Den kendte ukendte ....

Dette er en afstøbning af ansigtet på et lig, der blev fundet i Seinen i 1880'erne. Man mener, at den unge kvinde havde begået selvmord, men da man aldrig har fundet ud af, hvem hun er, har man heller ingen sikre oplysninger om hende og hendes sindstilstand, da hun døde, så dødsfaldet kan også skyldes et uheld eller et mord.
Dengang hun blev fundet var det almindeligt i Paris at placere lig af ukendte i et specielt udstillingslokale, sådan at mennesker, der søgte deres forsvundne slægtninge, etc., havde mulighed for at se de døde, men ingen meldte sig i dette tilfælde. Hun var og blev en fascinerende gåde, noget hendes Mona Lisa-smil forstærkede for dem, der så hende.
Den patolog, der tog imod hendes lig, blev så fascineret af hendes ansigt, at han fik taget en gipsafstøbning af det, der er blevet gemt til eftertiden. Pigen blev kendt som "L'Inconnu de la Seine" (dvs. "Den ukendte fra Seinen"), og gipsafstøbningen blev berømt, også i eftertiden. I 1955 blev hendes ansigt nærmest udødeliggjort, da gipsafstøbningen blev brugt til frembringelsen af CPR-dukken "Resusci-Anne".  

Credit: Edited from a post by The Chirurgeon’s Apprentice

Surt show!

Det er sørme synd for denne stakkels mand, der troede, at hans udkårne havde de samme følelser for ham, som han havde for hende. Og så finder han ud af det på denne barske måde efter at have fortalt alle sine kammerater, at han og damen havde tilbragt en super-skøn dag sammen. Ja, han har måske ligefrem sagt, at nu var de to sammen, for hun var "noget så forelsket i ham". Alle vennerne har lykønsket ham med denne markante milepæl i deres spirende forhold - og så er det hele totalt forkert!!!! Mand eller kvinde - den er barsk og kan give ar på sjælen, ikke mindst hvis den ikke-elskede part mener det alvorligt.
Dog tør jeg vædde med, at bemeldte dame har givet fyren hér mange hints om, at han befandt sig i drømmeland, men uden hende. Han har bare været blind og døv over for disse hints, for han har ikke villet forstå dem - hvilket på en vis måde er forståeligt, men bare ikke klogt ...

Fangens drøm om frihed

På en eller anden måde sidder vi jo alle i et bur, der består af det, der udgør vores personlighed. Vi er i fængsel som os selv, til trods for, at vi måske meget hellere ville være en anden. Nogle finder udveje til at forlade personligheds-buret eller fængslet og kan gå så vidt som til at skifte køn, andre nøjes med ny make-up og tøj eller plastiske operationer af forskellig art.

Ak ja, det gør nu tingene mange gange mere besværligt, hvis det fængsel, man sidder i, befinder sig i et element, der sådan set er naturligt for én, men at man samtidig er nødt til at færdes gennem et andet for virkelig at blive fri. Så er det nemlig ens fangevogter, der skal befri én, og den slags ender jo ofte i veritable Zoologiske Haver.

Ja, kroppen kan i høj grad være et fængsel. At være for tyk eller for svag kan virkelig hæmme en persons flugt-planer. Noget, kan der gøres noget ved med viljestyrke og planlægning, men ikke alt: tremmerne viger ikke, og fængslet vinder ....

Biblioteks-mystik

I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts, kiggede jeg på bibliotekernes udbud af kvindebøger. For god ordens skyld slog jeg også mit eget navn op, og fandt til min overraskelse rigtig mange af mine værker/artikler. Det kom bag på mig, for sidst jeg så efter, var det kun en brøkdel af min store produktion, der havde fundet nåde for Bibliotekscentralens strenge blik, da de ikke kan lide selvudgivere. Lige det argument for en forkastelse af litteratur finder jeg ret vildt, for hvad er forskellen på en selvudgiven og ikke-selvudgiven bog? Det er såmænd bare forlagsredaktørerne og forlagets distributionskanaler samt anmeldelser hist og pist, hvilket man nu engang ikke kan vurdere en udgivelse på.
"Estrid" er et af de værker, jeg ventede at se, og som jeg da også fandt. Den er blevet genudgivet, hvilket ville have glædet personen Estrid. Bogen er imidlertid ikke min yndlingsbog af alle dem, jeg har udgivet, men jeg forstår godt, at den kan vække interesse hos dem, der kender Jørgen-Frantz Jacobsens roman "Barbara", for Estrid var jo modellen til denne berømte, færøske forførerske.

