lørdag den 30. maj 2020

Skamposer i fortid og nutid

Vi har set dem på portrætter af mænd fra middelalderen, men deres glansperiode kom senere og ingen har båret dem med større stolthed end super-narcissisten Henrik VIII. Han var stolt af det, nogle i vor tid har kaldt deres "kronjuveler", og fremviste dem i sine portrætter som om det var en bedrift bare at have dem. Denne stolthed var han dog ikke ene om, for der blev strittet til højre og venstre med organet i "skamposer" eller "skamkapsler", der kunne antage groteske og ikke-naturtro former. Her ses denne detalje fra herremoden i en moderne  gengivelse, formentlig fra et festspil af en eller anden art.


Oprindelig var skamposen skabt for at skjule mandens organ, fordi brugen af et par hoser til hvert ben efterlod skridtet bart og - værst af alt - ubeskyttet. Den går jo ikke i en verden, hvor det vrimler med sværdbevæbnede modstandere, og hvor dueller af forskellig art var en del af kulturen. 
Hose-moden har sikkert været brugbar for mange, men noget måtte der gøres for og med det bare skridt mellem de to hoser, der dækkede hver sit ben, og det blev altså en skampose, som det ses i dette maleri af Pieter Brueghel the Younger.

Hvor skamposen oprindelig bare var en nødvendig "flap" eller "pose" til at dække mandens udsatte organ, så endte den med at vokse og vokse. Fine herrer som f.eks. netop Henrik VIII og andre kongeligheder strittede på livet løs og sørgede for, at alle kunne se det.

Hundesnuden peger ikke direkte imod denne herres pryd og stolthed, men det er tæt nok på, til at man uvilkårligt ser den som billedets centrum. Sådan var det bare, og det antog ofte groteske former som i disse detaljer fra datidens rustninger.

Den til højre, der er udformet som et ansigt med øjne,  næse og mund, er jo direkte komisk, men sådan så man det ikke dengang. Fra at have været et klædningsstykke til at camouflere og beskytte et sart område på det mandlige legeme, havde skamposen forvandlet sig til et forfængelighedens super-symbol for mænd.

Det var in at stritte eller i hvert fald bule ud, og sådan er det faktisk stadig i visse dele af vor egen moderne kultur.

Charmerende? Næh, men sexet i bøsse-kredse, og der er formentlig også nogle damer, der føler, at denne herre virkelig har noget at byde på.


 













Ingen kommentarer:

Send en kommentar