

Desværre - som så ofte med fortidens barselskvinder - overlevede Dagmar ikke fødslen af sin anden søn, der formentlig også døde, eftersom han ikke optræder i senere historiske annaler. Dermed efterlod hun sig kun et overlevende barn, nemlig Valdemar den Unge (ca. 1209-1231), der blev sin fars, Valdemar Sejrs, medkonge som kun 6-årig. Denne Dagmar-søn har altid forekommet mig at være en underlig bleg og "skyggeagtig" figur, da han ikke har sat sit præg på noget i Danmarkshistorien. Nu er der så det med det, at flere af hans ungdomsår så at sige blev forspildt, da han - sammen med sin far - blev taget til fange af grev Henrik af Schwerin, da denne deltog i en kongelig jagtudflugt på Lyø. De uheldige jagt-værter, far og søn, sad fanget i omkring tre år, inden de blev løskøbt for en efter datidens forhold enorm sum penge.

Valdemar den Unge

Efter Dagmars død giftede Valdemar Sejr sig med den portugisiske prinsesse Berengaria, der - i modsætning til sin forgænger, Dagmar - overlevede adskillige fødsler. Hun blev regnet for en utrolig skønhed, hvilket hendes kranium også kunne tyde på, at hun var, men smuk eller ej, så fortæller en folkevise, at Dagmar så igennem hende og advarede Valdemar imod hende, idet hun kaldte hende en "besk blomme". 

Gipsafstøbning af dronning Berengarias kranium 

Efter sin død viste Dagmar sig angiveligt for kong Valdemar i en drøm, hvor hun omtalte sin efterfølger: "Nu haver I fået den beske blomme, som jeg eder spåed', til liden fromme." Desværre for Berengarias eftermæle, var hendes tre sønner, 1) Erik (1216-1250), konge:  1241-1250, 2) Abel (1218-1252), konge: 1250-1252 og 3) Christoffer (1219-59), konge: 1251-1259 hverken dygtige eller populære, og det smittede af på hendes ry, hvilket nok er den egentlig grund til hendes dårlige eftermæle. 

Det var angiveligt Berengaria, der fik stedsønnen, Valdemar den Unge, gift med en af sine niecer, nemlig Eleonora af Portugal (1211-1231), der var datter af Alfons II. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde hørt om en dansk dronning af portugisisk oprindelse, men den er god nok: Eleonora var dronning af Danmark fra 1229 og indtil sin død to år efter. Ingen har beskrevet hende som enten "Dagmar-god" eller "Berengaria-ond", for hun har ikke efterladt sig nogen spor hverken i historien eller genealogien. Som så mange andre kvinder døde også hun nemlig i barselsseng, og det barn, hun fødte, levede kun i ganske få måneder. 


Christian Emil Andersen: "Valdemar den Unges Død" (1843)

Hvad hendes mand angik, så overlevede denne Dagmar-søn, som folk sikkert havde ventet sig meget af, kun nogle få måneder efter sin hustrus død. Hans død var selvfølgelig ikke forbundet med de evindelige dødelige kongelige barsler, men skyldtes noget, der regnes for en jagtulykke på Røsnæs. Her blev han angiveligt ramt i det ene ben af en pil fra en armbrøst. Noget, der højst sandsynligt har ført til en dødelig betændelse, der var naturlig under omstændighederne, men som folketroen fik travlt med at forvandle til noget andet. Således er der dem, der i senere beretninger påstår, at han blev ramt direkte i hjertet. Dette dødsfald forekom kong Valdemar så sørgeligt, at han efter sigende hævnede sig på Røsnæs' skove, og at de forsvandt for aldrig at komme tilbage.


Sankt Bendts Kirke, Ringsted, Sjælland, huser mange af Valdemarerne og også Valdemar den Unge og hans dronning. Selv om der findes en grav for Dronning Dagmar, har man dog afsløret noget mærkeligt: den er tom. Hvor i alverden er denne så overmåde populære dronning blevet af???? Ingen ved det tilsyneladende, men væk er hun altså. - Ak ja, historien er fuld af myter og mysterier, og det man har fået præsenteret som "sandheden" kan meget vel vise sig at være "ammestuesnak" eller - f.eks. en folkevise-fake news ....


https://ugle.dk/dronning_dagmar_ligger_i_ribe_syg.html

  

https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/d/dronning-dagmars-doed

 

https://natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet/undervisning-paa-nationalmuseet/undervisningsmaterialer/grundskolen/historien-om-danmark/den-tidlige-middelalder/mystiske-dagmar/ 


 

http://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/vikingetid-og-middelalder-13-13-13-13/dronning-dagmar

 

Wikipedia

 

søndag den 13. marts 2022

Svenske "Flygtninge-Snehvider"

 

Havde det ikke været for det med æblet, der ifølge eventyret om Snehvide var blevet forgiftet af den misundelige dronning, så kunne man virkelig undre sig over prinsessen, der pludselig faldt i koma, og som ikke vågnede op før meget senere, da en prins kyssede hende. Dér ligger hun nu - begloet af syv dværge - der ofte mistænkes for urene motiver til at tage sig af den sovende prinsesse, og det er alt sammen meget mærkeligt - selv for et gammelt eventyr, hvor man ellers kan vente sig alt muligt sært ....

