En iagttagelse

Det er højst besynderligt, men jeg har opdaget, at jeg har langt lettere ved at huske og beskrive en person fra et fotografi end fra et møde ansigt til ansigt. Hvorfor? Den eneste forklaring, jeg er kommet på er, at den levende person bevæger sig, har et minespil, der måske ofte forandrer hans/hendes udtryk, medens individet på fotoet befinder sig i en stivnet position. Alligevel: SÆRT!!!

Den flotte fyr, der fangede dronningens blik og skabte historie

Dette billede er en moderne fortolkning af hovedpersonerne i Tudor-dynastiets historie: fra venstre ser man kong Henrik V af England, der var gift med Catherine af Valois. Hun var en livfuld dame, der ikke synes at have sørget længe, da kongen døde i 1422. Hun fik i hvert fald hurtigt øje på en flot, ung mand ved hoffet, nemlig Owen Tudor, hvis slægtsforhold den dag i dag synes at være temmelig usikre. Nogle påstod, at han stammede fra en fin familie, medens andre hævdede, at han var søn af en flygtet morder". Andre sagde, at han var uægte søn af en kroejer. Hans rolle ved hoffet var også meget "flydende", for nogle siger, at han var en tjener - eller mundskænk - hvis arbejde bestod i at dække bordet, medens andre påstår, at han stod for vedligeholdelsen af dronningens garderobe.
Hvorom alting er, så kunne enkedronningen lide ham, hvilket først og fremmest skyldtes hans gode udseende. Nogle påstod, at hun fik øje på hans maskuline fortrin, da han ved en dans snublede og nærmest faldt i skødet på hende. Andre mener, at hun fik øje på ham, da hun så ham svømme i mere eller mindre afklædt tilstand. Hans udseende behagede hende så meget, at hun giftede sig med denne sociale "undermåler" for en dronning. Deres affære førte imidlertid til en parlamentslov, der gjorde det acceptabelt for en enkedronning at få en ny mand.
Da Catherine døde, blev Owen imidlertid fængslet, hvilket dog ikke afholdt ham fra at flygte. Efter at være blevet fanget igen, benådede den nye konge - Catherines og Henrik V's søn, Henrik VI - ham imidlertid. Kongen bød også Owens sønner med Catherine, der jo var hans halvbrødre, velkommen til hoffet, og de fik fine titler. Den ældste af dem, Edmund, giftede sig med Margaret Beaufort, men døde af pest i 1456, blot tre måneder før fødslen af deres søn, Henrik, der senere blev konge af England som Henry VII. Noget, der ikke gik stille af, for det krævede en krigsindsats, hvor Richard III blev slået, samt et ægteskab med dennes niece, Elizabeth of York.
Det er en interessant detalje i hele dette dramatiske forløb, at det i bund og grund udsprang af Catherine af Valois' blik for lækre mænd. Havde hun ikke set den flotte, men ikke kongelige, Owen Tudor som en værdig partner for en dronning, så ville historien aldrig have kunnet fremvise en Henrik VIII eller Elizabeth I ....

Skønhed contra penge

Anfisa er en flot, ung dame fra Rusland, der har ladet sig lokke til USA af den (angiveligt) meget velhavende, men ikke nær så flotte og temmelig fedladne Jorge, der er vild med hende. De har begge søgt en passende partner via internettet, men er drevet af hver sit behov. Hvor Jorge savler over Anfisas kurver og kønne ansigt, så er hendes drivkraft ønsket om et behageligt liv som rigmandskone, og det har hun aldrig lagt skjul på = skønhed for penge, ellers kan du godt glemme alt om os to ....

Medens hendes udseende vist nok svarede til forventningerne, så har han tydeligvis løjet: han er ikke rig, men bare en tyk, liderlig og temmelig dum fyr, der drømmer om at få det gratis, som han med sine falske påstande om rigdomme selv har angivet at ville betale for. Skønhed contra penge, endnu engang, og den konstellation har man jo set om og om igen. Ja, på en vis måde er den faktisk anerkendt som OK i vort samfund, selv om det er sjældent, de involverede indrømmer det. Her er Anfisa til gengæld forfriskende ærlig, for hun VIL have penge og ikke "bare" en tyk ægtemand, der er totalt forgabt i hendes udseende. For hende er forholdet led i en karriere, for hun ser tydeligvis sig selv og sit udseende som et aktiv, hun kan slå mønt af.

Forholdet mellem de to er selvfølgelig ikke bærbart, og de er efter forlydende ikke længere sammen. Anfisa klarer sig selv i det amerikanske samfund, uden at man egentlig ved præcis hvordan. Bygger Jorges antydninger om noget skummelt og/eller "usædeligt" på realiteter, eller siger han det bare, fordi han er dybt frustreret over at se hende gå? Og hvad med hans egen status? Før var han den fedladne og ikke særlig pæne løgner, der lokkede en flot, ung dame med falske løfter om rigdomme, men nu er han forvandlet til en langt flottere, ung mand - ganske vist med en nytilkommen plet på straffeattesten - men uden deller. For en pengefikseret kvinde er det måske ligegyldigt, men det antydes, at Anfisa ikke helt har opgivet ham, så reality-dramaet fortsætter måske, bare med andre spilleregler.

