Misundelse

Ja, det er en godbid, den første kylling løber af med. En dejlig, fed og lækker orm, som hver af disse små fjerbolde ønsker at lægge beslag på, men nu er det altså den første, der fandt den, så ....
Jeg forstår dog godt de andres misundelse, for sådan ville jeg også føle, hvis en jeg kender vandt de 570 millioner i Eurolotto, som jeg selv drømmer om. Dog ville jeg næppe løbe efter vedkommende og forsøge at få millionerne fra ham/hende med brutale midler. Nej, der er ligesom en grænse for, HVAD man kan gøre i en misundelsessituation, og den starter ved begrebet "Fingrene væk" og slutter ved "Bedre held næste gang" ....

Lyde i nattens mulm og mørke ....

Dér, hvor jeg bor, er der meget lydt. Somme tider hører jeg lyde midt om natten, men jeg formår at abstrahere fra dem, fordi jeg ved, at der er aktiviteter i huset, der er med til at sikre min og de andre beboeres generelle sikkerhed: vi har et vagtværn, der patruljerer visse områder af bebyggelsen. Det er irriterende, at vi er nødt til at have disse vagter, men samtidig er det betryggende, at de er der, for der har været visse episoder med nogle urolige elementer i huset. Vist nok noget med trusler, og det er jo aldrig rart.
Ud over dette vagtværn har vi også fået opsat kameraer rundt omkring. Noget, der på den ene side føles som en overskridelse af privatlivets fred, men på den anden klart nok er med til at beskytte os mere fredsommelige beboere. Nu om stunder er det måske ligefrem nødvendigt med sådanne foranstaltninger, selv om det er en ubehagelig tanke, at de er der.
Der er dog visse ting, jeg ikke glemmer: når jeg hører lyde af fodtrin om natten, går jeg ud fra, at det er vagterne, der støjer, men sikker kan jeg jo ikke være, for det kan også være de slemme drenge, der vandrer omkring ....

Kvalt i narcissisme

Ryan Jenkins var en ganske flot fyr fra Canada. Hans familie var temmelig velhavende, og han var sikkert vant til at få, hvad han pegede på, hvilket så gjorde, at han slet ikke kunne klare et "nej". Da han deltog i et amerikansk realityshow, der gik ud på at blive valgt som ægtemand af en flot, blond golddigger, der angiveligt var ude efter en millionær, følte han sig tydeligvis sikker på at vinde, men det lykkedes ikke. Han var med i finalen, men kom ikke længere end som så.
Skuffet og såret fandt han sig en anden blondine med reality-stjernedrømme, Jasmine Fiore, som han giftede sig med efter meget kort tid, formentlig for at kunne blive i USA, så han kunne pleje sin nystartede karriere som reality-stjerne.

Deres forhold var vakkelvornt, men ikke umiddelbart katastrofalt. Dvs. sådan så det ud på overfladen, for i virkeligheden var det på kollisionskurs. Da Jasmine forsvandt og så senere blev fundet myrdet, var der fra første øjeblik kun én mistænkt, nemlig hendes mand, Ryan Jenkins. Han har formentlig forstået, at hans dage som "hot", ung kendis var ovre og har ikke kunnet tage det, for han hængte sig, da han ikke kunne undslippe længere.
Begge disse to unge mennesker var på tragisk vis blevet indfanget af drømmen om berømmelse og penge som stars. Det er lidt svært at bedømme, hvor berømte de egentlig var som det, man kalder C-stjerner, og det er desuden tydeligt, at Ryan ikke var helt ærlig vedr. sin økonomi. Hang han i neglene fra berømmelsens tinder, eller stod han på toppen, men blev væltet ned, fordi hans position var vanskelig at opretholde? Det er ikke til at afgøre, men han var afgjort mere trængt, end han - med sit ego - kunne klare.  

https://people.com/tv/vh1-cancels-reality-shows-featuring-ryan-jenkins/

Sjæleven

De fleste af os udvikler os og forandrer os hele livet. Den, man var som 7-årig, ville næppe klikke med den, man er som 30-årig. På samme måde med venner: man mødes, er sammen og er glade for hinanden, men man risikerer at vokse fra hinanden, helt automatisk og uden dramatik. Nogle er livslange venner med de samme mennesker, de har kendt siden barndommen, men det er nu nok sjældent. De fleste får nye venner og mister de gamle, som årene går, og det er sådan set en naturlig proces, som man ikke kan gøre noget ved.
Nogle venner er imidlertid specielle: de føles som sjælevenner, fordi man har fornemmelsen af, at man kender hinanden fra første sekund. Det er imod logikkens love, men er vel beslægtet med det, der styrer én hen imod en person, man forelsker sig i. Ens veninde, søster eller nabo føler ikke nogen magnetisme, men det gør man selv, og det gælder også med sjælevenner. På en eller anden sær facon er det, som om man genkender denne person, selv om han/hun er helt ny i ens liv. Meget sært og meget magisk ....