Så vidt jeg kan se, er denne bog, der er kommet på et pænt og hæderværdigt forlag, nemlig Lindhardt & Ringhof, repræsenteret på smukkeste vis hist og pist på vore biblioteker, og hvis ikke de har den, kan man bestille den. Ergo: dér må selv min surhed og forurettethed vige for en realitet, der bør glæde mig.

Det har altid pikeret mig, at den eneste af mine e-bøger, der har fundet vej til bibliotekerne er ovennævnte bog, "Ondskab", der såmænd heller ikke er en af mine yndlinge. Jeg er ret overbevist om, at den er blevet optaget som biblioteksbog, fordi en anerkendt litterat har givet den nogle pæne ord med på vejen, og det er ikke rimeligt, at en bog kun bedømmes ud fra den slags. Ikke desto mindre er det det system, vi alle er underlagt, og det oser af snobberi - HM!

Nå, men kronik-samlingen "Lilith og Adam" er grunden til, at jeg studsede over de mange af mine artikler, der kan lånes på biblioteket. I denne selvudgivne ebog har jeg samlet de fleste af mine mange avisartikler, men selve bogen afvises af Bibliotekscentralen, for den er jo selvudgivet og dermed automatisk bedømt som værdiløs. Magen til hykleri skal man altså lede efter!
Forklaringen ligger nok i det, der danner facit for så meget andet i vort samfund, nemlig PENGE! Hvis bibliotekerne gør det muligt for potentielle lånere at hente mine artikler hjem, (for jeg tvivler på, at de ligefrem ligger på hylderne i de enkelte biblioteksafdelinger), så sparer de bibliotekspenge til forfatteren = mig! Smart og skurkagtigt, hvilket får mig til at veksle mellem forargelse og latter, for denne manøvre har også et latterligt aspekt. (Godt, man har humor ....)
Grinet stivner dog, når jeg nu også ser en hulens masse af mine ellers forkastede e-bøger opført på listen over mine samlede udgivelser. Har de dem, eller har de dem ikke??? Er de pludselig blevet bløde over for selvudgiveren EC??? Hvordan er det gået til, og hvorfor har de ikke henvendt sig for at få lov til at låne mine bøger ud? Hvad med bibliotekspenge???? Hvis de låner dem ud, sker det så uden at afregne med mig????
Jeg må vist forsøge at tage mig sammen og forsøge at låne nogle af mine egne e-bøger for at se, om de er der eller ikke, hvilket dog ikke sker nu, da jeg simpelthen er for overvældet af opdagelsen til at gå i flæsket på bibliotekerne. Desuden har jeg for flere år siden slået hånden af det svigefulde bibliotekssystem, idet jeg ikke har lånt noget i meget lang tid og derfor ikke længere er inde i lånesystemet ....


https://bibliotek.dk/da/search/work?search_block_form=Else+Cederborg&select_material_type=bibdk_frontpage&op=S%C3%B8g&year_op=%2522year_eq%2522&year_value=&form_build_id=form-qP9O6iEHGR3w3SkIvAorIpdMWmxkHCm64Z1ok_5rBbI&form_id=search_block_form&sort=rank_frequency&page_id=bibdk_frontpage#content


 

Manden, der elskede at blive elsket

Henry Lee Lucas (1936 – 2001) havde haft en forfærdelig barndom med alkoholiserede og voldelige forældre, hvoraf især moderen gjorde barnets liv til et helvede. Hun prostituerede sig og lod sønnen se på, når hun havde herre-besøg. Desuden slog og ydmygede hun ham på utallige måder. Der er ingen tvivl om, at han blev skadet både fysisk og psykisk, og med en intelligenskvotient på under 100 var han ilde faren.

