Der har været en hel del beretninger om mænds nekrofili, men alle mine illusioner om, at det "bare" var et mandligt fænomen, (som bl.a. Ted Bundy dyrkede), er blevet skudt i sænk, da jeg læste om denne unge dame, Karen Greenlee (født i 1956).
Hun arbejdede som balsamør-studerende, (eller hvad sådan en nu hedder), i Californien. Det gik tilsyneladende fint, men en dag gjorde Karen noget, man ikke havde ventet af hende: i 1979 stjal hun den rustvogn, som hun kørte liget af en 33-årig, ung mand til begravelse med. Faktisk var hun kommet så tæt på den sørgende familie, at hun så dem stå og vente på rustvognen, ligesom de formentlig så hende, da hun pludselig vendte om og spurtede afsted med den afdøde.
Da hun blev fundet, indrømmede hun, at dette ikke var første gang, hun forgreb sig på et lig. I et senere interview, der er gengivet i bogen "Apocalypse Culture", fortalte hun uden nogen tegn på fortrydelse, at hun, at hun havde gjort det sådan ca. 20 gange før. Hun foretrak simpelthen lig og kom også godt fra det denne gang, for det blev ikke regnet for kriminelt på dette tidspunkt.
At hun fik en straf skyldtes tyveriet af rustvognen og ikke voldtægten af afdøde. Straffent bestod i en latterligt lille bøde og 11 dage i fængsel. Noget, der nok var med til at gøre afdødes mor så rasende, at hun sagsøgte hende og bedemandsfirmaet for §1 million. Retten afgjorde, at hun skulle have §117,000 i erstatning, hvilket da også var et pænt beløb for en sex-akt, der ikke krævede nogen medvirken af den ene part, men som reelt set var en voldtægt.
Senere har Karen Greenlee talt varmt om sin forkærlighed for døde mænd, og hun har også tegnet et sådant "romantisk møde".
Et par af de ting, der satte fut i hendes libido var lugten af blod og død. Hun beskrev sig selv som et lighus-rotte og nekrofili som en "afhængighed".
Som om det ikke var nok med én kvindelig nekrofil, så er der sandelig også Leilah Wendell. Hun er forfatter, maler, historiker og administrator på Westgatenecromantic.com. Denne website er dedikeret til dødsenglen Azrael, da Leilah efter sit eget udsagn ganske enkelt er forelsket i døden.
Her ser man Leilah i færd med sin yndlings-beskæftigelse, og jeg ved allerede nu, at ikke bare hun og Karen dyrker denne passion. Der er flere, og det kan man jo så tænke over, for hvad får dem dog til det? At mænd kan være erotiske fumlegængere, ved man allerede, men derfra og så til helt at afvise den levende variant for den døde er nu et spring af de store ....
Jeg har set flere dokumentarprogrammer om mandlige mordere, der ikke bare myrdede en kvinde, der faldt i deres smag, men også bevarede hendes lig til senere "romantik". At kvinder også kan gøre den slags skulle nødig gå hen og blive en trend ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar