Jeg har altid godt kunnet lide den engelske tegner George Cruikshank og ikke mindst hans Dickens-illustrationer. Hans vittige og ondskabsfulde karikaturer er også en af mine yndlinge.
Hele den mandlige del af Cruikshank-familien i to generationer tegnede. Hans far var den velkendte karikaturtegner, Isaac Cruikshank, der slog sine folder i slutningen af 1700-tallet, og hans ældre bror, Isaac Robert Cruikshank, fulgte i hans fodspor. Alle tre var berømte og elskede for deres streg. George var tilmed kendt som en omvendt alkoholiker, der var blevet forvandlet til en pæn, dydig, viktoriansk afholdsmand.
Et af hans yndlingsmotiver var tidens "dandies" - dvs. forfængelige og overfladiske modeherrer - som han gjorde nar ad med lige så stor verve, som han angreb det udsvævende og inkompetente kongehus med kong George IV og dronning Caroline i spidsen. Hans barske tegninger af kongehuset gjorde, at han i 1820 fik en bøde samt en advarsel om “not to caricature his majesty in any immoral situation.” Underforstået, at kongen ofte befandt sig i sådanne situationer ...
Her ser man den senere George IV som kronprins, og det er jo tydeligt, at han ikke rigtig besad de evner, der ville gøre ham til en stor regent i andet end omfang og taljemål ....
Alle George Cruikhanks angreb på umoralske personer og tilstande har sikkert været med til at sikre hans eget ry som en pæn og dydig viktoriansk kunstner, men det holdt ikke længere end til hans død, hvor hans sidste ord på dødslejet afslørede hans hemmelige liv: "Åh, hvad skal der dog blive af mine børn?!" Eftersom han ikke havde børn med hverken sin første eller anden kone var denne ytring på dødslejet ret overraskende, indtil man opdagede, at han rent faktisk havde 11 børn - hvoraf det sidste blev født efter hans 82 års fødselsdag - med en afskediget tjenestepige, som han havde installeret som fast elskerinde. Dydsdragonen Cruikshank var mildt sagt blevet taget med bukserne nede, men det gør ham (i mine øjne) langt mere menneskelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar