Jernladyen

Dette er et typisk billede af den nu afdøde engelske premierminister Margareth Thatcher og samtidig en illustration af min egen modsætningsfyldte holdning, når det gælder politik. Hun var konservativ, og det er jeg ikke, men hun var også kvinde og havde stor succes i noget, der blev set som et "mandefag", hvilket jeg virkelig tager hatten af for. Damen var dygtig - og somme tider lidt for dygtig, hvis jeg tænker i politiske baner - og alligevel beundrer jeg hende. Noget, der ene og alene skyldes, at hun var kvinde.
Altså ....
Nå, men ligner det ikke den holdning mænd har til kønsfæller med succes? Måske de ikke går ind for deres politik, livsstil, etc., men kønnet får dem til at applaudere dem, og de vil til enhver tid støtte dem frem for en dygtig kvinde, der ikke er "ligesom dem", nemlig i fysisk forstand? Jo, det ligner i høj grad og er vel i realiteten identisk med deres holdning, hvilket tydeligvis gør mig til kvinde-chauvenist, liesom de er mandschauvenister.
 

Hvorom alting er, så blev Margareth Hilda Roberts Thatcher Europas første kvindelige premierminister og den eneste i det tyvende århundrede, der vandt tre valg på stribe. Hun blev et begreb på samme måde som Winston Churchill var det, da han sad på posten. Også for dem, der ikke kunne lide hendes politik.
Hendes uddannelse bestod i en bachelor i kemi, og senere blev hun advokat med speciale i skatte- og patentlov. Da det konservative parti, som hun repræsenterede, fik en jordskredssejr i 1979, blev Labour sendt ud i mørket, hvor de sad og skumlede i næsten tyve år. Thatcher havde travlt med at vende skuden, hvilket betød en hel række radikale løsninger, der ikke ligefrem var en lynkur, så hun var nok nærmest ligeglad med, hvad de gjorde, når bare de var væk - og det var de ...
Det var hendes erklærede mål at bekæmpe socialismen i alle dens former, og denne situation lignede i hvert fald en sejr over den, omend kun på hjemmeplan. Senere, da hun mødte en af de rigtig tunge drenge inden for socialismen, nemlig Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov, udtalte hun sig overraskende nok positivt om ham. Noget, der dog ikke forhindrede den sovjetiske avis Røde Stjerne i at give hende øgenavnet "Jernladyen", der såmænd følger hende den dag i dag. USAs senere præsident Ronald Reagan var dog nok mere hendes kop te. De mødtes første gang, da han "bare" var guvernør i Californien, og sympatien var gengældt fra første øjeblik.

Da hun overtog magten i 1979, så det sløjt ud med den engelske økonomi. Inflationen var tårnhøj, hvilket også gjaldt skatterne, og der var ofte strejker. Der rådede en tung stemning i landet med alles generelle utilfredshed med alt og alle.
Thatchers hestekur bestod i en privatisering af flere statsejede selskaber, en nedsættelse af de høje skatter og forskellige andre tiltag, hvoraf de fleste var upopulære, men efterhånden virksomme. At nogle af dem betød en forøget arbejsløshed en tid var beklageligt, men det virkede alt sammen på længere sigt, og hun fik virkelig vendt skuden.
Det, der fældede hende, var hendes holdning til EU, som hun ikke var vild med. Efter et kampvalg om formandsposten i 1990 trak hun sig, sandsynligvis fordi hun kunne se, at hun ikke kunne vinde. Den langt mere farveløse John Major fik formandsposten og blev ny premierminister. Ikke at det var en katastrofe, men mange har afgjort savnet deres Jernlady.
I årene efter fik hun flere små hjerneblødninger, der gik ud over hendes hjernefunktion. Formentlig var hun noget senil, da hun fik et slagtilfælde og døde den 8. april 2013. Inden da var hun blevet udnævnt til baronesse og var indtrådt i overhuset i 1992. Et par år efter fik hun hosebåndsordenen, hvilket jo er noget af det fornemste, der kan overgå en pæn, konservativ lady.