Væsener uden værdi?

Ikke den respons, man ønsker, når man tager sit kæledyr op til lidt nærkontakt, men afgjort mægtig forståeligt. At være en lille øgle i en kæmpes hånd kan ikke være behageligt, og dyret har ret til at forsvare sig imod de farer, det fornemmer i situationen. 
Jeg har aldrig haft et sådant kæledyr og heller ikke en slange, men  jeg har haft snegle og regnorme som barn, og de virkede hverken bange, kede af det eller oprørte. De var heller ikke kælne og samarbejdsvillige mht kæl og kontakt. Faktisk kan man sige, at de virkede komplet neutrale, nemlig fordi de ikke fattede en brik af, hvad der foregik. Spørgsmålet er så, hvorfor jeg kunne lide dem og investerede tid og interesse i dem. Hvordan kunne jeg f.eks. få den tanke, at jeg kunne lave et snegle-cirkus, hvor dresserede snegle gik på line? Jeg forsøgte nemlig at dressere de komplet desorienterede dyr, og det blev selvfølgelig en total fiasko, og så fandt jeg selvfølgelig ud af, at projektet var en håbløs affære og satte dyrene fri.
Det, der undrer mig, er at ingen voksne greb ind, men fandt mine anstrengelser "søde" og "rørende". Jeg vil tro, det skyldtes noget, som jeg senere er blevet meget bevidst om: små, forsvarsløse og harmløse dyr regnes for ubesjælede væsener, som ingen forsvarer. Noget, jeg selvfølgelig finder meget forkert både for dyrenes skyld, men også fordi næste skridt kan være en nedvurdering af mennesker, der ikke regnes for værdifulde hverken som individer eller samfundsborgere. Den slags bedømmelser bør ikke få indpas i vor tidsalder, for så har vi intet lært af det historiske intermezzo med en vis Adolf ....