Reoler og bekymringer

Normalt anser jeg mig selv for bog-elsker, selv om jeg ikke læser så meget som før i tiden. Visse begivenheder i denne tid har dog afsløret, at bøger kan være død-irriterende, ikke på grund af deres indhold, men fordi de optager plads. Faktisk alt, alt for megen plads ....
Jeg har brugt denne corona-tids karantæne til at rydde op i mine mange bøger. Dem, jeg på forhånd opgiver at sælge, og som Røde Kors, Kirkens Korshær eller lignende formentlig ikke vil have, går en krank skæbne i møde: skraldespand!!!! Hvorfor nu det? Jo, jeg må erkende, at jeg har været en alt for grådig bogsamler, og at disse mange bøger fylder for meget, og at jeg ikke har plads til flere bogreoler af samme type som dem, jeg har nu.
Desuden: mit møde med støvede værker, (hvoraf rigtig mange var nogen, jeg helt havde glemt, at jeg havde!!!!!), har lært mig, at bogreoler SKAL være lukkede, så jeg er gået i gang med en udskiftning af reoler, der sikkert vil tage flere måneder. I mellemtiden er jeg så omgivet af høje, vakkelvorne bogstabler, pakket ind i plastik, hvilket altid er en prekær situation et lille, overfyldt sted ....

Dette er en af de nye reoler, jeg overvejer til ét bestemt sted i min stue, men den er nu nok for lille. Hylderne er vist heller ikke flytbare, hvilket gør den ubrugelig til mit formål. Ellers er den ret perfekt med sine glas-skydelåger. Den slags låger er nemlig sagen, når det kniber med pladsen, for de beskytter bøgerne og kræver ikke store, møbel-tomme arealer foran reolerne, da ingen låger svinger udad og rammer andre ting. Noget, der bestemt er en fordel i en lille lejlighed.
Jeg undrer mig meget over, at der er så få reoler af denne type - men helst større samt samlet. Tanken om at modtage et par forsendelser med diverse selvbygger-materialer til en sådan reol "til kantstenen" (!!!!!!!) fylder mig med en gru, der i dette tilfælde udgør et stopsignal: man kender sine - samt venligsindede hjælperes - begrænsninger.
Foreløbig er jeg nu standset op ved en anden mulighed, nemlig at købe to eller tre af det, man kalder et "vitrineskab". De er nydelige, og jeg har set flere brugbare, men dem, jeg synes bedst om, er ikke bare udsolgte, men udgået!!!!! Fanden tage det, for ih. hvor er det dog irriterende, når man tror, man har fundet en løsning, og det så glipper.

Umiddelbart er jeg ikke så begejstret for de tre skuffer, som jeg ikke synes, jeg har brug for, men det lader til, at man må gå på kompromis, når det gælder denne form for møbel. Ergo: med eller uden skuffer vil dette vitrineskab være mit foreløbige valg ét af de to steder, hvor der skal udskiftes reol, men jeg håber stadig på at finde noget, jeg synes endnu bedre om.
En af de ting, der har slået mig, når jeg har siddet med alle mine bøger for at støvsuge hver enkelt, er at bøger har en form for "liv", ikke bare via indhold, men også som et fysisk fænomen. De synes at bevæge sig, når de ikke står ret op i en lige linje på en hylde. Stablerne er som mere eller mindre fastlåste slanger, og der skal sørme ikke meget til for at få dem til at vælte. Det er nærmest, som om bøgerne forsøger at flygte fra den stygge skæbne, der venter en hel del af dem ....
Dette ligner en bogstabel, men er faktisk en fodskammel, der vist nok forhandles til kr. 599,00 i en butik med gadgets. Jeg burde næste investere i sådan en, når jeg er færdig med dette reol-projekt, bare for at minde mig selv om alle de trængsler, alt for mange bøger kan føre til.

LOTTO og lignende ....

