Visse mandlige ideer holder kun, til der kommer en datter ind i billedet

Jeg er ret vild med denne lille, humoristiske fotoserie, som jeg faktisk tror afspejler virkeligheden for mange, både mænd og kvinder. Den får mig også til at tænke på den lille pige, der er datter af en kvindemorder som Ted Bundy.

Rose Bundy med far, Ted, og mor, Carol.


Mon det har givet hende en fornemmelse af den vedvarende fare og af at være udsat på grund af sit køn, som en søn ikke ville have haft på samme måde? Og hvad med Ted selv, da han fik meddelelsen om, at han havde fået en datter, tænkte han så på de mange unge kvinder, han havde myrdet, og så hende som et potentielt offer for en anden seriemorder? Eller tænkte han, at den slags aldrig kunne ske for HANS datter?

Ligesom alle hans ofre, så var de døtre af andre mænd, og på et eller andet tidspunkt var de børn som f.eks. hans eget yngste - og sidste - offer, 12-årige Kimberley Leach.

Dårlig samvittighed

Jeg tvivler meget på, at duer rent faktisk bygger rede i et blomsterbed, men sødt ser det da ud, så billedet får mig til at tænke på alle de duer her på stedet, som jeg plejede at fodre med sunde, men temmelig dyre solsikkefrø uden skal. Det var en stor succes, for duerne var vilde med det, men det skabte problemer, for det gjorde, at de fortsatte med at forpeste livet for de beboere, der elskede at mødes dér, hvor de holdt til og ventede på at blive fodret. Duer er søde at se på, men de er en pestilens i flok, og når de tror, at alle vil ryste op med foder, for så kan de finde på at sætte sig på én, at overskide én og i det hele taget at ødelægge et hyggeligt sted for menneskeligt samvær.

Det betød, at jeg måtte vælge mellem menneskene samt deres ønske om due-frie områder og de kære fugle. Modvilligt valgte jeg menneskene, for jeg forstår godt beboernes krav om fred og ro, men det var svært, for duerne havde vænnet sig til, at jeg kom med mad til dem. Når de så mig, kom de flyvende og forstod ikke, at jeg pludselig ikke ville have noget med dem at gøre, og det gjorde altså ondt i mig at se deres skuffelse.
Moralen er: man skal ikke vænne vilde dyr til at blive fodret, hvis det sker et sted, hvor andre mennesker vil være fri for dem ....

Ligrøvere

Den tyske milliardær Friedrich Karl Flick ligner en levemand med sin lille halsklud og de tonede briller. Man forventer af sådan en mand, at han har gang i de dyre fornøjelser, der står åbne for milliardærer, men han er faktisk død for knap 15 år siden.
Han lever dog stadig i folks bevidsthed, for da han var blevet begravet, dukkede der nogle slemme, moderne ligrøvere op, og de stjal hans 200 kg tunge kiste med hans lig fra familiemausoleet i Østrig. Da han døde i 2006, var han 79 år gammel og stod opført som nr. 94 på Forbes-listen over verdens rigeste mennesker.
Ikke nok med, at liget blev stjålet, men røverne krævede også en løsesum på seks millioner euro - knap 45 mio. kr. - af hans familie for at udlevere det igen. Dette svimlende beløb var unægtelig betydeligt højere, end det, de historiske ligrøvere i (f.eks.) England opnåede i 1800-tallet. Til gengæld var deres indtjening som ligrøvere bedre end ved så mange andre af datidens hårde, fysiske erhverv.

De stjal lig, dels for at plyndre dem for smykker, dels for at sælge dem som de eftertragtede "varer", de var, da lægevidenskaben var afhængig af lig - eller ligdele - som studiemateriale. Røverne gravede de døde op, men har formentlig også "hjulpet" fattige, levende medborgere af med livet, fordi deres lig  repræsenterede en værdi, de ikke selv gjorde i levende live.

Det kom dog som en overraskelse for nutiden, at denne skik åbenbart stadig lever i bedste velgående rundt omkring i verden. Således blev liget af Cyperns tidligere præsident Tassos Papadopoulos gravet op af ukendte gerningsmænd i 2009, og i USA afslørede man en indbringende handel med ligdele, da fire narkomaner blev afsløret som ligrøvere. De var tilmed så snedige, at de erstattede de stjålne sener, knogler, etc. med plastikrør og lignende. Man har anslået indtægten af deres tyverier til hele 30 mio. kr. på de år, hvor de var aktive. Deres metode var dog ret speciel, da de ikke gravede lig op, men udfærdigede falske samtykkeerklæringer fra pårørende, så de fik adgang til de døde via 30-40 fuldt legitime (og godtroende?) begravelsesfirmaer.
Også i Frankrig har man i 2012 afsløret en bande ligrøvere midt i deres luskede forehavende, da de var i færd med at grave lig op. De døde blev plyndret for smykker og guldtænder, og da politiet anholdt banden, fandt de 10 guldtænder i deres besiddelse foruden smykker. Det lader dog ikke til, at deres interesse i de døde gik på andet end de værdier, de havde fået med sig i kisten, da de angiveligt ikke har forsøgt at sælge ligene eller dele af dem.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/ligr%C3%B8vere-i-videnskabens-tjeneste

https://ekstrabladet.dk/112/article3147281.ece

Kender hunde forskel på gode og dårlige mennesker?

Sikke en sød vovse! Ih, hvor ville jeg gerne klappe dig, så hvorfor er du så utilnærmelig? Jeg gør dig ikke noget ....
Ja, noget af det sødeste på jorden er vovser i alle størrelser og faconer. De relaterer til mennesker på en måde, andre dyr ikke gør, selv om de også har været tæmmet i umindelige tider. Egentlig højst besynderligt, for hvis vi "stammer fra aberne" - og HELT sådan forholder det sig vist ikke - så er de direkte efterkommere af ulven, som vi alle kender som et glubsk, mennskeædende rovdyr.

 
I tidens løb er der sikkert røget adskillige mennesker i maven på ulven, men dog næppe så mange, som vi måske forestiller os: de kan meget bedre lide at jagte vore husdyr end os med vore geværer, høtyve og knive ....

Et venskab med en vovse er noget særligt, så det sårer os, hvis en andens højt elskede hund ikke vil hilse på os. Hvorfor nu det? tænker vi. Hvad har jeg gjort? Man føler sig forkastet af et væsen, som regnes for at være en god menneskekender, og det er foruroligende for den, der oplever det.
Hunden snuser måske til os og vender sig så væk, hvilket dybest set er meget fornærmeligt, men samtidig bekymrende, for vi har altså hørt om og om igen, at disse dyr er dygtige til at markere gode contra dårlige mennesker.

Ikke alle hunde virker særlig kløgtige i almindelig forstand, men vi tilskriver dem en speciel klogskab, der gør, at vi lægger vægt på deres bedømmelse af os. At blive afvist af en hund virker direkte afslørende - også på os selv. Hvis det er noget, der sker tit, så føles det ikke rart, og det bliver ikke bedre af, at undersøgelser af fænomenet har vist, at der er noget om snakken: hunde er rigtig gode til at skelne mellem gode og mindre gode individer af menneskeracen ....


https://www.goodshomedesign.com/science-confirms-that-dogs-can-recognize-a-bad-person/?fbclid=IwAR3wX3Awtajg80yHS6ymHvcfGrLHSTG3u6Ir7ebbEkifPe9M3aQYfCCulDE

Hunde kan også skabe en levevej: https://narratively.com/how-sassafras-lowrey-made-writing-about-dogs-a-career/?utm_medium=email&utm_campaign=Narratively%20Weekly&utm_content=Narratively%20Weekly+CID_51a0fe8c7a1e67f4245c41c02ae6e3f8&utm_source=Narratively%20Campaign%20Monitor%20Emails&utm_term=Read%20at%20Narratively

Spurv i tranedans

Billeder af Claire Clairmont (1798-1879) viser en ganske køn, buttet og vist nok temmelig storbarmet, ung dame, der voksede op i en utraditionel familie. Hun var ambitiøs, men hendes eneste talent var formentlig forbundet med hendes gode sangstemme, og på et tidligt tidspunkt i sit liv havde hun da også karriereplaner, der involverede scenen.
Da Claire var tre år gammel, giftede hendes mor sig med sin nabo, den radikale forfatter og filosof William Godwin. På det tidspunkt havde hun to børn, nemlig Claire og dennes storebror Charles, der begge var født uden for ægteskab. Det ville måske have afskrækket andre mænd dengang, men det gjorde det ikke for Godwin, der havde meget ukonventionelle ideer om alt, der ellers blev regnet for noget nær helligt i det daværende konservative, engelske samfund. Han havde været gift med en af den tidlige feminismes bannerførere, Mary Woolstonecraft, der imidlertid døde 11 dage efter fødslen af deres fælles datter, der også hed Mary.
Ligesom sine forældre var hun fuld af talenter, især inden for skrivekunsten, men havde endnu ikke udgivet noget, da hun som 16-årig forelskede sig i digteren Percy Bysshe Shelley - formentlig uden at vide, at han var gift og havde børn.