Ja, stakkels Snehvide kom sandelig ud for mange slemme ting, og det værste var ikke engang, da dronningen sendte hende ud med sin jæger, der havde fået ordre om at myrde denne alt, alt for skønne steddatter. Æblet gjorde udslaget, men andre er faktisk faldet i en dødlignende koma uden forgiftede æbler, ja, tilsyneladende helt af sig selv, sådan som det er sket med flygtningebørn i Sverige samt formentlig også Australien. De første eksempler på svenske asylansøger-børn, der pludselig befandt sig i en umiddelbart uforståelig koma-lignende tilstand, hvor de ikke reagerede på omgivelserne, var inkontinente, stumme og ikke kunne åbne øjnene, synke mad eller drikke, ja, ikke engang kunne bevæge så meget som en muskel, optrådte første gang i 1990erne. 


Man tog hånd om børnene, som der efterhånden er flere hundrede af, men mange indfødte svenskere undrer sig, og nogen formår kun at se dette fænomen som et bedrageri for at skaffe flygtningefamilierne en permanent opholdstilladelse. Ingen har nemlig kunnet give en fuldgyldig medicinsk forklaring på fænomenet, men det lader til at være forbundet med flygtningenes usikre status som asylansøgere. Noget, der altså har fået nogle indfødte svenskere til at råbe vagt i gevær, for de ser det udelukkende som snyd og taler om at få tvunget disse besværlige personer ud af smørhullet Sverige, hvad enten de bliver dræbt i deres hjemland eller ej. Således er dette afgjort et område, hvor der hersker en mangel på empati, der kan koste fordrevne og jagtede mennesker livet.

De forlader et sted, hvor de og deres familie er truet på livet for at begive sig ud på en farefuld rejse til noget helt andet, som de ikke kender, men måske har hørt om. Undervejs kan de komme ud for alle mulige livstruende farer, men når så de når frem, er det ikke engang slut, for i stedet for sikkerhed mødes de nu af spørgsmålet om, hvorvidt de og deres kære kan blive, eller om de skal udvises til noget, der meget vel kan ende med døden for hele familien. Deres ansøgninger afslås måske, de anker og håber, men alt er usikkert, og selv om familiens børn vel ikke helt forstår, hvad der foregår, så fornemmer de faren for igen at havne som retsløse flygtninge, der leder efter et  trygt sted at slå sig ned.

Denne mors angst forplanter sig måske til hendes lille datter, selv om hun ikke direkte forstår, hvad det gælder. Det er nemlig muligt, at netop dette lille barn er for ungt til at kunne fatte, hvor udsat hun er som medlem af ikke bare en flygtningefamilie, men også en gruppe asylansøgere, hvis skæbne afgøres, uden at det ikke altid er helt forståeligt, hvad der har ført til lige denne afgørelse. Børnene lider på en anden måde end de voksne, for de føler sig udsat for en fare, som de ikke helt forstår, og nogle er altså havnet i en sygdomssituation, der af visse personer i Sverige ses som svindel. Hvordan pokker man skal få et 3-6-årigt barn til at fingere en koma, hvor de bare ligger hen, er der dog ingen forklaring på, så det er efterhånden gået op for svenskerne, at der er tale om en ægte og livstruende sygdom, som de kalder "Uppgivenhetssyndrom", dvs. "opgivelsessyndrom". Andre steder taler man om "Resignationssyndromet", og der er forskellige kloge hoveder, der er kommet med teorier om, hvad det går ud på. Foreløbig kan man dog blot konstatere, at nogle flygtningebørn udvikler dette syndrom, men en vis procentdel bliver efterhånden raske, når familiens status som asylansøgere ændres, fordi de får en opholdstilladelse.

Her ser man den 15-årige armenske pige Ewa, der, siddende i sin kørestol, lige er vågnet op af tilstanden, og som ser sig forvirret om. Hun aner endnu ikke, hvor hun er, eller hvad der sker omkring hende .... 


https://www.dr.dk/nyheder/indland/ny-forskning-tyder-paa-dansk-statsborgerskab-fremmer-integrationen?cid=newsletter_nb_nyhedsoverblik-middag_20220312121620


https://bioethics.georgetown.edu/2016/02/resignation-syndrome-in-refugee-children-a-new-hypothesis/

 

https://www.bbc.com/news/magazine-41748485 

 

https://lithub.com/hundreds-of-young-swedish-asylum-seekers-are-falling-unconscious-why/ 

 

https://bioethics.georgetown.edu/2016/02/resignation-syndrome-in-refugee-children-a-new-hypothesis/

 

Wikipedia


lørdag den 12. marts 2022

Babyer, kvinder, abort og selvbestemmelsesret

Ja, babyer er og har altid været bedårende. At tage sådan en lille en og myrde vedkommende er ikke noget man bør se på med milde øjne, ikke desto mindre er der dem, der vælger at gøre det. Her tænker jeg ikke bare på de såkaldte tidligere "englemagersker", der for penge skaffede folk af med uønskede og/eller "uægte" børn, men også på horrible nutidige sager, hvor morderen er den lilles egen mor eller far. 

En vognladning kyllinger, der også er nyfødte og nuttede, men ikke mennesker. Hver og én af dem ønsker at leve, men de fleste får et kort og ikke særlig hønse-venligt liv. Der kan være dyrevenner, der ville ønske for dem, at de døde, inden de blev inkorporeret i en kz-lejr for æg-producerende høns og/eller blev forvandlet til slagtekyllinger, men kun deciderede dyremishandlere ville kaste med disse levende dyre-babyer, trampe på dem, drukne dem eller andet af samme skuffe. Sådan behandler de færreste af os kyllinger, men som æg kan de komme ud for lidt af hvert. 
 
Jeg tror ikke, at høns ville smide med æg, hvis de kunne, men det er der sikkert mennesker, der har gjort uden at skænke det en tanke, at et æg repræsenterer et liv. De fleste af os har nok slået æg ud til madlavning uden at tænke på, at det huser et foster på samme måde som en kvindes livmoder kan huse et menneskefoster. For begge parter, høns og mennesker, gælder det, at fosteret lever og vokser, indtil det er tilstrækkelig udviklet til at komme frem og hilse på verden.

Ja, kyllingen kan noget, som det lille menneskebarn ikke kan, nemlig selv bane sig vej ud. Hvad barnet angår, så overlever det det, der svarer til kyllingens "æg-stadium", hvis det befinder sig i en venligsindet livmoder. Det ved vi godt, men tænker vi over, hvad det helt konkret betyder? Nogle gør, nemlig dem, der rent faktisk har en livmoder, men dem uden gør nok ikke altid det. De tager nærmest for givet, at livmoderen kan indrettes og bestyres efter behov, at den altid er til rådighed for fosteret eller hurtigt kan tømmes, hvis tanken om det sociale ansvar for en nyfødt bliver for svært. Det er denne tankegang, der ligger bag de mange mord på gravide i USA ....

Ligesom med ægget contra kyllingen, så er der pokkers til forskel på det allerførste trin af den menneskelige udvikling og det færdige produkt. Den, der besidder livmoderen, kan godt have moderlige følelser for den første slimklump, der ærlig talt ikke ligner et menneske, men under uheldige eller ubærlige omstændigheder kan hun lige så godt fyldes med gru ved tanken om, hvad konsekvensen af dens tilstedeværelse er. Aborter opleves nemlig af den uønsket gravide som den samme form for nødløsning, som det tilfangetagne dyr griber til, når det gnaver den pote, der sidder fast i fælden, af, så det kan redde livet. 

Fosteret kan ikke opretholde livet uden for livmoderen, og den gravide kvinde kan kun glæde sig over dets tilstedeværelse, hvis hendes livsbetingelser - også socialt - gør det muligt at føde det under rimelige vilkår. Det med de sociale vilkår har i mange århundreder sat kvinden skakmat, ligegyldigt hvad hun har grebet til. Abort = straffes, Fødsler = straffes, manglende fødsler = straffes. Alt efter samfundets indretning i en bestemt historisk periode gøres kvindens stilling meget vanskelig som f.eks. i 1844, da man i England indførte et vanvittigt tillæg til fattiglovene, kaldt "The Bastardy Clause", der fritog samfundet som sådant samt barnefaderen alt ansvar for illegitime børn. Systemet var konstrueret, så det kunne skræmme kvinderne - men ikke mændene?!! - fra at dyrke sex uden for ægteskabet.


Om så det uønskede i en graviditet virker uforklarlig på andre eller ej, så er og bliver det kvinden, der bestemmer over sin egen krop. Så længe samfundet ikke stiller med kunstige livmødre, der kan tage fat, hvor den levende kvindes lige så levende livmoder slap, så er der ikke noget at komme efter. Hvis samfundet ønsker at sikre en fremtidig arbejdsstyrke mht antal og sundhed, gode skatteborgere, sunde barnefødersker, etc., etc., så gør man klogt i at sikre fertiliteten gennem medicinsk sikre aborter, for ødelagte livmødre efter hjemme-aborter er ikke i vor interesse. 

 

https://bfi.uchicago.edu/wp-content/uploads/BFI_WP_201975.pdf 


https://www.nature.com/articles/d41586-021-03392-8

 

Artikel: "The Newyorker", November 11, 2021: "What Does An At Home Abortion Look Like In 2021?"

 

Wikipedia