Danmark og indvandrerne

Ifølge alle tilgængelige opgørelser så er ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere meget dyre for det danske samfund.

https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2018/05/ikke-vestlig-indvandring-og-efterkommere-koster-varigt-33-mia-kr


Her kan man bl.a. læse disse alarmerende oplysninger: "En ny fremskrivning fra Finansministeriet frem til år 2100 viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere indebærer en varig nettoudgift for de offentlige finanser på 33 mia. kr. årligt. Det skyldes i høj grad en lav beskæftigelsesgrad. Til sammenligning indebærer vestlige indvandrere og deres efterkommere en varig nettoindtægt på 14 mia. kr. årligt. Indvandrere, som er integrerede på arbejdsmarkedet, giver således en væsentlig gevinst til de offentlige finanser."
Ergo: kom i arbejde, forsørg dig selv og betal skat, så elsker vi dig, men ellers bliver du lagt for had og forhånet i utallige vrede læserbreve. Spørgsmålet er bare, HVORDAN får disse mennesker jobs? Hvor mange ærke-danskere vil f.eks. tage imod formummede indvandrere som de to, der deler bænk med et par mopset udseende danskere? Ikke ret mange, så problemet er altså ikke bare, at de dyre indvandrere hellere vil dovne hjemme på sofaen, men at de rent faktisk ikke er velkomne på arbejdsmarkedet. De SKAL bidrage til samfundet, men meget af det, de bydes her, strider totalt imod deres kultur. Således opleves det næppe som en befrielse af disse to sortklædte damer, hvis man flår sløret af dem. Det ville være et alvorligt overgreb, der hverken kan eller bør gennemføres i et demokrati.
Jeg gad forøvrigt nok vide, om det er deres mænd, jeg hører om og selv ser i hjemmeplejen, hvor de sættes til umandige sysler som støvsugning. Magen til sure fjæs, skal man lede efter, men hvad skal Arbejdsformidlingen gøre, hvis det er det eneste, de kan tilbyde de stolte mænd fra kønsopdelte, muslimske krigernationer?
Kort sagt: det hele er ikke så enkelt, som visse danskere vil gøre det til ....
  

