Da Nellie fandt sit kald

Dengang lille Nellie Bly så dagens lys, var denne fødsel nok noget så dagligdags, at det næppe blev betragtet som en sensation i hendes familie. Hun var jo trods alt det trettende barn ud af de femten, det endte med for den velhavende Mr. Bly. Hendes mor, der var hans anden kone, var dog kun mor til tre af de mange børn. Heldigvis kan man sige, for da Nellie var seks år gammel døde hendes far og overlod dermed forsørgelsen af de tre børn til sin enke, for på en eller anden måde havde han tilsyneladende "glemt" at sørge for hende og dette efterladte andet kuld børn.
Hvordan klarede Mrs. Bly det i en verden, hvor pæne og agtværdige kvinder af god familie ikke forventedes at arbejde for føden? Jo, hun og hendes datter, Nellie, fik den ide at drive et pensionat. Noget, der hjalp på finanserne, men Nellie ønskede noget mere. Hendes brødre var præcis lige så uuddannede som hende, men hvor de kunne få jobs som kontorister og den slags, så havde hun kun den mulighed at blive stuepige eller vaskekone, og ingen af delene appellerede til den ærgerrige, unge pige.

Hun ville være journalist, hvilket var lettere sagt end gjort i en mandeverden, der ikke bød kvindelig intelligens velkommen. Det krævede ekstraordinære tiltag, og dem var hun god til, for i 1887 begav hun sig som 23-årig ud på en risikabel vej for en ung dame med ambitioner: hun besluttede sig for at undersøge forholdene på et af landets mentalsygehuse. Derfor lod hun sig fuldt bevidst indlægge som patient, men kun for at spionere, så hun senere kunne skrive om oplevelsen, hvilket hun da også gjorde med stor succes ...

Senere markerede hun sig yderligere som journalist ved at skrive om andre spændende tiltag som f.eks.en jordomrejse.

Som 31-årig giftede hun sig med den 73-årige millionær Robert Seaman. Derpå begyndte hun at gøre sig gældende inden for et nyt fag, nemlig industrielt design. En berømt oljetønde ses som hendes design, men det er vist tvivlsomt, hvilket dog ikke gælder en vis type mælkekartoner og affaldsbøtter. Der kan sagtens være mere, der kan tilskrives hende, men det blev registreret under hendes navn som gift, nemlig Elizabeth Cochrane Seaman, og hun kan også have brugt andre navne.

En tid var hun den førende, kvindelige industrimagnat i USA, men hendes egen forretningsmetode med lidt vel mange sociale projekter samt nogle bedragerier, hun kom ud for, førte til, at firmaet gik konkurs. Gode råd var dyre, men hun fandt hurtigt vejen tilbage til journalistikken, hvor hun igen brillerede med reportager, bl.a. om datidens kvindekamp. I 1922 sluttede det hele imidlertid, da hun fik lungebetændelse og døde, 57 år gammel. Eftertiden har dog ikke glemt, at hun var en modig pioner og god skribent.

Efter døden er hun på bizar vis genopstået som dukke og som legetøjsfigur i forskellige relaterede spil. Det er en ret forrygende udvikling, men hun var jo altså også selv en forrygende dame ....

Dukkerne må også være ret populære, for de findes i flere versioner, hvilket jo tyder på, at der er salg i dem. Her er en af modellerne: