fredag den 31. januar 2020

Svindlerier



Det er en ganske særlig oplevelse for borgere her i landet at se den ene svindelsag oprullet efter den anden, for dem, der svindler, er ikke de ofte anklagede, dvs. almindelige borgere. Nej, det er dem, der får deres løn for at administrere disses skattekroner. Ironien i dette er ikke til at komme udenom, og det er klart, at folk føler sig snydt, ja, faktisk på flere planer.

I efteråret 2018 kom afdelingsleder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, under mistanke for tyveri fra  satspuljemidlerne. På det tidspunkt var det lykkedes hende at overføre ca. 117.000.000 til egne konti, fordi ingen i Socialstyrelsen havde reageret på de advarselslamper, der blinkede den ene gang efter den anden. Det lader til, at hun som kollega let kunne smutte under radaren, og det betyder faktisk, at ikke bare hun, men dem, der burde have set, hvad der foregik, bør anklages sammen med hende. Hun snød, men de tog ikke deres ansvar alvorligt.
Inden denne sag har der været flere andre, men det lader til, at for hver sag, der afdækkes, dukker der en ny - eller gammel - op. Det er helt utroligt, at vi her i landet skal opleve disse svindlerier, for Danmark er jo ikke en banan-republik.
Der er f.eks. sket grimme ting i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og nu er der også afsløret mandatsvig i Struer Kommune, hvor kommunaldirektøren åbenbart har brugt et kommunalt kreditkort 174 gange. De værste svindlerier foregår imidlertid i EU-systemet, og den antisvindelenhed, OLAF, har ikke levet op til forventningerne. Således har denne enhed kun kunnet indkassere omkring 15 % af det svindlede beløb.
Det værste for mig at se er sammenhængen mellem skattekroner, statsansatte vagthunde og svindel. Man føler sig til grin, når man selv betaler sin skat til det fælles bedste og så ser sine fattige penge blive misbrugt af de personer, der betales for at administrere dem. Jeg kan ikke lide at føle mig til grin, og det har jeg sikkert til fælles med alle andre danskere ...




torsdag den 30. januar 2020

Internetromancer


Noget af det, Catfish lærte mig er, at folk ikke altid er, som de selv siger. Det vidste jeg vel allerede, men her fik jeg det demonstreret på en skræmmende og samtidig underholdende måde. Man kan forelske sig i en jævnaldrende 17-årig pige, der så i virkeligheden er en 40-årig, pædofil mand, der ikke har gode hensigter.
Dog tror jeg ikke, man ofte finder lige præcis denne konstellation som på illustrationen ved first dates, men sikker kan man jo ikke være ... Så vidt jeg kan se ud fra de to personers kropssprog, er han nok mere bange for hende, end hun er for ham. Faktisk ser hun ud, som om hun finder situationen ganske fornøjelig. I hvert fald smiler hun venligt, sidder en anelse foroverbøjet - dvs. bøjet frem imod ham på en imødekommende måde - og har ikke armene over kors. For hende er det vist et spændende eventyr med et interessant individ, medens han ligner én, der føler, at han kan vente noget slemt fra den venlige dame, så hvem narrer hvem, hvis det da er det, der er tale om? Teoretisk set kan der jo også være tale om noget, der udvikler sig til en ægte, men bizar romance.



En moderne Afrodite




Denne dame, nemlig Aphrodite Jones, er en af mine yndlings-TV-personligheder. Hun er meget dynamisk og alt andet end bare endnu en nydelig mikrofonholder. Desuden har hun charme, men kan også være ret barsk, når det er nødvendigt. En af grundene til, at jeg synes så godt om hende er, at hun virker som et levende menneske og ikke bare en voksmannequin. Når hun får spændende oplysninger i en sag eller interviewer en glat fog måske lidt for smart orbryder, får hun altid en lille trækning i højre øjelåg, og det kan nu engang ikke eftergøres af andre uden hendes tilgang til de begivenheder, hun efterforsker.
Foreløbig har hun udgivet små 10 bøger om kriminalsager, foruden at hun har lavet rigtig mange udsendelser om gruopvækkende forbrydelser. Hendes nok mest berømte TV-reportager finder man i serien "True Crime with Aphrodite Jones", og de er altid værd at se for dem, der er interesseret i kriminalsager. Hun har bl.a. dækket sager imod Scott Peterson, Michael Jackson og Dennis Rader. Jeg tror, at de fleste af hendes bøger bygger på stof, der allerede er blevet taget op af hende i nogle af hendes mange TV-udsendelser. Blandt disse er der f.eks.:



Denne bog handler om en mobning, der gik alt, alt for langt, og som endte med et dødsfald.




Alle ved vist efterhånden, at den pragtfulde kunstner Michael Jackson havde nogle skyggesider, der ikke pynter på hans eftermæle. Meget i hans liv og død er dog stadig gådefuldt ...



onsdag den 29. januar 2020

Ubegribeligheder






Somme tider mødes man af forklaringer, der er sådan ca. 100% logiske på deres eget plan, men komplet ubegribelige, når man bruger sin mangelfulde forhåndsviden og sin hverdags-hjerne. Dette er en af disse forklaringer, (som jeg fandt på Quora):


"Lys har ingen hvilemasse. Det er ikke det samme som at det ingen masse har.