Når man skyder skylden på andre

Danmark er anset for at være et af de lykkeligste lande i verden. Danskerne bliver set som fredelige og venlige, men de sidste år er der kommet noget mindre rart ind i det billede af os som folkeslag. Det skyldes de flygtninge og indvandrere, der er kommet til vort land, og som mange har en meget negativ opfattelse af. Nogle ser dem som snyltere og svindlere, som en belastning for vort samfund, men selv om der da er nogle rådne æbler i tønden, om jeg så må sige, så gælder det bestemt ikke hovedparten af disse såkaldt "fremmede". Dem, jeg ser mest, er folk, der udfører manuelt arbejde som hjemmehjælpere og chauffører, foruden at de kan være butiksindehavere af f.eks. kiosker og blomsterhandler. Disse mennesker er ikke den belastning for vort land, som visse individer hævder, men det er da rigtigt, at den unge eller yngre generation har haft en kedelig tendens til at begå dumme forbrydelser, der ødelægger deres og deres forældres rygte.
For et par år siden kom jeg ud for et taskerøveri på Vestre Kirkegård, hvor danske mænd forsøgte at give unge indvandrere skylden, hvilket var absurd, da de overhovedet ikke var i nærheden af mig eller det gravsted, jeg besøgte. Det var to danskere til gengæld, og for mig at se er der ingen tvivl om, HVEM der huggede min taske.
For at gøre situationen klar vil jeg fortælle mere om det, der skete: jeg gik hen til en bestemt grav med nogle blomster i urtepotter, som jeg ville plante ud. Tasken, der var en skuldertaske, havde jeg over skulderen, men den generede mig så meget, da jeg skulle grave i jorden, at jeg tog den af og lagde den oven på en busk på graven. Samtidig med at jeg kom, ankom også en lille, noget emsig dansk mand, der besøgte en grav lidt længere væk på samme sti som den, jeg besøgte. En graver eller gartner arbejdede med en maskine på parallelstien, og det var hans tilstedeværelse, der gjorde, at jeg følte mig tryg og lod tasken blive liggende på busken.
Ham den emsige dansker kom på et tidspunkt hen til mig og spurgte, om han skulle bære mit affald væk for mig. Jeg ville ikke have for megen kontakt med ham, som jeg opfattede som indsmigrende og "underlig", men jeg sagde ja tak, nærmest for at få ham væk. Da jeg kort efter var færdig med at plante mine blomster ud og skulle gå igen, opdagede jeg imidlertid, at min taske var væk. For mig var der ingen tvivl om, at den lille, emsige fyr havde taget den, da han tog affaldet.
Jeg skyndte mig ned på kirkekontoret og meldte tasken stjålet, spærrede mine kort, osv., osv.. Medens jeg var i færd med dette, kom gartneren/graveren fra parallel-stien og forsikrede mig samt personalet på kirkekontoret om, at "at det ikke var ham den tjenstivrige affaldsfjerner, der havde gjort det." Han blev ved med at påstå, at der var "nogle indvandrere, der cyklede forbi, og at det nok var dem". Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, at en flok indvandrere, der overhovedet ikke var henne ved graven, skulle have begået tyveriet, fatter jeg ikke. Hele forløbet overbeviste mig om, at enten var de to danskere i ledtog med hinanden, eller også forsøgte graveren/gartneren at beskytte den emsige fyr, som han åbenbart kendte personligt.
Det stødte mig enormt, at denne kirkegårdstjener kæmpede sådan for at pådutte uskyldige indvandrere skylden for noget, de ikke havde gjort. Han blev ved med at spørge mig, om jeg dog ikke havde set dem, og om jeg ikke også mente, at det var dem, der havde taget tasken. Den dag i dag bliver jeg  rasende, når jeg tænker på disse ubehagelige og uretfærdige beskyldninger imod mennesker, der intet havde gjort. Desværre ser jeg samme tendens hos andre i mit land i disse år, og det er modbydeligt at opleve.

  

When USA Let Anne Frank and Her Family Down

Anne should have been able to live her life as a free, human being until old age. Maybe she would have become a writer or a scholar instead of a tragic symbol of cruelty. The U.S. government turned her as well as many others down, but in 1938, nine months before the official beginning of WWII, England opened its borders to around 10,000 children who were fleeing the Nazi regime. These children left their parents behind when they were sent out of Austria, Germany, Poland and Czechoslovakia to save their lives. This process was known as Kindertransport. At a time when most Jewish families were prevented from traveling abroad by lack of funds or stringent visa controls, this program was a miracle and it saved many young children.

The Socially Weakest of the Weak

A lovely human being, no doubt about that, but still a tragedy because she will have to rely on other people all her life. Something that should be guaranteed by society, but isn't. To me she looks like a jewel in disguise, someone who should be loved by her family, but what if they can't secure her future?
No matter what there should be room for all kinds of people, and that also goes for someone like this little girl.

De forsørgede ....

Før i tiden måtte mange ældre og handicappede forsørge sig selv som tiggere eller ved små servicejobs. De kunne f.eks. stå for salget af skosnører eller andet af samme skuffe. Havde de ikke nogen familie, der trådte til og støttede dem økonomisk, så var fremtiden usikker. Jo ældre de blev, desto sværere fik de det med at forsørge sig selv.
Nu har vi folkepension, plejehjem og statsfinancieret lægehjælp, men i disse år ser vi en skræmmende forringelse. Plejepersonalet skæres ned, selv om der bliver flere og flere, der har brug for denne type hjælp.
Det er faktisk tydeligt, at samfundet udelukkende satser på dem, der kan "bringe noget ind", nemlig de arbejdsføre. Sagen er bare den, at de ikke-arbejdsføre stadig har deres grundlovssikrede rettigheder. De har også stemmeret og udgør faktisk en magtfaktor i landet. Mange af dem kan besnakkes og manipuleres, men de har stadig denne specielle magt som vælgere. Nok bringer de ikke nye indtægter til statskassen via deres  arbejdsindsats, men det gjorde de før i tiden, og det giver dem en grundlovssikret ret som borgere her i landet ....

