Tandsmil

Det har altid været kendt, at et smukt smil gør et menneske charmerende i andres øjne. I nogle tilfælde må det dog have været en blandet fornøjelse at komme i nærkontakt med en person med munden fuld af hvide og sundt udseende, men falske tænder. (Det gjaldt bl.a. Clark Gable, hvis kunstige tænder efter sigende påvirkede hans ånde på en uheldig måde). Ironisk nok så han godt ud, at han fik en strålende karriere som skuespiller, fordi en af hans koner fik ham til at udskifte sine egne grimme tænder med et flot gebis, og man må sandelig sige, at det pyntede .....

Hans nye tænder har næppe været lavet af det, der blev en hel dille i England i 1800-tallet: kunstige gebisser af afdøde personers tænder. Sukker og manglende mundhygiejne har været hård ved velhavende englænderes tænder, så mange mistede det flotte tandsmil, alle nok også drømte om dengang.
Denne fyr med paryk og udstående tænder har sikkert ikke været særlig hyggelig at kysse. Faktisk ville de fleste nu om stunder se hans smil som direkte afskrækkende, men selv har han nok været stolt af sin "tandrække", for han havde købt sig til den.

Som et salgsobjekt var det nemlig de rige, der fik gebisser, for de havde pengene til den slags luksus, medens det i de fleste tilfælde var de fattige, der blev berøvet deres tænder, bl.a. ved ligrøverier. Om der ligefrem blev begået mord for at få fat på en sådan "perlerække", diskuterer man stadig, men det skulle ikke undre mig, om det er sandt, for tænderne var i høj kurs ....

https://historienet.dk/kultur/mord-og-ligroeveri-gav-de-perfekte-taender

At være eller ikke være

For nogle år siden så jeg en dokumentar om den polske fabriksarbejder Franziska Schanzkowska, endte med at gå under navnet Anna Anderson, og som i mange år modtog støtte fra fornemme og velhavende folk verden over. Ret usædvanligt at sådanne mennesker ville sørge for en tidligere patient på et mentalsygehus, der en tid havde ernæret sig som fabriksarbejder, så hvordan i alverden gik det til?
Jo, Franziska havde bildt dem ind, at hun i virkeligheden var zar Nikolaj II's yngste datter, storfyrstinde Anastasia, der ellers var formodet dræbt af holsjevikkerne sammen med sine søskende. Mange havde forståeligt nok været dybt rystetde over mordet på zarfamilien og vel nok især på de komplet usyldige storfyrstelige børn, og de havde håbet, at i hvert fald én af dem havde overlevet. Deres håb gjorde, at de "genkendte" den døde storfyrstinde i polakken. De så hende som Anastasia, selv om ligheden mellem dem nu ikke var særlig påfaldende. Det faktum bortforklarede "de troende" dog nemt med henvisninger til de frygtelige ting, den unge pige havde oplevet, og som formodedes at have tæret på hende.

I dokumentaren lagde man sig ikke fast på en tolkning af fænomenet Anna Anderson, men lod det stå åbent, om hun var Anastasia. Senere har man så kunnet slå fast, at det var hun ikke, og i mine øjne bliver personen Anna Anderson dermed langt mere interessant, end hvis hun virkelig havde været storfyrstinde, for det sætter fingeren på et spændende aspekt ved begrebet "identitet", der pludselig bliver langt mere flydende, end man normalt tror, det er.

 Der har været en stigning i identitetstyverier over internettet, der ikke engang kræver, at tyven og den bestjålne kender hinanden eller mødes uden for computeren. Det er blevet et reelt problem, og jeg har hørt, at der nu ligefrem kan tegnes forsikringer imod denne moderne form for tyveri. Dette siger noget om, hvor luftig og ikke-substantiel en identitet egentlig er. Noget, der får mig til at tænke på en noget, Anna Anderson sagde i et interview: "Kan De bevise, at de er den, De siger?" Det er faktisk sværere, end man skulle tro, hvis der hverken er fingeraftryk eller DNA ....
Med Anna Anderson var der vidner, der svor på, at hun var Anastasia, og de trådte frem som øjenvidner, hvilket i sig selv er et bevis på, at øjne ikke altid er de bedste sandhedsvidner. Det samme problem så man i sagen med John Demjanjuk, der var ukrainsk indvandrer i USA efter krigen.

