Yahya Hassan - Mindeord

Verden holder vejret i sorg og forbløffelse, for hvordan er det dog gået til, at vort vilde nydansker-talent Yahya Hassan nu virkelig er væk? Det har han gang på gang ladet os ane ville ske, og man forventede eller frygtede, at han ville blive likvideret af folk, der ikke syntes om det, han skrev om indvandrere, islam og forfølgelser. Spørgsmålet, der ligger os på tungen er, hvordan gik det dog til? Sagen er dog den, at det ikke egentlig er det, det drejer sig om, for vi burde snarere forholde os til den kendsgerning, at vi har mistet et rablende talent, der både var et fantastisk udtryk for vor tid – og ikke passede ind i den.
Manden var det, englænderne og amerikanerne så rammende beskriver som "a pain in the ass", for vi forstod ikke rigtig, hvordan vi skulle forholde os til dette uventede bombenedslag i dansk litteratur. Hvad gør man med en digter, der ikke bare skælder ud over ét emne som vejret, kærlighed, kønnenes forvirring, religionsdebatter eller politik i al almindelighed? Han omfattede det hele, også emner der tydeligvis gik ham på, men som ikke vandt genklang i den etablerede litterære verden. Ind imellem fik vi så rapporter fra politi og domstole, hvilket vi (selvfølgelig) havde svært ved at forholde os til, for den slags plejer pæne, danske digtere ikke at være rodet ind i.
Hans talenter strittede til alle sider og pirkede til alt og alle, der ville lytte. De andre kan måske nu få øjne og ører op for det, vi alle har mistet med dette store talent.

https://arbejderen.dk/navne/yahya-hassan-er-d%C3%B8d

Han er blevet begravet i dag .....

"Hamlet" er vel "Hamlet" eller hva'?

Mange skuespillerede har brilleret i rollen som Shakespeares tragiske "Hamlet". Her er det den franske skuespillerinde, Sarah Bernhardt, der ytrer de berømte ord "To be or not to be".
Der har været mange teorier om, hvor Shakespeare fandt sin inspiration til dette skuespil, og en af dem er det finske nationalepos "Kalevala", hvor der bl.a. fortælles om en prins, der udkæmper en drabelig magtkamp med sin morderiske onkel, der har stjålet hans trone. Min vurdering: det er ikke den "Hamlet", vi kender, men det ligner.

En anden teori er, at "Hamlet" handler om noget så aldeles uventet som vores kong Christian og den berømte, danske astronom Tycho Brahe. Tanken ville aldrig så meget som have strejfet mig, og jeg tror stadig ikke på teorien, men indrømmer dog, at den er interessant og ikke helt kan afvises. Den, der kom med denne specielle teori er professor Peter Andersen, der skrev en bog om den, nemlig "Kunstværket".

Efter Peter Andersens mening peger rigtig meget på en overset forbindelse mellem skuespillet og historien. For ham at se var "Hamlet" en allegori over et opgør mellem kongen og astronomen, der byggede på førstnævntes mistanke om og frygt for, at sidstnævnte var hans biologiske far. Denne frygt skulle have ført til et mord på Tycho Brahe, der rent faktisk døde på mystisk vis i Prag i 1601.
Hvad Peter Andersen angår, så faldt han tilfældigt over en beskrivelse af begivenhederne i en prosafortælling fra 1602 i "Den Hvenske Krønike", der fik ham til at tænke over visse ting omkring dødsfaldet.
"Higer og søger i gamle bøger" siger man, og det gjorde Peter Andersen, både hist og pist. Således fandt han en dagbog i det svenske rigsarkiv, som Tychos slægtning, Erik Brahe, havde skrevet. Her indrømmer han mordet og antyder desuden, at han blev tvunget til at begå det af kong Christian IV's folk. En intrige, der også var forbundet med kongens personlige rådgiver, sognepræst ved Helligåndskirken i København, Jon Jakobsen. Ifølge Peter Andersen trak præsten i trådene og var den egentlig bagmand til fjendskabet mellem kongen og astronomen.
Hva'ba'?!!!! Umiddelbart lyder det vildt, men afvises 100% kan det ikke ..... 

 

Angiveligt gik der på tiden for Tycho Brahes død rygter om, at han var Christian IV's biologiske far, hvilket villle blive en alvorlig sag, fordi det ville berøve ham legitimitet som konge. For at få den teori til at stemme må man se på Christian IV's mor, Sophie af Mecklenburg, der 14 år gammel blev forlovet med sin fætter, den 37-årige Frederik II af Danmark.

Så vidt vides, havde de et lykkeligt ægteskab, og mig bekendt var der ingen vilde rygter om en affære med Tycho Brahe, men det fortælles, at hun besøgte ham flere gange på Hven.
Hvad præsten Jon Jakobsen angår, så var han kendt som en intrigemager, og man ved, at han fik et horn i siden på sin førhen gode ven, Tycho Brahe, da denne afviste en afhandling, han havde skrevet. Ingen videnskabsmand ser med milde øjne på en person, der ikke kan lide hans/hendes arbejde, men kan det være nok til at hidse kongen op imod den berømte astronom? Faktisk vil jeg sige, at det eneste bevis, der angiveligt er, må være Erik Brahes dagbog.
Hvis man skal foretage en sammenligning med de historiske personer og persongalleriet i "Hamlet", ser det sådan ud: Christian den Fjerde er Hamlet, Tycho Brahe er Claudius og Jon Jakobsen er Hamlets rådgiver Horatio, men jeg må sige, at det virker langt ude ....

Jeg har før skrevet om denne teori her:

http://EzineArticles.com/?expert=Else_Cederborg

http://EzineArticles.com/3549519

 

Barn af udviklingshæmmet

En nydelig, ung dame i begyndelsen af trediverne, tilmed begavet, selv om hendes jødiske far er mentalt udviklingshæmmet og ikke kunne tage sig af hende, da hans kone forlod ham. Derfor voksede hun op hos hans forældre, der lige fra begyndelsen indskærpede hende, at hun som kvinde havde en forpligtelse til at føde mange børn for at gøre sit til at udligne det jødiske tab i holocaust. Den unge kvindes navn er Deborah Feldman, og hun reagerede imod værdierne i den ultra-konservative hasidistisk-jødiske familie, som hendes familie tilhørte.
Grunden til at Deborahs mor forlod sin mand og datter var den, at hun var blevet narret ind i ægteskabet. Det var et problem for hendes svigerforældre, der fulgte de gældende ultra-jødiske regler omkring børn og ægteskaber, at ingen i deres omgangskreds ønskede at gifte sig med deres mentalt handicappede søn, for inden han blev gift, kunne hans ti søskende ikke blive det.
Gode råd var dyre, men de fandt frem til en løsning, som de troede ville holde, nemlig at finde en fattig pige uden for USA, der ikke vidste noget om hendes påtænkte ægtemands handicap. Deborah Feldman har i interviews omtalt dette arrangement som et "køb" af en egnet pige, der kom til USA helt alene uden at kende nogen. Efter fødslen af datteren forlod hun familien og flyttede sammen med en anden kvinde, hvilket selvfølgelig også var en skandale i det ultra-konservative, jødiske miljø.

Hvad Deborah angik, så blev hun - sådan som det var skik i hendes familie - præsenteret for en "passende, ung mand" og derpå gift som 17-årig. Han var angiveligt en sød fyr, men ægteskabet fungerede ikke, selv om de dog fik en søn et par år efter. Hun besluttede sig for at flygte og at slå sig ned i Berlin, som hendes familie ellers forbandt med det frygtelige, der var overgået jøderne under Anden Verdenskrig. Noget, hun har fortalt om i den selvbiografiske bog "Unorthodox - The Scandalous Rejection of My Hasidic Roots" fra 2012, der er blevet filmatiseret som en mini-serie for Netflix.
Det er interessant, at denne begavede og talentfulde kvinde er datter af en mentalt udviklingshæmmet mand, for langt op i tiden blev denne gruppe handicappede i Danmark betragtet som en frygtelig fare for den samlede befolkning. De formodedes altid at avle et uendeligt antal degenererede og kriminelle børn, der ville belaste samfundet. Man gik ind for sterilisering og forbud mod giftermål, men denne skarpe udsondring af dem som samfundsgruppe skiftede i midten af det tyvende århundrede, og man gik væk fra mange juridiske tiltag af denne art. Så vidt jeg ved, betragtes udviklingshæmmede mødre - og det er mest dem, det gælder - dog stadig på forhånd som inkompetente, selv om det ikke altid behøver at være tilfældet.


https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/deborah-flygtede-fra-ekstremt-religioest-samfund-friheden-var-et-komplet?cid=newsletter_nb_nyhedsoverblik-middag_20200503121526

Når man ser sig gal på en guddom

Der er stil over en mand, der ikke bare nøjes med at beklage noget, men går aktivt ind i kampen imod det. Sådan var den romerske kejser Gaius Julius Caesar Augustus Germanicus, der er bedre kendt under sit kælenavn Caligula (12–41 e. Kr.), for da han blev gal på havguden Neptun, erklærede han krig imod ham. Som bekendt hesker havet stadig over store arealer på vor klode, hvoraf nogle er oversvømmet landjord, så det var altså Neptun, der vandt - eller i hvert fald ikke blev besejret.

Kejser Caligula er kendt for at være en skør rad, der holdt enorme orgier og gik i seng med sine tre søstre, angiveligt fordi han anså sig selv for guddommelig, og sådanne samlejer efter hans mening måtte være det mest passende for guder, da det sikrede, at et eventuelt afkom også blev guddommeligt. Selv optrådte han ofte i skikkelse af forskellige guder som f.eks. Herkules, Merkur, Venus og Apollon, men vist nok aldrig Neptun. Han fik fjernet hovederne på statuer af forskellige guddomme og fik dem erstattet med sit eget, og han kaldte sig selv for Neos Helios, dvs. "Den Nye Sol". På ægyptiske mønter blev han faktisk fremstillet som solgud.

Hans eftermæle var, at han var skingrende skør, men man må huske på, at det ikke var hans venner, der skrev hans nekrolog, tværtimod. Fremstillingen af ham som en skaldet, tyndbenet grimrian behøver heller ikke at være rigtig, men det ville nu ærgre mig, hvis det viste sig, at det med Neptun ikke passede, for den historie elsker jeg bare, da jeg længe har ment, at de himmelske magter bør have et menneskeligt modspil og såmænd også gerne én på snotten.

En kvindes hævn

Da den franske adelskvinde Jeanne de Clisson fra det fjortende århundrede oplevede, at hendes tredie mand, Olivier de Clisson IV, blev beskyldt for at være landsforræder og derpå henrettet, blev hun stjernetosset og svor hævn, selv om visse ting nu tyder på, at han faktisk var skyldig. Det samme var hun, for der var en form for tilknytning mellem hende og den engelske konge, der blev tydeligere og tydeligere efter nogle år.
Ingen anede imidlertid uråd, da hun solgte sit hus og sine jordbesiddelser for at købe tre skibe, for hvem kunne dog have forestillet sig, at denne fornemme, franske dame ville forvandle sig til en blodtørstig pirat og gøre alt for at skade Frankrig? Hendes aktiviteter til søs skaffede hende det meget sigende tilnavn "The Lioness of Brittany", og hendes skibe blev kaldt "The Black Fleet". Man sagde om hende, at hun henrettede hele skibsbesætninger og i hvert fald enhver fransk adelsmand, hun fik fat på. Hendes ultimative plan var imidlertid at dræbe kong Phillip VI, som havde fået hendes mand - og faderen til fem af hendes børn - henrettet.
Var der noget, hun havde masser af, så var det ellers ægtemænd. Hun var blevet gift første gang som 12-årig med den 19-årige Geoffrey de Châteaubriant, som hun fik to børn med. Da han døde, blev hun gift med Guy of Penthièvre, men familien fik dette ægteskab annulleret, og så mødte hun manden, der åbenbart var hendes drømmeprins: Olivier de Clisson IV. Deres 13 år lange ægteskab var en succes, men endte altså med, at han blev arresteret og henrettet, hvilket førte til hendes hærgen til søs.
Nu kunne man tro, at sådan en blodtørstig og oprørsk kvinde ville få samme skæbne som sin mand, men nej, hun kom ud af det med liv og lemmer i behold samt en fjerde mand. Efter at have hærget som pirat i 13 år blev hun i 1356 gift med en engelsk adelsmand, Walter Bentley, der ligesom hun selv var forbundet med Edward III af England. Så vidt man ved, var ægteskabet en succes, men Jeanne døde af sygdom tre år efter brylluppet som en pæn og agtværdig dame.

Den krakelerede facade

Jeg har altid godt kunnet lide den engelske tegner George Cruikshank og ikke mindst hans Dickens-illustrationer. Hans vittige og ondskabsfulde karikaturer er også en af mine yndlinge.
Hele den mandlige del af Cruikshank-familien i to generationer tegnede. Hans far var den velkendte karikaturtegner, Isaac Cruikshank, der slog sine folder i slutningen af 1700-tallet, og hans ældre bror, Isaac Robert Cruikshank, fulgte i hans fodspor. Alle tre var berømte og elskede for deres streg. George var tilmed kendt som en omvendt alkoholiker, der var blevet forvandlet til en pæn, dydig, viktoriansk afholdsmand.

Et af hans yndlingsmotiver var tidens "dandies" - dvs. forfængelige og overfladiske modeherrer - som han gjorde nar ad med lige så stor verve, som han angreb det udsvævende og inkompetente kongehus med kong George IV og dronning Caroline i spidsen. Hans barske tegninger af kongehuset gjorde, at han i 1820 fik en bøde samt en advarsel om “not to caricature his majesty in any immoral situation.” Underforstået, at kongen ofte befandt sig i sådanne situationer ...

Her ser man den senere George IV som kronprins, og det er jo tydeligt, at han ikke rigtig besad de evner, der ville gøre ham til en stor regent i andet end omfang og taljemål ....

Alle George Cruikhanks angreb på umoralske personer og tilstande har sikkert været med til at sikre hans eget ry som en pæn og dydig viktoriansk kunstner, men det holdt ikke længere end til hans død, hvor hans sidste ord på dødslejet afslørede hans hemmelige liv: "Åh, hvad skal der dog blive af mine børn?!" Eftersom han ikke havde børn med hverken sin første eller anden kone var denne ytring på dødslejet ret overraskende, indtil man opdagede, at han rent faktisk havde 11 børn - hvoraf det sidste blev født efter hans 82 års fødselsdag - med en afskediget tjenestepige, som han havde installeret som fast elskerinde. Dydsdragonen Cruikshank var mildt sagt blevet taget med bukserne nede, men det gør ham (i mine øjne) langt mere menneskelig.

Cecil Bødker

Katten er sikkert også mægtig begavet, men det er nu dens menneskemor, det gælder, nemlig Cecil Bødker (1927-2020) der døde i denne måned. Hun var en af flere danske forfattere, hvis bøger revolutionerede børnebogslitteraturen her i landet, og jeg tør vædde med, at mange inden for andre genrer også blev inspireret af hende og hendes skrivestil. Det, der kendetegnede hende, var, at hun tog sine læsere - børnene - alvorligt. De havde efter hendes mening et lige så stort krav på bog-oplevelser, der gik ud over det pædagogiske, som voksne.

Hun er nok særlig kendt for sine 14 bøger om Silas. De var spændende og havde en meningsfuld handling samt flotte persontegninger. Silas er ikke én, man sådan lige glemmer, som det er med mange andre børnebogs-personer.

Nogle af hendes bøger blev også filmatiseret. Det gælder bl.a. "Hungerbarnet" fra 1990, der fik filmtitlen "Ulvepigen Tinke". Filmatiseringen var en fin anerkendelse af dens litterære kvalitet.

Menneskelivets vanskelige vilkår i svære tider var et af hendes hovedemner som f.eks. i "Ægget der voksede". Som sædvanlig en underholdende og spændende bog, hvilket jo nærmest var hendes "varemærke".
En af de ting, bl.a. hun og hendes skrivestil har influeret er selve faget børnebøger. Hun fik ikke ordlyd ved at buldre og brage for sine ideer, men fordi hun gjorde sig hørt gennem en kvalitetsvurdering. Man forstod, hvad hendes bøger var værd, sådan at deres umiskendelige litterære kvalitet banede vejen for en vurdering. Litteraturfolk begyndte pludselig at diskutere genren børnebøger som en ligeberettiget litteraturform. Noget, der også kan ses af, at der også blev undervist i genren og udgivet fagbøger om den. Litterære fagfolk tog fat om begrebet og gav det status, fordi det havde kvalitet. Det havde det ikke haft før, hvor man havde forventet af børnene, at de bare skulle beskæftige sig med den "seriøse voksenlitteratur".