På et tidspunkt stak de to af sammen, og Claire fulgte med. Hun havde haft et løst seksuelt forhold til Lord Byron efter nærmest at have stalket ham, hvilket nok også hang sammen med hans gode forbindelser inden for teaterverdenen, der jo ville kunne fremme hendes karriereplaner. At hun - ligesom mange andre af datidens unge damer - var vildt betaget af den udsvævende lord, er der ingen tvivl om, men hendes forhåbninger om mere end en affære med den sexede digter blev ikke indfriet, selv om hun fik en datter, Allegra med ham. Til gengæld er det teorier om, at hun på et tidspunkt også havde sine garn ude efter Shelley, og at han ikke var uimodtagelig over for hendes charme, hvilket kunne passe med hans forestillinger om fri kærlighed. Faktisk er der dem, der mener, at Claire også fødte en datter i Italien, som han var far til, og at de udgav den lille for at være Marys, men det er aldrig blevet verificeret.
De tre, Mary, Claire og Shelley, tilbragte nogle måneder sammen med Byron og hans læge, John William Polidori, der også var skribent, så den ambitiøse Claire var omgivet af talentfulde forfattere, hvoraf Mary var den ene. Dette samt romancen med Byron satte for alvor fut i hendes egne litterære ambitioner. I sommeren 1814 begyndte hun på en roman, "The Idiot", der dog desværre er gået tabt, men nogle år senere forsøgte Shelley at få en forlægger til at udgive noget andet, hun havde skrevet. Det lykkedes ikke, og man må nok konkludere, at hun havde viljen, men ikke evnen, og det er derfor, hendes forskellige drømme om berømmelse og anerkendelse ikke førte til noget.

Også affæren med Byron var én lang skuffelse, for nok sørgede han for deres datter, Allegra, men det skete på betingelse af, at hun frasagde sig alle rettigheder over barnet og heller ikke opsøgte ham eller kontaktede ham om hverken det ene eller det andet. Indtil da havde hun været særdeles vedholdende i sine kontaktforsøg, hvilket førte til, at han havde udtalt sig meget negativt om hende til mange forskellige i sin omgangskreds. Hendes opfattelse af deres forhold blev efterhånden mindst lige så negativt, hvilket hun gav udtryk for med bemærkningen om, at det "kun havde givet hende nogle få minutters glæde, men et helt livsforløb med problemer".
Der er ingen tvivl om, at Mary skrev sin berømte roman "Frankenstein" med talent og stor psykologisk sans, hvilket nok har skabt et sceneri, hvor Claire skumler i baggrunden, fordi intet lykkedes for hende, hverken mht kærlighed, en scenekarriere eller skriverier. 

Når jeg læser om Claire Clairmont, så synes jeg, at jeg genkender hendes type fra mange nutidige piger: hun er hende med den brændende ambition om berømmelse og anerkendelse, som hun bare vil have opfyldt, og hun bliver bitter og frustreret, når det ikke sker. For at ændre mening om hende skal jeg faktisk have fingre i hendes bog, "The Idiot", men det lader til at være helt umuligt, for den er tilsyneladende helt og aldeles væk ....

https://www.dailymail.co.uk/news/article-1261350/Lord-Byron-described-free-love-worshipper-monster-ex-lover-newly-discovered-memoir.html

Hamster-ejer

Ingen har vist nogensinde påstået, at et lille kæledyr som f.eks. en hamster er særlig intelligent. Men at de er søde, kan de fleste nok blive enige om. Jeg har haft tre hamstere, der alle var piger, men som utroligt nok for så små dyr var vidt forskellige. De to første var "brugte kæledyr", og jeg købte dem i en dyrehandel, hvor deres ejere havde sat dem til salg. Den første - Goldie - lignede flugtfangen hér, men var ellers det, man kalder "en god pige", for hun hverken bed eller stak af. Desværre var hun temmelig alderstegen, da jeg fik hende, for med en alder på godt 1 år holdt hun kun knap et år hos mig. Hun døde lige pludselig uden forudgående sygdom.

Den anden - Lucille - var ikke nær så køn som lille Goldie. Hun var en "brugt" mørkegrå, som jeg imidlertid blev meget, meget glad for, da hun var sjov, fordi hun ikke var en "god pige". Om natten stak hun tit af fra sit kæmpestore bur, der var specielt indskrevet fra Tyskland og udstyret med alt det legetøj, en hamster kunne gøre krav på. Hvordan hun bar sig ad, aner jeg ikke, for nok var der flere låger, men de var altså lukket som sig hør og bør. Når jeg kom om morgenen, var buret ofte tomt, og lille, frække Lucille gemte sig et eller andet mørkt sted i mit hjem.
Desværre døde hun på grund af noget, jeg havde købt til hende: en flot og temmelig dyr hængekøje, som hun kunne bruge som bro mellem to etager i buret, men som beklageligvis var foret med noget, som hun åd. Det opdagede jeg først efter hendes død, hvor det gik op for mig, at nok havde hun spist det, men jeg havde aldrig set det i hendes pøller. Hun har simpelthen ikke kunnet komme af med dette usunde "guf". Den dag i dag er det skrækkeligt at tænke på de kvaler, hun må have lidt ....