Både som barn og voksen følte han sig - og var for det meste også - uelsket, men på et tidspunkt fik han en homoseksuel ven, som han følte samhørighed med. De to turede omkring, hvilket fik alvorlige konsekvenser for dem begge, da de blev anklaget for mord-orgier over hele USA. Henry Lee Lucas tilstod det ene mord efter det andet, hvilket utroligt nok skaffede ham berømmelse samt den respekt og kærlighed, han altid havde higet efter. Eller rettere sagt: sådan opfattede han den interesse, som de mange mord, man tilskrev ham, vakte blandt alle mulige forskellige mennesker.
Mht politifolkene, så så han dem nærmest som hyggelige kammerater, men knyttede sig især til én, nemligden højt respekterede Sheriff Jim Boutwell, der iøvrigt altid gik med hvid skjorte og stetson-hat. Henry Lee Lucas kaldte ham ligefrem sin ven, åbenbart uden rigtig at forstå hans rolle i politiarbejdet.

Det har vist sig, at Henry Lee var så forhippet på at behage sin nye "ven", at han stort set indrømmede alle tidens uopklarede mord i miles omkreds. På et tidspunkt påstod han, at han havde myrdet 360 mennesker, hvoraf de fleste var kvinder. Optagelser af Boutwells mange forhør af ham viser imidlertid, at sheriffen havde en dårlig vane med at fortælle mere om forbrydelserne,end at høre på den mulige morders redegørelser. Han har simpelthen fodret ham med de oplysninger, der blev brugt som "bevis" på hans skyld som morder, og på et tidspunkt blev han dødsdømt, dog ikke for mordet på sin mor, da han var teenager, men på en veninde. Dette mord har han muligvis begået, men sikkert er det ikke, og sådan er det med de fleste af de mordsager, der blev rejst imod ham ....

Corona og livsforlængende behandlinger

Denne italienske læge har  travlt med at tilbagevise oplysninger om, at man i Italien ikke behandler corona-patienter over 60, og det kan man så tro - eller lade være med - men rygtet bygger bl.a. på Jyllands-Posten, der ikke regnes for en uvederhæftig sensations-avis: 

Den danske avis citerede den norske VG for oplysningerne i den første version. Avisen havde beskrevet en korrespondance mellem en anonym anæstesilæge i Italien og en norsk journalist på VG, hvoraf det fremgik, at det pågældende hospital ikke længere intuberer patienter over 60 år. Uddrag:
""Her er man, ifølge lægen, holdt op med at behandle patienter over 60 år.
Her er man, ifølge lægen, holdt op med at behandle patienter over 60 år.
»Så personer over 60 år er efterladt til døden?« spørger journalisten.
»Vi giver dem oxygen. Vi intuberer ikke personer over 60 år. Vi efterlader dem til at dø,« påstår lægen.

Men det passer ikke, siger overlægen på hospitalet i Milano. Det er ifølge overlægen heller ikke rigtigt, at hospitalet ikke har udstyr nok."

Hvem har ret, og hvem lyver??? Hvad enten påstanden er sand eller ikke, så ved vi da godt, at der kan opstå katastrofe-situationer, hvor der vælges mellem patienter. Ingen i Sundhedsvæsenet indrømmer det formentlig, men hvordan skulle det være muligt at IKKE udføre et sådant valg, når samfundet for alvor er truet?

Dette er et sørgeligt, medicinsk tilfælde og næppe en god kandidat til livsforlængende behandlinger, hvis det er knapt med medicin og fødevarer. Trist, men jeg er ikke blå-øjet nok til at tro, at mennesker, der ikke bidrager til samfundet med penge eller arbejdskraft bliver reddet i katastrofesituationer, hvis det betyder, at de arbejdsføre må undvære. Grunden til, at jeg tror dette, er selvfølgelig, at der de sidste år er blevet skåret ned over for handicappede og ældre. Det er fakta og ikke spor rart at tænke på, men sådan er det ....

https://ugebrev.dk/flashnews/geopolitik/kort-foelg-udbredelse-af-corona-virus-paa-denne-kortoversigt/

https://www.telegraph.co.uk/news/2020/03/14/italians-80-will-left-die-country-overwhelmed-coronavirus/?fbclid=IwAR07cRJ5xSllOcZifAyDf7r_w6TGor-27_ev7oGpMInJXxNuzP6FAQOSPsM
 

Den moralske indbrudstyv ....

Ja, børne-porno er FY, Føj og Forbudt, men det er indbrud jo altså også, så dette må siges at være en meget atypisk forbryder. Har han selv været ude for en eller anden, der "gjorde ting" ved ham, da han var barn? Aner det ikke, men det virker som den eneste logiske forklaring, og så er hans handling jo pludselig langt mere forståelig ....