Jeg vælger at se denne knap som en "delete"-mekanisme: tryk på den, at dit livs største fejltagelser går op i røg og bliver ugjorte. En herlig tanke, for mon ikke vi alle har gjort noget i vort liv, vi fortryder? Om ikke andet har vi måske ikke værdsat de muligheder, vi fik, men tromlede dem ned i støvet som "umulige" at realisere? Jeg kunne godt nævne et par ting, som jeg enten fortryder, at have gjort eller ikke at have gjort, men når jeg ser mig om efter denne magiske geniale knap, så er den der jo beklageligvis ikke. Vi har ingen fortrydelsesret, og man kan ikke gå tilbage i tiden og rette de fejl, man har begået. Trist nok ....
Nej, rette fejltagelserne kan man jo altså ikke, men når bare man lærer noget af dem, så er de vel at betragte som led i en læreproces? En skøn ide, hvis man forestiller sig, at livet går ud på noget sådant, og at dette system er en realitet, der hænger sammen med noget andet meget vigtigt, som mange tror på, nemlig at der er et specifikt formål med tilværelsen. Det er der mange, der tager for givet, og de mener i ramme alvor, at deres meriter bliver registreret af en magt uden for dem selv. Gode gerninger bliver belønnet, og de onde bliver straffet, nemlig ifølge visse angivne regler og love af guddommelig oprindelse.
Denne type religion er enkel og vel nærmest primitiv i sin grundstruktur, men også smuk og dejlig varm som en stor, tyk dyne, man kan putte sig i. Den skaber glæde og tryghed i en usikker verden, for hvis der er en eller anden form for styr på tingene, så kan det da ikke gå helt galt, vel?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar