Anden akt af sæbeoperaen om dronningen og tyren ....

De gamle grækere svælgede i sex og skandaler, men de fleste af dem foregik blandt guder og halvguder. Nogle af fortællingerne var stensikkert en form for morallære: gør ikke sådan, for så sker der slemme ting med dig eller dem, du holder af ....

En direkte udfordring kunne også bestå i en overskridelse af grænser mellem gudernes og menneskenes verden. Et eller andet formasteligt menneske gjorde noget, der ikke skulle være ham/hende muligt som f.eks. at flyve. Sådan var det med geniet Daedalus, der mestrede mange kunstformer. Han byggede og skabte eller fandt på geniale nødløsninger, hvoraf de fleste nok har været en indirekte udfordring af guderne. F.eks. gjorde han det muligt for dronning Pasiphae, (der såmænd var datter af solen), at få en hyrdetime med den smukke tyr, som hendes mand, kong Minos, havde snydt havguden Poseidon for som offergave. Noget, der førte til mange ulykker for både kongen og alle mulige andre, for som de græske myter viser os, så skal guderne have, hvad de nu har lyst til. Hos dem er lyst nemlig lig med et retmæssigt krav, så Poseidon havde hævnet sig ved at forhekse dronningen, så hun blev grebet af begær efter sex med denne tyr ....

Eftersom proportionerne mellem mennesker og tyre nu engang ikke rigtig passer sammen, så var tyren ikke så villig til den slags narrestreger, men Daedalus fandt på en list, for han byggede en ko-attrap, som dronningen kunne krybe ind i og på den måde opnå nærkontakt med tyren. Resultatet af dette kærlighedsmøde var et frygteligt uhyre, Minotaurus, der var halvt tyr, halvt menneske.

Gode råd var dyre for stakkels kong Minos, for han havde ikke andre muligheder end at indespærre uhyret, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når nu det var så vildt og stærkt? Jo, Daedalus, der havde bygget ko-attrappen, fandt på råd endnu engang, for han byggede en labyrint, der kunne holde uhyret inde og både beskytte det samt de mennesker, der måske ønskede at møde det.

Labyrinten var et arkitektonisk mesterværk, og Minos blev bekymret for, om Daedalus kunne holde tæt vedrørende dens indretning. Derfor fængslede han ham og hans søn, Ikarus, men det snarrådige geni fandt selvfølgelig på en udvej. Han samlede fjer fra fugle og skabte to sæt vinger, et sæt til sig selv og et til sønnen. Disse vinger havde dog én alvorlig skavank, for de var samlet med voks, og hvis man kom for tæt på solen, så ville den smelte voksen og vingerne opløses.

Desværre overhørte den unge mand sin fars påbud om ikke at flyve for tæt på solen, da voksen så ville smelte. Fuld af ungdommeligt overmod steg Ikarus højere og højere opad, hvilket førte til, at solvarmen smeltede voksen på hans vinger, og han styrtede ned i havet og druknede.

Meget sørgeligt, men ikke uventet, for i græsk mytologi er der masser af ulydige, dumdristige og såmænd også forræderiske teenagere, der gør alt det, deres forældre forbyder dem at gøre. Det unge brushoved blev bare grebet af eventyrlyst, da han opdagede, at vingerne bar, og det er sket om og om igen for mange andre unge mennesker, der får rodet sig ind i mange farefulde oplevelser.