Hvilemasse er den masse et objekt har når det står stille. Hvis det begynder at bevæge sig har det en højere energi, og ifølge Einsteins berømte formel
må det dermed også have en større masse. For hverdagssituationer er denne ekstra masse fuldstændig forsvindende, og vi lægger derfor ikke mærke til den.
Men når vi nærmer os lyshastigheden er siatuationen en helt anden! Her viser det sig faktisk, at massen gradvist bliver så stor, at der skal bruges mere og mere energi for at få objektet til at bevæge sig hurtigere. Tilsammen medfører dette, at det ikke er fysisk muligt at opnå lyshastighed - det ville kræve uendelig stor energi!
Lys, derimod, er anderledes i den forstand, at det ingen hvilemasse har. Rent faktisk kan lys slet ikke stå stille: En foton bevæger sig altid med lyshastighed (i hvert fald i vacuum). Dette er kun muligt for partikler uden hvilemasse. Men lys har stadig energi, og dermed også en masse, igen pga. Einsteins berømte formel."

Øhhhhhhhhh - javel!

Når man er lidt for hurtig med sit had


Jeg var ret vild med denne historie om en stor fisk, der (angiveligt) blev fanget og sprættet op, hvorpå man fandt resterne af en død nazi-soldat i bugen på den. Min hævntørst over for dette forfærdelige politiske system blussede op, men jeg nøjedes med at gasse mig ved tanken om soldatens endeligt. Da jeg satte billedet på en Facebook-side, var der imidlertid en vaks fyr, der - bevæbnet med Snopes, som jeg har stor respekt for - afslørede billedet som "fake". ØV!!! siger jeg bare, samtidig med at jeg sender en portion koldt vand i blodet på mig selv, for var det ikke temmelig grimt af mig at hovere over en død soldat? Hvem siger, at han var en af de helt slemme drenge? Sært nok fik denne historie mig til at tænke på den engelske Richard III, som Shakespeare har udødeliggjort i sit skuespil af samme navn.


Siden Shakespeare sendte denne ulyksalige konge i gabestokken som perverteret, morder og andet af samme skuffe har hans ry været totalt ødelagt. Folk har hadet ham som en superskurk, og man har citeret hans Shakespeare-replik "et kongerige for en hest!" med skadefryd, for han fik ingen hest og døde for de skurkestreger, man tillagde ham, men især for Tudor-prinsens ambitioner.
 

tirsdag den 28. januar 2020

Majestætiske udgifter






Jeg har ikke selv set dronning Margrethe II's sarkofag i Roskilde Domkirke, men jeg ved, at den har været svinedyr. Det får mig til at tænke på Ludwig af Bayern, der brugte formuer på wagnerisk inspirerede pragtslotte. Hans samtid var ikke hverken forstående eller på nogen måde begejstrede, men eftertiden har haft gavn af hans fantasiudfoldelser, for disse dyre, arkitektoniske herligheder har tilsyneladende tjent sig ind via turistbesøg.
Mht. sarkofagen så forventes dronningen at blive stedt til hvile sammen med de næsten 40 danske konger og dronninger fra den tidlige middelalder og frem til i dag, der allerede ligger i Domkirken. Sarkofagen er imidlertid ikke en kiste, og hun skal ikke ligge i den, men i en krypt nedenunder. Det er den berømte billedhugger Bjørn Nørgaard, der har stået for udarbejdelsen af den, og den er sikkert flot og stilfuld, men altså meget dyr. Man må derfor spørge sig selv, om den er pengene værd. Hvorfor skal den være så flot, og hvordan har dronningen udmærket sig for at få den? Har hun været en exceptionelt god regent? Jeg vil sige, at hun er en kransekagefigur, som vi godt kan undvære, dvs. hverken god eller dårlig. Visse ugeblade ville nok gå fallit uden hende og hendes familie, men tiden er løbet fra monarkier i et demokratisk land, så for min skyld kan det godt slutte med hende.

https://www.berlingske.dk/samfund/dronning-margrethes-sarkofag-er-faerdiggjort-0

Sorg og forløsning






Jeg læste om en kvinde, der fandt en af sine nære, men alkoholiserede veninder død. Hun sørgede virkelig meget over dette dødsfald, da de havde stået hinanden nær og tit talte sammen. Desuden har det nok også været et stort chok for hende at finde veninden død, sådan at hun har følt sorgen endnu dybere, end hvis hun "bare" havde fået besked om, at hun nu var afgået ved døden.
Hun havde fundet sin helt egen måde at tackle sorgen, for i sit indre førte hun lange konservationer med den døde og følte også, at hun hørte hende. Jeg vil tro, at hun også har følt, at den døde talte til hende, f.eks. gennem begivenheder i hendes omgivelser: et pludseligt vindstød får et lys til at blafre, en uforklarlig lyd opstår ud af intetheden, eller en aller anden siger pludselig noget, der synes at passe med det, hun har sagt til afdøde. Noget i den stil, men sikkert også meget andet, kan opleves som en kontakt hinsides døden, når man er i sorgprocessen.
På et eller andet tidspunkt kan det så føles, som om processen er færdig. Ikke bare den døde, men også den levende har fået fred, og det er, som det skal være. Man sørger og husker, men pludselig sker der en forløsning, og selv om man stadig føler et savn, så er der faldet ro over ens tanker. Hvis man er heldig, fyldes man med følelsen af fred ....