Some of my ebooks on LULU

I love my books, and I wish I had been able to do more for them. However, the bookmarket is difficult these days as it's swarming with publications. I don't think there has ever been such a mass of new books out each year as now. Still, people may not even read as much as they used to because of the technology that gives new experiences and inputs. Or put another way: Many fight for the attention of those who might read books ....

I'm first and foremost into prose, and I love ro write "weird stories".

I have published some poems, but don't really consider myself a poet. However, some people seem to like my poems, but even so I shall never (as far as I know at the moment) prefer them to my prose.

Some day I shall browse all my short stories in order to find those I like the best. Maybe I may even remove some and rearrange the books.

Many of my books are for children. I like to write this kind of books because it gives me the opportunity to let my fantasy flow the way I like ....

Another subject I love is animals, and I've written several books about the lives af animals and humans.

Most of these articles are about subjects I studied in a professional manner. That means that many of them are remnants from my teaching and studying days.

The catalogue below lists most of my publishings over time as well as my publications.


http://worldcat.org/identities/lccn-n78005038/

A Royal Cover-Up?

Katherine Bowes-Lyon was the daughter of John Herbert Bowes-Lyon and his wife Fenella (née Hepburn-Stuart-Forbes-Trefusis). As John was the brother of Elizabeth Bowes-Lyon, the Queen Mother, she and her sister Nerissa were first cousins of the British Queen Elizabeth II, sharing one pair of grandparents, Claude Bowes-Lyon, 14th Earl of Strathmore and Kinghorne and Nina Bowes-Lyon, Countess of Strathmore and Kinghorne.
Both Nerissa and Katherine had been placed in Earlswood Hospital for the mentally disabled in 1941. Although Nerissa died in 1986, and Katherine in 2014, both had been listed in Burke's Peerage as being dead since the 1963 edition. Suggestions of a royal cover-up were rejected in the press by Lord Clinton, who thought that his aunt Fenella (the mother of the two daughters) had completed the form for Burke's Peerage incorrectly due to 'vagueness'. However, Burke's Peerage included specific dates of death for both sisters.

According to a 2011 television documentary about the sisters, "throughout their time at the hospital, there is no known record that the sisters were ever visited by any member of the Bowes-Lyon or royal families, despite their aunt, the Queen Mother, being a Patron of MENCAP" (the charity for people with a learning disability). Nurses interviewed on the documentary said that, to their knowledge, the family never even sent the sisters a birthday or Christmas gift or card.
When Nerissa died in 1986, none of her family attended the funeral. She was buried at Redhill Cemetery. Her grave was only marked with plastic tags and a serial number until her existence was revealed in the media, after which the family added a proper gravestone.
Three other mentally disabled cousins also lived in Earlswood Hospital. Harriet Hepburn-Stuart-Forbes-Trefusis (1887–1958), sister of Nerissa and Katherine's mother Fenella, married Major Henry Nevile Fane, and 3 of their 7 children lived in Earlswood Hospital: Idonea Elizabeth Fane (1912–2002), Rosemary Jean Fane (1914–1972), and Ethelreda Flavia Fane (1922–1996).[15] Prof. David Danks, then director of the Murdoch Institute, thought that a genetic disease may have killed male members of the family in early childhood. In 1996 the surviving cousins were moved to Ketwin House care home in Surrey, and when it closed in 2001, they were moved to another care home in Surrey.