Den tredie, Buffy, lignede denne skønhed. Hun var bedårende, men helt umulig som kæledyr, da hun ikke tolererede fysisk kontakt af nogen art og derfor bed, hvis hun fik mulighed for det.
Da hun pludselig begyndte at bløde, tog jeg hende til dyrlægen, der dog ikke kunne give mig en forklaring på fænomenet. Var det noget, hun havde spist, og kom blodet fra tarmen eller måske urinvejene? Ingen ved det, og jeg måtte derfor lade dyrlægen aflive hende, så hun ikke led - eller kom til at lide.
Konklusionen er, at disse små dyr, der ligner legetøj, i virkeligheden er personligheder med hver deres stil. Man kan ikke bare tage en og sige "en hamster er en hamster", for den har sine egne ideer om livet og dets muligheder .... 

Hævn?

Er det mig muligt at forstå denne vrede dame, der bruger magi for at hævne sig? Ja, på en vis måde, for også jeg har oplevet ønsket om hævn. F.eks. er der nogle personer fra min barndom for sådan ca. 1111 år siden, der BURDE have et par på snotten, og som jeg på et tidligere tidspunkt gerne ville "gøre noget ved" på en eller anden raffineret måde. Nu trækker jeg bare på skuldrene ad dem, men det skyldes måske, at det ikke er nogen jeg møder i min hverdag.
Det modsatte af hævn er selvfølgelig tilgivelse, men jeg må indrømme, at det har jeg ikke været fristet til. Hm ...

Noget, der stadig kan vække min hævntørst er Anden Verdenskrig, som jeg altid har opfattet som én endeløs skandale. Først var der grimme Adolf, hvis munddiarré fik folk til at glemme, hvad det egentlig var, han sagde. Derefter er der alt det, man fandt ud af efter krigens ophør, hvor skeletagtige væsener blev befriet fra umenneskelige kz-lejre: skandalen er komplet, og uden nogen form for personlig tilknytning til netop disse begivenheder, udløser den en umiddelbar hævntørst i mig.

De forbrydere, der begik denne udåd, er formentlig døde på nuværende tidspunkt. At man ikke fik fat på grimme Adolf er slemt, og at en masse mere eller mindre højtstående nazister undslap også retfærdigheden og blev jo altså støttet af andre nationer, der gjorde gavn af deres særlige viden. Her tænker jeg især på Werner Von Braun, der både er den, der byggede de raketter, der gjorde det muligt for tyskerne at bombe London og dræbe mange uskyldige, almene borgere, og som derefter stod bag USAs rumprogram. Sidstnævnte synes jeg er spændende, men det kan selvfølgelig ikke ophæve førstnævnte "bedrift", der er og bliver uendelig trist. Kort sagt, manden er dobbelt og er derfor svær at bedømme ....
På den ene side afskyr og hader jeg alt omkring Anden Verdenskrig og tyskernes ugerninger, på den anden side har jeg to veninder, der er nært knyttet til Tyskland. Den ene af dem var gift med en tysker, som hun også har en datter med. For nogle år siden studsede jeg over, at det gik hende på, at der på det tidspunkt var så meget i medierne om Anne Frank, for betyder det, at hendes mand - og måske hun selv - holdt på den forkerte hest under Anden Verdenskrig? Jeg har ikke spurgt og har heller ikke i sinde at gøre det, fordi jeg kan mærke, det går hende på, og hun på alle andre måder er en god veninde.
Min anden veninde er datter af en dansk kvinde og en tysk officer fra besættelsesmagten. Hele hendes familie var angiveligt nazister, men det er hun jo ikke, så jeg har ingen grund til at fordømme hende. Hun er simpelthen uskyldig på samme måde som de tyskere, der er født efter krigen, og at hævne de myrdede jøder på hende eller dem ville være vanvid. Man kan sige, at hævnen tid er forpasset for disse forbrydere, og sådan tror jeg, det er som regel. Hvis jeg f.eks. satte himmel og jord i bevægelse for at få ram på visse skiderikker fra min barndom, så ville det være galimatias, for de har sikkert glemt alt om det, de gjorde. Og hvad mere er: de - ligesom jeg selv - ville ikke længere være de samme mennesker som dengang, for sådan er dynamikken i aldersprocessen ....