Krigerisk? Tjaahh ...

Eleonora af Aquitanien (1122/1124–1204) er den eneste kvinde, der både har været fransk og engelsk dronning.  Som teenager var hun helt sikkert det bedste parti i Europa. Hun var berømt for sin skønhed, klogskab og faste karakter, men det var nok hendes egenskab af superrig arving, der lokkede de fleste bejlere til. Man kan sige, at hun som ung pige nærmest væltede sig i nedarvede besiddelser, så rig var hun.
Desuden var hun tydeligvis intelligent og havde fået en god uddannelse, både inden for sprog, musik og litteratur. Ud over det så var hun også god til forskellige såkaldte mandlige sportsgrene og var bl.a. kendt som en glimrende rytter, der også gjorde det godt som falkejæger. Vist ikke kundskaber, hun fik megen gavn af i sit første ægteskab, da hun - blot 15 år gammel - blev gift med den kedelige og indesluttede kong Ludvig VII af Frankrig.
Nogle år efter brylluppet kæmpede hun desperat at få mere luft under vingerne, idet hun forsøgte at komme med på det 2. korstog sammen med sine kvindelige riddere. Det fortælles, at hun opsøgte Bernard af Clairvaux, klædt som en kampberedt amazone. Hendes kvindelige riddere var også klædt i kampuniform, men selv om de drog af sted i samlet flok, så kom de aldrig i kamp. Noget, der virkelig må have skuffet den unge, krigeriske dronning.

Forskellige uenigheder - samt en forelskelse i en af hendes onkler - gjorde, at hun erklærede sit ægteskab med Ludvig VII ugyldigt, og det blev opløst i 1152, men det kostede hende de to døtre, hun havde med ham. De voksede op ved det franske hof, medens hun selv giftede sig med Henrik af Anjou, der var engelsk tronarving. Et par år efter blev han Englands konge som Henrik 2.

Da hendes mand sendte hende til hendes oprindelige arverige, Aquitanien, for at genoprette ro og orden, besluttede hun sig for at blive dér og oprette sit eget rige som regerende dronning. Hun havde dog gjort regning uden vært, for i de næste mange år opstod der den ene arvestrid efter den anden mellem Henrik II og deres otte fælles børn. Tre af sønnerne indledte et veritabelt oprør imod deres far, som de fandt støtte til hos deres mor. Desværre for hende mislykkedes oprøret, og hendes mand holdt hende derpå i fangenskab gennem de næste 15 år. Da han døde i 1189, blev han efterfulgt af deres søn, Richard I (1157-1199). 

En anden grund til fjendskabet mellem ægtefællerne var Henriks forhold til en af tidens helt store skønheder, Fair Rosamund, som Eleonora blev mistænkt for at have forgivet. Meget af historien om Henrik og den skønne Rosamund virker som ren fantasi, men at hun eksisterede, og at hun blev regnet for særdeles smuk, er der ingen tvivl om. - Billedet viser, hvordan dronningen angiveligt forgiver sin rivalinde.

Den bedste beskrivelse af det stridende kongepar finder man i filmen "The Lion in Winter" (1968) med Katherine Hepburn og Peter O'Toole. De er helt suveræne i deres demonstration af de kongelige intriger og den lidenskab, der ulmer i deres ikke spor nemme forhold. Da Eleonora døde i 1204, blev hun begravet sammen med sin mand, Henrik II, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de dog har kunnet dele grav oven på alle deres stridigheder.