Han levede et pænt, borgerligt liv med kone og børn og et uproblematisk arbejdsliv, hvor han ydede sit inden for bilindustrien. I 1977 blev han imidlertid pludselig beskyldt for at være lig med den mand, der betjente kz-lejren Sobibors gaskammer for nazisterne. Dette udskud var kendt af de få overlevende som "Ivan den Grusomme", der var den grusomste af de grusomste og gjorde sig specielt bemærket gennem den tortur, han udsatte fangerne for.
John Demjanjuk fik frataget sit amerikanske statsborgerskab og blev derefter overgivet til israelerne, der retsforfulgte ham. Vidne efter vidne trådte frem og fortalte hårrejsende historier om det, de havde overværet i Sobibor. Mange havde mistet deres familie i lejren, og adskillige havde set beviser på "Ivans" sadisme. Alt sammen så rystende, at det var helt igennem ufatteligt, men selv om John Demjanjuk sad dér i retten, så beviste det ikke, at han var lig med "Ivan". Vidnerne og det jødiske folk nægtede at anerkende, at der kunne være tale om en identitesforveksling, for de så simpelthen sadisten i den fredelige arbejder i amerikansk bilindustri.

Havde han blå eller brune øjne, havde han en rund eller spids hage? Lignede hans mund lejrens bøddel? Det føg med beskrivelser, men til slut måtte Israel opgive at udføre den dødsdom, de ellers havde fældet over John. Folk græd åbenlyst, for de ville se John/"Ivan" død, men øjenvidnerne var ikke nok til at opretholde dommen i højesteret, så han blev sendt tilbage til USA, hvor han fik sit statsborgerskab igen og fortsatte sit stille liv med familien.
Nogle år efter var den gal igen, for nu mente man, at der var beviser på hans medvirken i andre kz-lejre. Denne gang blev han ikke sendt til Israel, men til Tyskland, hvilket dog ikke bragte et endegyldigt bevis for dagen: var han - eller var han ikke - lig med "Ivan den Grusomme". Den sandhed tog han med sig, da han døde i 2012, selv om han på dette tidspunkt var blevet idømt fem års fængsel i Tyskland for sit arbejde i en anden kz-lejr. Noget, der for mig at se er en dybt ironisk udgang på denne historie om falsk og ægte identitet.

En redning, men ikke en frelse ....

En frelsende hånd fra en redningsmand? Sådan ser det ud, men hvis man tænker lidt over begreberne "redde" og "frelse", ser man, at de ikke er synonymer. Den udstrakte hånd tilhører én, der redder den druknende, men forventer måske også, at denne gerning ses som en "frelse". Noget ikke alle vil give ham/hende ret i, for der er tale om to begreber, ikke ét. Forskellen er klar, når man betragter dette portræt af en velkendt skikkelse: Jesus.

Hans tilnavn er "Frelseren", og han regnes sikkert som redningsmand af mange, der har søgt trøst i religionen. Mange tidligere alkoholikere, narkomaner og tilmed kriminelle har udpeget denne bibelske skikkelse som den, der har reddet dem fra alskens misbrug og kriminalitet.

Dem, vi normalt ser som redningsmænd, kan være professionelle, der aldrig ville kalde sig selv for "frelsere". De redder folk - BASTA! - men de frelser dem ikke, selv om deres handling måske kan føre til, at de reddede lægger deres liv om.

En redning er noget "substantielt", noget i realiteternes verden, idet den reddede slap for at omkomme eller komme til skade, fordi en eller anden reddede ham/hende. Denne handling kan ses ud fra slut-tilstanden og opgørelsen af skader. Frelse derimod er totalt ikke-substantielt, sandhedsværdien af den er subjektiv, og den kan ikke efterprøves. Alt omkring frelse er faktisk et postulat, medens en redning kan verificeres gennem vidner, fotografier og hospitals-journaler.

Barnebrude

Man hører så meget om muslimer, der følger Muhammed og gifter sig med deres 8-10-årige kusiner eller nære venners meget unge døtre. Profeten havde jo nemlig forlovet sig eller giftet sig med Aisha, da hun formentlig var blot 9 år gammel.
Noget, der forarger alle ikke-muslimer, for er det ikke grov udnyttelse af mindreårige piger? Det synes man jo, men inden forargelsen når nye højder, bør vi tænke på nogle af - og der er flere op igennem historien - vesterlandske mænd, der har gjort lige præcis det, vi anklager muslimerne for. Ovenfor ser man f.eks. Jerry Lee Lewis og hans tredie hustru, der "pudsigt nok" også var hans kusine - og 12 år gammel.

https://eu.usatoday.com/story/life/entertainthis/2014/10/28/myra-williams-jerry-lee-lewis-13-year-old-bride-speaks-out/77745460/


En anden, der havde det med altid at søge "ungt kød" var Charlie Chaplin, idet tre af hans koner var under 20: Mildred Harris, Lita Grey og Oona O'Neill. Da han giftede sig med Oona, var han selv 53 år gammel, og hendes far græmmede sig over, at gabs datter faldt for sådan en gammel forfører.

Charlies og Oonas datter, Geraldine, blev iøvrigt også en ret kendt skuespiller og spillede f.eks. Wallis Simpson i en Netflix-miniserie for et par år siden.
Andre berømte barnebrude op igennem historien er bl.a.: Theodora Comnena, der blev gift med Baldwin III af Jerusalem som 13-årig. Isabella de Valois var bare 8 år, da hun blev gift med Richard II af England, men ægteskabet blev efter sigende aldrig konsumeret. Dronning Victoria greb ind og fik 11-årige Rukhmabais ægteskab med en 19-årig mand opløst. Det førte til en ny lov, "Age of Consent Act" (1891), der skulle forhindre gentagelser af den slags mere eller mindre påtvungne ægteskaber. Ændringen af samtykke-alderen for piger var dog stadig ikke noget at råbe hurra for: den blev rykket fra 10 til 12 ....

Den naturlige reaktion på charme

Personligt mener jeg, at alle normale mennesker vil reagere automatisk på en bestemt del af andre levende væseners charme. Hvis ikke man falder for denne specielle charme, så mener jeg, at der er noget galt med én. Her er det sådan set ligegyldigt, om det er et menneske eller er dyr, der besidder denne uforlignelige egenskab. Charme er charme ....

Begge disse to unge væsener ovenfor besidder en charme, der bunder i, at de er små og nuttede. Den slags er man som menneske nærmest programmeret til at falde for, og det er der selvfølgelig en grund til: de påkalder sig vores beskyttertrang, og det er kun psykopater, der er blinde for deres appeal, eller som direkte ønsker at gøre dem fortræd.

Det er dog forvirrende, at den charme, små og forsvarsløse væsener besidder, også kan spores hos visse afskyelige og brutale kriminelle. Jeg har således altid syntes, at Jeffrey Dahmer så nuttet ud, og jeg er heller ikke blind for, at Ted Bundy var en charmedreng. Ingen af disse to var sympatiske eller havde noget indlysende krav på vores beskyttelse eller velvilje, så spørgsmålet er, HVORDAN pokker skelner men mellem de berettigede charmører og de uberettigede? Det var jo først bagefter, at disse forbryderes masker faldt, og man så, at deres højt priste og fuldt ud anerkendte charme var en facade og - værst af alt - et redskab til udøvelsen af deres ondskab.
Ja, se det er et problem, og jeg formoder, det er derfor, at den pligt vi - efter min mening - har til at erkende charmen hos andre, at glæde os over deres livslyst og spilopper, ikke er en ubetinget pligt, men bare et underforstået påbud, der helst skal bakkes op af vores livserfaring ....

Det forkastede lig

En rund og hyggelig fyr, ja, nærmest en art julemand at se på? Tænkeligt, at det er et korrekt portræt af en hyggespreder?
Næh, det er såmænd skolebuschauffør Ariel Castro, der kidnappede tre teenage-piger og holdt dem fanget som sexslaver i adskillige år. Til sidst lykkedes det en af dem, Amanda Berry, at stikke af med den datter, hun havde fået med sin kidnapper, og derpå blev de andre befriet af politiet, der også fik fanget Castro. 

 Hverken Amanda Berry eller nogen af de andre piger giver deres kidnapper og torturbøddel ret i, at det fangenskab, han holdt dem i, udgjorde "et lykkeligt hjem". Hans vilde vrangforestillinger er ikke specielt usædvanlige for disse sexslave-kidnappere, men det var måske den senere erkendelse af hans egne løgne og vanvittige fantasier, der fik ham til at begå selvmord i fængslet. Hvorom alting er, så blev huset, hvor han holdt pigerne som slaver, revet ned og jævnet med jorden som den skamplet, det var.

Både Amanda og de andre piger har fået et nyt liv, men for Castro var det altså slut. Ikke nok med, at han døde ved selvmord, men da han blev kremeret, var der ingen af de lokale kirkegårde, der ville acceptere at skulle "huse" hans aske, så forhadt og foragtet var han i lokalområdet.

Det store i det små

Ser jeg syner, eller har denne store, flotte og majestetiske løve blikket rettet imod noget i græsset, der ligner en lille, beskeden mølkebøtte? Den ser tilmed ud, som om den tænker over det, den ser og finder det smukt eller i det mindste interessant. For mig at se svarer det til, at kong Dittendatten betragter en fattig, forslidt fæstebonde eller køkkenpige med ærefrygt. Tanken er rar, men måske ikke helt realistisk. Nå skidt, jeg kan lide, at sådan en utopisk situation kan lade sig gøre, hvis bare ham med magten vælger det.