Dette er et såkaldt computer-geni, der snød sine arbejdsgivere og havde planer om endnu flere snyderier. Hans navn er - eller var, for jeg tror, han døde i 2016 - Ronald Dale Harris, og i 1990'erne stod han for en del af sikkerhedssystemet i nogle casionoer i Nevada. Alle de penge, der røg igennem systemet, og som han skulle være med til at passe på, fristede nørden over evne, og han udviklede et smart system, der kunne styre gevinster ned i hans lomme - tilmed uden at han var til stede. Det hele gik som smurt, for ingen mistænkte ham eller hans medammensvorne, Reid Errol McNeal. Problemet var bare, at den gamle sandhed om, at mere vil have mere, dukkede op endnu engang, for Harris blev grådig. Faktisk lader det til, at han faldt for den form for underholdning (udskejelser?), som de mange penge gav mulighed for at opleve.
I stedet for de mere primitive automater, der ellers havde forsynet ham med masser af penge, ville han - måske for at vise sin kunnen? - forsøge sig med et langt mere avanceret system. Hér gik det galt, for han blev afsløret og røg i fængsel i 2½ år. Da han kom ud, fik han forbud imod at nærme sig casinoerne nogensinde igen, hvilket ærlig talt er meget forståeligt.

Og hvad så med os andre, der ikke har Ronald Dale Harris' jobmæssige forbindelse til spillestederne, og som heller ikke er computer-genier? Vi drømmer også om store gevinster, der kan skaffe os en masse af de materielle goder, vi mangler. Eftersom kun de færreste af os får så store stillinger, at indtægterne fra vort arbejde kan give os den slags penge, griber vi til det, der afgøres af heldet: LOTTO og lignende. Vores tankegang er nogenlunde sådan her: "Nå ja, en eller anden skal jo vinde så hvorfor ikke os? Vi har vel de samme chancer som alle andre?"
Det viser sig som regel, at vi ikke opnår andet end at sætte penge til, og det er jo surt, men ikke overraskende. Der skal held - eller snyd - til, og så kan det alligevel gå galt, fordi der er noget, vi har misforstået ....

Den idylliske facade

Buttede barnekinder og familieidyl, så må det være Carl Larsson, og han er stadig elsket for det godt hundrede år efter sin død i 1919. Vi kan lide at se familien udfolde sig med dagligdags sysler i en atmosfære af kærlighed, flid og samhørighed, og det er der jo ikke noget at sige til. Hvis man skraber lidt i overfladen, opdager man imidlertid revner og sprækker i idyllen, som billederne ikke fortæller noget om.

Et par af hans kultegninger kan godt virke lidt dystre, men det er også det nærmeste, han kommer til at tegne eller male de dæmoner, der greb ham en gang imellem, når hans manio-depression brød igennem den idylliske facade. Vincent Van Gogh er min yndlingsmaler, og hans billeder griber mig umiddelbart, for de fortæller en historie, men med Carl Larsson standses man allerede ved overfladen: hertil og ikke længere, for alt er godt, og sådan skal det forblive ....

Billederne fra Carl og Karin Larssons hjem Lilla Hyttnäs i Dalarna er glansbilleder, og det skal de såmænd også have lov til at være, for de fortæller om et ideal, mange mennesker kan nikke genkendende til: gid det dog var sådan ....
Selv havde han ikke bare en alvorlig sygdom, men også en baggrund med fattigdom samt nederlag inden for kunsten. Han blev ikke maler af historiske motiver, men blev virkelig god til at fortælle historier om det borgerlige drømmeliv - det iscenesatte liv, hvor ikke mindst hans hustru Karin optræder som statist. Hun havde selv haft ambitioner som maler, men opgav dem for  at støtte sin mand og lade sig forvandle til den selvopofrende hjemmets engel, som han ønskede at se hende som.

Når man er dansker-chauvenist

Lad mig sige det på den måde: jeg er glad for at være dansker og skandinav, når jeg sammenligner vore vilkår med mange andre landes. Derfor har jeg også kunnet gribe mig selv i at synge vor pris over for bl.a. amerikanere, idet jeg mener, at USA er et land, der den ene gang efter den anden tipper over i forhold og fænomener, der ikke er gode.
Ikke, at vi er engle, for vi har da bl.a. haft en Peter Lundin og Peter Madsen samt mange andre af samme skuffe før deres tid, men intet i stil med skoleskyderiernes, de tilfældige mords, pædofiliens hærgen, etc., etc., som man kan finde i USA. Det skyldes måske, at vi ikke har en slap våbenlov, men jeg vælger nu at tro, det har noget med vores nationalkarakter at gøre. Folk kan grine ad sådan en påstand, men jeg tror på det, og jeg tror også, at ting som vort frisind, juridisk definerede kønsligestilling, almen tolerance, (som det dog kan knibe med i visse tilfælde), frihed mht. tale og skrift samt en eller anden form for tillidsfuldhed er en del af vor nationalkarakter. Vi er kort sagt nogle herlige personer, og det er mig en gåde, at ikke langt flere lande følger vort eksempel med et (lejlighedsvis) velfungerende velfærdssamfund.