Det er latterligt at give forbrydere kælenavne

Jack the Ripper var en skid - BASTA! At hans "kælenavn" indikerer noget friskt og initiativrigt på et helteagtigt niveau er imidlertid pinligt, for han var ikke nogen helt. Som så mange andre kvindemordere var han en pervers nar, der ikke kunne holde sine hormoner i ave, og det bør altså ikke belønnes med et kælenavn. Hvis man absolut skal kalde ham noget - og hans virkelige navn har vi jo beklageligvis ikke kunnet finde - så kunne det passende være "gade-idioten".
Det samme gælder danske mordere som f.eks. HA'eren Jørn Nielsen, der fik kælenavnet "Jønke".  Dette kælenavn indikerer noget hyggeligt, rundt og meget dansk, men i virkeligheden er han morder og voldsmand - foruden altså forfatter og populær fordragsholder. Pengeskabstyven Julius Alfred Thorvald Framlev fik kælenavnet "Det borende X", hvilket også lyder friskt og muntert, hvilket hans gerninger jo ikke var.
Nazi-bødlen Josef Mengele blev kaldt "Dødsenglen fra Auschwitz", men burde hedde "Døds-satanen". Til gengæld har gestapomanden Klaus Barbie fået et mere passende tilnavn, nemlig "Slagteren fra Lyon".
Der burde være en regel om, at disse skiderikker aldrig får kælenavne, der står for noget godt eller ufarligt, og det er på høje tid, at vi gør op med skikken med at betegne dem med hyggeonkel-navne.

Kvinder, der elsker mordere

Det virker besynderligt på udenforstående, at nogle af disse morderiske og helt igennem modbydelige personer formår at tiltrække kvinder, der forelsker sig i dem, og som vil gifte sig med dem. Ikke bare Ted Bundy - der virkelig var en gennemført skiderik - men f.eks. også "vores egne" Peter Madsen og Peter Lundin - der dog ikke nåede Teds uhyrlige antal af ofre - fandt kærligheden, medens de endnu sad bag tremmer.
Peter Lundins kone, der også blev mor til hans søn, har imidlertid senere ladet sig skille fra ham, hvilket er mere forståeligt, end at hun giftede sig med ham. Hvordan kunne hun vælge sådan en mand, og hvordan kunne en pæn og tilsyneladende normalt begavet kvinde som Carole Ann Boone ikke bare gifte sig med Bundy, men også føde hans datter, selv om det krævede næsten umulige tiltag? Nok har mange kvinder en svaghed for "bad boys", men dette virker nu alligevel alligevel komplet naturstridigt, for disse mænd har jo altså myrdet deres kønsfæller for at opfylde en eller anden syg drift ....

https://allthatsinteresting.com/carole-ann-boone-ted-bundy-wife

https://youtu.be/GkjfyERs5Jc

Når sproget driller

Jeg kan godt lide at skrive korte - og helst pointerede - digte, men regner dem ikke selv for min bedste metode til at udtrykke mig. Ofte ender de faktisk som en art skoleeksempel på ordenes fallit.


Situationsrapport

Vingeløs blandt fugle
holdt oppe af drømme
ombølget af tabte fugledun
hvert og et en status over mine mangler

Synsindtryk

Øjne, blinde for synet
et knivskarpt ingenting
holdt fast i øjeblikket
efterladt til glemslen

Det sker en gang imellem at jeg fyldes med gode ideer, som jeg ønsker at skrive om, men ordene til at formidle disse ideer er der bare ikke. Så må jeg spørge mig selv, om det er sproget, der har mangler, eller om det er mig, der har for mange mangler til at finde sproget. Somme tider kan det næsten føles, som om ordene er kokette drillepinde, der står bag en dør og nægter at komme frem, men mægtig gerne vil flirte ....