Immigranten, der hadede læger og jurister

Bart Ross kom som immigrant til USA fra et østeuropæisk land. Han fandt arbejde som elektriker og klarede sig godt, indtil han fik cancer. Behandlingen af denne medførte en vansiring, idet han mistede sine tænder og en del af kæben. Til gengæld reddede han livet, men det var ikke nok for ham, idet han mente, at han havde været udsat for noget kriminelt, der havde ødelagt hans liv. Han lagde gang på gang sag an imod sundhedspersonalet, men da han ikke fik noget ud af, så fattede han også had til advokater og dommere.
Der var især én dommer, som han gik efter, idet han lagde helt konkrete planer om at myrde hende. I stedet for at få ram på dommeren, blev det hendes mand og mor, der blev skudt. Da han blev trængt op i en krog, skød han sig, men efterlod dels en lang liste over alle dem, han ønskede at dræbe som hævn for det, han havde været ude for, og et selvmordsbrev, der forklarede hans motiv.
Jeg kan godt forstå Barts frustration over at se sit pæne og almindelige ansigt forvandlet til noget afskrækkende. Det må have været  frygteligt, men det var jo hverken lægernes eller advokaternes skyld, at han fik cancer, og at man var nødt til at gribe til drastiske midler for at redde hans liv. Desværre kan man jo ikke give skæbnen et los bagi, selv når den fortjener det, for der er mange ting her i livet, der bare ikke kan gøres noget ved.
Forøvrigt gav han i sit selvmordsbrev udtryk for, at mordene ikke gav ham den følelse af at handle rigtigt, som han havde ventet. Ergo: spild på flere planer for både ham og hans ofre.

https://edition.cnn.com/2005/US/03/10/judge.bodies/

Idealkvinden som kludetæppe

Nogle mænd er til numser, andre til babser og andre igen er til det individuelle i den kvinde, de har følelser for. Er sidstnævnte i mindretal, sådan at de fleste styrer efter numse- eller babse-kompas? Ja, hvis de er usikre, umodne og lever efter forbrugsidealer, hvilket der er mange, der gør. Nogle det meste af livet, men andre - og de er vist de fleste - får en større modenhed med årene og de erfaringer, de gør ....

En manipuleret sandhed om historiske personer

Sokrates er en meget spændende figur, en stor filosof foruden en elendig ægtemand for den iltre Xantippe, men hvor VIRKELIG var han egentlig? Eftersom han tilsyneladende aldrig selv skrev noget, men er blevet foreviget af sin elev, Platon, så kan man mistænke, at han er dennes opfindelse, hans alter ego eller talerør.
Det, der kendetegner Sokrates, er jo, at han er en form for helt eller anti-helt, der altid har ret. Han repræsenterer en visdom og kommer med ytringer, der kan opfattes som politiske. Formentlig siger han noget gennem det, der fremtræder som Platons referater af hans ytringer, der kan være dennes egen camouflerede opfattelse.
Sådan er det også med religiøse skikkelser som f.eks. Jesus. De skriver ikke selv noget ned, men har disciple, der står for den del af mytologiseringsarbejdet. Nogle af dem, der fremkommer med bibelske beretninger om netop Jesus, kendte ham ikke engang personligt! Som forfatter ved jeg jo udmærket, at vi andre også kan fortælle historier om historiske personer, og at visse læsere måske tager dem som sandheden om disse. Dér må man lige huske på, at denne sandhed er filtreret gennem en andens (dvs. forfatterens) fantasi og hjerne, og selv om denne ikke har ønsket at lyve, så er det noget andet, end hvis den person, der skrives om, selv førte pennen.

Kan man lukke øjnene for det, man ikke VIL se?

Dette er en af mine mange ebøger, og jeg må indrømme, at jeg i dag kun har en tåget erindring om den. Er den god? Det håber jeg, men jeg husker det ikke, og det viser faktisk noget om vidners besvær med en drilsk hukommelse: jeg har selv skrevet og publiceret den og burde derfor være et perfekt vidne mht handling og indhold, men nej, det er jeg ikke længere, for i mellemtiden har jeg skrevet andre bøger, artikler, kronikker og læserbreve. 
Det med vidner er ellers et meget interessant emne, for ordet optræder jo i forskellige sammenhæng: 1) det kan være en person der personligt har været til stede og set eller overværet en begivenhed, 2) en person, der deltager i et politiforhør eller indkaldes i forbindelse med en retssag for at give oplysninger om en hændelse som vedkommende har overværet eller 3) en myndig person, der udpeges til at overvære (og med sin underskrift bevidne) en retsgyldig handling som en garanti for at alt foregår (juridisk) korrekt. 
Menneskehjernen er imidlertid selektiv, og der er helt sikkert meget, man bare ikke vil huske, f.eks. fordi man ikke vil erkende, at det har fundet sted. Sådan er det ikke med min glemsomhed i forbindelse med min egen bog, for jeg har ingen fornemmelse af, at den er noget, jeg bør skamme mig over. Jeg kan være irriteret på mig selv, fordi jeg har udgivet så mange ebøger, at jeg ikke altid kan huske, hvad de går ud på. Den, der har solgt bedst, er til min store forundring børnebogen "Eva bliver storesøster", som jeg husker endnu mindre om end om "Vidner". - Hvis jeg nu hævder, at disse to af mine egne bøger er geniale, så begår jeg faktisk mened og/eller en anden juridisk overtrædelse, for jeg ved det rent faktisk ikke ....