Faderlig "omsorg"

Elizabeth Fritzl var sød, venlig og køn - lige en pige efter hendes fars, Josef Fritzls, smag!!! Fordi han følte, som han gjorde, indespærrede han hende i sin lydtætte kælder, hvor han så ellers gik i gang med et seksuelt terrovælde, der førte til fødslen af syv børn. Et af dem døde, men blev så blev det lille lig bare brændt i en ovn. (Noget, der kan få én til at tænke visse tanker, for fyren er østriger og boede i nærheden af byen Amstetten).

Denne ulækre karl havde allerede før indespærringen af datteren begået voldtægt imod en ikke-beslægtet kvinde. Kort sagt: manden har altid været forskruet mht. kvinder og  sex.
Fritzls forbrydelser imod Elizabeth kom for dagen i 2008, da den ældste datter af ham og Elizabeth, Kerstin, måtte indlægges på grund af alvorlig D-vitaminmangel som følge af opvæksten i en kælder uden adgang til dagslys. Det viste sig, at hun havde et skjult brev med fra sin mor, der fortalte om faderens forbrydelser, og da det blev overgivet til politiet, rullede sagen. 
Elizabeth blev befriet, og hendes tortur-bøddel blev retsforfulgt med det resultat, at han blev idømt livsvarigt fængsel, der skal afsones på et psykiatrisk hospital. Efter utallige voldtægter gennem et 24 år langt fangenskab ville de fleste være totalt ødelagt på sjæl og legeme, men ikke Elizabeth. Hun har tværtimod forelsket sig i den livvagt, hun har fået efter at være befriet, og det lader til, at hun stadig har mod på tilværelsen.

Trist nok var dette den anden sag med en østrigsk kvinde, Natascha Kampusch, der har været holdt indespærret som sex-slave. Hun var blevet befriet i 2006 efter 8 års fangenskab og mishandling.



https://www.theguardian.com/world/2009/mar/21/josef-fritzl-pyschiatrist-interview


https://www.dailymail.co.uk/news/article-6827035/Josef-Fritzl-dying-ten-years-hes-jailed-keeping-daughter-sex-slave-24-years.html


https://www.thesun.co.uk/news/8684140/josef-fritzl-daughter-elisabeth-52-finds-love-bodyguard/

Hvad blev der af den døde Marie-Antoinette?

Madame Tussauds smukke voksfigur af Marie-Antoinette giver os et indtryk af, hvordan hun (måske) har set ud, eller måske snarere hvordan hun og hendes samtid ønskede at opfatte hende. Der er langt fra dette portræt af dronningen til forestillingen om hendes blodige, afhuggede hoved i bødlens hænder, men sådan var hendes død jo.
Angiveligt tog hun endda sin grusomme situation med stoisk ro og uden protester. Man har således fortalt, at da hun kom til at træde bødlen over den ene fod, undskyldte hun høfligt, som det nu engang anstår sig en velopdrgen, østrigsk prinsesse og fransk dronning.

Hun var klædt i en meget beskeden og ukarakteristisk dragt, der var specielt udvalgt til det, der skulle ske på skafottet. Inden da havde hun gennemgået en nedværdigende rettergang/skueproces, hvor hun bl.a. blev beskyldt for incest med sin søn, hvilket hun benægtede på det voldsomste. Hun må have haft uanede reserver af psykisk styrke for at kunne optræde så roligt og værdigt, som hun åbenbart gjorde.

Madame Tussaud havde kendt kongeparret, da de sad på tronen, men nu fik hun til opgave at forevige deres afhuggede hoveder. (De kan stadig ses på museet i London). Hvad de rigtige hoveder og tilhørende kroppe angik, så blev de placeret i en umarkeret grav på Madeleine Kirkegården. Denne lå tæt på royalisten Pierre Desclozeaux's hjem, og han gorde et notat om, hvor ligene befandt sig. Da Louis XVIII kom til magten i 1815, hjalp han ham og hans mænd med at få dem lokaliseret.
Louis XVI var vanskelig at identificere, men de fleste mener, at det lykkedes, og at den henrettede person, der nu ligger genbegravet i La Basilica de Saint-Denis virkelig er ham.

Hvad Marie-Antoinette angår, så var hendes lig lettere at genkende. Det fortælles, at det var et strømpebånd, der var det endelige bevis på hendes identitet, men det er muligvis en skrøne. Hvorom alting er, så ligger hun og hendes (formodede) mand nu side om side i La Basilica de Saint-Denis. der i øvrigt er et spændende sted.

Den bortløbne (og liderlige?) nonne, der spillede død

Videnskabsmænd har fundet beviser på, at en nonne, nemlig Joan of Leeds, i det 14. århundrede vakte skandale ved at løbe væk fra det kloster, hvor hun har blevet indsat. Ikke nok med at hun stak af, men hun udfærdigede også en legemsstor dukke, der blev udgivet for at være hendes lig, sådan at hun ikke ville blive efterlyst og ført tilbage til det klosterliv, som hun fandt så kedeligt og perspektivløst for en rask kvinde med andre fremtidsplaner. Ifølge daværende ærkebiskop William Merton, der har gjort et notat om hendes meritter, ønskede hun at "følge sine kødelige lyster". Hvor han har den forklaring fra, vides ikke, men netop dette motiv til rømninger fra klostre var ret kendt: mange munke og nonner var trætte af alt det med cølibat og stak af for at undgå det.
I Joans tilfælde krævede planens udførelse hjælp fra medsammensvorne nonner, og det lader til at være dem, der begravede dukken, der skulle forestille at være hende, i en grav. Ikke mindst denne detalje gjorde ærkebiskoppen aldeles rasende, for hvad skal en dukke i indviet jord? Ja, lige den detalje er selvfølgelig mindre pæn, men skal det til, så skal det til ....



https://en.wikipedia.org/wiki/Joan_of_Leeds


https://www.theguardian.com/books/2019/feb/11/archive-shows-medieval-nun-faked-her-own-death-to-escape-convent

Ord, vand og et fuglebad

Det sker, at tegn gør det ud for ord, og her tænker jeg ikke på tegnsprog, men på en anden og mere umiddelbar form for kommunikation. Jeg oplevede det for et par år siden på en kirkegård, hvor jeg ville tappe vand fra en vandhane, der var opstillet til brug for de besøgende. Det var dog lidt svært at komme til, da en superglad og vildt begejstret skade badede i det vand, der havde samlet sig under hanen. Den sprøjtede og gjorde ved og udgjorde faktisk et perfekt og meget smukt billede på sand livsglæde.
Medens jeg stod og betragtede den begejstrede fugl, var der en anden, der betragtede mig, nemlig en ældre, vakkelvorn dame med en stok. Hun havde en fantastisk udstråling af visdom og venlighed. Det var tydeligt, at hun forstod situationen, og at hun håbede, jeg ville vente med at fylde vandkanden, til fuglen havde badet færdig. Hendes ansigt udtrykte dette ønske, og jeg forstod hende, for sådan følte jeg selv, men jeg havde ikke tid til at vente, for blomsterne, som jeg skulle vande, trængte til vand, og jeg havde faktisk travlt. Derfor besluttede jeg mig for at gøre det, jeg var der for, hvilket selvfølgelig fik fuglen til at lette, både våd og forskrækket.
Da jeg skævede til damen, så hun ikke bebrejdende, men nærmest sorgfuld ud, hvilket fortalte mig, at denne hverdagsbegivenhed, hvor mennesket tilsidesatte et dyrs behov for sine egne, virkelig rystede hende. Min samvittighed blev måske ikke sort som kul, men den blev unægtelig noget gråmeleret, og jeg tænker på det, hver gang jeg besøger vandhanen for at hente vand til de tørstende blomster.

Overdrevet i disse corona-tider?

Nødvendigt i disse corona-tider? Tjah, skal det være, så skal det vel være, men jeg ser nu flere sikkerhedsbrud i dette arrangement. F.eks. rører kunden, der bruger denne terminal jo ved tastaturet, hvilket kan medføre smitte. Personen i vinduet tager den ud og ind efter behov, hvilket giver bevægelse til virussen, og det er næppe godt.

Ja, afstand er godt, men pengene har jo altså været berørt af andre og kan (i hvert fald teoretisk set) viderebringe smitten.

Jeg ved ikke, hvor sikker sådan en hjemmelavet maske er, for den lukker jo ikke forneden. Noget må den dog kunne hjælpe, når man færdes blandt mange tætpakkede mennesker, og dem er der åbenbart stadig mange af.

Der er dem, der hævder, at fordi det er så svært at få masker, så kan man lave dem selv af en enkelt BH-skål. Det lyder skørt, men den ide tror jeg faktisk på. Spørgsmålet er dog, om jeg selv ville gå med sådan en decimeret ansigts-BH, og dér er svaret nok NEJ!
Problemet er jo også, at man ikke tror på, at den slags kan ramme én. Dvs. naboen kan måske få det, men én selv? Nej, man er fatalist og tror, at det nok skal gå - sikkert lige til man opgiver ånden ....

Når gud Mammon regerer

Jeg har altid undret mig over, at denne person - Donald Trump (eller som jeg kalder ham: tRump) - blev valgt som præsident. Forklaringen er selvfølgelig, at USA er i pengenes vold, fordi de stadig hylder ideen om "Den amerikanske drøm". Den kan opsummeres nogenlunde sådan: "Enhver er sin egen lykkes smed, og selv om man starter som gadefejer, så kan man godt ende som multimillionær". Lykke defineres som "penge på kistebunden" og i hvert fald ikke i Skattevæsenets gemmer.
"Den amerikanske drøm" indeholder bestemte værdier og idealer, der lever videre i befolkningen, selv om samfundet konstant udvikles og forandres. Mange ser vel nærmest drømmen som et løfte om succes, for de er da ikke "fødte tabere", vel? Så længe drømmen understøttes af virkeligheden, er der ingen ko på isen, men der skal ikke meget til, før sociale begivenheder, (der måske burde have været til at forudse), får dette usikre bygningsværk til at ramle sammen. Den, der falder, falder hårdt, for amerikanerne mangler et socialt sikkerhedsnet à la vores.

Hva' FANDEN er meningen????? Selv ultra-fattige mennesker har vel borgerrettigheder, der beskytter dem. Meget kunne tyde på, at hvis de har rettigheder, så er der dem, der ønsker at fratage dem dem, så de kan få "ryddet op" i gaderne - eller rettere sagt: gadeBILLEDET, for det skal jo se pænt ud, ikke?

Et sørgeligt billede af et system, der virker komplet nådesløst. Måske fyren hér er veteran f.eks. fra Vietnam-krigen, og hans hund er vel et gadekryds, som der er masser af over there. (Det lader til, at visse amerikanere "løser familiens hundeproblemer ved at køre "overflødige hunde" et eller andet sted hen og "sætte dem fri"). Kort sagt, kæledyret bliver let offer for den form for køb-og-smid-væk-kultur, der regnes for "naturlig" ....

Og her har vi så Gud Mammon, og ham har de valgt, selv om de fleste amerikanere går meget op i deres tilhørsforhold til den kristne kirke. At netop Jesus siger barske ting om Gud Mammon burde få disse mennesker til at ændre kurs, men nej. I Matthæusevangeliet 6,24 siger Jesus: "Ingen kan tjene to herrer. Han vil hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon." Klar tale, ikke noget at tage fejl af, men det gør de nu alligevel, for de hylder Mammons ypperstepræst, Mr. tRump, som et forbillede for den velstand og fremdrift, der er selve drivkraften i "den amerikanske drøm".
I praksis betyder det, at de er uden tanke for, at det kan betyde NUL forståelse for sociale forhold. At hans samfundsmodel bygger på hære af lavtlønnede, velafrettede borgere, der måske hutler sig igennem med to eller tre jobs og ikke har råd til at blive syge, glemmer de for drømmen om AT BLIVE SOM tRump med masser af mammon, postordrebrud fra Rusland og spændende bekendte verden over. At han i virkeligheden er en inkarnation af principperne bag den gamle Gud Mammon, forstår de ikke ....
Her, sagt på falderebet, jeg kender mange amerikanere både i internettets og virkelighedens verden, og jeg kan lide rigtig mange af dem som personer. De er simpelthen for gode til i den grad at lade sig narre af et uhyggeligt system og en pik-ansjos som tRump.









 

Den skiftende realitet

Tanken er overmåde interessant, og visse ting kunne tyde på, at teorien ikke er helt ved siden af. Om den passer i detaljer ved jeg ikke, og tanken er jo svimlende, for den sætter vores forståelse af verden som formet af tid og rum i skammekrogen. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at det sete afhænger af øjet, der ser, gør det efter min mening pludselig verden til et nærmest flydende sted uden nogen form for faste forankringer. Meget fascinerende og ret besynderligt, for hvad er øjenvidner så værd? Ikke ret meget hvis man skal følge ideen fuldt ud.

Det, der bedst illustrerer hele dette koncept for mig, er kunst, men det er selvfølgelig ikke nogen form for videnskabelig betragtning. Nå, men her ser vi, hvordan Vincent Van Gogh har placeret solen, som den ifølge naturlovene kan være, og alt ser normalt ud. Der er tale om en solnedgang eller en solopgang, som man kan få at se, hvis man møder op til rette tid.
Desuden tror man på, at dette er en bonde, der sår et eller andet, for der hersker en vis enighed om, at sådan ser en sådan begivenhed ud. Enigheden bygger så på erfaringen, der forøvrigt også er et meget interessant fænomen, for også den er flydende og personlig ....

Her går landskabet imod vore erfaringer, og man kan godt få den tanke, at den gode Vincent har kigget lidt for dybt i flasken, da han malede det. Andre, der f.eks. stod ved siden af ham og så det samme sceneri, som han har malet, ville formentlig ikke se det på samme måde. På en eller anden mystisk måde giver hans opfattelse af det sete imidlertid os andre en indsigt og sætter nogle tanker i gang, som vi ikke ville have uden hans syn på sagen. (Noget, jeg ofte har følte med Vincent, der er en af mine absolutte yndlingsmalere).
Ergo: ja, det sete afhænger (formentlig) af øjet, der ser, men det er ikke uden forbindelse til andre mennesker, da det på en eller anden måde formes af noget, der er fælles for os, uden at vi selv ved det.