fredag den 10. april 2020

Den bortløbne (og liderlige?) nonne, der spillede død



Videnskabsmænd har fundet beviser på, at en nonne, nemlig Joan of Leeds, i det 14. århundrede vakte skandale ved at løbe væk fra det kloster, hvor hun har blevet indsat. Ikke nok med at hun stak af, men hun udfærdigede også en legemsstor dukke, der blev udgivet for at være hendes lig, sådan at hun ikke ville blive efterlyst og ført tilbage til det klosterliv, som hun fandt så kedeligt og perspektivløst for en rask kvinde med andre fremtidsplaner. Ifølge daværende ærkebiskop William Merton, der har gjort et notat om hendes meritter, ønskede hun at "følge sine kødelige lyster". Hvor han har den forklaring fra, vides ikke, men netop dette motiv til rømninger fra klostre var ret kendt: mange munke og nonner var trætte af alt det med cølibat og stak af for at undgå det.
I Joans tilfælde krævede planens udførelse hjælp fra medsammensvorne nonner, og det lader til at være dem, der begravede dukken, der skulle forestille at være hende, i en grav. Ikke mindst denne detalje gjorde ærkebiskoppen aldeles rasende, for hvad skal en dukke i indviet jord? Ja, lige den detalje er selvfølgelig mindre pæn, men skal det til, så skal det til ....



https://en.wikipedia.org/wiki/Joan_of_Leeds


https://www.theguardian.com/books/2019/feb/11/archive-shows-medieval-nun-faked-her-own-death-to-escape-convent




Ord, vand og et fuglebad



Det sker, at tegn gør det ud for ord, og her tænker jeg ikke på tegnsprog, men på en anden og mere umiddelbar form for kommunikation. Jeg oplevede det for et par år siden på en kirkegård, hvor jeg ville tappe vand fra en vandhane, der var opstillet til brug for de besøgende. Det var dog lidt svært at komme til, da en superglad og vildt begejstret skade badede i det vand, der havde samlet sig under hanen. Den sprøjtede og gjorde ved og udgjorde faktisk et perfekt og meget smukt billede på sand livsglæde.
Medens jeg stod og betragtede den begejstrede fugl, var der en anden, der betragtede mig, nemlig en ældre, vakkelvorn dame med en stok. Hun havde en fantastisk udstråling af visdom og venlighed. Det var tydeligt, at hun forstod situationen, og at hun håbede, jeg ville vente med at fylde vandkanden, til fuglen havde badet færdig. Hendes ansigt udtrykte dette ønske, og jeg forstod hende, for sådan følte jeg selv, men jeg havde ikke tid til at vente, for blomsterne, som jeg skulle vande, trængte til vand, og jeg havde faktisk travlt. Derfor besluttede jeg mig for at gøre det, jeg var der for, hvilket selvfølgelig fik fuglen til at lette, både våd og forskrækket.
Da jeg skævede til damen, så hun ikke bebrejdende, men nærmest sorgfuld ud, hvilket fortalte mig, at denne hverdagsbegivenhed, hvor mennesket tilsidesatte et dyrs behov for sine egne, virkelig rystede hende. Min samvittighed blev måske ikke sort som kul, men den blev unægtelig noget gråmeleret, og jeg tænker på det, hver gang jeg besøger vandhanen for at hente vand til de tørstende blomster.



torsdag den 9. april 2020

Overdrevet i disse corona-tider?

Nødvendigt i disse corona-tider? Tjah, skal det være, så skal det vel være, men jeg ser nu flere sikkerhedsbrud i dette arrangement. F.eks. rører kunden, der bruger denne terminal jo ved tastaturet, hvilket kan medføre smitte. Personen i vinduet tager den ud og ind efter behov, hvilket giver bevægelse til virussen, og det er næppe godt.

Ja, afstand er godt, men pengene har jo altså været berørt af andre og kan (i hvert fald teoretisk set) viderebringe smitten.


Jeg ved ikke, hvor sikker sådan en hjemmelavet maske er, for den lukker jo ikke forneden. Noget må den dog kunne hjælpe, når man færdes blandt mange tætpakkede mennesker, og dem er der åbenbart stadig mange af.

Der er dem, der hævder, at fordi det er så svært at få masker, så kan man lave dem selv af en enkelt BH-skål. Det lyder skørt, men den ide tror jeg faktisk på. Spørgsmålet er dog, om jeg selv ville gå med sådan en decimeret ansigts-BH, og dér er svaret nok NEJ!
Problemet er jo også, at man ikke tror på, at den slags kan ramme én. Dvs. naboen kan måske få det, men én selv? Nej, man er fatalist og tror, at det nok skal gå - sikkert lige til man opgiver ånden ....




Når gud Mammon regerer

Jeg har altid undret mig over, at denne person - Donald Trump (eller som jeg kalder ham: tRump) - blev valgt som præsident. Forklaringen er selvfølgelig, at USA er i pengenes vold, fordi de stadig hylder ideen om "Den amerikanske drøm". Den kan opsummeres nogenlunde sådan: "Enhver er sin egen lykkes smed, og selv om man starter som gadefejer, så kan man godt ende som multimillionær". Lykke defineres som "penge på kistebunden" og i hvert fald ikke i Skattevæsenets gemmer.
"Den amerikanske drøm" indeholder bestemte værdier og idealer, der lever videre i befolkningen, selv om samfundet konstant udvikles og forandres. Mange ser vel nærmest drømmen som et løfte om succes, for de er da ikke "fødte tabere", vel? Så længe drømmen understøttes af virkeligheden, er der ingen ko på isen, men der skal ikke meget til, før sociale begivenheder, (der måske burde have været til at forudse), får dette usikre bygningsværk til at ramle sammen. Den, der falder, falder hårdt, for amerikanerne mangler et socialt sikkerhedsnet à la vores.
Hva' FANDEN er meningen????? Selv ultra-fattige mennesker har vel borgerrettigheder, der beskytter dem. Meget kunne tyde på, at hvis de har rettigheder, så er der dem, der ønsker at fratage dem dem, så de kan få "ryddet op" i gaderne - eller rettere sagt: gadeBILLEDET, for det skal jo se pænt ud, ikke?

Et sørgeligt billede af et system, der virker komplet nådesløst. Måske fyren hér er veteran f.eks. fra Vietnam-krigen, og hans hund er vel et gadekryds, som der er masser af over there. (Det lader til, at visse amerikanere "løser familiens hundeproblemer ved at køre "overflødige hunde" et eller andet sted hen og "sætte dem fri"). Kort sagt, kæledyret bliver let offer for den form for køb-og-smid-væk-kultur, der regnes for "naturlig" ....

Og her har vi så Gud Mammon, og ham har de valgt, selv om de fleste amerikanere går meget op i deres tilhørsforhold til den kristne kirke. At netop Jesus siger barske ting om Gud Mammon burde få disse mennesker til at ændre kurs, men nej. I Matthæusevangeliet 6,24 siger Jesus: "Ingen kan tjene to herrer. Han vil hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon." Klar tale, ikke noget at tage fejl af, men det gør de nu alligevel, for de hylder Mammons ypperstepræst, Mr. tRump, som et forbillede for den velstand og fremdrift, der er selve drivkraften i "den amerikanske drøm".
I praksis betyder det, at de er uden tanke for, at det kan betyde NUL forståelse for sociale forhold. At hans samfundsmodel bygger på hære af lavtlønnede, velafrettede borgere, der måske hutler sig igennem med to eller tre jobs og ikke har råd til at blive syge, glemmer de for drømmen om AT BLIVE SOM tRump med masser af mammon, postordrebrud fra Rusland og spændende bekendte verden over. At han i virkeligheden er en inkarnation af principperne bag den gamle Gud Mammon, forstår de ikke ....
Her, sagt på falderebet, jeg kender mange amerikanere både i internettets og virkelighedens verden, og jeg kan lide rigtig mange af dem som personer. De er simpelthen for gode til i den grad at lade sig narre af et uhyggeligt system og en pik-ansjos som tRump.









 

onsdag den 8. april 2020

Den skiftende realitet

Tanken er overmåde interessant, og visse ting kunne tyde på, at teorien ikke er helt ved siden af. Om den passer i detaljer ved jeg ikke, og tanken er jo svimlende, for den sætter vores forståelse af verden som formet af tid og rum i skammekrogen. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at det sete afhænger af øjet, der ser, gør det efter min mening pludselig verden til et nærmest flydende sted uden nogen form for faste forankringer. Meget fascinerende og ret besynderligt, for hvad er øjenvidner så værd? Ikke ret meget hvis man skal følge ideen fuldt ud.

Det, der bedst illustrerer hele dette koncept for mig, er kunst, men det er selvfølgelig ikke nogen form for videnskabelig betragtning. Nå, men her ser vi, hvordan Vincent Van Gogh har placeret solen, som den ifølge naturlovene kan være, og alt ser normalt ud. Der er tale om en solnedgang eller en solopgang, som man kan få at se, hvis man møder op til rette tid.
Desuden tror man på, at dette er en bonde, der sår et eller andet, for der hersker en vis enighed om, at sådan ser en sådan begivenhed ud. Enigheden bygger så på erfaringen, der forøvrigt også er et meget interessant fænomen, for også den er flydende og personlig ....

Her går landskabet imod vore erfaringer, og man kan godt få den tanke, at den gode Vincent har kigget lidt for dybt i flasken, da han malede det. Andre, der f.eks. stod ved siden af ham og så det samme sceneri, som han har malet, ville formentlig ikke se det på samme måde. På en eller anden mystisk måde giver hans opfattelse af det sete imidlertid os andre en indsigt og sætter nogle tanker i gang, som vi ikke ville have uden hans syn på sagen. (Noget, jeg ofte har følte med Vincent, der er en af mine absolutte yndlingsmalere).
Ergo: ja, det sete afhænger (formentlig) af øjet, der ser, men det er ikke uden forbindelse til andre mennesker, da det på en eller anden måde formes af noget, der er fælles for os, uden at vi selv ved det.



En barsk dame ....

Irene (752-803) var en nydelig, græsk kvinde, som man såmænd gerne tror, blev udvalgt som gemalinde for den byzantinske tronfølger, der senere blev kejser under navnet Leo IV, efter en form for skønhedskonkurrence. Denne detalje er der dog en vis uenighed om blandt historikere, men det lyder ikke usandsynligt at hun fik gjort brug af sin skønhed.
Dog må man sige, at hvis det virkelig var skønheden, der bragte hende kejserinde-titlen, hvad så med hendes mands indstilling til det, hun stod for som person, nemlig afvisningen af den tids ikon-dyrkelse? Hvor han forfulgte dem, der gik imod ikonerne og deres religiøse betydning, forfulgte hun til gengæld ikon-tilbederne. Var hun virkelig så super-smuk, at han kunne overse denne "detalje"? Det skulle såmænd ikke undre mig, men så var han også selv ude om det, for denne uenighed gav anledning til mange stridigheder i ægteskabet, og på et tidspunkt stod det så galt til, at Leo angiveligt nægtede at dele seng med sin smukke hustru. (Noget, der forøvrigt også er uenighed om blandt de lærde).
Efter at hendes mand døde på lidt mystisk vis, regerede hun for sin mindreårige søn, Konstantin VI. Da han blev myndig i 790 begik han den - efter hendes mening - store fejl, at han forlangte at få den regeringsmagt, som hun jo så at sige blot havde holdt i live siden hans fars død, men som var hans. Dette vel ganske rimelige krav fra kejserens søn mødte hun med en højst umoderlig brutalitet, da hun først fik ham afsat, derpå fængslet og blindet. Den stakkels fyr døde to år senere af de kvæstelser, hun havde påført ham.
Derefter blev Irene basileus (kejser) i sin egen ret, men der opstod et alvorligt problem, da paven, der ikke anerkendte en kvindes tronbestigelse, udråbte Karl den Store til romersk kejser. Efter sigende tilbød Irene denne nye rival til kejsertronen ægteskab, men han afslog. Mon han havde hørt om hendes hårdhændede behandling af hendes søn og forstod, at hér kunne enhver, der stod mellem Irene og magten få ørerne i maskinen? 


tirsdag den 7. april 2020

Er der noget godt ved muslimer?


Der er ting ved den muslimske tro, der virkelig forarger ikke-muslimer. Noget af det er så vildt, som det overhovedet kan blive, og det gælder bl.a. det, man finder på ovennævnte liste. "Pædofili"? Afskyeligt, men ikke desto mindre det, Muhammad bedrev med sin 9-årige kone, Aisha. Nå ja, men vi har til gengæld en gud, der besvangrede en anden mands kone, fik en søn med hende og lod ham blive korsfæstet. Faktisk noget af en mundfuld for den, der tænker over det.
Frygtelige henrettelsesmetoder? Ja, men dér kan vi vesterlændinge nu godt være med, for før i tiden har vi både halshugget, kvadreret og sultet vore indsatte ihel.

Hvis man ser på de ting, som muslmerne har givet verden, så drejer det sig bl.a. om kaffe, skak, sæbe, shampoo, vindmøller, parfume, fyldepenne og bedøvelse til brug for kirurger. Det sidstnævnte - samt kaffen og sæben - bør vi efter min personige mening være meget taknemmelige for ....


http://www.independent.co.uk/news/science/how-islamic-inventors-changed-the-world-469452.html
http://articles.cnn.com/2010-01-29/world/muslim.inventions_1_hassani-inventions-muslim?_s=PM:WORLD
http://www.ummahedinburgh.co.uk/radio/files/Muslim-Invention-Article.pdf