Når barnet fødes i kisten ....

 

Mange kvinder har sat livet til under graviditeten. De er blevet begravet i gravid tilstand, men senere finder man så ud af, at de har "født" deres barn i kisten. Faktisk er der beretninger om disse sære fødsler fra helt tilbage i 1300-tallet, nemlig fordi arkæologer har fået fingre i de døde.
Der er også tilfælde, hvor folk fra kvindens samtid har oplevet en sådan begivenhed. F.eks. fik Den Spanske Inkvisition dødsdømt en gravid kvinde i 1551. Fire timer efter at være blevet hængt, "fødte" hun et dødfødt barn, medens hun stadig hang i galgen. Man undrer sig over, hvorfor inkvisitionen henrettede en gravid kvinde og i det mindste ikke ventede, til hun havde født. Barnet var jo uskyldigt, men blev altså dræbt sammen med sin mor, og det forekommer mig, at det ikke kan være i 

overensstemmelse med kirkens forskrifter.

 

Det lader til, at man ikke helt kan forklare disse "fødsler i kisten" videnskabeligt, men at man mener, det har noget med ligets forrådnelse at gøre. Der frigives gasser, der får den døde til at svulme op, hvilket angiveligt presser fosteret ud. I mine ører lyder det meget logisk, men for nogle andre har sagen et guddommeligt præg, der gør, at de finder langt mere fantasirige forklaringer på fænomenet. Rygtet om, at en død kvinde har født et levende barn, har næppe noget på sig, men de eksisterer og bringer en hel del forvirring med sig.

 

En anden form for "kiste-fødsel" fandt sted i Ungarn i juli 2013, hvor lægerne havde holdt en hjernedød, gravid mor "i live" - og i den tilstand var hun jo reelt ikke andet end et tomt hylster - i tre måneder for at forsøge at redde fosteret. Det lykkedes åbenbart, selv om den lille virkelig var lille med en kropsvægt på sølle 1420 gr. "Fødslen" fandt sted i 27. graviditetsuge, og barnet lader til at have overlevet.

Hvad er lykke?

Da jeg så dette herlige foto af lille Ritchie, der var lammet i bagkroppen, men som nu fik mulighed for at opleve det, alle hunde elsker, nemlig at suse afsted og sige "VOV!!!!" til hav, måger og mennesker, var det for mig som at se SAND lykke beskrevet bedst muligt. Sådan skal det være, når det nu engang er det, ens instinkter påbyder én at gøre. Jeg mener nemlig, at krop og sjæl er forbundet i øjeblikke med sand lykkefølelse.
Man ser noget af det samme i dette foto af Stephen Hawking, der så at sige har mistet sin krop til en forfærdelig sygdom, men som pludselig får mulighed for (helt konkret) at svæve.

Uden hjælp fra de to herrer i billedet kunne Stephen Hawking ikke gennemføre denne episke flyvetur, men sand lykke en nu merer en aktiv proces, hvor man selv er med og ikke bare får det forærende af andre. Dér tror jeg, at mange - især kvinder - begår den fejl, at de forventer at blive GJORT lykkelige af andres handlinger. Den form for lykke ser jeg som noget meget, meget skrøbeligt, der kan blive taget fra én når som helst, og fordi man ikke selv har været en del af skabelsen af denne lykke, sidder man tilbage, tom og deprimeret.

Paradoksalt nok kan fråds og gnasken-gumlen fylde en med en dyb lykkefølelse. Serotoniner frigøres, og sjælen fatter nyt mod, samtidig med at man risikerer at æde sig en pukkel til. Det er jo ikke så godt, men så kan man heldigvis opnå en følelse af lykke ved at tabe sig.

Annoncen er selvfølgelig fup, og man kan ikke undgå at blive sur, når man opdager, at det eneste, man taber, er penge.

Er beboeren af dette værelse pr. definition lykkelig? Ikke pr. definition, men måske på et andet og lavere plan, for jeg vil såmænd ikke benægte, at uden penge får vi det svært i vort samfund. Dog er jeg ret sikker på, at penge ikke er en garanti for lykke ....
Desuden er der en sandhed, vi ikke skal glemme: "Nogle skaber lykke hvor de går, andre når de går." Jep, sådan er det med det, for nogle hoverer måske ligefrem over de ikke nær så lykkelige medskabninger, der bevidner deres lykke. At skabe lykke, giver lykke, men der er inge garanti for, at det lykkes i alle tilfælde, faktisk glipper det nok oftere.
Hvis man skal forsøge at definere lykke, så står man over for mange problemer. Først og fremmest mangler der jo altså en definition, som alle kan blive enige om. Lykke kan altså ikke vejes og måles eller bestemmes mht. bestanddele eller holdbarhed. Det er noget individuelt, der veksler fra menneske til menneske, så en videnskabelig definition er altså umulig. Sært nok, når nu det er noget, som alle verden over ønsker og leder efter.
Flosklen "jeg vil gøre dig lykkelig" hører til en almindelig omgang kurmageri, og det er nok også noget, som den, der siger det, virkelig mener. Han/Hun ØNSKER at gøre den anden part lykkelig, men projektet er næsten altid dømt til at mislykkes, fordi de er to forskellige mennesker med hver deres opfattelse af et lykkeligt liv. Hvor han måske er vild med hurtige biler, så elsker hun babyer og drømmer om at få 10 styks, hvilket ville gøre ham desperat og dybt ulykkelig.

Lykken tilmed lunefuld, som det fortælles i en gammel schlager, så man skal nok være forsigtig med at forvente for meget af den. Foreløbig kan man måske nøjes med at glæde sig over, at "enhver er sin egen lykkes smed" .....

Industrispionage

Industrispionage går meget længere tilbage i tiden, end man vist normalt tænker over. I den gamle, italienske by Sybaris klagede de allerfineste kokke således over, at deres rivaler inden for kokkekunsten stjal deres madopskrifter, når der blev afholdt fornemme banketter. Dette skete vist nok omkring 850, og klage førte til opfindelsen af en form for tidsbegrænset "copy-right".
Jeg tvivler dog på, at selv så mange copy-rights kan hjælpe på selve problemet. Denne specielle tyveriform fortsatte nemlig op igennem historien, bare med andre ting. F.eks. var der de dristige, kristne munke, der stjal silkeorme i Kina og transporterede dem hjem i deres udhulede stokke. På den måde brød de kinesernes monopol på det lukrative silke-marked. Desuden var der nogle franske gejstlige, der stjal opskriften på, hvordan man laver porcelæn, og endnu engang gik det ud over de dygtige kinesere. Englænderne behandlede dem heller ikke for godt, da den skotske botaniker Robert Fortune fandt en nyttig lærdom vedr. driften af teplantager i Kina.

Det kan virke som en avanceret sport, at alle mulige har udspioneret fremmede lande og derpå har bragt deres nyvundne viden tilbage til deres hjemland. Andre, som f.eks. den engelske emigrant Samuel Slater, gjorde gik dog den modsatte vej: han tog sin viden om tekstil-fremstilling med sig fra England, hvor han var født og opvokset, til sit nye, selvvalgte land, nemlig USA. I England kunne den slags forræderi medføre dødsstraf, men Slater skaffede sig en levevej i sit nye land og var ligeglad med, at englænderne rasede imod ham og gav ham øgenavne.

Senere bliver spionagen mere og mere avanceret, og alle oplysninger om f.eks. den amerikanske traktor Fordson, der fabrikeredes på Ford Motor Co., bliver let og "elegant" ført til USSR fra USA. Alle mulige spionerer på alle mulige andre for at sikre sig de nyeste opfindelser inden for elektronik og bioteknologi. Det bliver vildere og vildere, og det lader til, at ingen for alvor forventer at kunne stoppe det.
Nogle af de nye produkter fra ikke særlig vestligt-venligsindede lande som f.eks. Kina virker også direkte truende, som om deres produkt i sig selv er spionudstyr. Således har Huawei med deres 5G-system, (som jeg ikke forstår en pind af) tilsyneladende mulighed for at benytte sig af en (angiveligt) indbygget overvågningskapacitet, der skulle være speciel for dette mærke. Der er dem, der påstår, at Huawei derved bliver i stand til at manipulere internetforbundet elektronik. Det lyder slemt, og i vor paranoide tid tror man det såmænd gerne: vi er gået fra udhulede stave til elektronik, og det næste bliver måske tankekontrol eller lignende ....